__MAIN_TEXT__
feature-image

Page 1

JOSEFINE GRAAKJÆR NIELSEN

JOHANNES

ROMAN GLADIATOR


Johannes


JOSEFINE GRAAKJÆR NIELSEN

Johannes

roman gladiator


johannes © Josefine Graakjær Nielsen & Gladiator 2017 Redigeret af Jakob Sandvad og Hans Otto Jørgensen Omslagmaleri: John Kørner Bogen er sat med Indigo Antiqua og trykt hos Specialtrykkeriet Arco Printed in Denmark ISBN 978-87-93128-83-5

Denne bog er produceret efter Gladiator-modellen. Modellen sikrer forfatteren 50% af overskuddet efter produktionsomkostningerne er dækket. Ligeledes sikrer modellen, at forfatteren kan få sine rettigheder til bogen tilbage efter 2 år, altså en reel ophævelse af bogens stavnsbånd.


1. Prolog (Håndvask med sæbe. En computerskærm. Hvid hospitalsseng. Sidste weekend i november 2010). Min farfar blev læge, og han hængte sig på hospitalet. Nej, kvalte sig med en ledning på Ærøskøbing Sygehus 80 år gammel. Farfar havde den sygdom Grundtvig havde, sagde han. Han kunne godt have trængt til en gang elektrochok, til at få neuronerne spredt lidt. Men han selvmedicinerede sig med alkohol. Og blev til sidst mere og mere dement og depressiv. Og selvfølgelig også kærlig. Den her historie er en historie fra hans 80-årige krop der var ved at falde sammen, men med en stadig lyst til at skrive til en gammel elskerinde. Du er min, skriver han til hende – til Pia. Jeg ville gerne have mødt hende, den halvblinde sygeplejerske der læste teologi, og som farfar ville forlade hjemmet for og bo sammen med. Det her er deres historie. Som også blev min. Min farfar hed Johannes; hans bror Richard vandt EM med det danske landshold i 1992. Min families triumf og tragedie kan spores tilbage til ham. Nej, nærmere til hans mor. Hun var en tyran, som min farmor siger. Min oldemor Christense lod ifølge min farfar Richard ligge da han faldt på gårdspladsen og fik hesten ned over sig. Og han overlevede, fik epilepsi, og neuronerne i hans hjerne røg rundt som ved elektrochok. Og oldemor sagde altid at han var den klogeste, at han burde læse, men han begyndte at løbe efter en bold i stedet. Og så vandt han EM.

5


2. Prolog (sproget) Hakke op i hovedsætningerne eller efterligne en almindelig mands tale. Personligheden stiliseret til sammenhængen, det samme jeg forladt af sig selv. Fortælleren er en snylter på karakterens bevidsthed og vælger tilfældigt fra det mulige. Man kan se spørgsmålstegnene i hendes ansigt, det der kunne være sket i stedet, en anden scene. Håndvask med sæbe. Inden for billedstrømmen er billederne hvilke som helst. Naturen tager ilten tilbage. En form der melder sig. Noget venligstemt. De graver ting frem for at kunne smide dem foran hinanden. Konsekvensen af at være hjemsøgt af en småborgerlig form. Tingene lover at lytte. Aggressiv og angstbetonet subjektivitet. Psykosen. Muligheden ved fragmenter. Noget venligstemt. Et søndagsbarn.


I Blommenslyst


Personer Farfar (Johannes, kaldes ved navn som den yngre farfar) Elskerinden (Pia) Christense Richard

9


Richard tager bus 21 mod Blommenslyst og finder sit barndomshjem. Fra gangen ser han en kvinde hulke ned over farfar (hans bror), hun rusker hans døde firsårige krop i bebrejdelse. Fjernsynet er tændt. Billeder af NATO’s bombning af Serbien. Et stykke papir på farfars arbejdsbord: note to self: 1) research the witchcult in Western Europe, 2) write a script, with Jugoslavian footballplayer from Sarajevo; and one of Richard’s players as protagonist, 1992. Han er en smuk mand Richard, han er elsket, men han påstår at ansigtet ændrer sig. Han tror kæben forskyder sig. Han har succes. Stærke (religiøse) forældre. Det er dengang bøsser er noget man kan skyde med. Farfar går på jagt. Oldefar lærer dem at dræne og plante træer. Fynske bøgetræer. En hund gør. Deres hund gør i haven i Blommenslyst (en schæfer). Solen er lige stået op over heden. Oldefar er på arbejde. Han dræner heden i Jylland. En dreng falder og slår hovedet i Odense, 1942, Danmark vinder EM 1992 (på et afbud fra Jugoslavien). Richard faldt og slog sig. Man overlod det til Gud, og han overlevede. Han blev i stand til at koncentrere sig om én ting. Farfar hængte sig i noget der kunne ligne Richards fodboldtrøje, et stykke stof med tal. Man lod et barn ligge. Man lod en voksen hænge sig på en hospitalsstue. En læge. Farfar tilgiver aldrig sin mor, Christense, (at Richard falder). Han bliver læge og behandler hende på hospitalet. Og hjernen

11


skelner ikke. Tilstande mellem søvn og vågen. Syg eller rask. Lad mig nu bare få et enkelt stød, siger farfar. En enkelt snaps, en cigaret eller et anfald af epilepsi. Som Richard får efter sit fald; epilepsi, og neuronerne ryger rundt som ved elektrochock. Richard bliver landstræner. Han bliver lykkelig. Farfar bliver en bunke aske. Han bliver elsket til sidst. Han vil ikke kendes ved sin familie. Sin far. Sin søster. Sin kone. Kun sin elskede. En ukendt kvinde uden navn. Han er manden uden for menighedsrådet. Evigt fordømt til kun at ville sig selv. Fjernsynet er tændt. 1992, Richard, Danmark vinder EM. Jugoslavien er i krig. Kameraet panorerer over Sarajevo og Beograd. Christense, oldemor, er i haven. Pelargonier. Røde murbrokker. Majregn, men støv. En barndom før Oslofærgen, arkademaskinerne. Et liv koster 25 øre. Oldemor går i biografen. Hendes paryk ser forkert ud i nakken. Hun har glemt at rede den. Hun er træt. Hun bærer en pels. Har du husket at rede håret før du går ud? Parykken ser forkert ud i nakken. Kvinden sidder og spiller stemningen til filmen på klaver, i Blommenslyst, forsamlingshuset, fungerer som biograf. Kvinden er Christense. Det er hendes eget hår nedenunder. Gråt. Og kronisk træt. Håret som kvinden. Hun sidder og hækler i pausen hvor billederne ikke længere flyver rundt i rummet. Hun hækler en alterdug. Farfar hader kirken og forsamlingshuset. Det eneste han elsker, er altertavlen, den altertavle reddede ham, siger han. Richard er for lille til at komme med i kirken.

12

Profile for Forlaget Gladiator

Læseprøve: Johannes af Josefine Graakjær Nielsen  

Johannes. Udkommer d. 16 november hos Forlaget Gladiator.

Læseprøve: Johannes af Josefine Graakjær Nielsen  

Johannes. Udkommer d. 16 november hos Forlaget Gladiator.