IDO PLA LNY IND KAT ENI LITTERATUR NUMMER 6 – 2017
DET ONDE
JACOB SKYGGEBJERG PER AAGE BRANDT ASBJØRN SKOU LUCA TALAMONA GUSTAVE DORÉ NIELS HANSEN JACOBSEN ELOF WESTERGAARD MICHAEL SCHIØLER TINGSGÅRD MARIANNE LARSEN HALFDAN PISKET ZVEN BALSLEV ADAM O. JOHANNES V. JENSEN HANS OTTO JØRGENSEN JOHANNES HOLBEK DORTE NAOMI MADS GRAM CODY O'ROURKE FRYD FRYDENDAHL ANNE-SOPHIE B. MORTENSEN CHARLES JALABERT BÉNIGNE GAGNERAUX NICOLAI ABILDGAARD
TE KST: MAD S G R AM B I L L E D E : C O DY O' R O U R KE
HATEM Jeg har passet tomaterne i mange år Beskyttet dem mod svamp. Sørget for skygge og lys Da jeg havde sået frøene lugtede mine hænder af muldjord og nu gror planterne i lerkrukkerne på taget i skyggen af vores vandtanke som bosætterne for en måned siden skød huller i Vandet stod ud i stråler og oversvømmede det flade tag Mine to småsøstre sprang rundt og pjaskede i det Mouna sagde: Det er ligesom når det regner om vinteren Aisha sagde: Regn er vand der falder ned fra Gud Mouna sagde: Er det rigtigt Hatem? Jeg sagde: Ja. Det har jeg også hørt Aisha er lige fyldt otte og Mouna bliver snart seks Hun skal snart begynde i skole Når vores forældre tager af sted om morgenen plejer jeg forsigtigt at skrue op for fjernsynet for at vække pigerne på deres madrasser i stuen hvor vi alle tre sover Mouna inderst mod væggen. Så Aisha. Så mig, yderst mod gangen “Hold op Hatem. Gå væk” og jeg går ud og tænder komfuret og der er morgener hvor jeg drømmer at det ikke var her jeg var blevet født At der ikke skulle stå Araber på mit Id-kort Nogle aftener har jeg lyst til at råbe det. Råbe det ud fra taget Overgive mig og turde indrømme det forfærdeligste unævnelige Tillade mig at ønske At jeg ikke var palæstinenser At jeg var blevet født som jøde Hvis jeg havde haft andre forældre
88
så kunne jeg dyrke min have på den anden side af muren så kunne jeg få en rørledning direkte installeret Mine søstre skulle ikke deles om badevandet i zinkkaret i det fælles vaskerum i kælderen Jeg ville ikke behøve at bekymre mig om jeg i morgen kan få Mouna i bad og stadig have vand nok til planterne om jeg får Aisha sikkert forbi bosætterne og i skole om tomater når jeg går hjem fra universitetet mod en smal og overbefolket gade Følger strømmen. Over markedet. Mellem stande med børnetøj og kinesisk elektronik Forbi madboderne ved benzinstationen hvor der hænger en os af friture og diesel i luften Forbi husmure hvor martyrernes plakater stirrer på mig Når jeg skrår igennem Abu Mazen Park hvor duerne kurrer. Klatter og letter fra træernes grene. Når jeg passerer selvstyrets nye kontorbygning med porte af marmorsøjler bygget af mine arbejdsløse venner for penge vi troede skulle gå til hospitaler Pladsen foran søjlerne er altid tom Der er ingen skygge Bænkene er ledige Der plejer jeg at sætte mig og hvile hovedet når jeg er træt Og jeg er træt. Træt af at lege den rolige storebror af mine egne ledere, af hærens patruljer udenfor mit vindue træt når jeg om aftenen ikke kan sove for varmen når jeg går op på taget, når jeg ser lysgranaterne blive skudt af Ser dem dale over byen
91
TAMAR Mynte og lavendel i siden af vejen Den fedtede asfalt under mine sko mens jeg går Abrikosplantagen som blomstrer bag hegnet Kloren i kibbutzens svømmebassin Anemonetæpperne på plænen foran skolens gymnastiksal Det er mit Israel og mindet om en barndom og det er mindet om den april, den pesachferie hvor mine fætre kom hjem på orlov Daniel var den yngste. Kun lige fyldt nitten Indkaldt til hæren efter gymnasiet Havde været soldat i under et år Saul havde været der i tre. Han var enogtyve Da han samlede mig op kildede hans skæg mod mit ansigt Jeg husker tatoveringen på hans hals. En stjerne Næsten hele ferien var jeg ovre hos Saul Vi kunne sidde i timevis og se film og han læste højt for mig ved klapbordet i min mosters køkken Jeg skvattede tit i søvn på hans skød Han viste mig fotografierne af sin bridage i Gaza Hans kammerater der sad oven på deres tank Efter aftensmaden gik han altid ud med Daniel De tog deres rifler på ryggen Spillede basket og drak øl foran garageanlægget eller holdt vagt med de andre mænd langs kibbutzens indhegning Når jeg cyklede på vejene i mørke kunne jeg se dem derude i projektørlyset Iført deres støvler og camouflagebukser Hvordan de snakkede og jokede vinkede til mig mens de tjekkede strømhegnet om plantagen Dengang virkede alting så almindeligt Men deres grin gjorde mig aldrig tryg De mindede mig kun om frygten for krig og en måned efter gik vores tropper ind i Libanon Daniel kom hjem efter tre uger. Uden sin ene arm Han sad på trappen foran huset og røg med det ene ærme hængende langs siden ”Bare rolig Tami. Det er ikke så slemt” men jeg husker hvordan jeg græd
92
og naboerne der kom med blomster I skolen var der to minutters stilhed for de faldne Den sommer lærte jeg alle nationens sange De lød hver morgen og hver aften i radioen Vi sang dem i klasseværelset. I frikvartererne. I rundkredse på plænen Der hang flag fra hver en lygtepæl da Saul kom hjem i september Hans værnepligt udløb samme år Han tog til Indien i seks måneder sammen med sin deling. Festede på stoffer Sniffede kampene ud af sit hoved Da han kom tilbage var han radmager, langhåret Flyttede til Haifa og arbejde som formand på haven Lastede skibene med frugt og købte en båd Han blev ved med at sende mig billeder og jeg blev teenager. Daniel blev voksen Kibbutzen voksede I halvfemserne kom nye familier fra Rusland da Sovjet brød sammen Nogle af de voksne var hårde En af mændene, Hodel havde været udskrevet til invasionen af Afghanistan Et hidsigt zik-zak ar i hans ansigt “Det er sidste gang at jeg kæmper for andre end mig selv” sagde han da han holdt foredrag for min gymnasieklasse Gav os alle en bog om de jødiske soldaters oplevelser i Kandaharørkenen Da jeg blev teenager begyndte jeg at læse andre bøger Om Libanon Massakrerne i flygtningelejrene Bomberne der faldt over Beirut Da jeg var sytten spurgte jeg Saul om krigen “Hvorfor har jeg aldrig hørt om hvad der skete deroppe?” “Hvorfor har ingen fortalt om alle de døde?” “Hvorfor spørger du? Er du stadig et barn?” Da jeg fyldte atten hjalp Daniels kæreste mig med at undslippe hæren Hun var jurist. Saul var vred Kaldte mig forkælet i telefonen Jeg husker stadig da røret blev smækket på I dag kan jeg ikke vil ikke længere elske april Påsken er et helvede Landskaberne er et mylder af unge i uniformer Langs vejene. Mellem markernes buske Jeg ser dem løbetræne, jeg ser dem kravle grave skyttehuller, slæbe maverne gennem støvet På vej hjem fra kasernerne sidder de og sover i busserne Hviler med hovederne mod hinandens skuldre Hjemlandet og alle vores sange Mit Israel. April Alt det grønne. Alt hvad jeg husker
AIDA Jeg husker da soldaterne kom for at rydde vores landsby Jeg husker at vandre over bjergene med min mor for at undslippe med insekternes klikken i akacierne omkring os med dronernes summen fra himlen og jeg husker fugtigheden i luften der fik min T-shirt til at klæbe til min ryg. Stengærdene skrabede mine knæ Myggene angreb mine arme. Fårene spredte sig og flygtede fra os. Bjælderne ringede Min mor var stille mens vi gik Hendes fingre knugede om stropperne på rygsækken Jeg havde lyst til at spørge hvor vi skulle hen men jeg lod være og vi traskede videre. Opad og opad Fulgte vandløbene til vi nåede bjergryggen hvor træerne tyndede ud og vi kunne vi se over dalen Jordanfloden bugtede sig mellem hvedemarkerne Dernede så jeg bulldozerne jævne de sidste rester af skolen Støvskyer drev hen over marken og det gik op for mig: at blommerne på jorden under træet i gårdhaven og mit hus med de mange vinduer og værelset jeg blev født i ikke længere eksisterede Vi vendte os og gik. Min mor tog mig i hånden Hun så sig ikke en eneste gang tilbage
Den nat gemte vi os i en af bjergets huler Min far fandt vej til os om morgen og de andre landsbyfolk i løbet af dagen Alle var samlet igen Vi skaffede telte. Sov over tyve mand i hvert af dem Vi levede af grøntsager og brød fra nabogårdene December og januar kom Jeg lå mellem min mor og tante og lyttede Hørte de andre voksne snakke ude ved bålet Vi havde bygget toiletter af blik og gamle brædder Tørrede os med blade når der ikke var papir Den vilde rabarber havde de bedste blade Da det blev marts kom Røde Kors i deres lastbiler Min familie fik vores eget telt. Det var småt Om sommeren lugtede teltdugen kemisk af imprægnering I januar rev vinden stadig siderne op. Men det var vores og min mor var lettet Det var i 2006 efter Den Anden Intifada. Det er ti år siden Jeg er atten og nu er hveden på markerne ikke længere min Dalens vejskilte er skrevet på hebræisk et sprog som jeg blev tvunget til at lære og jeg kan aldrig mere svømme i floden Men jeg nægter stadig at kalde teltlejren for mit hjem Jeg hader den velmente medlidenhed i nødhjælpsarbejdernes blikke imens jeg hver dag må se hvordan israelerne stjæler mere land Brænder vores oliventræer forhindrer os i at høste imens jeg i fjernsynet ser deres ministre omfavne Vestens præsidenter som sender os telte og pakker med the og sukker og fragter læsevis af appelsiner og avocadoer den anden vej. Gid skibene sank på havet Gid israelernes børn blev syge af mit korn
95