Issuu

giacobbe omslag.indd Alle sider

07.10.2026 10.40

Lærerinde på Sardinien og Da gb og mellem to verdener

Af samme forfatter:

Lærerinde på Sardinien, 1961, roman Afrejsen, 1965, roman Havet, 1967, roman Eurydike, 1970, roman Dagbog mellem to verdener, 1975, roman Stemmer og breve fra den europæiske provins, 1977, digte De fire læretider, 1981, digte Den blinde fra Smyrna, 1982, noveller Den dag vi vågner, 1983, essays Kald det så bare kærlighed, 1986, noveller Ariadnes døtre, 1987, digte Drengene fra sejlbåden, 1989, roman Sardinien, 1991, rejsefører Øen, 1992, roman Masker og nøgne engle, 1994, erindringer Rejsebilleder Persien/Iran, 1999, digte Eksil og adskillelse, 2001, noveller Folk fra Pòju Luàdu, 2006, roman

Lærerinde på Sardinien og Dagbog mellem to verdener

Maria Giacobbe

Oversat fra italiensk af Uffe Harder og Thomas Harder

Gladiator

©Maria Giacobbe og Gladiator 2026 1. udgave, 1. oplag Originalt udgivet Diario di una maestrina og Le radici Oversat fra italiensk af Uffe Harder og Thomas Harder Grafisk opsætning af Josefine Bøgh Lassen Bogen er sat med PSFournier Std og trykt hos Specialtrykkeriet Arco Printed in Denmark 2026 ISBN: 978-87-7569-095-4

INDHOLD Indledning af Thomas Harder

Lærerinde på Sardinien

En pige af god familie

Vandre- og læreår

Olienas Bærme 41 Fonni, eleverne “hjælper til”

De retfærdige i Bortigal

103

Orgosolo 113 Gammelt legetøj og 10 små senge

139

En mor, en far, Don Coco

165

Dette er mit folk

189

Uddrag af Maria Giacobbes Efterskrift til

207

1975-udgaven af Diario di una Maestrina.

Dagbog mellem to verdener

213

INDLEDNING af Thomas Harder Maria Giacobbe blev født den 14. august 1928, som den tredjeældste af fire søskende, i Nuoro i bjergegnen Barbagia i det centrale Sardinien. Da Maria Giacobbe blev født, var Nuoro netop blevet ophøjet til provinshovedstad. De mange nye funktioner, der fulgte med denne status, fik indbyggertallet til at vokse fra 9.188 i 1931 til ca. 15.283 i 1944. Maria Giacobbes far, Dino (1896-1984), var ingeniør, og hendes farfar, der stammede fra Piemonte, var embedsmand i skattevæsenet. Hendes mor, Graziella Sechi (1901-1973), var folkeskolelærer og tilhørte en familie af jordbesiddere, som i Graziellas generation stod med det ene ben i den traditionelle hyrdekultur og det andet i en verden, hvor kvinder røg cigaretter, spillede tennis og læste udenlandske romaner. Familien Sechi tilhørte Nuoro-egnens prinzipales, dvs. hyrdesamfundets førende familier, og var samtidig forbundet med Nuoros elite af sagførere, notarer, læger osv. Det var den slags folk, man kan læse om i den store nuoresiske forfatter Sebastiano Sattas roman Dommens dag og hos Grazia Deledda, der fik Nobelprisen i litteratur i 1926 og boede få hundrede meter fra familien Giacobbe. * 7

En familie som Graziella Sechis var centrum i et klanagtigt system bestående af selve den blodsbeslægtede og tilgiftede storfamilie og udenom dén et netværk af mere eller mindre jævnbyrdige venskaber og rituelle slægtskaber og andre former for alliancer og tjenesteforhold. Udtrykkene comare (hunkøn) og compare (hankøn) betegner forskellige former for rituelle slægtskaber, der typisk besegledes ved, at den ene, ofte socialt højerestående og mere magtfulde, part indvilligede i at være den andens bryllupsvidne eller at være gudmor/gudfar for vedkommendes børn e.l. Comari/compari skyldte hinanden respekt, hjælp og loyalitet, ikke i juridisk forstand, men moralsk og som en æressag. Forpligtelsen gjaldt ikke bare de to individuelle parter, men også deres respektive familier. Aggiudu (sardisk for “hjælp”) var et traditionelt system, der forpligtede naboer og medlemmerne af et lokalsamfund eller fællesskab til gensidigt at hjælpe hinanden med større arbejder som byggeri, fåreklipning, brødbagning, tærskning e.l. eller i tilfælde af økonomisk nød fx ved dødsfald eller arbejdsløshed. Systemet forudsætter, at den, der modtager hjælp, gør gengæld. I Lærerinde på Sardinien betegner udtrykket dog snarere et tjenesteforhold, hvad enten pigerne får løn for deres arbejde eller blot et måltid mad. Zio/zia (sardisk: ziu/zia) betyder ifølge ordbøgerne onkel/ tante, men brugtes i miljøer som dét, Maria Giacobbe, skildrer, som udtryk for respekt, typisk om personer, der var ældre end den talende, men som ikke havde en akademisk grad eller profession, der gjorde det muligt at kalde dem ved en formel titel.

* Da Maria Giacobbe blev født, havde Benito Mussolini været ved magten i knap seks år, siden 1925 som diktator med titlen “Regeringschef, Fascismens Fører (Duce, af det latinske Dux) og Imperiets Grundlægger”. I Mussolinis tid ved magten blev det italienske samfund mere og mere præget af fascismens ideologi og organisationer. For at kunne gå i skole skulle man være medlem af den fascistiske ungdomsorganisation Giovenù Italiana del Littorio (GIL, som i 1937 afløste den tidligere børne- og ungdomsorganisation Opera Nazionale Balilla). I 1935 indførtes ved lov Fascistisk Lørdag: Arbejdsdagen sluttede kl. 13.00, så den “frie” lørdag eftermiddag kunne bruges på militære, politiske, faglige, kulturelle og sportslige aktiviteter i fascistisk regi. Både Dino og Graziella var politisk aktive og kendt som antifascister og blev derfor overvåget af det politiske politi, OVRA. (Navnet, der efter sigende var opfundet af Mussolini, tolkes oftest som en forkortelse for Opera Volontaria per la Repressione dell’Antifascismo – “Frivillig Organisation til Bekæmpelse af Antifascismen”). Dino blev ofte forhindret i at arbejde som ingeniør. I april 1937 blev Graziella og hendes veninde og lærerkollega Mariangela Mancioni anholdt og fængslet i 37 dage, fordi en stikker havde opsnappet et brev, fra Graziella til Mariangela, hvori hun udtrykte sorg over, at en ung mand fra nabobyen Orgosolo var faldet i kamp mod fascisten Francos styrker i Den Spanske Borgerkrig.

I september 1937 forlod Dino hemmeligt Sardinien for via Korsika og Paris at rejse til Spanien og deltage i borgerkrigen på Republikkens side som chef for et sardisk artilleribatteri, der indgik i De Internationale Brigader. Da De Internationale Brigader blev opløst i oktober 1938, vendte Dino tilbage til Frankrig, hvorfra han, efter nogle måneders internering, fortsatte til USA. Her opholdt han sig de næste otte år og deltog aktivt i forskellige antifascistiske eksilitalienske organisationers arbejde. Forbindelsen med familien opretholdt han ved hjælp af breve, der blev smuglet ind og ud af Italien, ofte med meget lange og uregelmæssige mellemrum. Det “imperium”, som Mussolini havde grundlagt, bestod af Libyen, der ligesom De Ægæiske Øer og Korfu havde været en italiensk koloni siden 1911, men hvor det fascistiske Italien øgede den italienske tilstedeværelse og den blodige indsats mod alle tilløb til modstand mod det italienske herredømme; Italiensk Somaliland; Abessinien (Etiopien), som Italien erobrede i 1935-1936; og Albanien, som Italien indlemmede i april 1939. I juni og september 1940 angreb Italien hhv. Grækenland (som det kun lykkedes at besejre med tysk hjælp) og Frankrig (som Tyskland i forvejen havde angrebet). Fra 1940 til 1943 kæmpede Italien sammen med Tyskland mod de allierede i Nord- og Østafrika og fra 1941 til 1943 på Østfronten. Fra 1940 blev Italien udsat for sporadiske luftangreb, som også ramte militære mål og flyvepladser på Sardinien. Angrebene tog til i løbet af 1942-1943, og i februar og maj 1943 blev store dele af Sardiniens hovedby, den vigtige havneby Cagliari, ramt. Også andre havnebyer blev udsat for ødelæggende angreb.

Den 9.-10. juli 1943 gik de allierede i land på Sicilien, og den 25. juli 1943 blev Mussolini styrtet og fængslet. Han blev imidlertid befriet af tyskerne og sat i spidsen for en republik, i realiteten en tysk marionetstat, der omfattede Italien nord for fronten. Sardinien, som tyskerne rømmede uden kamp, indgik ikke i Mussolinis republik, men var fortsat en del af Kongeriget Italien, der fortsatte med at fungere syd for fronten – stadig med Viktor Emanuel III, der havde været konge siden 1900 som overhoved, men nu med marskal Pietro Badoglio som regeringschef i stedet for Mussolini og som “medkrigsførende” på den allierede side. Herefter blev det nemmere, men stadig ikke nemt, for familien i Nuoro at opretholde brevkontakten med Dino Giacobbe i USA. Krigen i Italien sluttede den 2. maj 1945, og i september samme år vendte Dino Giacobbe omsider tilbage til Sardinien. * Ved en folkeafstemning den 2. juni 1946 stemte 54,3 % af de italienske vælgere for at afskaffe monarkiet. Det var første gang, de italienske kvinder havde stemmeret, men eftersom valgretsalderen var 21, var Maria Giacobbe for ung til at stemme. Samtidig med folkeafstemningen afholdtes der valg til en forfatningsgivende forsamling, der skrev Republikken Italiens nye demokratiske forfatning, som trådte i kraft den 1. januar 1948. Ved det første parlamentsvalg efter fascismens fald, den 18. april 1948, vandt det kristendemokratiske parti over en koalition af kommunister og socialister. Kristende11

mokraterne, der var nært forbundet med den katolske kirke, forblev det dominerende parti i italiensk politik indtil begyndelsen af 1990’erne. I juni 1949 ekskommunikerede kirken tilhængere af den “ateistiske og antikristne marxistiske lære”. Maria Giacobbe, der fra en meget tidlig alder havde været politisk engageret på venstrefløjen, måtte derfor afslå, da en mor til en af hendes elever bad hende være gudmor for et kommende barn. Kirkens forbud mod socialistisk/kommunistisk virksomhed blev først ophævet i 1963. I 1971 underkendte den italienske forfatningsdomstol den straffelovsparagraf fra 1931, der forbød offentligt at “opfordre til” eller “propagandere for” svangerskabsforebyggelse. I 1976 blev det tilladt at sælge svangerskabsforebyggende midler på apoteker, og i 1978 blev abort tilladt. * Den skole, Maria Giacobbe gik i, og som hun selv kom til at undervise i, bestod af en femårig underskole, der sluttede med en prøve, som afgjorde, om eleverne skulle fortsætte i den treårige erhvervsforberedende skole, der ikke gav adgang til videre studier, eller i den treårige mellemskole, der førte videre til gymnasiet. Efter mellemskolen fulgte det femårige (2+3 år) klassiske gymnasium, som gav adgang til samtlige universitetsstudier, eller det fireårige (2+2 år) naturvidenskabelige gymnasium, som gav adgang til de tekniske og naturfaglige uddannelser, men ikke til humaniora, filosofi og jura, som var den traditionelle vej til samfundets topposter. 12

Foruden det klassiske og naturvidenskabelig gymnasium var der forskellige tekniske og kunstneriske uddannelser på gymnasieniveau samt istituto magistrale, der uddannede lærere til underskolen. Maria Giacobbe afbrød gymnasieuddannelsen på grund af sygdom og valgte derefter at tage lærereksamen i stedet for at vende tilbage til gymnasiet. Da hun blev syg, gik hun i “2. G” (det andet år i det afsluttende treårige forløb) og har således været 17-18 år. Lærerstillingerne fordeltes ligesom mange andre stillinger i den italienske offentlige sektor på grundlag af et pointsystem, hvor uddannelse, eksamensresultater, ansættelsesprøver og en række andre forhold, herunder ikke mindst anciennitet, spillede ind. Maria Giacobbe kom først til at undervise i underskolen og senere også i Scuola Popolare, et system af aftenskoler, der blev oprettet i 1947 for at hjælpe de millioner af voksne, som var helt eller delvis analfabeter, fordi krigen havde afbrudt deres skolegang, eller fordi deres familiers fattigdom havde tvunget dem til at forlade skolen, længe inden de havde opfyldt skolepligten. I årene 1947-1972 gik 2,9 millioner italienske mænd og kvinder på aftenskole for at lære at læse og skrive eller for at bygge videre på den smule, de havde nået at lære, inden de gik ud af skolen for at arbejde. *

Maria Giacobbe begyndte tidligt at skrive om kultur, politik og samfundsspørgsmål i forskellige aviser og tidsskrifter, og 1956-1963 skrev hun fast i det indflydelsesrige Il Mondo, der repræsenterede et liberalt, sekulært, demokratisk og reformistisk “tredje standpunkt” mellem de hovedsagelig centrumhøjreorienterede kristendemokrater og den socialistisk-kommunistiske blok. I 1957 udgav hun romanen Diario di una maestrina (“En lille skolefrøkens dagbog”), der indbragte hende den meget prestigiøse Viareggio-pris og det italienske kvindesamfund, UDI’s Guldpalme. I 1958 giftede Maria Giacobbe sig på Gentofte Rådhus med den danske digter Uffe Harder (1930-2002), som hun havde truffet, da han besøgte Sardinien. I 1964 flyttede de med deres to sønner, Thomas (*1959) og Andreas (19642019) ind i en villalejlighed på Frederiksberg – i et kvarter, der minder en del om den smukke kirsebærblomstrende haveby, som den lille Maria fantaserer om i Dagbog mellem to verdener. I 1961 udkom Uffe Harders danske oversættelse af Diario di una maestrina under titlen Lærerinde på Sardinien. (Bogen er i øvrigt oversat til mindst 15 sprog). Dagbog mellem to verdener udkom på dansk i 1975, i Uffe Harders oversættelse, og først på italiensk i 1977. Diario di una maestrina blev genudgivet i 1975 med et efterskrift af Maria Giacobbe, som ikke tidligere har været udgivet på dansk.. Maria Giacobbe og Uffe Harder blev skilt i 1985. Maria Giacobbe døde på Frederiksberg den 27. januar 2024.

Om Maria Giacobbe Vibeke Blaksteen: Tabets fortælling: et portræt af Maria Giacobbes liv og værk, Spring, 2009. Dokumentarfilm: Maria Giacobbe. På rejse mellem kulturer, instruktør: Bo Blaksteen; manus: Vibeke Blaksteen Grazia Deledda og Sebastiano Satta Grazia Deledda (1871-1936) – På danske biblioteker findes: Den åbne dør, noveller oversat af Uffe Harder, med forord af Maria Giacobbe, 1977; Efter skilsmissen, oversat af Maria Gamel, 1912; De levendes gud, oversat af Paula Trier, 1928; Ærlige sjæle, oversat af Marie Helms, 1927. Sebastiano Satta (1902-1975) – Il giorno del giudizio, skrevet 1944-1945, udgivet 1977, dansk udgave, Dommens dag, overs. af Hanne Jansen, Forum 1989.

Lærerinde på Sardinien

EN PIGE AF G OD FAMILIE I mine bedsteforældres hus, der dengang endnu var det fineste i kvarteret, levede jeg indtil mit sjette år i den tro, at jeg var rig. I de omliggende rønner boede fattige bønder, murere, daglejere, en æseldriver og nogle fængselsbetjente. Jeg behandlede deres børn med beskyttende nedladenhed, men mine egne veninder, dem, sammen med hvem jeg kunne kede mig med anstand, fandt jeg i vores slægt eller i det miljø, der udgjordes af min fars kolleger. Der var imidlertid ingen, der forhindrede mig i at lege med børnene af de daglejersker, som et par gange om måneden kom til vores endeløse bagedage: I hundredvis af kilo korn blev malet og forvandlet til anæmisk hvidt brød til familien og groft mørkt brød til markarbejderne. Også vi piger fik dej at ælte, så vi kunne “lære at blive huslige”. Men hvis en af drengene vovede at nærme sig det bord, hvor kvinderne arbejdede, blev han sendt bort med hånlige bemærkninger. Giovanni-Lucia var det dunkelt, men blodigt ironiske kælenavn, man gav de hankønsvæsener, der viste den slags kvindagtige tilbøjeligheder. Om foråret boede vi på landet og blev hver dag kørt i skole i en gig forspændt med en lille grå hest. Der kom

ofte gæster, unge damer og herrer, som om aftenen sad og sang på trinene op til dagligstuen. I stalden ved siden af brølede kalvene, og langt borte, ude i frugthaven, lyste rævens grønne øjne. Her lærte far mig at finde nordstjernen og de to bjørne; her mødte jeg uden at vide af det for første gang kærligheden i skikkelse af en ung landarbejder, der med lange skridt bar mig på skuldrene hen over markerne, mens vinden fik hans blå lærredsskjorte til at svulme som sejlet på et skib: jeg følte mig umådelig høj, og det forekom mig, at jeg næsten kunne begrave mine hænder i skyerne, der legede som små lam på himlen; her oplevede jeg min første store sorg, da jeg tabte en fuglerede med fire små spurve ned i brønden, og jeg besluttede aldrig mere at opdrætte fugleunger, men kort efter gav nogen mig en ny rede, i den tro at den ville være en trøst, og af høflighed tog jeg imod den; her følte jeg meget stærkt, at verden var foranderlig, og at alvorlige ting kunne ske fra det ene øjeblik til det næste; det var således her, jeg fik at vide, at jeg havde fået en lillesøster, og at denne indtrængende fra nu af skulle stå mellem mig og min mor. Om sommeren var der havet, noget blåt og fjernt, som kun eksisterede i nogle måneder om året, og derefter holdt op med at have nogen som helst form for virkelighed. I september flyttede vi op i bjergene, hvor det første græs allerede var spiret frem under egene, og om aftenen var det dejligt at sidde rundt om ilden, hvor der blev stegt kartofler på en stor sort pande. Så rejste vi igen ned i bak-

kelandet, hvor de sidste tomater langsomt modnedes i efterårssolen. Her blev vi, indtil vinteren fik os til definitivt at vende tilbage til Nuoro og til det store hus, som hvert år, når jeg så det igen, forekom mig nyt og blændende. Så gik det op for mig, at vi ikke var rige; vi var “af god familie”, men vi var ikke rige. Skatterne var ved at sluge arven efter mine bedsteforældre, og som følge af nogle ulykkelige begivenheder blev min far nødt til at rejse til udlandet. Vores tilværelse ændrede sig tilsyneladende ikke ret meget efter hans afrejse: Vi spiste nede hos mormor og onkel og tante, og vi lukkede min fars arbejdsværelse, hvilket var en stor lettelse for mig, fordi min mor fromt pakkede det dødningehoved, han havde haft liggende på skrivebordet, ind, og bragte det tilbage til benhuset på kirkegården, hvorefter det holdt op med at befolke mine nætter med uhyggelige syner. Vi flyttede ud af børneværelset, fordi mor fra nu af lod os sove i sin seng, der var stor og hvid som en snedækket mark. Jeg var syv år og holdt op at være barn. Med ét slag blev jeg en voksens voksne fortrolige. Min mor var stadig ung og trængte til nogen at støtte sig til: jeg var stille og eftertænksom, og hun kunne tale med mig; til alt uheld for mig forstod jeg for meget, mere end hun kunne have anet, og blev trist. Det var i årene under Den Spanske Borgerkrig. Næsten alle de mennesker, jeg kendte, var på “de rødes” side, og om morgenen lyttede mor, med alle vinduerne omhyggeligt lukkede, til Radio Barcelona, mens hun

ordnede mine fletninger og gjorde mig i stand til at gå i skole. Mine begreber om alt dette var meget uklare, jeg vidste kun, at i et land, der ikke lå langt fra Sardinien, og som lignede det meget, kæmpede man “for friheden”. “Frihed” var et ord, jeg holdt meget af, og jeg ville gerne have sagt det højt, have løbet gennem gaderne mens jeg råbte det af fuld hals, stillet mig op i vinduet og sagt “frihed”, så alle og enhver kunne høre det. Men jeg vidste, at det var “forbudt”. Det var også forbudt at lytte til de stationer, mor lyttede til; det var forbudt at “tale ondt om Føreren”, men alle talte ondt om ham alligevel, omend lavmælt. Føreren var en meget betydningsfuld, mystisk og frygtindgydende person, og alt, hvad man fortalte om ham, virkede som legender. Men en dag var der nogen, der kaldte ham en “klovn”, mens jeg hørte på det. Det gjorde mig fortumlet og lykkelig, men af diskretion lod jeg, som om jeg ikke havde hørt noget. Hans profil med den enorme kæbe og det truende øje var malet på alle gadehjørnerne sammen med sætninger, som jeg besværligt stavede mig igennem på vej hjem fra skole, uden at det dog nogensinde lykkedes mig at tyde deres dunkle betydning. Min lærerinde var også “antifascist”, det vidste jeg, og jeg følte mig stolt af det, skønt uden præcis at forstå, hvad det betød, og jeg sagde det aldrig til nogen, fordi jeg vidste, at det at “være antifascist” var noget af det allermest forbudte. Og måske var det netop derfor, jeg holdt

af det. Ligesom jeg holdt af banditterne. Der var meget, der var forbudt, næsten alting, og jeg vænnede mig efterhånden til at tro, at man ikke kunne gøre noget som helst, uden at nogen havde ret til at råbe noget fordømmende efter én, som fik himmel og jord til at bæve. Det krævede mod at gøre dét, der var forbudt og jeg beundrede mod. Der havde også været en anden krig, i Afrika. Det var jeg blevet klar over, fordi en arbejdsmand, der boede ved siden af os, var taget afsted for “at tjene lidt penge”, som hans kone sagde, og var død. Børnene bar sørgedragt, også den mindste, der var knap ét år gammel. For mig var krigen i Afrika også pigerne på torvet, der sang: “Vogliam vedere il Negus / gli taglierem la barba / per far gli spazzolini / e lucidar le scarpe / al Duce Mussolini.”1 Jeg brød mig ikke om sangen og sluttede mig aldrig til koret, men jeg kunne ikke lade være at forestille mig Negus’en som et uhyre med et mægtigt overskæg, der var smurt ind i skosværte. I de lange sommereftermiddage, mens de voksne holdt siesta, sang døtrene af en murer, der boede i nabolaget med skamløs inderlighed: “Calabreser var Tito Minniti / i sin ungdoms skønne vår ...” Den modvilje, jeg dengang fattede mod den stak-

“Vi vil besøge Negus / og klippe skægget af ham / og lave børster af det / så vi kan pudse skoene / på Duce Mussolini.” Negus var den abessinske (etiopiske) kejsers titel. o. a. 1

kels Minniti, var næsten lige så stor som den, der i nogle måneder havde fået mig til at plage min sidemand i skolen, et anæmisk pigebarn med gennemsigtige negle og en evindelig duft af talkum og roser. Jeg hadede hendes overdrevne blidhed. Jeg vidste, at de italienske flyvere beskød de forsvarsløse negre med maskingeværer, og jeg skammede mig over det. Men jeg var et barn, og det, jeg husker stærkest fra disse år, er mit hemmelige og desperate ønske om et par hvide ruskindssko. Jeg ønskede mig dem med al den kraft og ømhed, jeg kunne opbyde. Jeg forestillede mig dem bløde og hvide som duer, med to små knapper på den ene side og bøjelige såler. Jeg tænkte, at sådan et par sko ville have gjort mig smukkere og måske også bedre. Jeg besad en djævelsk forfængelighed, som ingen anede noget om, fordi jeg omhyggeligt skjulte den bag en maske af beskedenhed. Jeg lagde megen vægt på at hæge om mit rygte som en klog lille pige og skammede mig over mine barnlige ønsker, og jeg skammede mig også over min svaghed for disse hvide ruskindssko og fortalte aldrig nogen om dem. Men måske havde det heller ikke hjulpet noget at tale om dem. Det var en meget svær tid for min familie. Far kunne ikke sende os noget fra udlandet, mormor sørgede for mad, men heller ikke hun havde ret mange penge, kun lige nok til at betale skat og leve fra dag til dag uden at “falde igennem”. Der var ikke plads til noget overflødigt.

Tiden gik, og jeg kom i mellemskolen. Jeg var en flittig og ihærdig elev; men jeg blev tit syg, og det kostede mig meget slid at indhente mine kammerater bagefter. Om lørdagen skulle vi til stævne for at få det stempel på vores GIL-kort, som vi skulle have for at kunne fortsætte i skolen. Vi tilbragte hele eftermiddagen, indtil solnedgang, med at vente på de kvindelige ledere, der skulle give os det. Tit regnede det eller blæste, og kulden trængte gennem uniformens dystre lille kappe og udløste malariaen i mig. Det var dengang, jeg begyndte at lide først af halsbetændelse og så af gigt; som regel steg feberen efter de fascistiske anstrengelser. Men der var ingen, der kunne tale min sag, så jeg blev aldrig fritaget. Jeg var 11 år, da Mussolini sagde, at han ville “knuse nyrerne på Grækenland”, og gik til angreb på Frankrig, efter at tyskerne havde invaderet landet. Netop i de dage ventede vi på det pas, der ville have gjort det muligt for os at rejse over til far i Amerika. Det skred tilsyneladende fremad med formaliteterne, og i anledning af afrejsen købte mor nye crepekjoler til os, og til sig selv havde hun bestilt en spadseredragt af hvid hør. Hun havde foræret de fattige alt vores vintertøj, næsten alt det linned, der var i huset, og mange af møblerne. Krigserklæringen ødelagde enhver mulighed for at rejse, priserne steg til svimlende højder, og vi gik vinteren i møde i vores elegante krydstogtsklæder og uden lagner. Vi hørte ikke mere fra far, før han kom hjem efter krigen, og vi havde følt os som faderløse.

På grund af spærretiden og kystbevogtningen kunne vi ikke tage til stranden, mange af de unge mænd, vi kendte, drog i krig, et par af de piger, jeg legede med, anlagde sorg, og vi frøs allesammen i vores pjalter. Livet var trist. Jeg kom i 4. mellem iført en frygtelig skæv og kluntet højrød frakke af tung, grov orbace med et fór af himmelblåt multum, der stak ud gennem de hullede albuer. Længe lod jeg, som om jeg havde sko på under de galocher, som jeg var nødt til at gå med, selv når solen skinnede, men i virkeligheden havde jeg kun et stykke overlæder uden sål indeni. Så gik der også hul på galocherne, og jeg måtte gå over til træsko, som sømmene gik ud af, hver gang man havde gået et par skridt, så man måtte standse og slå dem mod en sten. Vi lærte at spinde de sardiske fårs uld og hækle nederdele og trøjer af den, men den var for grov, og man kunne ikke holde ud at have den på fødderne og benene, så vi vænnede os til ikke at gå med strømper, selv ikke når det var koldest i vejret. Efter bombningen af Cagliari i marts 1943 begyndte de evakuerede at vælte ind over os og “Republikken Nuoro”, som man sagde dengang, idet man hentydede til, at vi endnu ikke havde sultet, mistede dette privilegium og lærte kampen for et enkelt salatblad eller et halvt pund kød at kende. Ved to-tretiden om morgenen begyndte folk at stille sig op på torvepladsen, og når lågerne blev åbnet klokken syv, var slagsmålet så voldsomt, at der altid var nogen, der måtte på hospitalet med brækkede ribben. De samtaleemner, der dengang vakte mest interesse i by-

ens dagligstuer, var opskrifter på stegeretter uden olie og på kødboller uden kød. Min familie klarede sig nogenlunde, fordi vores ejendom gav os nok til, at vi ikke kom til at sulte. Man sagde, at også Nuoro ville blive bombet, så vi flyttede ud af byen. I den improviserede landsby, hvor vi slog os ned, var der andre familier med mange børn: Selvom vi alle var så godt som barbenede, gik vi lange ture og lærte at danse til en gammel grammofon, som vi skiftedes til at dreje med fingeren, fordi remmen var gået i stykker. Vi var antifascister og brændte af utålmodighed efter, at krigen skulle ende med det nederlag, vi havde fortjent. Nyhederne fra BBC blev hvisket fra mund til øre og var de eneste, vi troede på. Man kunne ikke stole på alle de evakuerede: Om en af dem sagde man, at han arbejdede for OVRA. Vi væmmedes også ved hans børn og tævede dem, når vi kunne komme til det. I nærheden var der posteret en patrulje, som skulle holde udkig efter fjendtlige flyvere; det var nogle stakler, som drak så meget for at bekæmpe kedsomheden, at de til sidst ikke kunne skelne lyden af en bilmotor nede i dalen fra en flyvemaskines brummen. Nuoro var alt andet end sikker i deres hænder, men heldigvis fandt de allierede aldrig byen værdig til et luftangreb. En aften, da hyppige, tavse lyn varslede om et optrækkende uvejr, var min bror og hans ven Gino i al hemmelighed gået ud for at vælte et stort DUX af hvid krydsfiner, der skæmmede landskabet ved udkørslen fra Nuoro.

Da det blev sengetid, søgte min mor og Ginos mor længe efter dem, men til sidst gav de op og skulle til at trække sig tilbage uden dem. Stilheden havde lige sænket sig over kolonien, da en gruppe støjende unge mænd kom ridende op fra Nuoro for at også vi kunne høre den store nyhed: “Mussolini er faldet. Fascismen er brudt sammen!” Trods alt var vi jo selvfølgelig nærmest overbevist om, at regimet var evigt, så vi havde svært ved at fatte meningen med disse ellers så enkle ord. Det var særlig svært for dem, der som mig og mine venner var født og opvokset under diktaturet, og derfor med det indtryk, at verden begyndte i Calabrien og endte ved Alperne, og at alt derudover kun va fantasifostre, “demokrati” et ord uden mening, og “frihed” blot en smuk, forbudt lyd. De gamle kendte De røde faner og Internationale; på den lille plads under egene blev der drukket vin, til morgenen brød frem, og sunget i kor, disharmonisk, men uden tvivl antifascistisk. Nogle dage efter måtte de, der havde sunget, møde op på politistationen, og de mest kompromitterede kom til at sidde et par uger. De røde faner og Internationale var forbudte sange. De, der havde troet, at “fascismen er brudt sammen”, og “Mussolini er faldet”, betød, at en lang række forbud nu ville blive hævet, begyndte at miste deres illusioner. Mange blev forsigtige igen. Samme år kom jeg i gymnasiet. Vores første stileemne hed: “En ny skole åbner sig for os ...” Jeg skrev om den

frie og demokratiske skole og stillede den over for den tvangsprægede og fascistiske skole, jeg havde kendt indtil da. Læreren irettesatte mig: “Hvad ved du om frihed og demokrati? Hvorfor gør du det så indviklet ved at tale om alt det, du ikke har forstand på? Den nye skole, der hentydes til i titlen, er gymnasiet.” Undervisningen var gold og præget af udenadslære, der var alt for mange fag, og de var alt for tunge og gav os ikke tid til selv at gøre os erfaringer med samtidskulturen. De eneste udholdelige timer var filosofitimerne, hvor læreren stimulerede os til en livlig hjernegymnastik. De andre måtte vi bare igennem for at få de nødvendige minimumskarakterer. Hvis man var nysgerrig med hensyn til livet og kunsten i vores egen tid, måtte man hellere se at glemme det, for det var overflødigt og virkede bare distraherende. I 1. g. blev jeg syg og gik med lettelse ud af skolen. To års kedsomhed og melankoli. Jeg var også ked af at gå hjemme og prøvede at finde noget at tage mig til. Men for en ung pige på “mit sociale niveau” var det ikke nemt at finde arbejde. Ikke et manuelt arbejde på den keramikfabrik, der var ved at vokse frem, og som tiltrak mig meget; det ville ikke have været passende. Ikke en kontorstilling, for jeg havde ikke nogen eksamen, der kunne skaffe mig et arbejde, svarende til min klans værdighed ... Men hvad så? At vende tilbage til skolen, til gymnasiet, nu da mine kammerater allerede gik på universitetet, det havde jeg ikke lyst til. Trods modstand fra min familie, der syntes,

at det var at deklassere mig med fuldt overlæg, tog jeg lærereksamen og bestemte at blive skolelærerinde. Trods mine gode karakterer forblev jeg imidlertid arbejdsløs det første år. Og i mange måneder levede jeg provinsens elegante liv. Jeg begyndte “at gå ud” – mine venner var flinke unge mennesker af det bedste nuoresiske selskab, og sammen med dem gennemlevede jeg lange dage fulde af raffineret, ængstelig kedsomhed. Vi arrangerede baller og selskaber, men vi vidste allerede på forhånd, hvilke åndrigheder vi ville komme til at sige, med hvilke vittigheder vi ville prøve at vriste et smil fra hinandens læber, der ellers altid var indstillet på bitter gaben. Vi gentog os selv, med trøstesløs fantasiforladthed. Ofte besluttede vi at tage til stranden for at slippe væk fra vores depression: Vi klemte os sammen i de rigestes biler, men da vi efter at have kørt 40-50 kilometer befandt os ude på klipperne, opdagede vi, at kedsomheden stadig var der, iblandt os, ubønhørlig. Den var en ubuden gæst, der fulgte os, hvor vi gik og stod, men vi endte med at sætte pris på den, som et symbol på, hvor sofistikerede vi var. Vi lod livet glide afsted, og kun en gang imellem opfattede vi med en hurtig, næsten umærkelig gysen, at tiden gik. På grund af mit stærke ønske om at komme til at arbejde og være uafhængig, betragtede mine venner mig som en original ... For sjov kaldte de mig “den lille lærerinde”, og det irriterede mig.

Endelig, midt i marts året efter, da jeg sammen med mine venner forsøgte ikke at gå glip af den smule, som karnevalet i Nuoro kan byde på, blev jeg kaldt op til undervisningsdirektøren. Et vikariat på to uger i en skole for børn med skurv og trakom. Jeg skulle afsted med det samme, læreren var blevet syg, og eleverne havde allerede været overladt til sig selv i to dage. To ugers vikariat med mulighed for at få endnu et bagefter, det betød et avancement på en halv tiendedel point på skalaen. I vores profession opnår vi nemlig kun ret til at arbejde ved at arbejde, og jo mere man er arbejdsløs, desto mindre håb har man om en dag at få arbejde. Jeg glemte mine selskabelige aftaler og kastede mig begejstret ud i mit nye liv.

Maria Giacobbe taler ved Partito Sardo d’Azione Socialistas kongres i Cinema Olimpia i Cagliari den 11. juli 1948. PSd’Az, der var en udbryder af uafhængighedspartiet Partito Sardo d’Azione, sluttede sig i 1949 sammen med det italienske socialistparti, PSI.

Maria Giacobbe og Uffe Harder blev gift på Gentofte Rådhus den 26. november 1958. Sammen med brudeparret ses (fra venstre) gommens forældre, Find og Gerda Harder Hansen, og Dino Giacobbe.

Uffe Harder og Maria Giacobbe på Sardinien, 1962.