ALEKSANDAR Å AJIN
IVAN BLANK Roman
Gladiator
Ivan Blank © Aleksandar Šajin & Gladiator 2017 1. udgave, 1. oplag Redigeret af Jakob Sandvad & Hans Otto Jørgensen Omslag og sats: Clara Birgersson Bogen er sat med Indigo Antiqua og trykt hos Nørhaven Printed in Denmark ISBN: 978-87-93128-76-7
Denne bog er produceret efter Gladiator-modellen. Modellen sikrer forfatteren 50% af overskuddet, efter produktionsomkostningerne er dækket. Ligeledes sikrer modellen, at forfatteren kan få sine rettigheder til bogen tilbage efter 2 år, altså en reel ophævelse af bogens stavnsbånd. Tak for inspirationen til alle kvinderne i mit liv. Tak til Hans Otto, Jakob, Sidsel, Clara og Jesper. Og Cecilie.
Det er dejligt med kærligheden, men der findes også en fortid Det var en slags meditation, det at svæve umærkeligt over Maries hoved og hendes lange, mørke hår, der snoede sig langs hendes ansigts højre side og ned ad halsen, hvor hendes krop forsvandt så tæt på hans, klistret af sved til hans brystkasse. Svævende i de hvide lagener befandt de sig i rummet sammen med det lille spædbarn, som sov ved siden af i sin egen lille seng med tremmer. Længere nede under deres blikke var de så forbundet i en knude af kønsdele, som holdt dem fast i deres jordiske form. Og det var samtidig, som om vinduet lyste bredt af dagslys midt om natten, selvom der stadigvæk var mørkt i værelset. Helt mørkt, bortset fra det blå lys fra fyrfadslyset i det tykke, blå glas på natbordet ved sengens hovedgærde. Man kunne kalde det her for en slags uddannelsesforløb. Hele livet var en slags uddannelsesforløb. Ivan kunne nu pludselig se, at hele hans liv selvfølgelig måtte have været designet af en dygtig multimediedesigner, en, der i løbet af et splitsekund kunne gennemgå alle hans minder, alle hans oplevelser og livsmønstre. Han kunne nu se møn-
5
strene. Han fik lyst til at grine. Af glæde. Hun sagde noget. Han kunne ikke høre hende på grund af den klingende lyd fra den høje latter. Hvad? Du er glad for sex, sagde hun og grinede. Åh ja, åh ja, det kan du tro, jeg er, det kan du tro. Det sagde hun, før han gik ud på badeværelset for at hente olie for at komme tilbage og vende hende om på maven, smøre hendes røv og sin piks hoved i kirsebær- og citronolie og så trænge ind imellem hendes baller i den forbudte erotiske glæde på elskovens smalle veje. Lyset var gemt under dynen, lyset kom fra hendes krop. Lyset var hendes krop. Ivan var sikker på, at hun på sine baller havde tatoveret to buddhistiske munke i bordeaux dragter. Der var, i hvert fald, det stærke lys, der omfavnede og trængte igennem alt. Det var som en guldflænge i Ivans hovedpulsåre, der spredte lyset indefra igennem hans dunkende hjertekamre og videre til hudoverfladen, til dagens blå sugekopper af lys på himlen, som han pludselig kunne se for sig højt oppe bag skyerne gennem vinduesåbningen. Alt sprængtes i et sekund: Nogen havde rodet inde i ham, det var noget med kærlighed – en hjerteoperation af dimensioner. Nogen havde plantet kærlighedens frø i ham, og nu kiggede han på sig selv fra den vildeste selfie i sit liv, hvor der under billedet stod skrevet følgende: “Jeg troede, at kærlighed så anderledes ud.” Men hvad kunne han nu gøre, når der endelig var sket det, at han ikke længere kunne få hende ud af sit hoved? Det var et simpelt og samtidig så indtrængende ønske om
6
berøring med kroppen, om fingerfletning, der bare skulle fortsætte, ved morgenbordet, i stuen foran fjernsynet, på gåturen bag huset i det kendte villakvarter, mens hun så på ham og måske smilede. I dag havde hun grågrønne øjne, for hendes øjne skiftede farve for hver dag, der gik, alt afhængigt af hvordan hun havde det den dag. Han håbede, at han kunne aflæse glæde i hendes øjne i dag. Hun bar en fin cremefarvet silkebluse med en lidt krøllet kinakrave og blomstermønster. Blusens ærmer strammede let ved albuerne for derefter at glide frit ned til midten af underarmene. Han kunne tydeligt mærke pulsen i hendes håndled, som han æltede ubegribeligt langsomt mellem sine fingerspidser. Kærligheden har noget med døden at gøre. Den trænger ind i livet, pludselig, berusende, den slår benene væk under én, ligesom døden. Hvor som helst fra. På et øjeblik forsvinder hele følelsestrafiksceneriet, de tilfældige udråb og voldsomme sammenstød med andre ukendte sjæle, der drømmende glider gennem natten, lydløse som travle cyklister i myldretiden, som glider forbi de tæt lukkede bilvinduer. Sjælenes elektriske myldretid. Elskov er noget, der burde være et one-night stand, en tilfældig oplevelse, men som nu er blevet til et skæbnesvangert møde, som har væltet hans hele krop hen over elskovens urokkelige, stenhårde kant. Og nu lå han på sengen, lammet af følelser af kærlighed og udløsninger, der kom igen og igen mellem lysken og lagenet, der klistrede sig til kroppen, så-
7
dan som hans våde hud klistrede sig til Maries våde hud, og mens hun så ned på hans ansigt, var han ikke sikker på, om hun overhovedet så noget som helst, eller om nogen af dem så noget som helst eller bare var blinde passagerer i den hedenfarne guds favn. Jeg elsker hende så meget, tænkte han og kunne samtidig mærke forfærdelsens mørke brede sig på hans ansigts inderside. Han blev pludselig klar over – ikke med sin hjerne – men med sit hjerte, at han blev nødt til at fortælle hende det hele.
For længe siden i et land langt borte Ivan åbnede øjnene. Han lå i sin seng, og i fodenden, mellem hans bare fødder, som stak ud under det hvide sengetøj, sad der en grøn skikkelse, grøn som en ølflaske. Ikke som en smaragd, der gennemtrænges af lyset, men derimod mere som den blanke, grønne sten aventurin, som modvirker depression og tristhed. Ved nærmere eftersyn lignede skikkelsen en ånd fra en flaske, en lille balkanudgave af ånden fra Aladdins lampe. Ånden sagde: Vi ses i Miami Beach! Den var helt gal med morgenens ånd, og Ivan så forbavset på den og forstod ikke rigtig, hvad det var, der foregik her, inden han igen, for anden gang denne morgen, åbnede sine øjne og pludselig forstod, at han lige var vågnet og stadigvæk befandt sig i sengen fra drømmen, mens den grønne skikkelse fra før nu var pist væk. Som han vågnede, kunne han se, at han lå i sengen, der var indbygget i skabet med en glasvitrine ovenover, hvor moren opbevarede pyntegenstande af krystalglas og keramik bag glaslågerne. Det her var barndommens og ungdommens kendte rum. Han satte sig på sengekanten. Året var 1985. Han var 21 år gammel. Lejligheden var
15
en lille toværelses lejlighed på femte sal i et af de to højhuse ved floden med facaderne malet i forvitringsokker og hvidt. Balkonvinduet stod åbent på vid gab. Skyerne hang stilfærdigt på himlen. I går så han finalen i Euroligabasketballturneringen i Athen i fjernsynet. Det kroatiske basketballteam Cibona fra Zagreb havde vundet over Real Madrid i en overlegen, knirkende dans med den noprede orange bold på parketgulvet. Moren lavede noget ved komfuret i køkkenet denne morgen. Måske kogte hun kaffe på bosnisk vis, uden filter. Først lod hun vandet koge i den tyrkiske kaffekande på en glødende kogeplade. Så hældte hun lidt af det kogende vand fra og ned i sin kaffekop. Derefter tog hun to teskefulde kaffe og kom dem ned i kaffekanden. Så rørte hun et par gange rundt i det varme vand og lod det koge op igen og skumme helt op til kaffekandens kant. Så tog hun den af kogepladen, lige før kaffen kogte over, og hun hældte det resterende vand fra koppen tilbage i kaffekanden. Man skal være hurtig, ellers koger det over. Det var spændingen i livet på Balkan den gang. Der var mange spændinger af den slags i det årti på Balkan, hvor der endnu ikke var mobiltelefon eller computer i huset. Og demokratiet stadigvæk ikke havde banket på døren. Tyrkisk kaffe hed bosnisk i Bosnien og græsk i Grækenland. Der var ikke så meget konflikt over det. Han sov i det rum, der var indrettet både som køkken og som hans sovekammer. Pludselig kunne han hu-
16
ske, mens han sad der på madrassen, hvordan hele hans krop for et par dage siden på dette samme sted var gået helt i stå. Det var sket, da han så, at huden på hans kærestes lår var nopret ligesom overfladen på en basketbold. Det kunne han se, når lyset faldt skråt på hendes hofter, mens hun lå nøgen på siden i det krøllede hvide sengetøj på sengen i køkkenet. Efter at de havde elsket. Kvinden lå der med det runde måneansigt og de mandelformede øjne med hovedet vendt lidt skråt opad, med den venstre kind støttet under og indrammet af en udstrakt håndflade i forlængelse af det bøjede håndled. Med albuen begravet i lagenet. Det vil sige, hun lå her i sengen, når hans mor ikke opholdt sig i lejligheden. Moren var nemlig tit hos sin kæreste, der boede ved et kursted i den kroatiske provins Zagorje. Manden var kommet tilbage fra Amerika. En oversøisk gæstearbejder med fasanfjer i sin kaffefarvede hat. Det havde Ivan det svært med. Fjer i hatten og appelsinhud på lårene. Han kiggede på sin mors skikkelse i køkkenet. Nu æltede hun kagedejen på køkkenbordet med ryggen til ham. Lige om lidt ville hun piske kagecreme i den store halvkugleformede kobberskål. Og hendes store slappe overarmsmuskel ville sprælle som en fisk, der gisper efter vejret. I radioen spillede de sidste års singlehit fra rockgruppen Den Elektriske Orgasme fra Beograd. Nummeret hed »Som trommen siger«. Hans kæreste, Dina, var gymnasielærer i tysk, havde de dejligste brune øjne, blankt, mørkt hår og en skrå page-
17
frisure, hvis venstre hårkantspids hele tiden gled ned ad kinden, så hun blev ved med at skubbe den om bag øret. Og nogle gange gled begge hårkantspidser ned ad kinderne skiftevis eller samtidig, så hun til sidst sad der med håret skubbet om bag begge ører og med et vinderblik med smil i. Ved sådanne lejligheder blev også den skrå rynke mellem hendes fine lige øjenbryn mere synlig midt på panden. Det skete, når hun diskuterede kunstneriske emner som udgivelsen af hendes oversættelser fra tysk til serbisk af Johann Sebastian Bachs breve, eller da hun lige havde læst Günter Grass’ seneste roman på tysk, hvis stil efter hendes mening var vidunderlig og mesterlig og emnet altomfattende episk. Dina havde en bedsteveninde, Mina, som virkede enormt provokerende på Ivan, en lille kvinde med et let furet ansigt og kortklippet hår. Hendes øjne var gemt bag grålige brilleglas, der var spændt fast i et tyndt, sølvfarvet metalstel, og hendes blik undveg altid Ivans. Hun syntes, at Ivan var for ung til, at hun kunne tage ham seriøst. Han var kun 21 år gammel og, ovenikøbet, syv år yngre end hendes veninde Dina. Efter Minas opfattelse var han blot en af Dinas kapricer, hendes trang til eventyr og legemliggørelsen af hendes ønske om at provokere provinsbyens smålige borgerskab med et seksuelt forhold til en yngre mand. Ivan syntes, at det var pudsigt, at de hed Dina og Mina, og at de var bedste veninder. Det mindede ham på en eller anden måde om Gøg og Gokke. I mange henseender var han blot en drengerøv. Dina
18
var den første kvinde i hans liv, som han havde kneppet så dejligt og grundigt. Og han knejsede med nakken, og hans irritation steg til uanede højder, hver gang han blot tænkte på Mina og hendes højrøstede knevren om dit og dat. En gang blev Ivan rasende på Mina, fordi hun højlydt havde draget hans begejstring for at tegne med blyant i tvivl. Han blev så rasende over hendes antydninger om hans umodenhed og overfladiskhed, at han gik hjem, låste sig inde i sin lejlighed en hel dag og med blyant meget nøjagtigt tegnede et stort, skrigende kvindehoved med munden på vid gab og et svulmende lem, som nærmede sig hovedet fra siden. Kvindehovedet havde kort hår og et furet ansigt. Han ville også gerne vise tegningen til Mina, da han var blevet færdig med den, men så syntes han alligevel, at ansigtet mindede alt for meget om hendes. Han var altså alt for nærtagende, og alt for usikker på sig selv, selv for sin alder, dengang i 1985. Mina var blot en spinkel og, for sine venner, også elskværdig kvinde, en selvbevidst biologilærer, gift med en mand med skæg og humor, der var næsten to gange så stor som hende. Både manden og humoren, som Minas mand så spøjst selv ville have udtrykt det her, hvis han stadigvæk havde været i live. Han var et meget blidt, kejtet og belæst menneske, karikaturtegner og billedredaktør på byens lokalavis. Og hun var en skrap kælling efter Ivans mening. Men de elskede hinanden højt, og det vidste Ivan intet om. Manden var serber, og Mina var kroat. Ligesom Ivans egne
19
forældre var de en etnisk blanding. Efter krigens udbrud på Balkan, syv år senere, flygtede Mina og hendes mand ud af byen med deres lille søn. Først til Zagreb og senere til USA. I USA fik de købt et hus i forstaden til Indianapolis i staten Indiana. Men så mistede de sønnen i et trafikuheld i 2002. Og et år senere døde de selv sammen med deres elskede hund Laika af røgforgiftning under en brand i elinstallationerne i deres hus. Og selvom de døde i USA, inden for et år, blev de alle tre, sønnen, moren og faren, begravet sammen og således forenet i en familiegrav i byen Karlovac i Kroatien. Så var de ad en stor omvej, langt om længe kommet tilbage til deres land. De var elsket af deres venner, som fortsat inderligt savnede dem, og som på ferierejser til hjemlandet opsøgte deres gravsted med blomster og minder. Men året var nu stadigvæk 1985, den samme dag, den samme morgen og den samme seng, som var slået ud i køkkenet. Og Ivan var den samme unge, umodne og uafklarede mand som altid. Mens han sad der på sengens kant, kunne han ud af øjenkrogen pludselig se, at en stor skygge gled forbi vinduet, ned mod jorden. Den lignede en enorm rovfugl, der dykkede efter en due eller en mus. Efter et par sekunder hørte han et lammende brag langt nede fra den tromlede jord under vinduet, i højhusets støvede baggård. Så skete der ikke mere. Gennem den åbne terrassedør trængte der af og til lyde af menneskestemmer fra pladsen nedenunder ind og ovenfra langtrukne
20
fugleskrig. Men de blev overdøvet af musikken fra radioen. Ivan kunne ikke rigtigt få sig til at kigge ud over vindueskarmen for at se, hvad der var sket. Det var, som om han ved et ganske usædvanligt sammentræf fik sig et minde, han ikke kunne slippe af med. Det havde noget at gøre med den skygge, der lige fløj forbi vinduet. Skyggen var også lydløs, ligesom mindet blev det. Han kom igen i tanke om den grønne skikkelse i fodenden af hans seng. Havde den ikke en rigtig lang snude? Var det i virkeligheden et hundehoved, han så denne morgen? Eller en ulv? En sjakal? Sådan en grimrian med menneskekrop og hundehoved, ligesom skulpturen af den egyptiske gud Anubis, som han med et strejf af undren og ærefrygt 10 år senere ville betragte på Ny Carlsberg Glyptotek i København fra nøjagtigt det samme sted, som digteren Thorkild Bjørnvig gjorde det 40 år tidligere. Det kunne han ikke vide noget om, der hvor han nu var, men den fandenivoldsk hundesmilende snydepels, den kunne man ikke lige komme uden om. Han kunne ikke bare slippe af med den hund. Den var ligesom en julegave, man ikke rigtig har ønsket sig, men alligevel får.