NUMMER 7 – 2017
PIA ARKE ARON FRA KANGEQ NAJA BJØRNSSON PIA BUSK TROELS CARLSEN CLAUS EJNER DOROTHEE ELMIGER STINE ENGEN KONRAD NUKA GODTFREDSEN HANS KARUP JAN KROGSGAARD PETER LAUGESEN CECILIE LIND INGA LYNGBYE THEOPHANIS MELAS TOVE MEYER KAT MUKAI SELMA ROSENFELDT-OLSEN HALFDAN PISKET ALEKSANDAR ŠAJIN JENS AUGUST SCHADE NESTOR SEIP CHARLOTTE STRANDGAARD FREJ KLEM THOMSEN HANADI ZARKA
t e k s t : j a n k ro g s g a a r d
* både indgangs- og udgangsforbudet lader til at fungere fint. her er stille. men hvor mange der kan bruge stilheden til noget er jeg i tvivl om. de fleste virker som om at de er blevet koblet af. så meget af at de ikke kan komme af. som om at de er på, og kun på, hele tiden kun på. * når Myo taler med mig om det omtaler han det altid som livets bedste skole. en masterclass af en slags. ingen hjælperedskaber havde været til rådighed. ikke noget at læse i. ikke noget at skrive på. ikke noget at skrive med. kun krop og hukommelse havde været til stede. tanker havde haft lyddæmper på. tidsforløbet som oftest ukendt. fireogfirs var døde da han havde været der anden gang. flere af dem havde hængt sig. måske bare for endelig at kunne vende tilbage til dem selv, som en slags sig selv i et selv. men alligevel virkede det som om at han ikke ville ha’ været det foruden. * vi delte drøm i nat du skal snart væk skal du ikke * der lød en lyd udenfor. jeg havde ventet den længe. lagde karkluden fra mig. lukkede for vandhanen. gik ud på balkonen og kiggede ned. dér lå hun så, på bunden af en klar morgen, i en sær position, i midten af noget forsvundet. response to impact blev det kaldt her, når en granat havde splittet kroppe ad, måske banket en familie op i et træ, knogler, kød og indvolde pillet ned fra blade og grene, samlet i poser, lukket, slukket og færdigrapporteret. sådan er det også i dag. det hedder det samme. et fly gled henover himlen. metal og benzin. kaffe og plastik. en arm falder af. en sætning uden ord. jeg kunne se mig selv sidde i det. * hvordan det er: som en bil der prøver at ramme dig at du tror at det er en fejl men det er det ikke det hænger ikke sammen
48
det har aldrig hængt sammen det hænger altid sammen det bliver ved at hænge sammen det er ikke en tekst det er teksten øjeblikke der rager rundt inde og ude af hinanden soundtracket du hører spiller ikke her det er her, var her længe før du landede
fireogfirs var døde da han havde været der anden gang. flere af dem havde hængt sig. måske bare for endelig at kunne vende tilbage til dem selv, som en slags sig selv i et selv. men alligevel virkede det som om at han ikke ville ha’ været det foruden.
* frihedskæmperne var palermostive. et femmandsband spillede kontant speed metal for syv tilskuere i et sølvskarpt stroboskoplys. der havde åbenbart været et drive-by-skyderi på den anden side af pladsen, og nu ville frihedskæmperne ha’ noget på den dumme. jeg sejlede med dem over til en af bygningerne, hvor den ene halvdel af pigerne har hiv og den anden halvdel aids. nogle af dem betjener kunderne uden gummi, det er en slags hævn, og så er det videre i programmet. der var en kø på små tredive kunder, alle godt hjernedøde, og jeg var ved at falde i søvn så jeg væltede tilbage. da jeg vågnede op næste morgen vidste jeg ikke hvor jeg var: krop, sted, land, sprog, ingen idé, you name it. det bankede på døren. en dreng kom ind og begyndte at fortælle om hvordan hans far var blevet hængt op i nogle reb over et bål med flammerne brændende op i skridtet mens kvinderne og pigerne i hans familie blev gennemkneppet og skåret i stykker foran ham. jeg var sulten og tørstig. skulle pisse. havde ondt i hovedet. bad ham om at hente noget kaffe mens jeg tænkte på om jeg skulle finde en læge der kunne se på ormene der spredte sig som et delta i knivsårene i mine brystmuskler. jeg ser jer overalt hér. også dig. og dig. og dig. og ikke mindst * du kan mærke, kan du ikke bevægelserne det de er, det de gør måden det bevæger sig på bevæger dig på får dig til at bevæge dig på bevægelserne inde i bevægelserne som bevæger sig igennem dine bevægelser det de bærer i sig
49
igennem luften kødet, knoglerne, ordene og alt det andet der du kan mærke det ikke sandt det det er det det gør dig * svar i nattoget stillede du mig spørgsmålet som jeg havde hørt dig stille mig før. det var mørkt. jeg kunne dårligt nok se noget da du spurgte mig. fuglen som knaldede ind i vinduet faldt til jorden uden en lyd. måden vi havde spist på havde været stille. der lå sammenkrøllet papir på gulvet. da vi passerede en oplyst bro var der næppe nogen som bemærkede os. mændene og kvinderne på den virkede mere nedslidte end de måske selv var klar over. de lignede vel de andre der bevægede sig rundt omkring på vejene, i bygningerne, inde i skærmene, oppe i flyene, men spørgsmålet blev jo hængende, lige meget hvor meget vi bevægede os, så hvor mange svar har du egentlig brug for før du igen gentager hvad du altid gentager, og på hvilket et sprog foretrækker du at jeg svarer dig. * kvinden med rattet i underlivet var højgravid og død. det var den anden ved hendes side også. en dreng lå på asfalten. blod løb fra panden. en pige løb hektisk igennem kornet. manden i bilen der havde ramt bilen sad og stirrede ind i fremtiden. vi kunne høre sirenerne hyle i det fjerne. intet samledes da vi gik. * som altid kom det ventet uventet lysene der blinker henover murene at måske en dag måske en anden dag måske dig selv måske en anden en andens død er bedre end ingens død din egen men hvilken
response to impact blev det kaldt her, når en granat havde splittet kroppe ad, måske banket en familie op i et træ, knogler, kød og indvolde pillet ned fra blade og grene, samlet i poser, lukket, slukket og færdigrapporteret. sådan er det også i dag. det hedder det samme. 50