Uddrag af PANSER

Fra Palle Nielsens Orfeus & Eurydike, 1955-1959

uddrag af PANSER – et dramatisk digt

9

tekst: Lea Marie Løppenthin

Andet akt, scene 5 kor: Andy Sophie og Ingeborg er på en hyggelig gåtur i Buena Vista Park Andy og Sophie holder hinanden i hånden og lykønsker Ingeborg med hendes beslutning om at forlade Juan he was no good he was no good Andy og Sophie synger den slags omkvæd for Ingeborg deres gode veninde som altid må gå så grueligt meget igennem før var det med ham med PTSD ham der var hjemvendt fra Irak og vågnede om natten med vilde øjne han sprang ud foran AmTrak en morgen efter han var gået fra Ingeborgs lejlighed han havde kysset hende og fløjtet Ingeborg har altid været tiltrukket af højreorienterede mænd mænd uden venner det vil sige ensomme ulve Ingeborg er selv en ensom ulv så hvad ellers at Ingeborg har venner er en meget lille forskel i hendes altid tilbagevendende ensomhed hendes sindssyge kværn i hjernen der truer med at ødelægge alt

Andy: Det er dejligt at være tilbage i San Francisco østkysten er ikke hvad den har været jeg er ikke hvad jeg har været færdig med Ivy League færdig med high school Ingeborg: Det lød ellers ikke helt sådan på den e-mail, du sendte Sophie Sophie: Ingeborg Ingeborg vent nu lidt med din dom Andy: Det er da fint at bemærke, Ingeborg jeg er glad for at Sophie har gode veninder som hun stoler på at hun går til dig i en situation, hvor jeg gør hende ked af det jeg skrev en mail og var forvirret jeg var hjemme hos mine forældre de opførte sig som om jeg aldrig havde været væk de sagde, hvor dejligt at du og Heather stadig holder kontakten hun har altid været sådan en dygtig pige hvem vil ikke gerne glæde sine forældre

hvad med dine forældre Ingeborg, hvad ønsker de for dig?

Ingeborg: Min mor rejste til Santa Cruz da jeg var lille og har aldrig henvendt sig siden min far og jeg blev tilbage i Danmark min far ønskede sig at jeg skulle være hans juletræ hele året rundt, alle årene han pyntede mig med sin kærlighed jeg var aldrig et barn så hvordan kunne jeg blive voksen hvordan kunne han have nogle forventninger til mig han glemte at jeg kunne finde på at rejse en dag og da jeg rejste skiftede hans ansigt farve, til noget mere gråligt og aldrig vendte den oprindelige farve tilbage det var sidste gang jeg så ham kort sagt: han er død når jeg tænker på ham, skifter hans ansigt hele tiden mellem den grå og solbrune farve, det havde i hele min barndom som et hologrambillede med to ansigter i ét Andy: Så er du vel i princippet fri ?

Så kan du jo gøre lige hvad du vil! jeg har ofte misundt de forældreløse jeg har ofte misundt de rådvilde et spændende nulpunkt at kæmpe sig op fra bunden!

10

kor: Ingeborgs ansigtsfarve skifter mellem hendes fars grå og hendes fars solbrune Ingeborg knytter sine hænder i lommerne Ingeborg knytter sine hænder om de store blanke sten, hun har samlet mellem fuglene Sophie er løbet foran for at prøve at udtænke et nyt samtaleemne Sophie ser ikke Ingeborg tage en stor sten en alt for stor sten op ad tasken og slå Andy i hovedet med den Andy er så overrasket, at han ikke skriger lige først Andy ligger på jorden imens Ingeborg slår ham i ansigtet med stenen Ingeborg har meget ofte haft drømme om forfølgere, som hun til sidst har måttet stikke ihjel med knive hun har måttet vende sig om mod dem og stikke dem og i drømmen bevæger forfølgerne sig længe efter efter hun har stukket første gang det er anstrengende at slå nogen ihjel således også Andy Sophie vender sig om og ser sin veninde slå Andy i hovedet med en sten Sophie har set YouTube-videoer fra Mellemøsten, hvor mænd og kvinder der har begået ægteskabsbrud bliver gravet ned i sandet så kun hovedet stikker op så bliver de stenet til døde Sophie kan ikke bevæge sig

“Meget irriterende med ham at han ydmygede mig og i sådan en grad at han oveni det hele har gjort mig til morder”

11

“OK Ingeborg, OK men nu ligger han her som en plasticø i havet kan ikke længere flytte sig selv nu rammes vi af morderens genvordigheder dét besvær, en morder må påtage sig: at flytte de døde”

12

og så er det slut, Andys øjenvipper sitrer ikke Andys hænder bevæger sig ikke Ingeborg åbner munden Ingeborg vil sige noget

Sophie: Ak Ingeborg hvor mange røvere kender du som myrder med sten

Ingeborg: Ja Sophie jeg beklager alt ved den mand var et gyldent håndtryk her har du guldet, min pige, sagde hans ansigt tag guldet min dyre og midlertidige opmærksomhed her er det tag det og søg bekendtskab et andet sted her gør du vidst ikke nogen gavn

Ingeborg: Tag nu bare fat i din idiotiske boyfriends fødder og hjælp mig meget irriterende med ham at han ydmygede mig og så i sådan en grad at han oveni det hele har gjort mig til morder

Sophie: Men var det rimeligt at slå ham ihjel Ingeborg: Det er aldrig rimeligt at slå nogen ihjel Sophie: OK Ingeborg, OK men nu ligger han her som en plasticø i havet kan ikke længere flytte sig selv nu rammes vi af morderens genvordigheder dét besvær, en morder må påtage sig: at flytte de døde Ingeborg: Vi flytter ham ikke langt se, vi trækker ham ind i dette buskads vi tager hans værdisager med os stakkels Andy, røveri med døden til følge

kor: Og Sophie med det blanksorte hår og Ingeborg med det leverpostejsblonde de skjuler deres fælles gerning Ingeborg, der myrdede Sophie, der ikke forhindrede det de går hele vejen hjem til Blake Street på deres ben for at blive så trætte, at de straks falder i søvn bag Ingeborgs dør Soo ser til fra verandaen, hun ser de to pigebørn gå omkring i værelset og lyset blive slukket Soo siger: THOSE GIRLS WHEN WILL THEY FIND A REAL MAN Andy kommer aldrig tilbage en hund finder liget i buskene LET’S GO NIETZSCHE råber hundeejeren til sin hund han er i nittejakke og møre jeans we didn’t find this guy, we didn’t someone else has got to take care of this

13