Issuu

EARLY SUN DOWN

William Kietz

EARLY SUN DOWN

Gladiator

© William Kietz og Gladiator 2026 1. udgave, 1. oplag Redigeret af Jakob Sandvad Grafisk opsætning af Josefine Bøgh Lassen Omslagsillustration af Mads Steen Bogen er sat med WT Kormelink og trykt hos Specialtrykkeriet Arco Printed in Denmark 2026 ISBN: 978-87-7569-077-0

DEL I

Hvis jeg skriver fra fødsel til flugt, forventer man vel en vis respekt for en strukturel kronologi, hvor jeg begynder med fødslen og slutter med flugten, for sådan er kronologien i forløbet, men sådan bliver det ikke helt. Det var en tid, og den tid var i Vietnam eller måske faktisk i Cambodia, men her skal jeg nok passe lidt på, at jeg ikke går for langt tilbage i forløbet. Ikke fordi det ikke er relevant, for det er det da, men hvis det handler om relevans, kan jeg vel i princippet starte, før det hele begyndte, og hvor ender vi så ikke? Vi havde prøvet det før, hvor det var nødvendigt at dele os op, fordi Quyen Anh ikke rigtig havde nogen former for rejsedokumenter for at komme legalt fra Phnom Penh til Chau Doc, der ligger i Mekongdeltaet på den vietnamesiske side. Så for at komme så tæt på grænsen som muligt, tager man resten af turen bag på en motorcykel, der ganske enkelt kører udenom grænsen. Altså de veje, hvor der ikke er grænsekontrol. De findes. Men sådan er der jo så meget hvor det egentlig bare handler om hvor meget du er villig til at betale.

Graviditeten var problematisk. Men ikke bare graviditeten, også hele sundhedsvæsenet er problematisk. Alt koster. Hver dag var vi i en længere periode mødt op for at Quyen Anh kunne få et skud lactose i ballemusklen. Og da jeg stillede spørgsmål ved det faktum, at den lactosesprøjte, vi skulle betale 20$ for dagligt, for det var hver dag hun skulle komme på klinikken for at modtage injektionen, kunne jeg ikke lade være med at bemærke, at lactose ikke er andet end en form for mælkesukker. Mælk og sukker. Hvordan skulle det redde graviditeten? Der var flere penge i bare at forlænge behandlingen, uden vi kunne vide os sikre på om graviditeten forløb som den skulle. “De er jo i bund og grund ikke interesserede i folks helbred. Man kan jo ikke regne med en, der er kommissionslønnet, som lægerne jo er i Phnom Penh,” sagde jeg. Min kritik generede hende, uden hun dog egentlig kommenterede det. Så nu ville vi flytte til Vietnam, for i Vietnam var lægerne ikke bare dyrere, de skulle også være bedre. Det var de måske også, for da Quyen Anh efterfølgende blev undersøgt i Saigon, kunne lægen konstatere, at fosteret var dødt, og faktisk nok havde været dødt længe. Så var der en ny fødsel. En rigtig fødsel. Har stadig en kopi af den mail jeg sendte til mine forældre i Danmark i forbindelse med fødslen.

Emne: Chau Doc Dato: Onsdag, 12/7 2006, 04:09 Ja, saa er det et faktum med den store forfremmelse fra bydreng til farmand i gaar nat kl. 2.00! Men det er jo Vietnam saa tingene gaar jo sjaeldent helt som har regnet med. De kalder det et hospital, men hvis de ikke havde skrevet det over porten havde man aldrig gættet det. Sent om aftenen ankom vi fra Saigon og blev kastet lige ud i det hele. Quyen Anh vraltede rundt som en slagtemoden and sammen med jeg ved ikke hvor mange andre smaa vraltende og jamrende aender. Efter et minut hos laegen blev det besluttet at det skulle vaere med kejsersnit - kejsersnit - ingen der kan tale engelsk - Quyen Anh bliver bare slaebt afsted og jeg staar tilbage med kold sved ned ad ryggen og det kraever jo altsaa en del under de her klimatiske forhold. Men isen i maven

er smeltet - og igen skal vi jo lige tage klimaet i betragtning. Men for helvede forstaa mig ret - et hospital der mest af alt ligner en udbombet flygtningelejr fra 2. verdenskrig og saa vil de til at operere. Der floej mange skraemmende statistikker om boernedoedelighed i tredjeverdenslande og doende moedre i barselssengen igennem hovedet på mig. Vietnamesisk kan jeg jo stadig ikke rigtigt, saa lunten var lige ved at ryge da jeg hele tiden blev omringet af sikkert meget velmenende vietnamesere der var af den opfattelse at jeg havde brug for hjaelp - og det havde jeg vel egentlig ogsaa, men problemet var at de alle ville have at jeg skulle gaa i forskellige retninger. Saa i bogstaveligste forstand blev jeg naermest haevet frem og tilbage uden at have den ringeste ide om hvor! Og mens jeg stod der foran operationsbygningen - og det er en paen beskrivelse - kunne jeg hoere barne-

skrig - Quyen Anhs soester - hev mig i armen og sagde baby - ok baby - super - men hvad med Quyen Anh? Igen blev der hevet og flaaet i mig - men nej, denne gang stod jeg fast. Jeg blev staende. Nu begyndte der pludselig at opstaa oekonomiske problemer hvilket efter danske forhold jo ikke ligefrem er noget vi er vant til. For det er altsaa ikke ligesom paa en restaurant hvor man betaler regningen naar man gaar. Nae, der er naermest som et etapeloeb - hvor man altsaa skal betale for hver etape - saa hvem gaar videre og hvem bliver sendt hjem, ligesom et bedre gameshow paa tv. Saa regningerne skal betales ellers er det bare ud. En rigtig stressfaktor, for midt i det hele har man altsaa en valgmulighed - vil du hjem, eller sagt med andre ord: skal vi stoppe operationen eller vil du betale - hvis ja, saa betal nu. Efter regningen er betalt kom de ud med babyen i en slags indkoebskurv

som den i Netto. Og tro mig eller ej, saa skulle vi over til kassen igen. Men hvad med Quyen Anh - dead or alive! Soesteren hev mig afsted igen. Jeg taenkte faktisk lidt over hvad der var sket med babyen for - det her lyder maaske naermest lidt for vanvittigt - men saadan et lille mix er penge vaerd - smaa 2000$ på det sorte marked. Paa foedeafdelingen der altsaa er udenfor med gamle amerikanske feltsenge og mosquitonet, stod der en kaempe flok - og tro mig, kaempe - vietnamesiske kvinder og derinde i midten var babyen - min baby! Alle naermest flaaede de i den lille og de taler jo hoejt, vietnamesere - det er jo en af verdens taettest befolkede områder her i Mekong saa hvis man vil blive hoert, og det vil de alle, saa skal der altsaa raabes igennem og det bliver der saa. Kulturchok af de store!

Naa, det hele kunne maaske vaere fattet lidt i korthed. Quyen Anh ligger under observation og babyen er sund og rask(3.6kg). Quyen Anh skal blive en uges tid og det hele kommer til at gaa forholdene taget i betragtning. Saa lukker vi herfra. (TVW) Ta’ på udsalg året rundt på MSN Shopping, hvor du altid finder de bedste priser. Download som en fil Mere troperegn. Tør varme. Fugtig varme. Lummer varme. Morgenvarme og aftensol. En komprimeret storbys lydfrekvens, hvor man ikke på nogen måde formår at differentiere scooteren fra bussen, bilerne, børnene, kvinderne både foran og bagved frugtboderne,

spillehallerne, frisørerne, caféerne, hundene, opbremsninger, nedbremsninger, råben, piften, tyverialarmer, snak i mobil, snak mellem mennesker, snak mellem mennesker og dyr. Masser af lyd. Der bliver til én lyd. Der både er høj og lav, lang og kort på én gang. Og masser af kaotisk trafik. Sindssyge vietnamveteraner. Dem er der også. De støjer også. Alle sammen tidligere CIA-agenter ifølge dem selv. Tanken om familie. Ord som fundament, sikkerhed og manglende fremtidsudsigter. Det betød noget. Ikke noget specielt godt eller dårligt, men den lå der bare, den der lange grundtone i den forkerte skala. Den lå der bare. Midt i al lyden, duften af fordærv i frugt og grønt, død, benzin, flæsk og friture, til dels besnærende former for røgelse og overparfumeret kønslighed. Der opstod flere og flere forhindringer på alle mulige leder og kanter. Når man har et barn uden identitetspapirer af nogen art. Alban var der jo nu. Uden papirer og dokumenter kan du hverken bo på hotel eller flyve. Ingenting. Men hvis barnet først blev registreret som vietnamesisk, ville det ikke blive nemmere at få et dansk pas. Tænkte jeg. Læste regler og lovgivning, ikke bare flere gange, men mange gange. Og forstod jeg? Ikke rigtig. Men havde jeg job og bolig i Danmark? På det spørgsmål var svaret helt klart nej. Formue og fast ejendom? Også nej. Derudover skulle vi også være gift. Blive gift. Uden det helt store økonomiske fundament.

Ja, fundament virker som noget kæmpestort. Og det var der ikke. Det med garantisum, tilhørsforhold, boligforhold, jobsituation, bopælsadresse. Der er en masse, man skal fremskaffe og ordne. Pas, originale dåbsattester, civilstatus, skolepapirer, straffeattester og andre nødvendige dokumenter. Tag nu dåbsattesten, min dåbsattest for eksempel, den skal hele processen igennem. Sådan er det med et dansk dokument. Vietnamesiske myndigheder kan hverken læse eller forstå det, selvom dåbsattester verden rundt sikkert indeholder stort set de samme typer oplysninger, går den altså, som i selvfølgelig ikke. Først skal dåbsattesten legaliseres af en dansk myndighed, der altså bekræfter, at dåbsattesten er ægte, hvilket de gør ved at stemple på en kopi. Og denne kopi skal så verificeres. Altså igen er der en myndighed, der skal bekræfte kopiens ægthed. Men dåbsattesten er jo stadig på dansk og selvom der i nogle tilfælde kan være tale om fine røde lakstempler, er de vietnamesiske myndigheder ikke med på legen. Så nu skal der laves en certificeret oversættelse af kopien, der skal hæftes sammen med kopien af dåbsattesten. Ikke bare tager det en hel del tid, men det er heller ikke gratis. Selvfølgelig er det ikke det. Og lige netop på dette punkt kan de vietnamesiske myndigheder, forekommer det mig, være utrolig kreative.

På et tidspunkt blev jeg bedt om at skrive et cv/ livsforløb på 12 A4-sider, fra da jeg var 16 frem til ansøgningstidspunktet. 2-3 år per side? Her var en certificeret oversættelse rigeligt, men der var måske ikke umiddelbart noget de studsede over. Ja, jeg havde jo også frit lejde og tænkte, at det måske var bedst at undlade visse dele af min livshistorie. På spørgsmålet om jeg var gift i Danmark, svarede jeg jo bare nej. Her tilføjede jeg jo ikke at jeg havde en uafsluttet skilsmissesag i Italien og faktisk heller ikke havde fået ophævet mit Elvis-bryllup fra Las Vegas i år 2000. Men de spurgte om jeg var gift i Danmark. Og det var jo sandt nok. Det var jeg ikke. Så endelig blev vi gift. Quyen Anh og mig. Et dokument fik vi udleveret efter man var blevet enige om at 300$ ville hjælpe på processen. Så nu var vi gift. Med kvittering. Og kunne gå videre med at få skaffet dokumentation for Alban, der var ved at nærme sig to år. Ved ikke om Vietnam rent geografisk står klart og tydeligt for de fleste, men det kan godt minde lidt om Italien og har stort set også nogenlunde samme størrelse, mener jeg. Så turen fra Saigon i syd til den Kongelige Danske Ambassade i Hanoi er ca. 2000 km. Ja, for selvom der er et dansk konsulat i Saigon, kan de ikke tage imod den slags, da det ligger uden for deres sagsområde, deres resort, som man vist siger i juridiske termer, og derfor er man tvunget til at henvende sig til den rette myn-

dighed, der i dette tilfælde er den Kongelige Danske Ambassade i Hanoi. Og der er ikke lige nogen, man kan vise alle dokumenterne inden man tager afsted for at vide sig sikker på man har det hele med. Ja, som det vel tydeligt fremgår, udspiller hele forløbet sig i en lidt svunden tid. En tid med A4, kuglepen og skrivemaskiner. Du stod med papirene fysisk i hånden. Nå, men ingen hjælp at hente udover vejledningerne på nettet og så bare med flyet til Hanoi. Vente til mandag kl. 8.30, hvor ambassaden har åbent for personlige henvendelser. Her blev man så mødt af en venlig, men bestemt vietnamesisk medarbejder bag en lille glasluge. Dem der, hvor der er skåret et hul i glasset og en cirkel, der sidder lidt fremme, og så den der lille halvmåne forneden, hvor der lige præcis er plads til et dokument i A4-størrelse. Her får man så en ny fin kvittering og så er det bare tilbage til Saigon. For det handler om at kunne medbringe kone og barn til Danmark. Ikke i det nu som er nuet i fortællingen og selvfølgelig heller ikke det nu som er lige nu. Et senere tidspunkt end dengang. Det hele var åbent, usikkert og utrolig fjernt ikke bare i tid og sted, men også i vores bevidsthed. Konen og min altså. Vi boede på det tidspunkt i et 4-etagers byhus i District 1. Gaden hed Biu Vien, der dengang var Saigons svar på Khao San Road i Bangkok.

Dejligt sted. Livligt. Måske lidt for meget med regnen og rotterne en gang imellem. Albans pas blevet fremsendt til konsulatet i Saigon. Det var de da i det mindste i stand til, så tak for det. Et fint et af slagsen, der ligner alle andre pas. Det er så fint det hele, men det løser jo ikke helt det, det skulle. Har du job og egen bolig? Ikke bare bolig. Passende bolig og garantisummen. Nej. Så enkelt kan det siges. Nej, det har jeg ikke. Men alt det lå ligesom ude i fremtiden. For hvis jeg skulle løse de ting, måtte jeg på en eller anden måde tage til Danmark. Alene. Tænkte jeg. Og det tænkte jeg meget på. Hvor skulle familien være i mellemtiden? Huset i Saigon kostede 550$ pr. måned. Det ville jeg ikke kunne betale, mens jeg skulle finde job i Danmark. Der var ingen hjælp at hente, for har du modtaget hjælp fra det offentlige indenfor de sidste tre år, kan du slet ikke søge opholdstiladelse. Så hvor skulle de være, mens jeg var væk. Vi havde på et tidspunkt ejet et stykke jord i Tanh Chau, der ligger i nærheden af Chau Doc lige på grænsen til Cambodia, hvor vi oprindeligt kom fra, som havde en værdi på 2-3000$. Og Quyen Anhs familie kom også fra det område, så det var det. Men vi skulle stadig finde et sted. Et hus. Et hjem. De fleste i området er stort set i familie med hinanden på den ene

eller anden måde, så ikke overraskende kunne vi købe et lille hus på den gennemgående gade i Tanh Chau. Et hus på 24-25 kvm. Af en halvsøster fra Stockholm. Pris 4-5ooo$. Mange penge. Eller jeg havde dem ikke. Og man kan da godt låne i Vietnam. Det er rigtigt, men det er ikke ligesom her, hvor du afdrager. Du betaler bare renter i Vietnam og det kan du blive ved med. Det er ikke før du kommer med hele beløbet på én gang, du er færdig med at betale af på lånet, så selvom du troligt har betalt lad os sige 100-200$ pr. måned, har du altså ikke afdraget på beløbet før de får hele beløbet på én gang, som sagt. Så nu var huset købt. Og der var vi så. Jeg ville tage til Danmark. Jeg var sikker i min sag. Jeg formåede ikke at fastholde et nogenlunde stabilt indtægtsgrundlag i Vietnam, og hvis jeg skulle have mulighed for at opbygge et eller andet helt småt i Danmark, skulle det gøres, inden jeg blev for gammel. Jeg var 45. Dengang. Cirka. Vi talte engelsk og en smule vietnamesisk sammen. Så meget vietnamesisk kunne jeg heller ikke. Alban og Quyen Anh talte vietnamesisk. Vi blev enige om at jeg bare skulle drage afsted en dag. Vi talte meget om det og blev enige om det. I dag er det noget af det jeg fortryder aller – allermest i mit liv. Jeg gik bare. Helt uden at sige farvel til Alban. På to år.

Senere fik jeg at vide at han, Alban, lige pludselig forstod jeg ikke var der mere, og bare styrtede ud af huset for helt fortvivlet at lede efter mig. Ja, og sådan noget kan du bare ikke lave om igen. På det tidspunkt havde jeg været i Vietnam i fem år nonstop og inden da to år i Cambodia. Altså ikke været hjemme på noget tidspunkt overhovedet. Turen gik mod Saigon. En fem-seks timers minibus-tur gennem Mekongdeltaet. Mit visum var udløbet. For længe siden faktisk. Flere år. Det kunne godt komme til at koste. Men min billet var til den 24. december, juleaften, selv her, og så skulle Vietnam spille fodbold mod Filippinerne samme dag. Det skulle nok gå. Men mit pas fik da en grundig gennemgang, men ingenting mod hvad jeg ellers har oplevet. Det der med at komme hjem og komme i gang lige med det samme har jeg efterhånden prøvet nogle gange. Ja, som nævnt var jeg jo ikke 45 for ingenting, men denne gang er presset lidt større. Det med ingen offentlig støtte indenfor de næste tre år, der ville udelukke samtlige muligheder for det med at søge ophold for familien, var lidt hårdt. Fast indkomst skulle det være og så finde en bolig der kunne opfylde kravene til tre personer. Via min kære islandske veninde, der hedder Olufsdottir til efternavn, fik jeg en jobsamtale på en specialskole på Valby Langgade, hvor jeg kunne undervise i matematik. Jeg fik jobbet som matematiklærer.