Indbydelse til vovehalsene
Indbydelse til vovehalsene er oversat fra tysk efter Einladung an die Waghalsigen © Dorothee Elmiger & Gladiator 2017 På dansk ved Selma Rosenfeldt-Olsen Omslagsillustration: Zven Balslev Omslag: Thomas Joakim Winther Bogen er sat med Minion og trykt hos Specialtrykkeriet Arco Printed in Denmark ISBN: 978-87-93128-66-8 Udgivelsen er støttet af: The Swiss Arts Council Pro Helvetia Statens Kunstfond
Hvad mig angår, var jeg ofte alene med bøgerne. Det kunne man ikke se på mig. Jeg stod op om morgenen og lavede kaffe, jeg stillede mig foran bøgerne, jeg betragtede dem, jeg drak kaffen og gik min vej. Senere kom jeg igen. Jeg vidste ingenting om bøgerne. Siden begyndelsen havde de stået i lejligheden over politistationen. Jeg vidste ikke, hvem der var kommet med dem, jeg vidste ikke, hvem de tilhørte nu, og hvem de senere skulle tilhøre. Jeg læste fag- og håndbøger. Videnskabelige skrifter om bjerg- og stålværksindustri, bøger om søfart, andet bind af Historiens grundrids – fra de borgerlige revolutioner til vor tid, en indføring i astronomien, Verdenshavene, to bind om Europas fugle og Alaska – Mexico (9148 Miles from Anchorage to Oaxaca). Ørknen lever, Winston Churchill, Planten, bind 1 og 2, The Beauty of America, Øer i Atlanterhavet, Angers sous l’occupation. Alpeflugt, med 191 luftfotos og et farvetryk af et maleri af F. Hass. Vidundere fra hele verden, bind 1, 5, 6 og 7.
7
Jeg læste ved køkkenbordet. Mens Fritzi vandrede gennem området, læste jeg. En aftale, vi aldrig havde indgået. Sommetider så jeg op fra køkkenbordet, og i samme øjeblik kom hun langsomt gående forbi langt ude, tværs over markerne. Selvom hun gik langsomt nåede hun en gang helt ned til St. Beinsen. Jeg orienterede mig efter minetårnene, sagde hun, efter hun var kommet tilbage. Jeg stablede bøgerne på køkkenbordet. Jeg researchede. På et tidspunkt opdagede jeg på et af de 191 luftfotos, Walter Mittelholzer havde taget i 1928, småbitte blomster, som jeg allerede kendte fra Planten bind 2. I sjette bind af Vidundere fra hele verden forklarede man mig flyvemaskiners konstruktion og funktion. Ørknen lever var forbløffende, og Walter Mittelholzer fløj 8. januar 1930 hen over Kilimanjaro. I bind 5 af Vidundere fra hele verden var der et kapitel om minedrift af Hanns Günther, der også havde skrevet Flyvemaskinebog for drenge. Deri: De store minetårne står over mineskakte, der fører lodret ned i jorden. Alt mindeværdigt fastholdt jeg, om aftenen aflagde jeg rapport. Fritzi lyttede og tilføjede det, der skulle tilføjes. Jeg kunne for eksempel sige: Joseph Conrad om lodserne i Nordsøen: Han nærede mistro til min ungdom, min virkelighedssans og mine evner som sømand, og så sagde Fritzi, at hun havde vandret i gråvejr, var nået op på et højdedrag og ikke havde følt nogen forbavselse. 8
Vi vidste meget lidt. Jeg vidste ikke, hvorfor jeg læste bøgerne. Fritzi vidste ikke, hvad der skulle siges. Om sommeren forstillede vi os i begyndelsen kun, hvordan der ville være om vinteren: Vi farer vild i bakkerne på grund af voldsomt snevejr! Dette lands omstændighed var usædvanlig, vores situation var enestående, i ingen af bøgerne fandt jeg noget tilsvarende. I verdensatlasset kunne jeg i det mindste sætte et blyantkryds ved kulminedistriktet og aflæse, hvilken tidszone, vi befandt os i. Jeg noterede længde- og breddegraderne. På samme måde med vores fødselsdage, Fritzi Ramona Stein 17. april, Margarete C. Stein 25. september, Heribert Stein 4. juli, Rosa Stein 5. januar. Jeg noterede titler på sange i listeform. Ilden når mig allerede til knæene Mod øst Her er intetsteds Return To Burn Vi vidste meget lidt. Det var konspiratoriske aftner, vi spiste hårdkogte æg og løgsalat. Syltede tomater, roer og selleri. Vi skrællede kartofler. Der var oprør i køkkenet. Først senere tog jeg en skrivemaskine fra stationen, tog den fra skrivebordet ved det bagerste vindue, tog den og bar den op ad trapperne, imens betjentene stod i indkørslen og røg cigaretter ved siden af deres biler. Politibetjent Schroeder – søn af borgmester Schroeder, skul9
le vi senere finde ud af – havde brugt den til at skrive politirapporter på. Ligesom enhver anden politibetjent i denne by bar Schroeder et Remington-repetergevær model 700 på ryggen, en gennemprøvet sag fra tresserne. Bang. Tja-tja-tjak. Pow. Tjak-tjak. I 1816, læste jeg, var den treogtyveårige Schmied Eliphalet Remington begyndt at fremstille haglbøsser og geværer. Nogle år senere blev der desuden igangsat en produktion af skrivemaskiner. Denne bys politi rådede over fire røde Remington-skrivemaskiner fra tresserne. At skrive var forbundet med betydeligt besvær, betjent Schroeders Remington stod tungt på køkkenbordet. Utallige forsøg blev gjort. Jeg skrev: Fritzi Ramona Stein og jeg, vi er den, byens ungdom, eneste døtre af en chefpolitiinspektør og en frafalden kvinde, der i vid udstrækning er os ukendt. Vores arv er en forladt egn. Her hersker stor ødelæggelse, som vi ikke kan komme til livs. Vi har altid været deres børn. Den er vores ungdom. Vi er formodentlig kommet for sent. Selvom man fortæller os, at det heller ikke var bedre førhen, og selvom chefpolitiinspektøren og hans betjente 10
ikke forstår sig på andet end at patruljere, citere paragrafferne halvhjertet og tjene den kronologiske lydighed, selvom mor for længst har fortrukket sig til det solitære, ville vi faktisk have været glade for at få overleveret nogle råd, en vejledning i fremtidig handling, en håndbog til arbejdet, revolutionen og havet. Hæv jeres små knytnæver som antenner mod himlen, kunne der have stået. Men det lykkedes at forhindre enhver forbindelse mellem forfædrene, eventuelle tidligere begivenheder og os, den tilstedeværende ungdom. Det hele er kun blevet delvist overleveret til os. Muligvis forvalter chefpolitiinspektøren i sin iver også historien, eller den ligger brak i hans hænder, det er min formodning. Meddelelser fra fortiden befinder sig i arkivskabe og kartotekskasser på politistationen. Som statistik, som logisk konklusion, som ufejlbarligt bevis. Forsøg på en kronik. Den skulle hjælpe os i denne elendighed. Jeg skrev: Forsøg at være lydig!, altså lydigt indordne begivenhederne under det princip, der almindeligvis bliver anerkendt som historie. Altså lydigt indordne begivenhederne under en kronologi, selvom kronologien selvfølgelig er ensbetydende med en dristig simplificering af tingene, og desuden en relativering og et principielt afkald på protest, på dannelsen af ikkefamiliære bånd og forbund. Af mulighedens uventede tilsynekomst i rummet. 11
Skrevet senere på skrivemaskinen: Om det moderne menneskes indstilling til sin fortid, om betydningen af egnens gamle vartegn, minetårne, skaktåbninger, jernbaneskinner, dynger af murbrokker. Om betydningen af de nyere og nyeste kendetegn: Revner i jorden, forløb, der ender i ingenting, fordybninger i jordoverfladen. Om Joseph Conrad, der engang sejlede et læs kul over verdenshavene og desuden anstillede overvejelser om ungdommen. Om forfatteren James Jopek, der var temmelig tynd og spædlemmet. Tyve år gammel skovlede han på et tidspunkt kul i tre uger, som praktikant formoder man, i en kulmine. Kort tid derefter stiftede han et forfatterkollektiv af unge historikere fra London, som skrev en bog om den britiske arbejderbevægelse. Om den argentinske digter Alfonsina Storni, der kastede sig i havet ved La Perla i oktober 1938. Egnen afføder kun skræk og rædsel! Den sluger harer, mus og fritter med hud og hår! Til sidst forsøgte jeg ganske enkelt at forklare mig. Det er fortællingen om en by, der er ved at forsvinde. Fordi der for nogle årtier siden udbrød noget så banalt som en brand, som stadig brænder i minegangene under jorden. 12
Herudover bliver der fortalt om de få huse, der er tilbage i det øde område og om deres beboere. Beskrivelsen af søstrene Steins liv. Hvor og i hvilken skikkelse de kommer ind i denne verden, hvad de ser i den, lærer, erfarer og står igennem. Ungdommen læser bøger og leder efter en flod. Ungdommen tænker på i fremtiden at mødes ved floden. De kan ikke huske tiden inden branden, men de forsøger alligevel. Rejser bliver foretaget. En hest støder til. Der er intet mystisk ved hele den historie, selvom den visse steder kan skabe forvirring og derfor godt kan forurolige frygtsomme sjæle, ligesom livet også ofte gør. Det kan desværre ikke forhindres. Fortællerne er Stein-døtrene, af hvilke Margarete Stein er mest draget mod at fortælle, mens Fritzi Stein derimod ofte er beskæftiget med forskning i felten.