H JÆ L P
H JÆ L P
Af samme forfatter: Vor tids helt, roman, 2013 Hvad mener du med vi, roman, 2015 Jalousi, roman, 2017
JAC O B S K YG G E B J E R G
H JÆ L P Vidnesbyrd fra den danske retsstat ET JUSTITSMORD
Roman Gladiator
HJÆLP Vidnesbyrd fra den danske retsstat ET JUSTITSMORD © Jacob Skyggebjerg & Gladiator 2018 Redigeret af Hans Otto Jørgensen og Jakob Sandvad Omslag: Thomas Joakim Winther Omslagsfoto: Fryd Frydendahl Sats: Jesper Frederik Emil Hansen/Klahr Bogen er sat med Minion Pro og trykt hos CPI books GmbH Printed in Germany 2018 ISBN 978-87-93658-00-4
Denne bog er produceret efter Gladiator-modellen. Modellen sikrer forfatteren 50 % af overskuddet, efter produktionsomkostningerne er dækket. Ligeledes sikrer modellen, at forfatteren kan få sine rettigheder til bogen tilbage efter 2 år, altså en reel ophævelse af bogens stavnsbånd.
Tak til Julius Bomholt og Esbjerg Kommune for at stille Digterhjemmet til rådighed. Tak til Statens Kunstfond for arbejdslegat.
Til alle implicerede. Tak.
Bundfaldet af menneskehedens mest sørgelige elendighed Valdemar Steenberg
Kære læser Forhåndenværende skrift er mange ting. En forsvarstale, et vidnesbyrd. I sin udformning er det først og fremmest en roman. Alt, hvad der skildres, er sandt, men kronologien er omgjort lidt for at kunne forme hele forløbet som et indtageligt værk. Dette har dog ingen egentlig betydning for fortællingen, jeg har bare rykket tingene lidt sammen om den mest interessante periode i de fem år, min dom løb. Jeg har udfærdiget og inkluderet en grafisk fremstilling, hvor man kan få overblik, bagerst i bogen. Fra den rigt udsmykkede journal, jeg har rekvireret fra hospitalsvæsenerne i de implicerede amter, bringer jeg indimellem citater, og de kan også være mange ting: De kan underbygge noget, der fortælles i rammen, eller de kan vise noget om måden, journalen føres på, og måden, folk fører sig ajour med journalen på. Der vil være grinagtige citater – jeg har skåret det ned til et par stykker – så man også kan få en fornemmelse af dette plan ved journalen, men også foruroligende citater: de små sten i maskineriet, der får folk i højere luftlag til at træffe beslutninger. Jeg skal ikke komme nærmere ind på, hvilke steder journalen direkte er endt med at lyve – eller i alt fald tale usandt – men her i indledningen nøjes med at give et praj om, at det ikke er ualmindeligt. For eksempel citerer jeg fra et notat, hvor det hedder, at jeg har været 9
fikseret, mens jeg var i Viborg, hvilket selve brødteksten gør opmærksom på ikke har fundet sted, og sådan kunne jeg blive ved. Pointen er, at det ikke er vigtigt, hvad der er sandt i journalen, for ingen ved det alligevel, kun journalen selv ved, hvad der er sandt – det, der står i journalen. Der er visse dokumenter, som det ikke har været muligt at få aktindsigt i. Sådan da. Efter nogle måneders kommunikeren, hvor jeg blev sendt i ring mellem en række instanser (Retten i Kolding, overlæge ved retspsykiatrisk afdeling i Risskov Trine A, Anklagemyndigheden ved Sydøstjyllands Politi, advokatkontoret i Vejle), som hver især var sikre på at dokumenterne befandt sig hos den næste instans i rækken, lykkedes det mig at få indsigt i et enkelt af de ønskede akter. Selve mentalerklæringen, som blev udfærdiget af Trine A i Århus, kunne jeg få lov at komme over til Horsens og kigge i. Det var alligevel lykkedes at finde den i arkivet. Jeg kunne altså ikke få dokumentet, der udelukkende vedrører mig selv og min sag, udleveret, men få det til gennemsyn under overvågning. Det takkede jeg ja til, og efter yderligere nogle uger indvilligede man endda i at sende dokumentet til København, så jeg kunne gennemse det på Politigården, den fra Olsen Banden. Grunden til, mentalerklæringen ville være interessant at have med i bogen er, at det er den, der danner grundlag for domfældelsen – for det at der dømmes, og for den dom, der idømmes. De ting, der står i lægens analyse af ens person, er de ting, der dømmes ud fra. Efter mit gennemsyn finder jeg det derfor værd at pege på, i hvor høj grad, mentaler10
klæringen bygger på, hvad vi må gå ud fra er misforståelser – ting, som ikke giver nogen mening. Der er fordrejninger og misforståelser, og den, der noterer, er trods alt et menneske, og mennesker er forskellige, de ser og hører og opfatter forskelligt, de lægger vægt på forskellige ting, noterer forskellige ting, forstår forskellige ting. Mennesket bag notatet er med i notatet, dets livshistorie, dets verdensopfattelse, alt det, der har formet det, er med i notatet, mennesket er ikke en maskine, der er masseproduceret og kører efter en bestemt og præcis programmering. Det skal man huske. For mig ser det ud til, på samme måde som med journalen, at det, der går galt, er at det, man fortæller til et menneske, for eksempel en læge eller andet plejepersonale – uagtet at det kun går fra en person til en anden – skal ud på en lang rejse, før det lander i journalen, mentalerklæringen, eller hvor det er på vej hen. Det, den ene person siger, går ind ad øret på den anden, gennem dennes hjerne, og videre ud gennem dennes hånd og bliver til en note på en blok – en håndskrevet, kortfattet opsummering af det, der er blevet fortalt. Herfra skal det fortalte gennem en proces, hvor det først får lov at ligge, mens personen gør sin samtale med det andet menneske færdig, eventuelt har personen nogle flere samtaler, andet, der skal gøres, andre begivenheder indtræffer, der går tid, og skal herefter atter omdannes fra note til fuldstændigt citat eller oplysning. På samme måde som noget, man siger til en journalist under et interview kan blive omdannet til noget andet inden det endelig står i artiklen. Den store forskel her er, at man i forhold til interviewet for det meste kan få lov at læse 11
igennem og forklare sig, hvis journalisten har misforstået. Sådan forholder det sig ikke i en situtation som den med mentalerklæringen. Her er det det, som lægen har (mis) forstået, der gælder, det er det, der ender med at blive dømt ud fra. Således hedder det blandt andet i den mentalerklæring, som jeg under opsyn af to juridiske medarbejdere på Politigården i København, fik lov at gennemlæse, at jeg, trods det at jeg på det tidspunkt, jeg var til samtale med Trine A i Risskov allerede var optaget på Danmarks Medieog Journalisthøjskole, har en drøm om at komme ind på skolen, men ikke tør søge ind, da jeg er bange for at dumpe til optagelsesprøven, og derfor ikke føler, jeg kan gøre noget ved det. Denne sørgelige frygtsomme tilstand, jeg på tidspunktet for samtalen åbenbart befinder mig i, skulle endvidere være udløst af en snak, jeg har haft med en veninde, som har sagt, at det er svært at komme ind på skolen, og dette har fået mig til at give op. Videre hedder det blandt andet at samtlige ansættelsesforhold, jeg har befundet mig under, har været foranstaltet af et vikarbureau, og således været af kortere varighed. To gange skulle jeg være blevet smidt ud af tiende klasse. Og en lang smøre om min opvækst hvor egentlige fakta er rørt sammen i et lignende tilfældigt miskmask, der ligesom ovenstående er en famlende og af ugidelig, ja uinteresseret hånd, nedfældet genfortælling af en virkelighed, som jeg rent faktisk har gennemlevet og kender. Præcis som journalen. Det forekommer mig at overlæge Trine A ikke har nogen som helst interesse i, hvad der står i den mentalerklæring, hun udfærdiger, mere er det interessant for hende at få bakset de ting, man fortæller 12
hende, sammen, så de passer på en persontype, hun kender – så de passer i en kasse, hun kan finde frem, og i den kasse kan det menneske, der nu er tale om, få lov at befinde sig derfra og i al evighed. Med disse ting in mente kan vi tilgå fortællingen også som en eksemplificering af kommunikationen mellem organisk væsen og maskine. Skriftet kan opfattes som et angreb på et i forvejen udskældt system, men det er ikke med den hensigt, det er skrevet. Man må ikke opfatte det som et angreb. Det er et forsvar. Mit ærinde er at berette den her bizarre historie en gang for alle. Jeg er træt af at fortælle den til folk, der sidder og siger til mig – om end venskabeligt – at det er løgn, det, jeg sidder og siger: Det er fandeme løgn, er det ikke? Det er en historie, der strækker sig over fem år, knap syv, hvis man tæller prologen med. Igen henviser jeg til den grafiske fremstilling. Her kan vi se, at den længste indlæggelse er på retspsykiatrisk i Viborg i 2010. Det er i løbet af den, jeg har valgt at lade fortællingen udspille sig, og således har jeg fiktionaliseret på den måde, at jeg har flyttet den, så vi oplever den som værende en slags afslutning på det hele. Jeg er klar over, at man som læser kunne få det indtryk, at jeg opfører mig som en idiot i forhold til dommen, men jeg forsikrer, at på det tidspunkt, da alle de her ting skete, kunne jeg ikke handle anderledes. Fra første gang, jeg 13
blev hentet af politiet, var det eneste, jeg kunne tænke på, at få en undskyldning for uretfærdigheden, og således blev hele forløbet med dommen altså kørt i den retning. På intet tidspunkt kunne nogen dog få sig selv til at sige undskyld, endsige anerkende det uretfærdige i systemets (fejl)slutninger. Jeg blev vred på dette system, og når jeg så endelig ikke var vred på det længere, begik det, som det vil blive beskrevet, på grund af den absurde stædighed, parterne, menneske og system, hver især stod fast på, nye fortræd og kom altså tilbage og bad mig om at hade det igen. Mennesket insisterer på menneskelig forståelse, systemet på systemforståelse. Det er det generelt umulige i kommunikation mellem organisk væsen og maskine. Det er de fem år med utrygheden, visheden om, at dommen i form af systemets maskine på et hvilket som helst tidspunkt vil vende nådesløs tilbage, de fem år med hjertet oppe i halsen, jeg vil berette om. Det afsindige cirkus, jeg har været igennem. Skriftet skal ikke ses som et indlæg i en debat om behandlingsdomme, jeg er klar over, at min historie er unik, og det er først og fremmest det, den er. Men den er også en generel fortælling om mennesket i samfundet. Mennesket over for samfundet. Igen: ikkekommunikationen. Om den rent menneskelige insisteren på at kommunikere i et rum, hvor al kommunikation er muteret.
14
For at berette min fortælling er jeg nødt til at berette om hospitalsvæsenet, som jeg har oplevet det. Det bliver altså også en reportage. Gennem fem år har jeg været tvunget til at være fluen på væggen og befinde mig i en position, hvor jeg gennem raske øjne har kunnet observere det psykiatriske behandlingssystem. Den baggrund, som denne historie er bygget på, er det nok kun mig, det har været forundt at opleve – men den giver på samme tid et billede af, hvordan nogle ting fungerer i systemet. I det psykiatriske behandlingssystem, i retssystemet og i det system, som samfundet er. Mennesket i samfundet, det vestlige samfund, minisamfundet på afdelingen i Viborg eller arbejdspladsens samfund.
PROLOG
27. januar 2007 Vejle. Min gamle HF-klasse har inviteret til galla. Jeg har sagt ja til at komme ned oppe fra Horsens, Martin insisterede. Han møder mig ved banegården med en flaske Bombay Sapphire. Lygtepælenes genspejlinger flyder rundt i det isblå glas, mens vi går ned mod havnen, festen bliver holdt hos en af pigerne fra klassen. Det er et halvt år siden, vi har set hinanden, vi griner ad anekdoter, hvad der er sket siden sidst. Jeg er flyttet til en skole i Horsens, kedede mig i Vejle, dårlige minder der, en overstået by for mig, flere venner i Horsens. Nogle timer senere er det tilbage mod midtbyen. Der er et lille torv, hvor der ligger flere barer, Crazy Daisy. Det er der, vi skal hen. Det er det, de har i Vejle. Det er der, man tager hen. Ginen er væk, folk er i humør, klassen er blevet rystet sammen på ny, der bliver grinet over at vi skal på Crazy Daisy. Men så længe de har fadøl, siger Fe’e. Han går forrest sammen med Malene og synger. De to fandt sammen på introturen og har dannet par siden, de er klassens par, vores årgangs par, Mister and Misses
17
Rosborg. Jeg går bagerst med Martin og Mads, der deler ud af en ramme dåseøl, han har hentet i Tyskland. Køen foran Daisy løber op langs muren. Der er altid fyldt med mennesker på det lille torv, når folk er i byen. Det er der, man tager hen i Vejle. Folk har skjorter på, der er folk fra en anden klasse, der også har holdt galla, jeg har også taget skjorte på for sjov. Det har mine gamle klassekammerater været vilde med, de er ikke vant til at se mig i skjorte, det skulle du gøre noget mere, har Malene sagt. Så vil dørmanden ikke have mig ind. Han siger, jeg ikke er gammel nok, han tager mit pas og truer med at konfiskere det. Jeg siger, jeg er enogtyve, det kan han jo se i passet. Han siger, de godt kan sigte mig for dokumentfalsk, og skubber mig ud af indgangen, hen ad torvet, han spørger, om jeg har problemer med at fatte det. Jeg siger, han er et værdiløst nul, han står i døren til et kædediskotek i en provinsby, siger jeg, han er intet og vil aldrig blive mere end intet. Han hidkalder sine kolleger, dørmændene fra barerne på torvet er et team, der kan gå ind og støtte hinanden. Jeg siger det samme til dem, jeg siger, de skal se på sig selv og overveje, om verden og de selv ikke var bedre tjent med, at de bare sprang i havnen. Jeg ser Martin og Mads stå og grine ad de ting, jeg siger; jeg siger, dørmændene trækker gennemsnitskvaliteten af den danske genpøl ned. De har efterhånden fået mig et stykke væk fra barerne, ind i en gyde ved torvet, de stiller sig der og holder øje med, at jeg trækker væk. Jeg tager et plastikkrus fra en transformerstation og kaster det på 18
tværs af gyden ind i væggen, vender mig om for at gå. Jeg hører en af dørmændene bag mig, han råber: Han har kastet flasken! Det er signalet, det er dét, drengene har ventet på – order to go – nu må de gå løs på mig. Jeg bliver grebet bagfra, løftet op. Jeg siger, jeg ikke har kastet nogen flaske – skal du kaste med flasker efter os, siger en af dem. Jeg bliver klasket op ad transformerstationen. Jeg mærker dørmanden presse sig op mod mig bagfra. Mine arme og ben bliver holdt, jeg kan intet, kun råbe. Jeg bliver lagt ned. En dørmand ovenpå. Mit øre mod fliserne. Jeg kan se fødderne på folk, der står på torvet. Jeg kan høre dørmændene, der råber til hinanden, politiet skal tilkaldes, kommer de, råber ham, der ligger over mig. Jeg får fremstønnet, at hans kone hader ham, hun hader den sex, hun er tvunget til at have med ham. Så er politiet der. Jeg bliver flået op og smidt op mod patruljevognen. Politibetjenten råber, han har mine arme i lås, jeg vrider mig og mærker smerten i leddene, den er underligt fjern, noget, jeg først vil kunne mærke i morgen, jeg mærker alkoholens bedøvelse. Jeg kan intet, kun råbe. Jeg vrider mig mere og kæmper for at komme fri. Mine tilsvininger af betjentene bliver mere desperate, jeg gentager de ting, jeg har sagt til dørmændene, jeg råber om deres koner og børn og familie. Min skjorte bliver flået op, jeg banker rundt med hovedet, de presser mig ned over køleren og giver mig håndjern på. Det er anden gang, jeg prøver det, jeg kender følelsen af det ubevægelige metal, den fuldkomne umyndiggørelse af hænderne. De får mig ind på 19
bagsædet, løfter mine ben og stopper mig ind. Den ene betjent kommer ind og lægger sig oven på mig, han presser mit hoved ned i sædet. Han siger, jeg skal sætte mig op. Han trækker mig op og banker mit hoved ind i ruden. Han skriger, at jeg skal holde kæft. Banker mit hoved ind i ruden igen. Så fatter jeg, det er alvor, det her er politiet, forstår jeg, jeg holder kæft. Men da betjentene har sat sig ind i bilen, og vi triller ud fra torvet, begynder jeg igen, jeg fortsætter med at fortælle de to betjente, hvor lidt de er værd. Jeg fortæller dem, at de er hæslige, at ingen nogensinde vil kunne elske dem. Jeg bliver trukket ud i benene, løftet op at stå. Den ene betjent får fat om halsen på mig, han strammer grebet, til jeg mærker min tale standse. Jeg kan ikke svine dem til længere. Jeg bliver kværket. Sådan bliver jeg slæbt ind og smidt på måtten i detentionen. Tårerne springer frem i øjnene på mig, jeg forsøger at sige, at de ikke må kvæle arrestanterne. Det kan du klage over i morgen, siger betjenten og lukker døren. 28. januar 2007 Døren åbner, jeg ligger på måtten i cellen, der er en betjent, der taler til mig. Stå nu bare op, siger han. Min hjerne føles spaltet. Jeg skal ind til afhøring. Døre, der åbner og lukker. Gangen med detentionsceller bliver til et lille kontorlandskab. En skranke, lyse reoler, en kvinde ved en computer. Jeg bliver ført ind mellem bordene, jeg bliver overdraget til en tynd mand i stribet sweater, der 20
leder mig ind på et mindre kontor. Jeg skal afgive forklaring. Manden spiller flink og smiler, griner også ad nogle af mine kommentarer. Men det med kvælningen vil han ikke tage med. Han er kun interesseret i de ting, der passer på betjentenes rapport. Da jeg nævner, at de slog mit hoved ind i bilruden, holder han op med at skrive. Han folder hænderne på bordet foran sig og spørger, om der var mere, jeg gerne ville have med. Jeg gentager det med kvælningen. Manden bliver siddende og stiller det samme spørgsmål igen. Jeg siger, han skal skrive det med kvælningen ind, jeg mærker afmagt, desperationen bobler op i mig, jeg siger, han skal skrive, at betjentene har banket mit hoved ind i bilruden. Manden siger, vi vist ikke kommer nogen vegne. Han spørger, om vi skal sige, at det er det. Jeg siger, jeg forlanger, han skriver de ting ind i min forklaring, jeg fortæller ham. Så kommer en af betjentene inde fra kontorlandskabet, han siger: Er du færdig? Jeg siger, det ikke kan passe i et land som Danmark, siger jeg. Betjenten siger, de godt kan smide mig ind i detentionen igen, hvis jeg ikke er færdig. Ude ved skranken siger jeg, jeg gerne vil klage. Kvinden kigger op fra sin computer. En anden betjent kommer farende nede fra et af bordene: Pis så af med dig! Dagen efter ringer jeg til politiet i Vejle. Jeg forklarer dem igen om kvælningen og det, at man bankede mit hoved ind i bilruden. En kvinde fortæller mig, at jeg skal skaffe en skadestueerklæring, hvis jeg vil klage. Jeg tager op på skadestuen i Horsens og får den lavet. De siger, at jeg nok har en mild hjernerystelse. Så tager jeg toget til 21
Vejle, går ned på politistationen og afleverer den. Der er to mand bag skranken. Den ene tager imod erklæringen og spørger, om jeg nu også har været på skadestuen. Den anden ruller med øjnene og griner. Ukendt dato Man fremsender et brev til mig, hvor man oplyser, at der er berammet retsmøde i Kolding en dag i august 2007. Man oplyser endvidere, at jeg er blevet beskikket en forsvarer ved navn Trolle, og man opfordrer mig til at tage kontakt til denne forsvarer. Det er en større advokatvirksomhed, en stor grå bygning lige rundt om hjørnet fra politistationen i Vejle. Deres logo på muren, mange meter oppe. Jeg møder sekretæren, hun trykker på en knap, og advokaten kommer ud. Hvidt hår, rød jakke i samme farve som logoet på muren. Han giver mig hånden og viser mig ind. Det er en meget formel sag, sådan nogle, han har tyve af kørende ad gangen. Vi snakker om, hvad der er sket, hvad der står i anklageskriftet. Her får jeg lov at forklare mig, advokaten er helt på min side, forstående, hovedrystende. Han stopper mig, da jeg når til skadestueerklæringen. Den har han ikke hørt noget om. Han bladrer i sine papirer, måske er der noget, han har overset. Jeg mærker vreden buldre op i mig. Betjentene har smidt den direkte i skraldespanden. Der står jo heller ikke noget i hverken rapporten eller i min forklaring om deres voldsomhed. Advokaten siger, at skadestueerklæringen er vigtig, jeg skal fremskaffe den. 22
Ellers vil det være mit ord mod deres, siger han, og det vil med andre ord sige, at mit ord er ligegyldigt. Politiet vil altid få ret, siger han, han siger, det ser ud til, at der er noget i denne sag, de prøver på at dække over. Jeg siger, at det jo er, hvad man kan forvente sig af dem. Advokaten ser uforstående på mig. Det er ikke, hvad han forventer sig af dem, de er hans samarbejdspartnere, de kommunikerer, når der er brug for en beskikket forsvarer, så træder han til, og så kommunikerer de på det formelle juridiske sprog, hvor det eneste, man forholder sig til, er loven og lovens traditioner. For advokaten er en retssag som et spil skak, forsvarer og anklager giver hinanden hånden bagefter, siger tak og drikker en danskvand sammen, taler måske lidt om, hvorfor sagen fik det udfald, den fik. Der er tændt et lys i advokatens øjne, skadestueerklæringen gør denne kedelige bagatelsag lidt mere interessant. Ikke for det at man kunne tro, at han kunne have lyst til at vinde over sine samarbejdspartnere i sagen, men sådan en detalje vil i hvert fald kunne trække retsmødet lidt ud, skæppe lidt i kassen. Advokaten tager 1.500 i timen for sit arbejde. Jeg tager igen op til skadestuen i Horsens og beder om at få en ny kopi af erklæringen. De spørger, og jeg forklarer, at den er forsvundet. Men var det ikke politiet, der skulle have den? Jo, og de fik den, men den er blevet væk for dem. Jeg får en ny og tager til Vejle og afleverer den på politistationen. Viser dem brevet med sagsnummeret. Det er kvinden, der tager imod, hun forstår ikke, hvad den skadestueerklæring skulle forestille at handle om. 23
Der står jo ikke noget i min forklaring. Jeg fortæller hende om anholdelsen, men hun siger, at det ikke er hendes bord, jeg må gemme det til retssagen. Men hun skal nok lægge skadestueerklæringen i sagspapirerne. Nogle dage senere ringer advokaten og siger, at han har modtaget skadestueerklæringen. Og det ser jo fint ud, siger han, nu står vi langt bedre. Endnu nogle dage senere modtager jeg et brev om, at retssagen er udsat på ubestemt tid. Ukendt dato Månederne går, der går mere end et år. Jeg går til mine eksaminer, får hue på og bilder mig ind, at retssagen er droppet. Jeg er indimellem en smule harm over, at man, så snart der går en smule knas i maskineriet, vælger at afblæse. At når sagen kan risikere at falde negativt ud for systemet, bliver der ingen sag. At det overhovedet ikke handler om retfærdighed, om at opretholde en balance, der stemmer overens med den logik, vores samfund er skruet sammen efter. Med lov skal land bygges. Jeg flytter til Aarhus og går til optagelsesprøve på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og kommer ind. Brevet er tykt, og man siger tillykke. Jeg skal starte den 2. februar 2009. Så kommer der et andet brev. En tynd kuvert uden afsender. Det er fra Retten i Kolding. Der er berammet et nyt retsmøde. 23. december 2008. Knap to år efter hændelsen på torvet i Vejle. Min advokat er informeret, står der. Jeg skal tale med ham, så vi kan indkalde vidner. 24
9. april 2008 Da Naja hører om retssagen, foreslår hun, jeg skal prøve at få lavet en mentalerklæring. Så kan jeg få en behandlingsdom i stedet for fængsel. Det har hendes kæreste fået, så skal han bare dukke op til et møde en gang imellem. Jeg følger hendes råd, jeg kontakter myndighederne. Jeg fortæller dem, jeg i 2006 var indlagt på ungdsoms psykiatrisk i Kolding som følge af længere tids overdosering med hostepiller, Dexofan. Så bliver det sat i stand. En samtale med ledende overlæge ved Retspsykiatrisk Afdeling på Risskov Trine A. Det er nogle måneder inden retssagen. Jeg møder op på et kontor, ikke noget lille kontor, det er et kontor beregnet på både arbejde og samtaler, samtaler som en del af arbejdet. Jeg bliver bedt om at tage plads ved et stort rundt bord. Der står servietter i en lille hvid boks, klar til at tage, hvis man skal græde. Der er plakater på vægge og opslagstavler om sorg og hjælp mod sorg og hjælp til at komme videre. Man er omringet af dem. Et stort skrive bord, hvor Trine A sidder og ser ud til at være generet af noget på computeren. Jeg læner mig tilbage i den lilla kommunalstol, lægger hænderne bag nakken. Gennem vinduet ses nabobygningen, også et plan med kontorer. Det er en varm dag tidligt på foråret. Jeg har taget bussen derud inde fra lejligheden i midtbyen, jeg er i hopla, jeg har ikke været der før, og det begejstrer med nye steder, nye mennesker. Jeg studerer kontoret, jeg studerer en plakat med en grædende rødhåret pige: Hvad sker der, når mor skal i fængsel? 25
– Nå, skal vi se på det? Trine A ruller hen til bordet på sin kontorstol. Jeg lægger håndfladerne på bordpladen. Jeg er næsten for meget i hopla. Det er vejret. Alt for meget energi, alt for mange ideer. Jeg må tage overlægen seriøst. Hun sidder i hvert fald ikke og bobler over. Det skal jeg tage seriøst. Efter samtalen er det at vente. Nogle uger senere kommer svaret: Jeg er bestået. Hvis jeg dømmes i retten, bliver det dom til behandling. Jeg ringer til Naja og fortæller det. At det lykkedes at overbevise lægen. Jeg fortæller hende, hvordan mødet forløb, at jeg startede stille ud med at fortælle om selve sagen, en kold januarfredag i Vejle, dørmændene, politiet. Jeg fortæller, hvordan jeg mere og mere malerisk beskrev mit syn på politibetjentene, hvor jeg afskyede dem, hvor meget jeg mente, at det var dem, der burde straffes, hvor vred jeg var over, at jeg vidste, at de ikke ville blive det. Jeg fortæller, at jeg spillede rollen som psykopat. 23. december 2008 Jeg er sikker i min sag. Med dét, jeg har på betjentene, vil det være dem, der ender med en dom. Jeg har faktisk glædet mig. Til endelig at få sandheden frem i lyset og behandlet. Jeg har indkaldt Mads og Martin som vidner, vi kører derned i Martins mors bil. Jeg møder advokaten i retsbygningens forhal, han sidder på en stol og kigger i papirerne. Igen den røde jakke, han kommer hen og giver mig hånden. Vi har fået et lokale stillet til rådighed, hvor 26
vi kan drøfte vores taktik inden retsmødet. Han siger, jeg ikke må sige, jeg var beruset. Det vil ikke gavne min sag, siger han. Så går vi ind. Det er et ganske almindeligt lokale, indrettet efter retssalens principper: anklager i den ene side, forsvarer og anklaget i den anden, til højre for forsvarer og anklaget stole til tilskuere og vidner, til venstre en tredelt skranke med dommeren ophøjet i midten og en domsmand ved hver side, i midten af rummet et bord, hvor den vidnende sidder. Først er det betjent Severin S, som jeg er tiltalt for at have nikket en skalle. Han er en høj og bred mand med ødelagt hud i ansigtet, skægstubbe, han ligner en, der har været på druk i går. Det er vel heller ikke usandsynligt, han har fået fri i dag til at tage til Kolding og vidne i sin sag med fuld hyre. Han lader til at have travlt med at komme videre, slynger ordene ud, at han faktisk ikke kan huske den aften, ud over at han kan huske, jeg nikkede ham en skalle. Han skænker mig ikke et blik. Dommeren siger tak, og Severin griner og forsvinder ud ad døren. Så er det den anden betjent, Tommy S, som jeg er anklaget for at have sparket i maven. Man ser for sig en scene fra en actionfilm, hvor helten ordner en hær af banditter, ubevæbnet, sparker to af dem på en gang, nikker skaller til en hel cirkel af angribere, de falder bagover med deres maskinpistoler. Tommy S tager plads i vidneskranken. Han er mere spinkel end Severin, måske lidt højere, han er meget nervøs. Man ser hans fødder køre rundt under bordet, de flytter sig hele tiden, hans ansigt er svedigt, han hopper frem og tilbage i sin forklaring, heller 27
ikke han kan rigtig huske den aften, ud over at han blev sparket i maven. Da det er fortalt, lader dommeren ham slippe. Han glider ned fra stolen og nikker og ser hurtigt på mig med sine opspilede øjne, inden han er væk. Dørmanden kommer ind og tager plads ved bordet i midten. Han præsenterer sig som Lars D. Han fortæller, han kan huske, jeg var meget ubehagelig, og så er også han på vej tilbage til Vejle. Mads’ forklaring stemmer bedre overens med min. Sidste vidne er Martin. Han kan heller ikke huske noget. Han fortæller, at vi havde været til fest med klassen, det er kun det inden anholdelsen, han fortæller. Han fortæller, at han ikke rigtig forstod, hvad der foregik, kun at dørmanden ikke ville lukke mig ind. Jeg forklarer: Jeg har en ide om, hvad det vil sige at nikke en skalle, noget med at banke sin pande ind i hovedet på en anden, men jeg har aldrig prøvet det, jeg prøver altid at beskytte mit hoved, det har jeg altid gjort, de gange, jeg har slået mit hoved ved overfald eller cykelstyrt, har det bragt mig i den ulykkeligste tilstand, jeg siger, jeg altid har været bevidst om, at mit hoved var det bedste, jeg havde. Med hensyn til at sparke Tommy S i maven må det skyldes, at jeg under anholdelsen har forsøgt at komme fri, og mine bens bevægelser har derfor, hvis man virkelig vil det, kunnet tolkes som forsøg på at sparke betjenten. Men videre forklarer jeg: Det er nok snarere betjentenes forsøg på at få mig til at fremstå værre end dem i denne sag, det er nok på grund af den skadestueerklæring, der foreligger, som fortæller om deres voldshandlinger, at de har valgt at smøre så tykt på. Som om det ikke var 28
nok at kalde en betjent for et pædofilt nazisvin, siger jeg. Så bliver der stille i lokalet. Jeg ser over mod min advokat, han bladrer i papirerne, ser op og nikker til mig. Dommeren er en stenstøtte, domsmændene skæver op til hende. Hun ser ud, som om hun mener, jeg gør mig forestillinger, hvorfor skal jeg spilde hendes tid med mine hallucinationer? Min advokat vil sige noget, men han får ikke lov. Dommeren siger, hun ikke aner, hvad jeg taler om. Denne retssag handler ikke om betjentenes behandling af mig, den handler om mit angreb på betjentene. Retsmødet bliver hævet. Dommeren og domsmændene går ud ad en dør i siden for at votere. Jeg forlader lokalet med advokaten, vi står uden for døren og taler lidt om, hvordan det gik. Det er mest ham, der taler, han øser af sin erfaring, det her var godt, det her var skidt. Men det var i hvert fald godt, jeg ikke sagde noget om, at jeg var beruset. Han synes upåvirket af, at skadestueerklæringen ikke kom op. At hele den side af sagen, hele min side af sagen, blev ignoreret.