Natsangersken Udkom første gang i 1963 © Gladiator 2018 Redigeret af Hans Otto Jørgensen Omslagsillustration: Halfdan Pisket Omslagslayout: Thomas Joakim Winther Bogen er sat med Baskerville og trykt hos Specialtrykkeriet Arco Printed in Denmark ISBN: 978-87-93658-12-7
Tak til Den A.P. Møllerske Støttefond
ULLA RYUM
Natsangersken
GLADIATOR
1
Det meste af aftenen havde jeg siddet over for en kvinde, der kunne være omkring de halvtreds, men også meget yngre. Hendes opløste og forsvirede ansigtstræk gav ikke muligheder for andet end løse gisninger om hendes alder. Hendes rigtige navn var mig på det tidspunkt endnu ukendt, men jeg hørte, at en af servitricerne kaldte hende for Natsangersken, hvilket navn på en ejendommelig gribende måde lod til at have omgivet kvinden med anonymitet. Det syntes udsprunget af selve hendes væsens fremmedartede personlighed. De manglende navne var dog ingen hindring imellem os. Kvinden som blev kaldt ved dette mørkt klingende fuglenavn – straks tænkte jeg selv på en eller anden ukendt fugleart, da jeg hørte det første gang – havde flere gange forsøgt at fange mit blik over bordet, og en enkelt gang drejede vore øjenakser sig om hinanden uden nogen form for genkendelse fra min side. Jeg havde aldrig set hende før, hvorimod hun lod til at føle sig på kendte veje hos mig. Hun forekom mig tværtimod næsten afskrækkende, uden at jeg den dag i dag kan gøre nærmere rede for, hvorfor en så dyb afsky – og den var alligevel blandet op med både nysgerrighed og medlidenhed – havde grebet mig fra den første stund, jeg så hendes øjne; hendes ansigt i det hele taget. 7
Måske kom min indstilling af, at hendes forsumpne tragik, det fortvivlelsens umådehold, som man kunne udlæse af hendes blik, og frem for alt den ensomhed og angst, som hun gav til skue, var så pågående, så hensynsløs. Hun formåede øjensynligt ikke at lægge den mindste dæmper på sit væsen, alt skulle udleves, hvorved hun sikkert ofte må have skabt sig mange unødige vanskeligheder og øget den ring af isolation, som hindrede hende i at nå over sig selv, ud til andre mennesker. Det kan til tider være værre at blive truet af et medmenneskeligt væsens alt for voldsomme følelser, end at bevæge sig omkring imellem lutter ukendte bekendte. Mennesket er en sprød klokke som for voldsomme og stærke svingninger bringer til bristning, man må beskytte sig; og hvad kan man vel andet, over for andre menneskers sorg og uhæmmede selvudlevelse, når man selv er begrænset til normalitet. Fortvivlelse såvel som hussvamp har udbredte udløbere og store myselier under vores standhaftighed, og under det mest polerede gulv. Man kan aldrig være sikker på, at et medmenneskes sorg ikke er rundet af samme grund, som ens egen skjulte og beherskede; således sad jeg og tænkte, da denne Natsangerske oplod sin stemme og bad mig om ild til en cigaret. Jeg gav hende tændstikker, men måtte tænde for hende, da hun var så usikker på hænderne at hun allerede havde tabt to brændende tændstikker ned på bordet. Indtil dette øjeblik havde hun ikke sagt noget, bare nikket og gjort tegn med hovedet, alt efter hvad hun havde villet udtrykke. Nu hørte jeg hendes stemme. En rørende uudviklet stemme. 8
Ligesom sandet og fremtvungen gennem et par uvillige læber kom hendes tale ord for ord, uden anden klang end den, en lille tilbageholdtskælven gav dem. Senere forstod jeg at Natsangersken almindeligvis ikke kunne formå sig til at tale, når hun var beruset, af angst for at sige underlige og frastødende ting. Natsangersken sad med et fraværende smil om munden og halvt tillukkede øjne. Det foresvævede hende, at der langt borte i hendes liv lå en sidste begyndelse skjult. »For så vidt som mit liv har været en lang række forsøg på at begynde. Men min stamme, og roden, har vel ikke været bærekraftige nok til alle disse begyndelser?« Hun havde båret sine »begyndelser« frem til dagen, som offerdyr til en gud, og hver gang havde hun halvt om halvt ventet at se dem forkastet. Se dem bukke under for lyset endnu før hun havde fremlagt dem. »Og mit navn har jeg forlagt for længe siden, og kan således ikke hæfte tider og steder til mig, til min krop. Hvad skal jeg mindes noget for. Men nu forstår jeg, at man må have en knage, et navngivet jeg, hvorpå man kan hænge sig selv op i hændelsernes forløb, ellers er det, at man må begynde hele tiden. Jeg har bare deltaget i forestillingen som medløber med fødderne på den kridtstreg, der skiller virkeligheden fra drømmen om virkeligheden. Nu drager drømme ind over virkelighed og solspektres farver blænder alle løberne på kridtstregen, opløser deres kroppe og avler fugle i tusindtal af deres bevægelser. Vingearmene svinger for at holde kroppens fremdrift på stregen. 9
Jeg dør med lyset denne gang, uden tvivl. Og blod bliver til vand og vand er jordens øjne, som igen ser det hele på deres øjenbuer. Himmelspejl og jordnætter.« Natsangersken lænede sig ind over bordet, som ville hun holde sig fast. Desværre havde jeg ikke kunnet høre, hvad hun havde siddet og fremmumlet med svajende overkrop og disse pinligt lukkede øjne. Jeg formodede, at hun var meget beruset nu, men som jeg allerede én gang har sagt, så kan man ikke gøre noget i et sådant tilfælde uden at sætte for meget af sig selv på spil, så jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke havde lyst til at komme i klemme. Det eneste som stadigvæk holdt min interesse fanget var hendes hænder, som var meget lange og følsomme, men skæmmedes af et indgroet lag smuds. – i Paola sad de ofte om natten på en trappes varme trin. Fra bådehuset førte den ned i de lange rolige dønninger, som igen førte dem med sig ud over havfladen. Duften af dag og tjærede garn sad i træet og mindede dem om lyset, og de drog ånde med højtideligt udspilede næsebor, nød at det hvidlige støv havde lagt sig ved solnedgangstide, bundet af en let og kølig fugt fra havet. Andre aftener gik de i strandkanten over et par udtørrede små flodlejer og forbi en klynge forladte fiskerhytter, indtil de nåede et dybere flodleje, som endnu bragte en lille vandstrøm til havet. Langs med dette søgte de op i landet, og de havde kaldt den brede flodseng for »nattens hjerte«. 10
Enkelte sten lå løse i nattens hjerte og slog let mod hverandre under deres fødder, ellers var alt stille som mellem to pulsslag. Her kunne de standse op og spørge hinanden om hvem der var hvem og intet svar finde. De kunne spejde forgæves ud i mørket efter en form, lytte efter en lyd, der var dem bekendt, for at få svaret de søgte. Og pludseligt opstemte give sig til at løbe på må og få, indtil de forpustet måtte standse op igen og slippe hinandens hænder. Rørte de ved hinanden, nu skrækken var løbet over ende i dem, var de genkendte. De måtte med ét undvige hver bevægelse og hvert ord, der kunne samle sig til virkelighed og genkendelse i dem; og de led af natten og hinanden. Som en feber skælvede den i deres bevidsthed og lod dagene passere over dem som tilfældige fugle, hvis flugt og lysende vingefang de betragtede fra et fjerntliggende sted. Ligeledes begyndte de at indtale deres længsel efter natten for hinanden, og at afvente dens komme allerede fra de sene eftermiddagstimer. Fulgte den fra skygge til skygge. Bar den selv først i øjnene, derefter som en kølighed over ansigtshuden, for omsider at besidde dens væsen under huden, langt ind i blodbaner og muskelveje. Natsangersken var pludselig blevet besat af en uheldig virkelyst. Med alt for store bevægelser gav hun sig til at flytte om på flasker og glas. De skulle, såvidt jeg kunne se, stå i et særligt mønster foran hende. Hun så genert over på mig som for at undskylde denne pludselige aktivitet, der også lod til at være kommet bag på hende selv, men hun måt11
te dog række ud efter min flaske, da hun manglede den i mønsteret. Med denne opmarchering foran sig lod hun til at blive lidt roligere og sad nu blot og pillede etiketten af flaskerne med en pegefingernegl. Fra tid til anden byttede hun de to yderste flasker om med den midterste og smilte dette halvt opløste smil ud i lokalet. Jeg var meget pinligt berørt. Særligt da de omkringsiddende lod til at forstå det således, at jeg var i selskab med denne kvinde. De tilkastede mig medlidende og beklagende øjekast, og var så opslugte af den formening, at jeg skulle tage affære, at det ikke nyttede det ringeste, at jeg forsøgte at gøre dem sagens rette sammenhæng klart. Mine tegn og trækken på skulderen lod de alle til at more sig lidt over i stedet for at lade som ingenting, hvilket i alle tilfælde havde været det høfligste. Også Natsangersken må have opfattet situationen, for nu hørte jeg hendes stemme igen. »Jeg er ikke ulykkelig, bare træt,« sagde hun forklarende, »forstår De, ikke ulykkelig, bare meget træt.« Hvad kom det mig ved. Heldigvis sagde jeg det ikke højt, og har måske set helt venlig ud i stedet for ligeglad, det hænder af og til, at jeg giver udtryk for noget andet, end det er min mening at udtrykke; en ubehagelig situation; i alle tilfælde lod Natsangersken til at opfatte min tavshed som en tilskyndelse til større fortrolighed. »Men De forekommer mig så bekendt,« fortsatte hun og ryddede en plads imellem os for flasker, »ja, De er mig så bekendt.« Hendes stemme var højere nu, og jeg så et par andre gæster vende sig halvt om i stolene for at se nærmere på os. 12
Havde det ikke været fordi jeg ikke havde drukket helt ud, var jeg gået på dette tidspunkt. Dog sagde kvinden ikke mere for en stund. Hun satte sine flasker op igen og byttede dem omkring endnu engang, før de blev fjernet af servitricen. Jeg fik helt ondt af Natsangersken i øjeblikket; uden sine flasker sad hun ubeskyttet og lod sig ramme af øjne. Så bestilte jeg et par nye øl til os for at skjule hende igen. – en morgen i det ulmende daggry så de for første gang fiskeflåden vende hjem. De havde gået bag et højt stengærde, som næsten havde taget udsigten fra dem, så det syn som mødte dem, da de atter kunne se ned over den lille by og havnen, slog dem med stumhed. Fødte af havdybet stod det ene skib ind i havnen efter det andet, med røde sejl og bugnende sider. Byen lå med ansigtet vendt mod de hjemkommende og de hørte råbene stige fra torvet. Viljesløse lod de siden menneskestrømmen føre sig over torvet, og med den nåede de snart ud på en af havnemolerne, hvorfra man kunne se lige ned i de fyldte kurve og net. Sprællende og sølvbrogede lå de gispende kroppe stuvet mod hinanden, og en sagte raslen stod som et pust op fra de arbejdende sider og opspilede gæller. Da de vendte hjem til deres lille pensionat, mødte de værtinden i døren og blev fanget ind af hendes morgenrøst: »Hvilken vidunderlig dag igen i dag – gid i morgen – jeg beder altid om, at i morgen må blive som i dag – så har jeg da ikke på forhånd forkastet denne dag, som ikke god, når jeg gerne vil have den én gang til i morgen. Man ved aldrig hvad dagene kan bringe med sig – man må tage dem i den rækkefølge de kommer, men man kan gøre lidt 13
selv ved at være sikker på, at i morgen ikke kan være dårligere skabt end denne dag. Således,« hun tørrede sin behårede overlæbe med bagsiden af den ene hånd, for skønt det stadig var morgen havde varmen allerede lagt sig over kysten som en hætte, »således,« gentog hun, »giver jeg de kommende dage et lille skær af forventning, selv om jeg ved at det er noget jeg selv har fundet på, men her står jeg og sinker dem med min snak.« Og hun trak sig tilbage i husets kølige mørke indre. »Måtte denne dag blive som i morgen.« De udspurgte ad omveje hinanden om dagene, der skulle komme, ikke så meget for dagenes skyld, de mente ikke, at der ville hænde dem noget udover hvad tilfældet bragte med sig, men for nætternes skyld måtte de begge to vide, om de kunne sikre sig dagene fremover sammen. De vidste begge, at deres længsel gjaldt natten, men de vovede ligesom ikke at tage dens navn i deres munde af angst for at forbryde sig imod dette nye og fortrollede, som voksede omkring dem hvert natteminut. Og således var det efterhånden blevet, at havde den ene uden at mærke det givet en flig af sin anonymitet fra sig, så greb den anden straks med dulgt triumf tag i svagheden og ville helst have fravristet den blottede alt det ukendte, som stod dem imellem. Ville give det navn efter sine egne uudtalte længsler og forvandle det ufødte til noget velkendt; til sekler af forudgået liv dem imellem. Men de forsvarede sig hver for sig og tålte ikke hinandens utålmodighed. Dagene fandtes ikke længere som dage, men som optrådte kamppladser, hvor kun det højeste træs øverste blade endnu var støvfrie. 14