MARBLE - læseprøve

MARBLE

MARBLE

MARBLE Amalie Smith

GLADIATOR

DANIEL FANDT HENDE I jorden.

Han gravede hende fri og børstede jorden af hende.

Han samlede stumperne, førte log over pigmentresterne: hvordan de fordelte sig på hendes tøj og hendes hud. Hendes blågrønne øjne. Hendes koralrøde læber. Han tilhuggede nyt marmor og satte det i hullerne, hvor stumper var gået tabt.

Hun hedder Marble som i marmor. Daniel kalder hende Maggi.

– Maggi.

Så fyldes kroppen af blod, der kan strømme i alle retninger.

Daniel lægger hende fra sig i sengen. Han spørger, hvordan det føles at være hende. Hun fortæller, at ørerne er små mikrofoner. Når han stryger hendes øreflip, lyder det som vind i en vindhætte. Nu strømmer blodet mod benene.

Daniel lægger sig ned, og Marble vender ansigtet mod ham. Hendes højre hånd griber om hans venstre lår, hun trækker det op om sin hofte. Hans venstre hånd lukker sig om hendes højre bryst.

1

Hun finder hans mund i et mørke, der kommer fra hendes egne lukkede øjne. Et kys så dybt og så ærligt som ganske langsomt at åbne en afgrund med tungen. Massere den frem.

Marble trækker tungen til sig.

– Daniel, hvad ser du bag dine lukkede øjne? spørger hun.

– Orkidéer, siger han og ser ordentligt efter. Fordelt i enorme drivhuse. Og selvlysende rør, der vrider sig i ravgul honning. En hånd, der presser små stykker kul og koral ned i sand på en lang, hvid strand. Og farver, der glider over i andre farver, hurtigt og næsten umærkeligt.

– Jeg ser skulpturer, når jeg lukker øjnene, siger Marble. Antikke skulpturer med stærkt bemalede overflader. Ikke bare én farve, men et væld af mættede farver uden på formen. Polykromi. Farve i overflod.

– Farven er ikke overflødig, siger Daniel.

– Den er heller ikke overfladisk, siger Marble.

Nu kaster månen et vindue af lys på gulvet. Marble rejser sig fra sengen og sætter sig på gulvet og ser på månens vindue.

2

Hun tænder en cigaret og puster hvid røg ud i måneskinnet. Røgen dufter ikke af noget. Hun rækker cigaretten til Daniel i sengen. De ryger på skift.

Marble med cigaretten klemt op mod den løse hud mellem fingrene og hele håndfladen mod underkæben.

– Formerne er evige, siger hun. Og materialerne er evige. Det er, når de mødes, at tiden begynder.

Daniel blæser en røgfigur, der forestiller et hestehoved.

– Man kan hugge en form i marmor og lade den rejse gennem århundreder, siger han. Den bliver ved med at optage en plads i verden.

– Ja, siger Marble og puster til hestehovedet. Men farven glider af den.

Kære Laila, hvis overfladen er dér, hvor objekterne ender, er den ikke et sted, man kan opbevare noget. Forsøger man at udpege den, bliver den tyndere og tyndere, til den mister sin udstrækning og kun er en idé. Overfladen synes at bevæge sig mod det immaterielle.

Men samtidig møder vi verden i kraft af dens overflader, vi møder det yderste lag af alting, aldrig

3

andet end det – gennem refleksion, genklang, berøring. Møder vi da kun idéer? Rækker vi ud og rører dem hele tiden?

Daniel og jeg besøgte afstøbningssamlingen i dag, i pakhuset nede ved havnen. Vi ville se nærmere på de afstøbte overflader. Når man kopierer en form i gips, gør man luften omkring formen massiv. Så støber man kopien i hulrummet. Man vender altså formen omkring dens egen immaterielle overflade.

Samlingen består af tre etager pakket med gipskopier af vestlig skulpturkunst. Vi gik rundt blandt kopierne, som om det var andet end gips i velkendte former. Laokoon-gruppen, Venus fra Milo etc. Formen trængte ud gennem gipsen som et ekko, der sagde: Du har set mig før. Jeg var meget betaget. Jeg kunne ikke lade være med at røre ved gipsen. Jeg tænkte: Gipsen ved ikke, hvad den fremviser, men potentielt kan den fremvise alting.

Men Daniel udpegede noget sort, der lå i skulpturernes folder, og sagde: Det er tid.

Og: Parthenon-hestehovedets mule er blank, fordi gipsen har drukket af de hænder, der har rørt den.

Afstøbningernes overflader har en historie. De har stået på Kunstakademiet, hvor de samlede støv og blev malet hvide i stedet for rengjort, og senere på

4

Statens Museum for Kunst. Man har fundet dem værdige til gentagne berøringer og kopieringer og restaureringer.

Jeg sagde: Men skulpturerne her er skabt hvide. Her findes ingen spor af bemaling.

Men så fik vi øje på de græske korestatuer, som faktisk er bemalede direkte på gipsen. Og Anne Marie Carl-Nielsens farvelagte kopier fra Akropolis: Typhon og Tyrehoved.

Så var alt ikke hvidt.

Anne Marie Carl-Nielsen!

Hils fra mig i New York, MARBLE

– EN DIGITAL 3D-MODEL ER bygget op af over-

flader. Der findes ikke noget massivt i 3D-rummet.

Intet flydende eller æterisk. Det kan ikke lade sig gøre at modellere et landskab uden overflader, siger 3D-animatoren.

Men det er det, Marble vil have: et landskab uden overflader.

– Det tomme rum er uden overflader, tilføjer 3Danimatoren og peger på skærmen.

5

Skærmen viser en mørkegrå flade. Tre farvede akser, en grøn, en blå og en rød, peger i hver deres retning fra et punkt midt på skærmen. Akserne indikerer bredde, højde og dybde.

3D-animatoren kan række ind i skærmens tredimensionale billedplan ved hjælp af mus og tastatur. Hun kan vende og dreje en given 3D-model på skærmen. Forstørre og formindske den. Skære og trække i den. Animere den og få den til at tale.

– Det tomme rum er alt for meget, siger Marble.

Alle de punkter, hvorfra tomheden peger på sig selv.

– OK, siger 3D-animatoren og laver en sfære som en bordtennisbold, formindsker den kraftigt og kopierer den millioner af gange. Hun fordeler sfærerne i rummet efter en tilfældighedsalgoritme. Tilsammen danner de noget, der ligner damp.

Dampen er hvid, baggrunden er koksgrå.

– Tak, siger Marble. Den damp vil jeg nu bevæge mig igennem.

– God tur, siger 3D-animatoren.

Marble bevæger sig igennem dette landskab af damp, der fremstår som et landskab uden overflader.

6

Dampen er hverken våd eller tør, den har ingen lyd eller lugt. Den fortættes og spredes med et landskabs vilkårlighed.

Så træder et ansigt frem af dampen. Et kvindeansigt med smalle læber og venlige, klare øjne. Det er en primitiv animation.

Hun svæver foran Marble uden at tale.

Af samme forfatter Fabrikken falder (2010) De næste 5000 dage (2010) I civil (2012) Læsningens anatomi (2012) Kollektive læseformer, med Ida Marie Hede (2013)

MARBLE © Amalie Smith & Gladiator 2014 Redigeret af Hans Otto Jørgensen og Jakob Sandvad Omslagslayout og sats: Eller med a Bogen er sat med Minion og Avenir, og trykt hos CPI books Printed in Germany 2014 ISBN 978-87-93128-07-1 Anne Marie Carl-Nielsens brevvekslinger med Carl Nielsen citeres fra Carl Nielsen Brevudgaven bind 2 (Multivers 2006).

Denne bog er produceret efter Gladiator-modellen.

Modellen sikrer forfatteren 50% af overskuddet efter produktionsomkostningerne er dækket. Ligeledes sikrer modellen, at forfatteren kan få sine rettigheder til bogen tilbage efter 2 år, altså en reel ophævelse af bogens stavnsbånd.

Denne bog er produceret efter Gladiator-modellen.

Modellen sikrer forfatteren 50% af overskuddet Tak til efter produktionsomkostningerne er dækkede.

Ligeledes sikrer modellen, at forfatteren kan få rettigheder bogen tilbage efter 2 år, CARL NIELSEN OG ANNE MARIE CARL-NIELSENSsine LEGAT fortilproduktionsstøtte. altså en reel ophævelse af bogens stavnsbånd.

STATENS KUNSTFOND for arbejdslegater.

Jan Stubbe Østergaard og Anne Christiansen.

Morten og Julie.

Jakob og Hans Otto.

Lea og David.

I DET ARKÆOLOGISKE MUSEUMS gårdhave er

en række marmorskulpturer opstillet på grænsen mellem haven og den overdækkede klostergang.

Dele af deres overflader er stærkt forvitrede. Flere ansigter, hænder, hele forsider og bagsider er opløst. Andre dele af samme skulpturer står, som da de blev udhugget.

Marble tænker, at det må være placeringen og mange års regn, der har forvitret skulpturerne delvist. Så går hun tættere på en af dem og ser, at de forvitrede områder er fulde af huller og gange som et stykke træ angrebet af borebiller. På skulpturens brystkasse er en flig af den hullede overflade slået af, og Marble kan se ind i et fintmasket koralvæv.