Læseprøve: VI SES PÅ MARS, NÅR KLIMAET GÅR AMOK OG LOKUMMET EKSPLODERER af Jacob Skyggebjerg

Vi ses på Mars, når klimaet går amok og lokummet eksploderer © Jacob Skyggebjerg og Gladiator 2018 1. udgave, 1. oplag Bogen er sat med Fournier & Dia og trykt hos Specialtrykkeriet Arco Printed in Denmark ISBN: 978-87-93658-20-2

Denne bog er produceret efter Gladiator-modellen.

Modellen sikrer forfatteren 50 % af overskuddet, efter produktionsomkostningerne er dækket.

Ligeledes sikrer modellen, at forfatteren kan få sine rettigheder til bogen tilbage efter 2 år, altså en reel ophævelse af bogens stavnsbånd.

Tak til Statens Kunstfond

ECSTASY!

Hvad sker der, hvis man opgiver alkoholen og i stedet køber og indtager det forbudte, alternative rusmiddel kaldet MDMA? Forfatteren og rapperen Jacob Skyggebjerg gjorde for nylig forsøget.

Darmstadt, Tyskland, 1912

Anton Köllisch står i et af medicinalgiganten Mercks laboratorier og arbejder på at udvikle et middel mod abnorme blødninger.

Virksomheden har bedt om en måde, hvorpå de kan omgå det af rivalen Bayer holdne patent på hydrastinin. På foranledning af sine laboratoriekammerater udvikler kemikeren en analog til denne syntetisering af stoffet hydrastin, som man udvinder af planten guldsegl, og som blandt andet kan anvendes til at standse blødning.

Juleaftensdag 1912 indgiver Merck ansøgning om patentering af analogen under navnet methylhydrastinin – og samtidig et mellemprodukt, som blot angives ved sin kemiske formel: C11H15NO2 og beskrives som en farveløs olie, der koger ved 155 grader celsius og danner hvide krystaller.

I virksomhedens årsrapport giver man mellemproduktet navnet methylsafrylamin.

Patentet arkiveres, og der udføres ingen farmakologiske undersøgelser: Methylsafrylamin er et mellemprodukt, man 123

må omkring ved syntetiseringen af hydrastinin. Anton Köllisch selv falder i Første Verdenskrig, men i 1927 kigger man hos Merck endnu en gang nærmere på kemikaliet. Nu er man interesseret i midler med adrenalin- og efedrinlignende egenskaber, og formentlig fordi patentet står til at udløbe det år, falder kemiker Max Oberlin over det og bemærker midlets strukturelle lighed med disse. Oberlin iværksætter eksperimenter, hvor han tester midlet på dyr. Han kan konkludere »delvis bemærkelsesværdige resultater« og henstiller til, at man »holder øje med dette område«, men er dog nødt til at indstille sin forskning på grund af stærke prisstigninger på stoffet.

Herefter ligger forskningen atter stille frem til 1950’erne, hvor flere begynder at vise interesse for mellemproduktet.

Blandt andet udfører den amerikanske hær eksperimenter i stil med dem, de laver med mescalin og lignende stoffer, ligesom det indgår i CIA’s MK-Ultra projekt, hvor man forsker i psykedeliske midlers potentiale som sandhedsserum og brugbarhed i forbindelse med tankekontrol og psykisk tortur.

Men det er først, da den amerikanske kemiker og psykofarmakologist Alexander Shulgin finder en ny måde at syntetisere stoffet på i 1965, fortællingen om MDMA begynder.

Selvom Shulgin til at begynde med ikke selv er interesseret i stoffet, er der andre, der er, og uden at vide, hvad det vil føre til, videregiver han i 1970 instruktioner for sin syntetisering til indehaveren af en kemikalievirksomhed i Los Angeles.

Den virksomhed videregiver atter instruktionerne til en kunde i Midtvesten.

124

Samme år rapporteres for første gang om rekreationel anvendelse af MDMA, hvilket Shulgin i 1976 hører om for første gang, da en af de studerende ved San Francisco State University fortæller, at hun og to venner har indtaget 100 mg af stoffet. De kan berette om stærke følelsesmæssige oplevelser. Shulgin tester stoffet på sig selv i september 1976 og konstaterer, at det gør brugeren i stand til at se verden klart, som den er – han giver det navnet »vindue«. Shulgin begynder selv at anvende stoffet, når han skal slappe af, og refererer til det som »en kalorielet martini«. Han er så begejstret for det, at han udleverer og anbefaler det til venner, kolleger og folk, han tænker, kunne have gavn af det i deres professionelle virke. Blandt andre giver han det til psykoterapeut Leo Zeff, der allerede er kendt for at anvende psykedeliske midler i sin praksis, og Zeff bliver så betaget, at han, skønt han egentlig er på vej på pension, bruger den næste årrække på at rejse rundt i USA og Europa, hvor han uddanner omkring 4000 psykoterapeuter i brugen af MDMA. Zeff refererer til stoffet som »Adam«, idet han finder, at det bringer brugeren ind i en tilstand af »oprindelig uskyld«. MDMA-terapi foregår typisk i hjemmet, enten hos patient eller terapeut – på den måde opnås en mindre klinisk, mere venskabelig atmosfære, der bedre giver plads til patientens udforskning af sig selv og den MDMA-inducerede empati mellem parterne, der er en del af terapien. Man konstaterer, at midlet er i stand til kraftigt at accellerere terapi ved blandt andet depression, misbrug, parforholdsproblemer og autisme.

Adam bliver populært, og rygtet breder sig. Af frygt for at stoffet skal undergå samme skæbne som LSD og blive 125

erklæret ulovligt, forsøger psykoterapeuter og andre at begrænse kendskabet. Det lader sig dog ikke gøre, og der opstår et marked, som førnævnte gruppe grundet deres idealistiske tilbageholdenhed må se sig ude af stand eller vilje til at tilfredsstille. Imidlertid er der andre, der gerne gør en forretning ud af stoffet. Michael Clegg er navnet på en katolsk pastoralstuderende, som i første omgang af et godt hjerte gratis forsyner vennerne med MDMA, idet han ønsker, de også skal få oplevelsen af »at høre Moses tale på bjerget«.

Siden begynder han at sælge det for at dække sine produktionsomkostninger og ender med at score en millionprofit på stordistribution efter at have givet MDMA det markedsvenlige navn, mange kender det under i dag: ecstasy.

Det er denne udvikling, der i 1985 får den amerikanske Drug Enforcement Administration (DEA) til at erklære MDMA for ulovligt og klassificere det som et »schedule 1« narkotika – i klasse med heroin – og altså anse det som et stof, der afstedkommer høj risiko for misbrug og ikke har noget accepteret medicinsk potentiale.

Senere sagsøger den Harvard-baserede psykiater Lester Grinspoon DEA for at have ignoreret MDMA’s medicinske anvendelse, men det affejes under henvisning til, at de i sagen involverede psykiateres vidnesbyrd vedrørende 200 sager med MDMAterapi ikke er udgivet i nogen medicinske journaler. MDMA er således i dag fortsat klassificeret som et »schedule 1« -narkotika.

126

København, 8. juli 2017.

16:08

Leverandøren møder mig ved Vor Frue Kirke. Tyve minutter forinden har jeg sendt ham en SMS. Han kommer til mig i sin bil, jeg sætter mig ind, og vi kører en lille tur rundt om hjørnet. Jeg stiger ud igen. I min jakkelomme har jeg en pose med ét gram af stoffet. 400 kroner har det kostet mig.

Jeg sætter mig på Hovedbiblioteket og læser i Jens Christian Hostrups Eventyr på fodrejsen fra 1847. Klokken er lidt over fire. Der er et par timer til, at jeg skal mødes med min kæreste. Vi har to fødselsdage, vi skal til i dag.

Det er nu to uger siden, jeg endelig traf beslutningen om at udforske livet uden alkohol. Det sagnomspundne. Jeg henvendte mig i Center for Rusmiddelbehandling ved Nørreport og forklarede min situation. At jeg efterhånden havde erkendt, at jeg ikke evner at nyde alkohol med måde.

Forklarede dem, hvordan alkoholen, efter at den først har fået lov at ruske i mine celler og blødgøre mit legeme, altid overtager kontrollen og sender min frie vilje på flugt: Den forlanger selskab af mere. Mere og mere.

Mens mine venner, eller hvem jeg nu i såkaldt festligt lag omgiver mig med, en efter en takker af og vender hjemad mod livet og sengen, familien og morgendagen, har jeg ikke noget andet valg end at føje den uudslukkelige hunger, den brølende og altoverskyggende tørst, som alkoholen efter to eller fire genstande uigenkaldeligt får vækket. Føje den helt ind i den næste dag, og efter søvnen, hvor den nu end måtte 127

indfinde sig, fortsætte med at føje den, og så, før jeg næsten mærker at have fået sat mig i den første barstol, vågne på den tredje eller sågar fjerde dag, stresset, elendig, deprimeret og hadefuld, opløst, udsultet, ætset og uden evne til at tænke eller præstere.

Så starter restitueringen. To dage med lange gåture, hvor man prøver på at komme sig. Hvor man mærker velværet og normalfølelsen etablere sig time for time. Man forsøger at arbejde og skuffes igen og igen over sig selv, man kan slet ikke de ting, man mener, man kan. Og på den tredje dag finder man endelig sig selv ved hægterne, man forbløffes over ens idérigdom og evner til at føre ens mål ud i livet.

Og samme aften er der selvfølgelig en reception, og der løber meddelelser ind, om ikke man kommer, og det kunne da være så hyggeligt. Og så videre. Så sidder man der igen.

Nogen rækker én en øl. Man prøver at indvende noget, men det bliver slået hen. Vi skal da have øller, bliver der sagt. Og det er jo sandt nok noget lidelsesfuldt at sidde på en røgfyldt beværtning, mens snakken går i al sin alkoholinducerede uhæmmethed. Så her starter cyklussen forfra.

Min fortælling blev mødt med forståelse og genkendelse på Center for Rusmiddelbehandling. Jeg bad dem give mig antabus. Jeg havde hørt fra venner med erfaring på området om dette vidundermedikament, der gør kroppen uimodtagelig over for alkohol – gør det til gift for den. Efter en snak med en jævnaldrende mand, der lod til at finde det morsomt, at jeg så bramfrit berettede om min skammelige mangel på rygrad i forhold til vort folks allerhelligste tradition – det 128

afstedkommer jo i reglen krum ryg, hætte over hovedet og gerne en grad af uafhjælpeligt vedholdende fornægtelse at prøve at erkende dette fædrelandsforræderiske handikap – blev jeg sendt ind til en kvinde, der uden at mægle et ord, med en pincet fiskede to tabletter op af et pillebæger, dumpede dem i et plastickrus og overhældte dem med vand fra en kande på bordet mellem os. Jeg så tabletterne bruse.

Det var åbenbart i den form, antabussen skulle indtages. Og så kommer du igen på torsdag, sagde kvinden. Mandag og torsdag.

19:00

Vi ankommer til den første fødselsdagsfejring.

En privat lejlighed på Islands Brygge, en af min kærestes danske veninder har slået markeringen sammen med sin bofælles ditto. Tyve mand stærk er stuvet sammen i to rum: Køkkenet, hvor der ryges, og stuen, hvor folk sidder på skødet af hinanden. Festen er, som fester er – lyden af dåser, der åbnes og tikker mod hinanden. Der er punch i en skål og tærter og kage.

Det er en flok for hinanden fremmede mennesker, der er bragt sammen. I stuen taler folk sammen to og tre, i køkkenet med cigaretterne er konversationen mere åben.

Man byder mig øl og drinks, jeg svarer, jeg ikke drikker.

What, siger folk. Jeg fortrækker ud i gangen og finder posen med stoffet i min jakkelomme.

129

Nu kunne jeg have brug for den pincet fra Rusmiddelbehandlingen. Stoffet er i krystaller af forskellig størrelse. Det er ikke første gang, jeg doserer det, men det er første gang fuldstændig fri af sammenblanding med alkohol og dens virkning.

Jeg må tage mit eksperiment alvorligt, og disse gode danske almindelige unge, der synger fødselsdagssang i stuen – de skal ikke blive skræmte af en alt for voldsom pludselig letbenethed fra ham vandvognsprædikanten.

Jeg skal ikke stille min kæreste i et dårligt lys. Jeg må gå videnskabeligt til værks. Forsigtigt får jeg hældt tre små krystaller ud i håndfladen.

Det må kunne kvalificere som mikrodosering, tænker jeg, og hælder dem ind på tungen, hvor jeg lader dem opløses helt, inden jeg skyller den sure smag ned med min medbragte Coca-Cola.

21:00

Folk er ved at have fået drukket sig mod til, og snakken er mere fri end før. Der er trængsel for at komme ind i køkkenet, man er blevet rygetrængende, jeg står klemt mellem folk, jeg ikke kender og skåler i dansk vand med citrus. Jeg deltager i samtalerne.

Jeg har et smil, som omgående adopteres af de folk, jeg taler med.

130

De får varme fra mig. De griner. De spørger ind til mit arbejde. Jeg fortæller om det med den allerhøjest tænkelige positivitet. Jeg har fuldstændig adgang til al viden i min umiddelbare hukommelse, fuldstændig styr på at forbinde viden og erfaring til de ting, folk siger, jeg er en ren guddom udi konversationens kunst, en ren guddom udi at charmere.

Min kæreste kan mærke det. Hendes øjne glimter af stolthed.

Hvor jeg under alkoholens indvirkning ville være ligeglad med disse mennesker og egentlig kun interesseret i at sikre mig, at jeg også har alkohol, når den øl, jeg har i hånden, er tom, egentlig kun interesseret i at slippe væk fra den samtale, jeg i dette sociale inferno er blevet tvunget til at tage del i, komme væk fra den med undskyldningen om, at jeg lige skal hente en øl mere, og så ellers søge at undgå pågældende menneske, når jeg ser det stakkels ansigt i mængden, er sagen med dette stof så godt som modsat.

Intet er uoverkommeligt. Intet er et problem. Det rager mig, om jeg skal stå her og smalltalke, det bliver, hvad jeg gør det til. Og denne danskvand med citrus er iskold og smager herligt! Min krop er så løs og mine bevægelser så bløde. Alting er mildt. Alle disse mennesker er nuttede dyreunger. De fortjener det bedste.

Jeg vil give dem al visdom, al lykke. Jeg konstaterer en bemærkelsesværdig forskel i forhold til det at mærke stoffet under indflydelse af alkohol: Følelsen er ren, den følelse af, at ingenting generer, at intet kan belaste. Havde jeg drukket denne aften, ville jeg, uagtet krystaller eller ej, have følt ubehag, hver gang min øl var tom.

131

Det mærker jeg intet til. Ikke det, der minder om. Jeg kan bare være i det.

Det er en registrering: Alkoholen forstyrrer hele tiden. Nu har jeg bare min iskolde danskvand med den prikkende bismag af citrus. Min kæreste siger, det er på tide, vi bevæger os videre mod den anden fest, den er i Sydhavnen, og den offentlige transport derud er et mareridt.

23:00

Den anden fest er hos en af min kærestes argentinske venner.

Det er muligvis betinget af, at jeg selv er på vandvognen, men jeg bider mærke i, hvor meget mindre alkohol er i fokus her. Baren står og glaner i et hjørne. Udenfor danser folk i en cirkel, og kun få har glas i hænderne.

Indenfor spiller de bordtennis. Udover mig er der to andre danskere til festen.

De er så drukne, at de ikke kan kommunikere.

Det gør dem også lettere aggressive, fordi det giver dem nedtur over, at det her ikke er den type fest, de er vant til. Jeg har en fornemmelse af, at resten af festen også har taget MDMA, men min kæreste minder mig om, det er en del af stoffets virkning, at de folk, man socialiserer med, også åbner op.

Det er det, og så festen i sig selv, stemningen, hvor to piger stiller sig op og viser deres cumbia, og folk klapper ad det.

Jeg fyrer morsomme bemærkninger af, og folk griner. Her er argentinere, colombianere og chilenere. Folk taler spansk.

132

Det er fint for mig, lige så fint, som det var, at vi kom med den forkerte bus og måtte gå to kilometer i regnen uden at vide, om vi gik den rigtige vej.

Jeg trækker en danskvand i automaten og oplever dens akrobatiske håndteren af flasken, den robotarm, der med en spinnen kører op og suger den ud, måden, flasken popper op i en lille åbning ved siden af ruden. Udenfor skåler jeg med den dansende cirkel. Danskvand, råber en af danskerne, da han ser min flaske, og jeg fyrer en morsom bemærkning af til ham, men han ryster bare på hovedet.

Det slår mig, hvor provokerende det er, at man står der og er ædru midt i folks fuldskab. Man står og er ved sine fulde fem, og den, man taler med, er i en ærlig degenereret forfatning.

Når jeg siger det til folk – tak, men jeg drikker ikke – glider der en lille bølge af skam over dem. Jeg er blevet vegetaren, der gør opmærksom på, at jeg ikke spiser kød. Men dem, jeg fortæller, at jeg synes, det er helt fint at prøve ikke at drikke, at opleve byturen med ædru øjne, siger alle, at det kunne de selv tænke sig at prøve. Det må være så vildt, siger de.

03:00

Kødbyen: En kvinde står og råber ad dørmanden. Der er fyldt indenfor, de lukker ikke mere end to-tre ind ad gangen.

Men det er jo også fint at stå i køen, folk er flinke.

Folk på dansegulvet, der vender det hvide ud af øjnene. De ser heller ikke ud til at have holdt sig inden for lovens ram133

mer i aften. En kvinde stavrer forbi mig og er ved at falde, en mand griber ud og støtter, og hun slår hans arm væk.

Han danser videre i en anden retning. Ind i rygerummet. En sidder og savler ned i bordet, en anden prøver at formulere en sammenhængende sætning til en kvinde, der ikke hører, hvad han siger. Andre sidder og ryger med blikket fikseret på væggen. Vi danser til musikken. Sidder lidt, ryger.

Der er en særlig følelse af fællesskab på stederne i Kødbyen, når vi når henimod lukketid. Vi, der er tilbage, forstår hinanden.

Vi fortsætter sammen hen til en ladcykel, hvor en af vores står og telefon-dj’er. Så danser vi og havde til andre tider normalt fortsat til en morgenfest.

Men ikke i aften. Da stedet lukker, er det slut. Vi har fået nok.

06:00

Det er en smuk søndag morgen, et knitrende glansbillede, hvor mågerne letter fra de små græsarealer på Halmtorvet, opgående sol stråler og varmer vore ansigter. Vi beslutter os for at spadsere hjem.

Gothersgade er i sit vanlige antræk: Stanken af ammoniak fra det alle steder pissende festfolk, grædende unge kvinder med løbende mascara knækker på deres stiletter i glasskår fra knuste sprutflasker og pøle af opkast, svedende mænd i plettede skjorter råber ad hinanden og skvatter på fortovet.

134

En patruljevogn er holdt ind ved kantstenen – der visiteres og spørges, om folk har noget på sig, de ikke må have. En kvinde vil anmelde et overfald, det lyder som en seksuel krænkelse, hun får at vide, hun er beruset og skal træde tilbage.

Vi svæver forbi det. Alle disse elskelige mennesker. De går ud hver dag i den verden, der blev dem givet. Det er vores fineste pligt som medmennesker at støtte dem i at forstå den.

Universets simple og evige logik. Også det gør os lykkelige.

Folk får cigaretter. De får lidt varme. Roen falder over dem.

Op langs Søerne er morgenen fortsat eventyrlig, dog er det rædsomt, som vandet er fyldt med dåser, flasker og andet affald. Hvad skidt, sådan har vi nu engang indrettet os i vores form for civilisation. Sådan er kapitalismen, pli er forbudt, det må man tage med, hvis man vil den.

Havde dette været en sædvanlig aften med alkohol, havde jeg været sitrende i kroppen efter mere. Vi ville komme hjem, og jeg ville hente vin i kiosken. Om end jeg ville være segnefærdig, ville jeg stadig kunne finde energien til at kæmpe mig derop. Jeg ville ikke kunne gå i seng, før vinen stod på bordet, før jeg havde fået et glas at komme hjem på, musik og cigaretter, mens min kæreste ville gå i seng, og næste dag ville vi begge vågne og have det ad helvede til.

Mildt sagt. Jeg ville, hvis ikke det skulle lykkes min kæreste at tale mig fra det, stå op og drikke videre, vinen fra kiosken.

I stedet falder vi i søvn og sover som babyer eller engle.

135

Indslynget i hinanden. Otte timer, så vågner vi og er fuldkommen friske. Ingen tømmermænd. Ingen dårligdom.

Lejligheden er lige så frisk og ren, som da vi forlod den i går.

Vi handler i supermarkedet og laver mad. Noget med laks og avocado. Det er i sandhed søndag. Ingen stress. I morgen er det mandag, og det kunne ikke være mere overkommeligt. Vi holder af livet, vi glæder os til, at det fortsætter i morgen. Jeg finder posen med stoffet i lommen. Tilsammen har vi kun brugt halvdelen. Et halvt gram. Et kvart til hver.

Konklusion

Denne reportage bør ikke afvises som en glorificering af MDMA. Den er tænkt at skulle tjene som en interesseret nuancering af billedet af et middel, som nyder ekstremt stor udbredelse i vort samfund, ligesom mange andre midler gør, uagtet at vi har valgt at forbyde dem. En tilføjelse til den noget abstrakte og overfladiske beskrivelse, vi finder i gængse oplysningspjecer og -kampagner. Det skulle gerne fremgå af teksten, hvad MDMA også kan være, og det skulle også gerne fremgå, hvordan vi forvalter brugen af vort eneste legale rusmiddel i Danmark. Vi kan kalde denne reportage for en oplevelsesanmeldelse af det at fravælge alkohol og i stedet give et andet middel en chance. Jeg synes, det er værd at vide, hvad MDMA egentlig er, og hvad alkohol egentlig er.

Naturligvis er der ingen, der har godt af at anvende MDMA på daglig basis, på samme måde som ingen heller har godt af at anvende berusende mængder alkohol på daglig basis.

136

Jeg vil ovenikøbet påstå, MDMA slet ikke giver mening at anvende flere dage i træk, det bliver simpelthen umærkeligt.

Stoffet inviterer altså ikke til det. Jeg er også udmærket bekendt med de negative historier, som MDMA har ført med sig. Men igen er det som med alkohol: Der er tale om forkert anvendelse. Ofte, hvis ikke altid, er der endda tale om anvendelse i forbindelse med alkohol.

(Reportage, Weekendavisen, 2017)