Læseprøve: Jacob Skyggebjerg, Jalousi

JALOUSI

© Jacob Skyggebjerg & Gladiator 2017 Redigeret af Jakob Sandvad og Hans Otto Jørgensen Omslag: Thomas Joakim Winther Omslagsfoto: Aleš Krivec, Dreamy Pixel Sats: Ordered by Colour Bogen er sat med Aldus og Courier New og trykt hos Nørhaven Printed in Denmark 2017 ISBN 987-87-93128-56-9

Denne bog er produceret efter Gladiator-Skagen Fondene-modellen. Modellen sikrer forfatteren 50% af overskuddet af salget fra først solgte eksemplar. Ligeledes sikrer modellen, at forfatteren kan få sine rettigheder til bogen tilbage efter 2 år, altså en reel ophævelse af bogens stavnsbånd.

DEL 1: EUFORI

Samsine, 14/11/2015, kl. 16.06 Emne: Jeg er ked af det nu skriver jeg lige en mail, jeg ved ikke engang hvad jeg skal skrive, men jeg er blevet fortalt, at jeg ikke må fjerne blokeringen på facebook, at jeg faktisk bør have dig blokeret overalt, hvad jeg selvfølgelig ikke har lyst til.og jeg synes at du i det mindste fortjener at høre hvad der foregår, for uanset hvad, så handler det her ikke kun om mig. jeg ved ikke hvad der vil ske nu eller hvordan det vil ende, men jeg er umådeligt ked af det hele, ked af at du har sådan en elendig ven der er skyld i alt dette, og jeg håber du smider det ”venskab” langt væk, for hvad er det for en ven, der for alt i verden vil ødelægge dit parforhold? han må være ustyrligt glad nu, for det er lykkes ham fantastisk godt, må man sige. har du ikke nogen telefon eller hvad foregår der? jeg er meget bekymret for dig, for hvad du har lavet de seneste dage, jeg er bange for at du har fyldt dig selv med sprut og stoffer, at du har strejfet rundt eller bare ligget i elendigheden. at du har gjort skade på nogen eller noget eller dig selv i raseri, smadret ting eller hvad der nu end kan være sket. jeg har snakket med politiet, men ikke meldt dig endnu, det skulle jeg gøre når jeg kom til københavn igen, og jeg ved ikke hvornår det er, for jeg vil ikke være alene. min mor er bange for at jeg tager livet af mig, det samme er anne, selvom jeg forsikrer dem om, at det tør jeg slet ikke, men det ville være at lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke havde lyst til det. i dag fandt jeg den t-shirt, du havde lagt ind i kassen til bitten, da min mor hentede hende.

11

først så jeg trøjen i skuret og så, at der stod ”anders fogh - nej tak” på og tænkte ”næææh hvor sjovt, har min mor også sådan en, den må jeg vise til HP,” hvorefter jeg kom i tanker om, at jeg nok aldrig skal komme til at vise dig noget igen. derefter lugtede jeg til den, og den duftede af dig, og så huskede jeg at det var din og begyndte at græde. jeg vil gerne sige undskyld på forhånd mht anmeldelsen, men du må forstå at jeg føler mig helt magtesløs og at du ikke giver mig noget valg, jeg er oprigtigt bange for dig lige nu, og det lader ikke til at du forstår alvoren før dine handlinger får voldsomme konsekvenser.

HP jeg ved ikke hvordan jeg skal komme mig over det her, jeg ved ikke hvordan jeg skal undvære dine små bløde ører, dine hænder, at putte mig ind til dig, hvordan skal jeg kunne sove alene hver nat, hvor skal jeg finde samme tryghed, jeg vil ikke have nogen eller noget andet til at erstatte det og dig. jeg kan ikke udholde tanken om at skulle være helt alene, al den tid vi har tilbragt sammen, al den tid vi ville hav tilbragt sammen, skal jeg nu tilbringe alene med sorgen og bevidstheden om hvordan det KUNNE være men ikke ER. hele verden er fuld af tomhed jeg elsker og savner dig, jeg ved ikke om det her er farvel

* Vi møder dem første gang ved et stoppested inde i byen.

Det er her, de møder hinanden første gang. Han står der og venter, han er på vej hjem fra en koncert, han drikker øl, og hun spørger, om hun må smage. Så har han en hel 12

sixpack, hun kan bare få en. Han spørger, om hun også skal med bussen, det skal hun ikke, hun leder efter sine veninder, hun har tabt sin telefon, så nu er hun helt alene. Hans er desværre løbet tør for strøm, siger han og viser hende den, ellers kunne hun godt have lånt den. Det er lige meget, siger hun, hun kan alligevel ikke huske nogen af deres numre.

Sådan falder de i snak. Hun driller ham med hans telefon, spørger, hvorfor han ikke har en iPhone. Fordi det kun er idioter, der har iPhone, siger han. De sidder på kantstenen ved stoppestedet og drikker øllene. Og bussen kommer ikke.

Der kommer en dreng, der er alt for lille til at være ude alene så sent, og siger, at stoppestedet er nedlagt på grund af vejarbejde. Så står HP lidt og bander. Samsine foreslår, at de henter nogle flere øl. Men hun har altså ingen penge.

Du er en kvinde efter mit hoved, siger HP, og det griner de ad på vej hen til kiosken. Den er hun helt vild med, den kommentar. En kvinde, siger hun. Så er hun ved at falde og støtter sig til ham. Da de endelig kommer med en bus, vil chaufføren ikke have HP med, han godtager ikke den pizzakvittering, han viser ham som billet. Chaufføren skriger, han vil ringe efter politiet. Så beslut dig da, om du vil være kontrollør, eller du vil være chauffør, siger HP, og Samsine hyler af grin og springer ud af bussen og knækker sammen på fortovet. Hun ligger og gentager det, HP har sagt. Så kan han kraftedeme lære det, gisper hun. HP er knap så stolt, han har det dårligt med at tale ned til en ældre mand på den måde. Han var mindst halvfjerds, siger HP og fortsætter med noget med, at det er for dårligt, at en gammel mand skal tvinges ud i sådan et ungdomsjob med at køre bybus

13

natten lang. Det er finanskrisen, siger han, det er ligesom de her ældgamle kassedamer, der er begyndt at dukke op. Så er Samsine blevet stille. Hun sidder lænet op ad busskiltet og sunder sig. Hvad? siger hun, og HP begynder at gentage, men så vælter Samsine ned på siden og begynder at brække sig ud over cykelstien. HP holder hendes hår. Så får de en natbus hjem til ham, de kommer af ved kirken og køber flere øl på tanken.

Det næste, vi ved, er, at Samsine smækker ham en lussing. De har hørt musik, og hun har sat noget af sin moderne radiomusik på, og er der en ting, HP ikke kan klare, så er det radioens hjernevask, det prøver han at forklare hende – at det kun er idioter, der falder for den slags, at det er til for at lamme befolkningen og gøre dem til idioter, men det vil hun ikke høre på, hun skruer op, og han tager fat i hendes arm, og så er det, hun smækker ham en. Hun siger undskyld, og spørger, om hun skal gå, men nej, siger han, for hvor skulle hun gå hen. Der går ingen tog til Lynge foreløbig.

Hun kan bare holde sig vågen, siger hun, hun kan bare sidde nede på stationen og vente, til der går et. HP sætter sig på sofaen og åbner den sidste øl. Samsine kommer hen og sætter sig på skødet af ham og kysser ham. Det er sådan, det begynder for dem. * Samsine er en spirrevip. HP er en gammel Volvo. Hun boede indtil for nylig stadig hos sin mor i Lynge, men efter hun mødte HP og begyndte at ses med ham, har hun fundet et værelse hos en kvinde ude på Amager. Hun drages af det

14

smadrede liv – eller: Hun har kimen til det smadrede liv i sig. Der er HP lidt længere, han kender det smadrede liv, han drages ikke af det. Han vil snarere væk fra det, men kan han det, er den kim, der også var i ham, ikke blevet vandet og passet så længe, at han ikke kan komme væk. Sammen er de Lady og Vagabonden. Bonnie og Clyde. De hører sammen, han er manden, og hun er kvinden, hun sidder på ryggen af ham, når de er rundt. Det er sådan, deres samarbejde er. Han bærer hende gennem ild og vand, og hun trækker ham gennem det. Det er en idyl, men på den præmis at det er et smadret livs idyl. Der er ingen tvivl om, at de elsker hinanden. Han kalder hende for Kylling, han kalder hende for Boble. Hun kalder ham for Aborre, hun kalder ham for Snus. Navnene skal være søde, de skal for eksempel være som lyden af en aborre, der spræller på et rensebord: plop, plop, plop.

Hun hører på al hans jammer. På al den ufred, han har i hovedet. Hun prøver at forstå ham til bunds, alle hans meningsløse forestillinger, men der er altid et eller andet, hun ikke har forstået, det fungerer ikke. Men hun hører på ham, og han kommer af med det, han skal af med. Hun behøver ikke forstå ham, ikke for hans skyld. Bare hun er der, på hans side, med ham, hele tiden gennem de grå nætter, hvor han ikke kan sove, og når kommunen er efter ham, eller elselskabet, trafikselskabet, boligforeningen. Når det bare er naboerne, når han har brug for at fyre en svada af om dem. Eller nogle andre, der har generet ham, der skal bandes langt væk, når han igen og igen kan vende tilbage til den samme lille ligegyldighed og gennemtærske den en

15

gang til. Hun skal nok lytte, lige så længe det skal være, hun skal nok lade ham tørre øjnene i hendes bluse, hun skal nok lade ham lægge sit ansigt i hendes skød og skrige. Så skal hun nok nappe ham i nakken og lave smaskelyde i hans ører.

Og han hører på hende, når det er hende, der skal af med noget. På, hvor meget hun savner katten hjemme ved mor. Anton. Som hun har haft hos sig, siden hun var otte.

Det var slemt nok, da hunden blev aflivet i fjor. De ser på billeder af hende og Anton. I haven ved det lille parcelhus.

I køkkenet. Så står Anton på køkkenbordet, og hun står ved siden af med hovedet helt nede ved hans og ser opmærksomt til, mens han labber mælk fra en skål. De ser på billeder af lam og gedekid. Ællinger, dovendyr. Hun elsker dyr, HP er mere forbeholden, ligesom han er med mennesker, det er ligesom fanden, siger han, hvis man rækker en lillefinger, bliver man levende slugt. Han holder hende, når hun savner sin mor, og hun siger, hun måske alligevel ikke var helt klar til at flytte hjemmefra. At hvis hun nu flyttede hjem igen, så ville udlejeren sige det, fnyse ad hende og sige: Nå, så var hun alligevel ikke moden nok. Så laver han en kop nudler til hende, eller måske har han is i fryseren. Og de ser en film. Og hun ruller sig helt ind i dynen, så det kun er næsen og øjnene, der titter frem. Så ser han skærmen spejles i hendes opmærksomme øjne, ser, hvor interesseret hun kigger med. Han hører hende rømme sig, han kysser hendes hovedbund.

Det ligner et forhold i ubalance, men det er også en balance, så ligger balancen bare dér.

16

* Sidst på sommeren tager de til en lille festival sammen, og Samsine begraver sig i teltet, fordi det regner og er så mudret.

Hun taler til HP gennem teltdugen, når han går op for at høre musik. Prikker på den, så han kan prikke tilbage. Han kommer ned til hende i teltet og maver sig ind og plasker det hele til i mudder. Hun ligger op ad bagvæggen rullet ind i hans sovepose. Hun spørger, hvordan vejret ser ud. Det lyder, som om det er taget af. HP forsikrer hende, så indvilliger hun i at komme ud, men det bliver ikke til mere end en halv time, før det igen øser ned. Det her er jo ikke noget liv, siger Samsine, da de sidder i teltet med to lunkne dåseøl.

Hen ad natten stilner regnen af, og næste morgen vågner de til den kvælende varme i et solbeskinnet telt. De finder noget lige så kvælende varm vodka i en nabolejr og går op på pladsen og drikker den. Der er spoken word på den lille scene, det stiller de sig og lytter til. Det er en digter, der går op i at engagere sit publikum, han henvender sig direkte til Samsine, der straks drejer om og tager HP i hånden. Da vodkaen er tom, går de ud for at finde mere. De nasser øl rundtomkring, de danser for dem, de kysser hinanden for dem, hvad folk nu vil have. Så går de over til at stjæle. Først er det nogle stole, de kan sidde i, så dukker der en bold op, og da der pludselig ikke er nogen, de kan nasse af, går de på rov efter alkohol. De går hen til en lejr og snakker med dem. HP tager en flaske grøn Gajol om på ryggen. Folkene i lejren ser den, da de går med den. Et brød kommer luntende efter dem, de sætter i løb, men brødet fanger dem, han får fat i HP’s bluse, han får fat i hætten og trækker, så HP er

17

ved at blive kvalt, han trækker ham ind til sig og holder med sine arme om hans hoved, presser det ind mod sin brystkasse. Samsine går til angreb. Hun hopper og sparker, losser brødet over skinnebenet, i røven, hun slår på ham, hvor hun nu kan komme til. Han slipper HP. Han forstår ikke, hvad der foregår. Han siger, de fandeme skal lade være med at stjæle fra lejrene.

Den næste, de møder, er en argentiner, der leder efter arbejde i Danmark. Han har lige fået en måned i Tyskland, han vil godt have flere danske venner, det er svært, siger han, når man kun er venner med argentinere. Han lader dem ryge på hans joint. Ingen af dem har røget i månedsvis, de bliver bogstaveligt talt høje. I like you two, siger argentineren og peger på dem. As soon as I saw you, I knew you were special. De trasker afsted mellem teltene. Det efterhånden indtørrede mudder sidder i kager langt op ad deres bukseben. Det hele vugger under dem, det snakker de om, og de har sommerfugle i maven. De havde begge to glemt, at det kunne føles sådan at være skæv. De er lykkelige, de er vægtløse, de er på vej op på pladsen igen. De har fået noget vin, og det har også gjort godt. Samsine siger, hun har lyst til at slå kolbøtter. Værsgo, siger HP. Og hun hopper op på ryggen af ham og hænger der. Han bærer hende over til hiphopkoncert på den store scene. Og solen begynder at gå ned, den brænder mellem træerne, der omgiver pladsen.

Hun tager sin top af og svinger med den, han tager den og kaster den ind over publikum. De ser den blive kastet rundt derinde, og efter koncerten finder de den, og den er helt trampet til med støv og mudder, men hun tager den på og

18

trækker HP med ud efter mere alkohol. Senere havner de til metalkoncert. De headbanger begge to, de råber, selvom de ikke kender musikken. De gør det for sjov. De eksploderer i grin. HP viser røv til bandet og laver satantegn. * Efteråret kommer. Samsine og HP er i lejligheden. De er i gang med klodserne, det er hans projekt at få sorteret tre store sække med legoklodser, han har fundet i bytterummet.

Samsine har sagt, hun godt vil hjælpe, hun plejer ellers at finde noget andet end klodserne. De skal sorteres efter farve og type. Der er de almindelige klodser, henholdsvis smalle og brede, der er de specielle klodser, der har været del af en serie, Star Wars- eller politiklodser, og der er pladerne, de grønne plader, der kan bruges til græsplæne, grunden under et hus. Klodserne sorteres i røde plastikkasser fra Røverkøb. En del af tiden går med at tjekke efter, om der har sneget sig forkerte klodser ned i kurvene. Når bordet er ryddet, hælder han en kurv ud og gennemgår dem. Man får øje for det at spotte en bred klods mellem de smalle.

Samsine spørger efter smalle gule klodser. HP peger. Den med de smalle gule står dér. Samsine roder i kassen. Der er ikke nogen firere, siger hun, jeg skal bruge en firer. HP holder op med at sortere og ser på hende. Hvad har du gang i? siger han. Jeg bygger et hus, siger hun. Se, jeg mangler bare lige en firer. HP ser på den grønne plade med de gule klodser. Hjemmets fire vægge. Jeg kan jo selvfølgelig bare sætte en dør i, siger Samsine. Prøv at se, her er køkkenet.

Og det her er badeværelset. Og herovre er børneværelset,

19

prøv at se, her er væggen alle mulige farver. HP svarer ikke, han stirrer bare på pladen. Så stirrer han på Samsine. Han ryster på hovedet. Hvad er der? siger Samsine. HP rejser sig og går en runde i stuen. Sætter sig igen og ryster på hovedet. Er du idiot? siger han. Hvad? siger Samsine. Du skal sortere dem, siger HP, du skal fandeme da ikke sidde og bygge med dem. Det er sgu da kedeligt bare at sidde og sortere, siger Samsine. Men det er nødvendigt, siger HP, det hele skal ikke bare være sjov og ballade. Nu har vi sat os for at sortere dem, og så er det det, vi gør. Hvis vi havde sat os for at lege med dem, havde du kunnet bygge. Samsine slår blikket ned. Det ligner jo heller ikke engang noget hus, siger hun. Hun begynder at pille klodserne af. Husk nu, at de skal i de rigtige kurve, siger HP. Samsine svarer ikke. Hold nu op med at være sur, siger HP, vi kan godt bygge med dem en anden gang, de skal bare sorteres først. Så er det også meget nemmere, man skal ikke sidde og rode efter dem, man skal bruge. Og så kan du måske også komme i tanker om noget andet end et hus. Du kunne bygge fucking Peterskirken. Jeg mener, du har alle de klodser til rådighed, du overhovedet kan have brug for, og så vælger du at bygge et hus? Ja, siger Samsine og skiller komfuret ad. En kvadratisk hvid klods med fire flade sorte klodser ovenpå. De små dér skal over i den her, siger HP og dasker til en kasse på gulvet. Ja, jeg ved det godt, siger Samsine, jeg har jo lige taget dem derfra.

Jeg lover dig, vi bygger en anden dag, siger HP, jeg vil bare godt lige have styr på det her. Samsine tænder en smøg og sætter sig i sofaen. Ja, siger HP, nu kan jeg jo ikke sortere, når du skal sidde der og surmule. Han tager pladen, hvor

20

fundamentet fra Samsines hus stadig står. Han ser huset for sig. Et lille firkantet hus med rødt tag. Røde vinduer og røde døre. På begge sider af hoveddøren er der blomster op langs væggen, og træer er der på grunden, og en bil, der holder parkeret lidt væk fra huset. HP kaster pladen i kassen. Han kan høre familien skrige inde i huset. * De sidder på Månefiskeren og spiller backgammon. Det er en ting, de dyrker. En tradition. De kommer der gerne flere gange om ugen. Så kan de få en kop kaffe til en tier, så koster det en femmer at leje spillet. De kender ikke reglerne, de kender dem kun halvvejs, derfor ender det altid på samme måde, de sidder og rykker deres brikker i mål en efter en, og opløbet er altid tæt – når HP rykker den sidste brik i hus, sidder Samsine med en tilbage eller omvendt. Så får Samsine fløde i kaffen, hun tager den lille flødekande, mens HP tager den store med mælk. Der er reggae på anlægget, musikken fylder rummet, den ligger over dem, under loftet højt oppe. Der er lunt på caféen, og på den anden side af ruderne er kulden tydelig, folk sidder pakket ind derude og ånder hvide skyer. Samsine er også pakket ind, hun beholder jakken på, og ærmerne når helt ned om hænderne. Hun slår med terningerne, det er lyden af tryghed, lyden af raflen.

Rafle, rafle, siger hun og tæller, hvilke brikker hun kan rykke hvorhen. HP tæller ikke, han har pladen i hovedet, der er seks felter i hvert rum, han kan se med det samme, hvad han har af muligheder. Kom nu, råber han, så snart han har rykket, det er en del af deres hygge, at han spiller overdrevet

21