medskyldig © Simon Glinvad & Gladiator 2017 Redigeret af Jakob Sandvad og Hans Otto Jørgensen Omslag: Thomas Joakim Winther Bogen er sat med Indigo Antiqua og trykt hos Specialtrykkeriet Arco Printed in Denmark 2017 ISBN 978-87-93128-77-4
Denne bog er produceret efter Gladiator-modellen. Modellen sikrer forfatteren 50% af overskuddet efter produktionsomkostningerne er dækket. Ligeledes sikrer modellen, at forfatteren kan få sine rettigheder til bogen tilbage efter 2 år, altså en reel ophævelse af bogens stavnsbånd. Bogen er støttet af Statens Kunstfond
For nogle år siden slog den tanke ned i mig at jeg var ved at udvikle mig til en fiasko. En del af grunden til uroen var åbenlys og skyldtes at jeg i ti år uden større gennemslagskraft havde forsøgt at gøre litteraturen til min levevej og hver dag siddet for nedrullede gardiner for at lære at mestre noget der måske ikke kunne mestres, ikke af mig i hvert fald. Andre grunde gjorde jeg mit bedste for at skjule, men jeg vidste at de fandtes, at de på en eller anden måde var forbundne med hinanden, og alle – i mangel af et bedre ord – bragte en følelse af skam med sig: For det første var jeg blevet inddraget i en nabofejde og tilbragte timer med at debattere noget så ligegyldigt som en bøgehæk; for det andet var jeg som millioner af europæere blevet ramt af finanskrisens dønninger og på kort tid drevet ind i et dødvande af afdragsfrie lån og teknisk insolvens; for det tredje var jeg – i en alder af 35 år – begyndt at tisse i bukserne. Situationen var denne: I otte år havde jeg boet med min familie i en lille del af et dobbelthus, og på de otte år havde husets 79 kvadratmeter tabt så meget i værdi at vores lån langt oversteg den pris vi kunne få for huset. Dette var essensen af den tekniske insolvens, en syge som bandt bolig-
7
ejere til usunde lån og boliger som de ønskede at skille sig af med, men ikke kunne. Vi havde sat vores bolig til salg i flere omgange og til en stadig lavere pris, og da det endelig lykkedes os at sælge, var vi så forgældede at det kun var med mine forældres hjælp at vi kunne komme videre. Vi så os om efter et sted hvor vi kunne slå os ned og endte med at købe naboens lidt større del af dobbelthuset, og fordi denne del af huset trængte til en kraftig modernisering, tænkte vi at dette var en mulighed for at tilføre huset værdi og på sigt begynde at redde nogle af de tabte penge hjem igen. Skulle denne plan lykkes, var der dog ikke andre muligheder end at lægge alt andet til side og smøge ærmerne op: Vi måtte med andre ord udføre vores eget beskidte arbejde. Vi stuvede vores ejendele i kasser og poser og flyttede ind i mine svigerforældres garage, og mens vi forsøgte at passe vores arbejde i morgentimerne, druknede det meste hurtigt i bekymringer over de mange udgifter, gælden og en ombygning som vi ret beset ikke var kvalificerede til at håndtere. Jeg kunne ikke sove om natten og tænkte på mine forældres historier om 80’ernes kartoffelkur og deres egen oplevelse af at være bundet til et hus og en termin som skulle betales lige meget hvad. Det var gået dem godt, og nu var de – i modsætning til mange andre europæiske forældre – i stand til at hjælpe deres egne børn, men skammen ved at skulle bede om hjælp forsvandt ikke. Min far trak på skuldrene og betragtede mine to børn. “Tænk på hvad du føler for dem,” sagde han. “Ville du ikke gøre alt for dem?” Jeg nikkede. “Den følelse ændrer sig ikke,” sagde han. Vi begyndte at splitte det gamle hus ad og langsomt
8
bygge det op igen. Vores forældre hjalp så meget de kunne, og jeg tænkte på min morfars beskrivelser af de augustdage hvor høsten skulle sikres, og gården i Vendsyssel fyldtes af naboer, slægtninge og daglejere. Min morfar havde også kendt til gæld, men det var ikke noget han talte om. Gælden var en del af livet, og hvis han mærkede noget stramme om halsen, var der kun én ting at gøre: at arbejde endnu hårdere end han allerede gjorde, at stå tidligere op, at ryge cerutten endnu længere ned og gemme skoddet på hanebjælken i stalden så han kunne stikke det i munden til aftenmalkningen og forestille sig smagen af røg. Jeg stod også tidligt op om morgenen, og når jeg rettede kroppen ud efter natten, gjorde den ondt. Jeg forsøgte at skrive som det første hver dag, men jeg forfaldt hurtigt til bekymringer og åndede lettet op når jeg endelig kunne gå over i mine svigerforældres køkken for at drikke kaffe. Jeg ønskede ikke at eje fast ejendom. Jeg havde været boligejer i otte år, og i den tid havde gælden og forpligtelserne formørket mit sind. Det føltes som et hul der skred mere og mere sammen når jeg forsøgte at kæmpe mig ud af det, men paradoksalt nok virkede det som om den eneste udvej fandtes endnu længere nede i hullet. Jeg sparede udgifterne til en container og lånte i stedet en hobbytrailer af min far. Jeg brugte halve dage på at køre på genbrugspladsen. Mit lille bibliotek var sønderdelt og lå spredt i billige flyttekasser. Sidst på aftenen fiskede jeg en håndfuld bøger frem for at læse, men jeg var så træt at jeg faldt i søvn i stolen. Jeg skrev ingenting, men lå i garagen og lyttede til mine børns åndedræt. De drømte i halvmørket og sparkede dynen af sig. De
9
var brandvarme at røre ved. Jeg lod dem køle af før jeg igen lagde dynen til rette. Bag dobbelthuset voksede der to hække, en bøgehæk og en lavere hæk som afmærkede skellet mellem vores have og en stikvej der førte ned til en bebyggelse af rækkehuse. Mellem de to hække var der opstået en lav, hvælvet passage som mine to sønner og deres legekammerater benyttede som smutvej mellem vores have og rækkehusenes parkeringsplads bag vores hus, og jeg syntes at der var noget forunderligt over børnenes evne til at skabe deres eget netværk af ruter i kvarteret hvor voksne ikke kunne følge med: den smalle sti gennem brændenælderne i skoven, turen under det væltede træ ved åen, passagen over den gamle telefonpæl, hulen i træet, hullet i hækken. Ruterne var mange og blev holdt ved lige, og de løb som oftest langs villakvarterets klassiske skel mellem have og vej, vej og skov, skov og vand. En lørdag morgen kom Alfred, min ældste søn, løbende rundt om huset og råbte at hullet i hækken var blevet lukket. Jeg fulgte med ham og så at nogen i nattens løb havde været inde i haven og surre en stump espalierhegn fast mellem de to hække. Alfred var ophidset. Han greb min hånd og kiggede op på mig. Sammen stod vi et stykke tid og betragtede det afspærrede hul. Surrearbejdet var omfattende og måtte være blevet udført af en voksen. Espalierhegnet havde jeg selv pillet ned i en anden del af haven og gemt i en møgdynge bag skuret. “Pil det bare ned,” sagde jeg til Alfred og vendte tilbage til byggearbejdet.
10
Ikke længe efter susede børnene rundt i haven og forsvandt i deres magiske gange. Julie, min hustru, bryggede kaffe til de folk der var mødt op for at hjælpe os. Der var en kulde i luften som kom fra havet og var anderledes end forårskulden hvor jeg var vokset op. Den var fugtig og lagde sig på huden; iskolde vandperler satte sig i bryn og skæg og i børnenes hår. De lugtede af hav når de kom ind i huset og sitrede af verden udenfor; af hav og af mudderet fra åbrinken. De følgende morgener var scenen den samme: Hullet i hækken var i nattens løb blevet afspærret på stadig mere uigennemtrængelige måder. Espalierhegnet blev afløst af tovværk, tovværk blev afløst af forskallingsbrædder. Børnene opfattede det som et angreb på deres frihed, og jeg støttede dem i arbejdet med at sikre hullet som jeg var for stor til at have glæde af, men som de slæbte bolde, grene og kaniner igennem i en stadig strøm. En eftermiddag hørte jeg at der blev råbt ude på parkeringspladsen. En ældre mand stod ved en autocamper og gav kvarterets børn et møgfald fordi de ødelagde hækken. Jeg blandede mig og spurgte om sådan et lille hul virkelig kunne være et problem. “Der har aldrig været hul i den hæk,” sagde han. “Børnene har også ødelagt afspærringen. Du burde være efter dem.” “Er det dig der har været inde i min have?” spurgte jeg. “Ja,” sagde han. “Hækken er vores.” “Hvis?” “Os,” sagde han og slog ud mod de hvide rækkehuse og rønnebærtræerne. “Du ejer kun indersiden.”
11
“Børnene morer sig,” sagde jeg. “Hvad er problemet egentlig?” “Der har aldrig været hul,” svarede han. “Dét er problemet. Der har aldrig været hul i den hæk.” Jeg slog ud med armene og trampede om på den anden side af huset. Benjamin, min yngste søn, kom hen til mig og gav sig til at ae mig på hånden. “Du råbte meget højt,” sagde han. “Er du sur?” “Råbte jeg?” spurgte jeg og løftede ham op. “Det bemærkede jeg slet ikke. Jeg er ikke sur på dig, kun lidt på manden derude.” “Han er dum.” “Jeg er også dum,” sagde jeg og lod som om jeg var ved at tabe ham. “Jeg er dum når jeg står og råber på sådan en fin dag.” Jeg satte Benjamin ned og lod ham løbe. Så mærkede jeg trykket på blæren og smerten der fik lukkemusklen til at give efter. Det var et spørgsmål om sekunder før den ville åbne sig, og urinen ville sile varm ned ad låret. Jeg løb mod toilettet mens jeg åbnede gylpen og prøvede at knibe sammen i mellemgulvet. Der var ikke tid til at snøre støvlerne op, for bøjede jeg mig, måtte jeg opgive at knibe. Jeg trykkede håndtaget ned; døren gik op. Der var ingen på toilettet. Jeg nåede det. Åh, jeg nåede det. Derfra gik det hurtigt. Konfrontationerne blev flere og længerevarende. Manden med autocamperen præsenterede sig aldrig, og jeg præsenterede mig aldrig, og han råbte over hækken, og jeg råbte tilbage. Hullet i hækken blev nu lukket udefra, og til sidst bad vi børnene om at lade være med
12
at bruge det. Af og til sneg de sig alligevel til det. Vi lod som om vi ikke så det, men andre så det, og en eftermiddag blev Julie og Benjamin overfuset nede fra autocamperen, og jeg tænkte at nu kunne det være nok, ingen skulle råbe på den måde ad min kone og mit barn, så jeg løb ud på parkeringspladsen og hen til autocamperen mens mine børn så til fra vinduet i soveværelset, og jeg råbte så højt jeg kunne at hvis der var nogen som havde et problem med min familie så havde de et problem med mig. Og jeg knyttede hånden der var stærk efter at have båret gulvplanker hele foråret, for hvis der var nogen som slog ud efter mig, ville jeg fandeme slå igen. Om aftenen overvejede jeg situationen i garagen mens børnene så fjernsyn inde i stuen. Jeg var rystet over min reaktion tidligere på dagen, men jeg følte mig også overbevist om at jeg virkelig havde været parat til at reagere. Jeg gravede i flyttekasserne og ledte efter bøger der kunne forklare mig hvad jeg oplevede, men da jeg ikke havde pakket efter et system, var det tilfældigt hvad jeg fiskede op. Jeg blev ved med at lede indtil jeg havde en stak titler på bordet foran mig. I de store ruder så jeg trylleskæret fra fjernsynsskærmen. Mine børn kunne blive siddende hele natten hvis de fik lov. De fik lov lidt endnu, og til gengæld fik jeg en time ved skrivebordet. Hos den kinesisk-amerikanske geograf Yi-fu Tuan kunne jeg læse at alle kulturer har behov for at markere det rum der omgiver dem. Man skaber grænser for at beskytte sig, materielt eller rituelt, og tre slags grænser går igen i de kulturer
13
som Tuan undersøger: domænet, huset og kroppen. Domænet er den største enhed og udgør det nærsamfund man er en del af. Middelalderbyernes fæstningsværker og bymure er tydelige grænsedragninger, men symbolske grænsedragninger har også spillet en afgørende rolle i oprettelsen og opretholdelsen af bysamfund. I England videregav man viden om sognenes omfang i en årlig vandring langs deres grænser hvor man bad for beskyttelse og velsignelse og reparerede de markører der var gået i stykker eller blevet fjernet i årets løb. Inde i domænet beskyttede man åbningerne i sit hus med besværgelser og symboler (en hestesko, magiske rødder og bark, tre søm der repræsenterede den hellige treenighed), og endelig vogtede man over kroppens åbninger hvorigennem ondskab kunne vandre. I det 15. århundrede, skriver Tuan, skulle børn slå korsets tegn over munden før de spiste. Vi drager grænser og beskytter deres svagheder og åbninger, men sikkerheden er ikke givet. Frygten for farerne på den anden side af grænsen forstærkes af frygten for at disse farer allerede er kommet os nær uden at vi har opdaget det. Vi er under belejring, men hvor belejringen tidligere var fysisk og livstruende, er den nu krøbet ind i sindet og puster skiftevis til vores frygt og til behovet for kontrol (også her er der en grænse som overtrædes eller måske endda overlistes: kroppens forsvar smuldrer). I 1420’erne sneg ulvekobler sig ind gennem huller i Paris’ fæstningsvolde og angreb de skrækslagne indbyggere. I dag lever de færreste af os under denne trussel, men frygten for det andet, for det barbariske på den anden side af muren, er ikke blevet mindre. Igennem hullet
14
i hækken ser vi det liv vi ikke vil leve, det menneske vi ikke vil være. Det var ti år siden jeg første gang læste Tuans tekster om sammenhængen mellem sindstilstande og specifikke steder og landskaber. Jeg boede på tredje sal, på Tjørnegade, på Nørrebro, og i tre år havde jeg arrangeret mig sådan at jeg kunne skrive om dagen og færdiggøre mine studier om aftenen. Julie var gravid med vores første barn, og jeg tænkte at hvis bare man satsede alt så skulle det nok lykkes. På universitetet specialiserede jeg mig i sikkerhedsarkitektur og forstadens frygtkultur, og igen og igen læste jeg at angsten var selvpåført og sjældent skyldtes konkrete farer. Min underbo spillede klaver om natten, og fjernsynene kørte for åbne vinduer: “Aldrig har så mange haft så meget,” sagde oplæserne. De hjemløse brændte byggeaffald i Folkets Park, og jeg tænkte at jeg ville leve mit liv uden grænser, uden frygt. Foråret kom, og Julies mave voksede, og jeg sad ved skrivebordet for enden af sengen og læste Robert Frosts digte om æblelunde, fyrrekogler og naboer der vandrede i forårslyset og vedligeholdt stendiget imellem sig. I “Mending Wall”, fra samlingen North of Boston fra 1914 og et af Frosts ofte citerede digte, beskriver Frost forholdet mellem to naboer gennem deres fælles arbejde på at opretholde stenmuren der adskiller deres jorde. En forårsdag mødes naboerne for at genrejse muren hvis øvre sten i løbet af året er faldet ned og nu ligger spredt i solen. Digteren overvejer hvilke kræfter der vil den gamle mur til livs, og foråret bringer skælmeriet op i ham. Hvorfor overhovedet genopbygge muren? spørger han. Mine æbletræer er ikke til
15
fare for dine fyrrekogler. Naboen nøjes med at svare med en talemåde: “Good fences make good neighbors.” Således bevæger digtet sig, med skælmeriet på den ene side af muren og talemåden på den anden, og langsomt føres vi fra lyset mod mørket og forstår at naboerne udfører et grænseritual som rækker langt tilbage i tiden (om naboen hedder det: “He moves in darkness as it seems to me,/not of woods only and the shades of trees”). På den ene side har vi altså digteren som spøgefuldt vandrer i ritualets mørke (hvis oprindelse ikke kan have været ham helt ubekendt), og på den anden side har vi naboen som dækker sig ind bag sin talemåde og skaber en ny grænse i sproget som digterens spørgsmål ikke kan gennemtrænge. Hvad skaber naboskabet? Er det netop visheden om grænsen der gør det muligt at udholde hinandens nærhed? Frost giver ingen svar, men han lader ekkoer klinge i det mørke der langsomt sænker sig over teksten. I november 1858 overvejede forfatteren Henry David Thoreau det samme emne i et dagbogsnotat: “Hvem er dårlige naboer?” skrev han. “De der finder sig i at naboernes kvæg strejfer om på må og få af frygt for at påkalde sig deres [naboernes] nag – af frygt for deres vrede. De er forbrydernes medskyldige.” Jeg slukkede lampen på skrivebordet og sad i stilheden blandt flyttekasserne og alle de ting som mine svigerforældre omhyggeligt havde placeret i den ombyggede garage for at gøre den hyggelig. Ude på grusstien mellem huset og garagen kæmpede Julie for at få børnene ind i seng. Var de gode naboer de der opførte hegn og holdt kvæget ude?
16
Var jeg en medskyldig – eller måske endda forbryderen selv – fordi jeg lod et hul vokse frem i min hæk så to verdener kunne glide sammen? Jeg tænkte på det liv vi forsøgte at finde os til rette i som en familie. Lys og skygge blandedes i løvet i hækken og i skovene omkring os, og jeg så mine børn forsvinde ind i deres tunneler og hemmelige gange og komme ud på den anden side med et nyt, gnistrende blik i øjnene som jeg ikke var en del af. Alfred vandrede længere og længere væk fra os, og jeg huskede af og til på vores første nat med ham på hospitalet. Han begyndte at græde hver gang vi slukkede lyset for at sove. Derfor lå vi under lysstofrørene og kiggede på hinanden, mere og mere udkørte. Jeg husker ikke at vi sov, men på et tidspunkt må vi alle have givet slip. Dagen efter begyndte han at skrige. Han var ikke syg, men noget i hans krop gjorde ondt, og den eneste måde han kunne reagere på, var ved at skrige. Jeg så den lille krop trække sig sammen og ansigtet fortrukket i smerte, og jeg kunne ikke gøre andet end at holde ham, se på ham, synge for ham, røre ved ham. Først på natten vågnede jeg med en akut trang til at tisse. Jeg rejste mig i mørket og stødte foden mod en flyttekasse, men jeg holdt munden lukket mens jeg skyndte mig ud på badeværelset for at lette trykket. Disse hyppige vandladninger var en ny tilstand der føltes som en belejring af kroppen. Jeg frygtede at de enten hang sammen med et forestående sammenbrud eller var en en reaktion på mange års opsparede bekymringer. Dette var en hjemmebrygget teori, men ingen kunne fortæl-
17