Juvenil overvejelse: at stave ornamenteret. æstetiske nøgler : barnet ikaros

juvenil overvejelse: at stave ornamenteret. Æstetiske Nøgler : barnet ikaros Som Kjødet gør opmærksomt paa seg sel i sit Saar, sin Ufuldkommenhed, hudplettende, saaledes vil den intentionelle fejlsprogningen skære i Øiet.

Denne gjør opmærksom paa seg sel som enestaaende ud over det fortnuftsprægede, rationelt ordnede spraak. {…} Støjens Frø kvæcker i Sumpen, Dent Frø vil kaste seg over Danmarks bløende Nyheder og kværkers i Søerne. Forrives dens nye Dictes Glands.

Klæebe Papiret tel jeres fingre Øjne og tabet tabte svovl ud i vandet. Det hejses ud i Hanerne med mine Ord, ov det skal Lukkes For for ikke at udbrede Bylderne ud over vor Indmad. Sprætte Ordende Op som det korrecte snarer end det forkjerte. Jajaja. {…} Der er noget i Mennesket, der ser Unnergangen i Øinene og Intet gjør. Dette er stærkere end alle andre Drifter.

{…} Vi har i Literaturen en mangfoldighed af værktøjer, hva jeg sel indrømmet har meget begrænst kendskab tel. Men jeg vil dog ydmygt fremlægge fragmenter af en Metode tel parsning af det gængse virkemiddel: At fejlsproge intentionelt, som betydningsdannende og/eller ornamentorisk element i texten. Mit udgangspunkt maa være essayistisk – ikke akademia – da jeg tænker mit arbejde juvenilt. Og det er ganske kort. Ikke desto mindre: herfra forklares fragmenter af en personlig metodik, som gaar tel genmæle i flere af mine egne texter. {…}

Saa, hvorefor fejlsproge?

Ornamentation. Dansk sprog er ikke stavet for øjets behag. Jeg bryder meg ikke om et ‘skøn’-litterært dogme, der proklamerer at vi skal stave korrekt. Nej, sproget kan smykkes, og Ord burde kunne florere med ornamenteret stavning. Som reference maa man inddrage musikken. Den lille syver var en akkordudvidelse til visse funktionsharmoniske formaal, men var stadig for dissonant en klang til at være mere end en passage i et forløb. Den kunne ikke staa alene – Man kan sige, den blev indført som en ‘akkordkrydring’ oprindeligt. Den lille syver blev gjort tel en ‘naturlig’ akkordudvidelse af dem, der fandt det en saadan Akkordudvidelse naturlig, i særdeleshed hos bluesen og jazzen. Og siden er den lille syver blevet alment brugsgode. Og jeg spør: Hvorefor maa kun musikken saadan omforme seg? Undviger sproget sig intensitet paa en anden maade end musikken? Er uforstaaeligheten virkelig et argument, naar klangen er i højsædet – for siden hvornaar har musikken ikke undfanget seg forstaaelse? Før klangen inni sproget!

Tvetydighed. Literaturen har altid vært ambigious: den utroværdige førsteperson, billedsproget i eventyrerne. Saaledes har texten altid vært en forfærdelig skarnsunge, en vendekaabe, en løgnagtig leg med læseren. Læste du Lolita og fik sympati gennem den pædofiles sprog? Læste du Finnegan’s Wake og tænkte narrativet rablende, afvisende, usympatisk, antifortællende, løgnagtigt?

Tvetydigheden er Lars Frost skriver Mok i stedet for Nok eller Amok – og significkerer begge dele. Saaledes et Portmanteau.

Tvetydigheden er (moderne nutidens) genoptryk af originalstavning – Hamsun, Kierkegaard, Shakespeare. Tvetydigheden er osse naar man simpelthen oppblander feilsprogning som Uregel-dogme i teksten.

Og hvis man skulle nedrakke den intentionelle fejlsprogning – Hvad er saa den legitime kritik? For uklarhed er ikke et argument for en texts manglende værdi: Husk i din Kritik af det uklare-tvetydige, at klarhed ikke nødvendigvis er et ideal. Alt er relativt unner Solen, Alt er lie unner Solen, Intet klædes uden Lys unner Solen. Ov alt er for den Sags skyl uklart. Derrida derindeda. Og fortæl mig, du aldrig har læst en uklar passage i en bog, der ikke trossigt straalede ud til dig!

Støjens insisteren. Støjen træder i forsædet (og skiller sig ud i sin aparte natur), textens støj er sprogets lille syver. For fejlskrivningen gør særligt opmærksomt paa seg; vexlen mellem det korrekte og det fejlagtige forstyrrer forstaaelsen undervejs Læsningen.

Støjens sprog er et ømt, sårbart sprog, som på overfladen har en demonstrativ mangelfuldhed. Støjens sprog har mindre betydningsskabende magt end det fornuftige sprog. Støjen er som naar den vanvittige rabler en ufuldkommen mening. Det ufuldkomne sprog insisterer paa sin ufuldkommenhed. Læseren, den fornuftsprægede læser i et univers af sprog, der bruges fornuftigt, inviteres til et sprogligt anarki.

Samtidig med denne sårbarhed og mangelfuldhed – samtidig er det upersonliggørende og hermeneutisk uhåndgribeligt.

Ambiguusly skubbes læseren væk gennem det upersonliggørende distancerende fejlsprog. Ambigiously inviteres læseren helt tæt paa i texten demonstrative mangelfuldhed og saarbarhed. Naar text og sprog bløder – Som en parringsdans, teksten spiller hermeneutisk kostbar, hermeneutisk lokkende. Ambugusly Satyr.

Xaos. Hvorefor la Spraaget være udelukkende Apollinsk? La dov xaos knurre skurre slibe væk rable i Satyrmasker. Naaja, naar Ekonomien ere Apollinsk, skik Følge, land Fly, fux da hva ku strømme gjennem Øienæplerne. Xaos pulserismer oftere. Gjerne lægger seg forkjert paa Alleaxler. Omsluttend/grynende mjørke. Dødens Opløsneng og Spraagets Opløsneng – Oplæsneng – er for radikal, Kassandra, Kassandra, Jeg vil blot kaste Forestillingen ut, afventende følgende Cirkus.

Dette delviise Greb aff/over Kaos er ikke blot Nitsje, men osse Zaratustras vaage som kommet ned fran Solen for at udslæte altet som ikke gribes over mennesket. Store och Smaa bogstaver Forekommer flere I sætnenger. Æd dog Mayamursten Støv Sten Døde Pyramider. Nej, I vil læese min Bog og savle for derefter at drukne i Kæften. {…}

For jeg maa postulere, juvenilt: Tekstens forvrængning har altid eksisteret – der findes altid støj mellem læser og afsender grundet sprogets ufuldkommenhed.

Dette er et repræsentationsproblem, der er i højsædet hos eksempelvis den utroværdige førsteperson. Ellers findes det allesteder, allesteder. Den forvrængede teksts støjende sprog er simpelthen en specifik måde, man kan gøre opmærksom på sin teksts ufuldkommenhed, og metoden har en del andre effekter. Det ufuldkomne sprog fremhæver forfatterens begrænsede evne til at levere betydning. Afmakt.

Tekstforvrængning sætter sig selv aktivt i problematik og gør særligt opmærksom paa seg. Den er baade angstfuldt selverkendende i sin utilstrækkelighed af overlevering af betydning – hvad der er en personlig, intim indrømmelse – men også distancerende, og således også personligt fjern. Afgrundene mellem narrativer, fortællere og modtagere er således i tekstens højsæde. {…}

Nøgler/manifest for Visioner. I rimelig vilkaarligt xaosfølge.

1 forvrængninger er intentionelle, og hvorvidt de er intensjonelle er for sin vis ligegyldigt, kjære Læser, Tekstens egen Form er dens Form eller manglende Form, naar denne ikke opnaar at glæde det Højes Dom om hvorvidt noget er paa dansk ov økonomisk beneficieltnyttigt ov desvidere. La Teksten florere som værende.

2 Sprogmaskerne er anakronistiske og laaner fran en masse forskellige elementer, men den grundlæggende æstetik er tyvstjaalet fra dansk (dansk: kierkegaardsk tid) og maaske endda før. Der er generel anvendelse af store bogstaver ii starten aa Navneord, aa i stedet for å, og en hyppi anvendelse af ”kj” i stedet for ”k”, som i ”kjære”, og ”eet” i stedet for ”et”, ”Øinene” i stedet for ”øjnene”, ”sjunge” i stedet for former af ”sange”, ”Vædske” i stedet for ”væske” osv. Denne anvendelse er selv f i k e konsekvent, dog… ja et sted anvender jeg ogsaa ”aff ” i stedet for ”af ”, der skulle gerne henføre til en tidligere stavning af ”af ”, endda før 1800-tallet. Enkelte gange anvendes simpelthen gamle ord, såsom ”Baune”.

2½ - En vigtig pointe er at det kun er ‘lånt’ af kierkegaardsk tid. Meget av Forvrængningen ere slet ikke fran 1800-Tals dansck.

Noget låner af det uden at give mening inden for 1800-tals dansk logik, såsom ”Psom” side 77, dette minder om ”psalme”, men er brutalt anvendt til ordet ”som”.

3 Store Bogstaver Sker Flere Gange I Sætningen Til Forkerte Ordklasser. Ligesom Store bogstaver Findes Nu Pludselig Kun For ord, Der Ikke Er navneord. Ligesom ældre Litteraturs arbitrære forhold til Store Bogstavers Udformneng. Ogsaaledes udformes spraak fran en flerhovedet Blus Aff Ideer om Skjønhet. Først derefter, i fremtiden, vil Sproget Rationaliseres efter Nørresjællandsk/kjøbenhavnsk, saaledes at Makten kan Centreres saa korrekt som Muligt.

4 Ord som dobbelttydige Betydninger.

Skrives ”Lægeme” henvises baade til Medicinen ov Legemet. Finnes en deel Portmanteauer med udgangspunkt i saadanne Samsætnenger. ”Gift” blir baade Bryllup og Forgift.

”Kontinentalpladder” side 47 er baade Kontinentalplader & self Kontinentalpladder, ligesom Kassandras egen Pladder er Kontinentalpladder, saa at sie.

5 Tyske/græske/skandinavistiske/latine/engelske elementer, ja alle pseudoanvendelser jeg anvender en deel Foreignwerter malmstrømsk.

Tysk: ”Schrei” er et tilbagevendende Ord, Geist (s 40), Augn (s 41). ligesom ”Øjen” s 46 låner af ”Augen” som flertal.

Græsk/oldgræsk: ”Styx” blandes med ”styks” et tidspunkt. Der skrives ”Daimon” i stedet for dæmon, foremost af betydningsmæssige (af)grunde. ”Skylos” referer baade tel ”hund” og ”skyl os”/”Skyld os”. ”Koiné”. ’Skandinavistisk’: ”opp” i stedet for op, ”inni” i stedet for ”ind i”, ”uten” i stedet for ”uden”.

Latin: Solis, Furor, Engelsk: darke (side 40), rabid (s 45), ”Womb” (s 51), ”schall” (s 50 – ogsaa blandet med tysk…), ”belchede” side 41., ”Ditch” side 41. ”Polar” side 46, minsandten osse af danske, skægt som Spraak kjan bløde. ”Futur” side 63. ”Mallard” side 76.

Mange Wert Ord er kjun Pseudobetyninger ov er tvetydig.

6 Bogstaverstatnenger.

Der kan anvennes fx c/ck i stedet for k, g i stedet for k, c i stedet for g, b i stedet for p, v i stedet for f, e i stedet for i, ph i stedet for f, og omvendt. x kan erstatte k eller subblere k som støjxonsonant, x erstatter ogsaa s engelte steder.

To av de samme Vocaler efter hinanden �Paradiis�

c, åh c. Dejligste glyph af vores alfabetiske symboler (og anvendes selvf ikke som min glædelice anvendelse foretagerc) --Støjkonsonant rimelig tilforladeligt igennem Texten, den er bare en tom lyd i de henseende. Fx side 63 ”sckærm”.

Anden støjkonsonænt ka vær fx anvendelsen af ”k” i ”slapk!” side 77, slap selvf laant fra engelsk.

Der anvendes enkelte gange dobbelte bogstaver i stedet for nd, såsom ”unner” s 47 i stedet for ”under” (tilsvarende skulle der selvf være nogle kvasikierkegaardske forvrængninger den anden Vej, fra ”kunne” til ”kunde”.)

7 Sammensatte Ord Enkelte gange skiller jeg sammen satte ord ad, andre gange sætter jeg flereord sammen til sammensatteord. Man kan maaske endda bilde sig indat sige, at sammene sætningerne er forvrængede? Der kan være tale om alle ordklasser. Enkelte-Gange anvendes Binde-Streger tel Sammen-Bindinger.

8 Samtræknenger ”Verdner” i stedet for ”verdener”., ”polerend” i stedet for ”polerende”., ”Besætelse” i stedet for ”Besættelse”.

9 Dobbelte mellemrum , Saasom ”Bæstet paa” side 40 skaber en Deel Luft imellem Textens Tætthed. Saaledes findes ogsaa de tommeste Sider, Mellemrum , mellem symboler , Linjebrud i de mere digtlign. Texter, Og Bog 5s Textbokse Flydende i Intethed.

10 BYGHERREN & andre VERSALORD Disse Ord henviser alle tel GUD. Der er ingen andre Ord, der skriver SÅLEDES midt i en sætning og ikke har den funktion. GUD kan selv være mange Ting, ogsaa MODER-KONEN side 44.

Nogle gange fx 44: Dit Legeme er en Sætning omkring noget andet hæftet paa GUD; Teksten taler maaske-tvetydigheds baade til en dig (en eller flere av de givne Læsere/Lyttere per kontexten), dig (et jegets Kjæreste) og DIG (GUD) 11 Nej, sprogmaskerne er ellers aldrig konsekvente.

Et element i Særsproget ( & hvorfor det ogsaa er svært for mig at scrive, udtømmende, om mine Sprogctræck ) – er at Disse Systemer jeg anvender hele Tiden bryder sammen i Sammenbrud. Bogen er ikke blot screvet i Sprogmasker, men mislykkes hele Tiden til at bruge sit Sprog korrectly. Der er altsaa tale om Fejl eller Støjelementer, sel i Spraagets egen Logik. Maaskesandsynligvis Logick ere unner Opbrud, Hm.

12 Grammatik/Dansck i det hele Taet Jamen der er selvf heller ikke anvendt konsekvent grammatisk, saa ere der gange, hvordette tilbliver en anelse Kaos ligesaa Andre Poeter, fx allerede første Dicht side 9 paa den side, Helligelse, hvor der staar ”og DENS er Rigets falme”, ja, intentionelt vil/skal falme staa dér og skvætsætte sig mellem Navneform Udsagnsord, og Navneordet desuden ogsaa. ”Regn itu fra Polar” side 46.

13 Absurde Sætnengskonstruksjoner FX Side 76 staar der ”Politiet tog Pels paa og rendte inni Vinduer paa allefire og flyvende.” Dette kan selvf ikke lade sig gøre, at de gør omtrentligt mindre og mere end begge Deele. Netop Opløsnengen af logiske Rum er maaske et af Tekstens indehaver, der forsaavidt ikke kan staa fysisk paa et Papir, nu det staar der.

14 , Sætningsopbygning/tegnsætning/store Bogstaver , Side 40 slutter fx ”med Gløden,” før sidens Amen, kommaet befinder seg intentionelt, og det sker, mange steder at kommaer, punktummer, bindestreger får – funktioner, ud over deres almindelige danske Funktioner. ; Næste side, 41, her indledes et Afsnit med ”, ja”, hva osse opløser seg, side 46 har et Afsnit, som indledes med ”:”. Digtet side 63 indleder Linjerne med ”,”, flere Gange ; . : reglen om at Sætninger bør indledes med store bogstaver forekommer skribenten ambivalens til ligegyldighed. som alt Andet.

Digtet s 63 har baade ”see”, ”Se:” og ”se:” som Indledninger tel Linjer. , ja ., 15 Andre Exempler paa Forvræengnenger uden Ophav/bastarder ”og” skrives paa en hel Del forskellige maader, ov, och, ochque, og mellemting mellem disse. Fx ”ochq” og ”oq” side 76. ”ere” anvendes ofte i stedet for ”er”. Vi burde skrive og udtale det saadant i DK noglegange.

S 70: ”fór” og ”Hjan”.

”ble” ov ”sel” i Stedet for ”blev” og ”selv”. ”kja” side 63 fx er ”kan” der selvf baade er Kierkegaardsk kj og samme effekt som ”ble” & ”sel”. Enkelte vokaler forlænges ved fx at skrive ”Lyes” 16 Gjanske Had Vrænge 5 linjer pr korttekst s 130: ”Liv” flyder ud over Formen.

Som om Liv spilder ud over Bogen. {…} Dent Frø vil kaste sig over Danmarks bløende Nyheder og kværkers i Søerne. Forrives dens nye Dictes Glands. Klæebe Papiret tel jeres fingre Øjne og tabet tabte svovl ud i vandet. Det hejses ud i Hanerne med mine Ord, ov det skal Lukkes For for ikke at udbrede Bylderne ud over vor Indmad.

Sprætte Ordende Op som det korrecte snarer end det forkjerte. Hahaha. {…}

Er Satyren en Støjrocker? {…} Jeg mærckede et Jordskelv. Ja, virkelig. Det var et Spøgelse, som track meg i Rycken. {…} Vi flyver saa tæt paa Solen.

Notér dig disse tre mikropoesier, først denne: Gå ikke, jeg er her for evigt.

Gå ikke, jeg er her for evigt.

Du ved, jeg hører sammen.

Du ved. For evigt.

Og så denne: Gå ikke, jeg er her for evigt.

Gå ikke, jeg er her for evigt.

– Du ve’, jeg samhører..

Du ved. For evigt.

Her vil tredje linje afgrænse seg sel som særli!

Og så denne.

Gaa inte, eg ere hier forevict.

Gaa inte, eg ere hier, forevict – thu thu vé, eg samhører?

Du ved. For evigt.

Her vil fjerde linje afgrænse seg sel som særli.

Satyrer unner Afgrunnen du haderske FADER