Skip to main content

Texas Longhorn no. 8 Hilda Hilst

Page 1

d e n u a n s t æ n d i ge m a d a m D T E KS T: H I L DA H I L S T OV E R S AT A F L E A N P E J T E R S E N FOTO : L I N E B R O C H O R ST A N D E R S E N

hør nu her, Hillé, her i landsbyen, hører du efter Madam D? ja så hør lige her, her, i landsbyen spørger de efter dig hver dag, de ser mig hente mælk, kød, og blomsterne som jeg henter til dig, de vil gerne vide, hvorfor skodderne altid er lukkede, jeg forsøger at forklare, Madam D er lidt besværlig, men gør nu en dyd ud af at veksle et par ord med dem en gang imellem, hører du mig, Hillé? Jeg er dødtræt af al den hvisken, af hoveddøre, der står på klem, når jeg går op ad vejen her, dødtræt, hører du mig? Jeg elsker dig, Hillé, hører du efter? ja så hør her, din tillukkethed har meget med kroppen at gøre, man har brug for at kneppe, hører du efter, Hillé? Jeg elsker dig, hører du mig? plejede vi ikke at kneppe, Madam D, vi plejede at kneppe før du udvalgte dig det her forbandede aflukke under trappen? ja og du kunne lide det. Jeg husker aftener, hvor du lavede kaffe, den hvide morgenkåbe, du smøg dig i bagefter, dine bryster var synlige, dine bryster hang ikke, og hvad har du gang i nu, hva? Hør her, Ma-

dam D, jeg går ned ad trappen nu, stille og roligt, kan du høre mine fodtrin? ja okay så, jeg kommer ned, hør her, jeg kan sagtens kneppe i det tåbelige aflukke lad være med at komme, Ehud, jeg kan lave kaffe, og den hvide morgenkåbe er her, og mine bryster hænger ikke, hvilket næsten er skræmmende, men kom ikke, Ehud, jeg kan ikke skille mig af med noget, jeg ved ikke, jeg ved ikke, hvad er en krop og hænder, en mund, et køn, jeg ved ingenting om dig, Ehud, udover at du i dette øjeblik sidder på et trappetrin og siger ord til mig, jeg har aldrig vidst noget som helst, sådan er det, jeg vidste aldrig noget. du vidste ikke noget som helst, og alligevel gik du i seng med mig ja altid stillede du spørgsmål, men du gik i seng med mig ja hvilket betyder, at vi aldrig kommer til at knalde igen? jeg ved det ikke han går tilbage op ad trapperne, til soveværelset, han er meget rank, tynd, langlemmet, hans stride 10


øjenbryn, han klør sig på det blege kindben med pegefingeren, præcis samme bevægelse, som da han var barn, der er et rødligt mærke på dette lille sted, hans kind er bleg og mærket, en skramme. Ar. En kat. Og hvad betyder det for Ehud ikke længere at være? Hvad betyder det at være død? Mærket, den lillebitte skramme på den blege kind, den glød, har den flyttet sig til et andet ansigt? For at ophøre med at være. Hvis Ehud én gang fandtes, findes han endnu, hvis han aldrig fandtes, ER DET FOR EVIGT UMULIGT FOR HAM AT FINDES, men før han var Ehud, var han ikke, og han ville således have fandtes, uden at være? Timerne. Ekstase. Tørhed. Jeg brændte udenpå, jeg lappede luften i mig, farver, nuancer, og jeg holdt op med at trække vejret i mødet med bestemte okkerfarver, udvalgte blades årer, nogle små brune nogen, nogle fjer som dalede ned fra taget, hvidgrå, grå som sten, skinnende sølvgrå, og jeg, der har set, jeg, der har været, hvad jeg var, er jeg det her nu? Hvordan kan jeg have været Hillé, vidtstrakt, og med fingrene boret ned i verdens materie, hvordan kan jeg, der har været, have mistet hende, der var, og i dag været blevet hende, jeg er? Hvem navngiver verden for mig? At være her på Jor11

den, at Jorden findes, at blive født, at dechifrere sig selv og lære de andres korrekte sprog, at have det godt jeg har det ikke godt, Ehud ingen har det godt, vi er alle døende før var der illusioner, var der ikke? Vi tog bolig i illusionerne. Ehud, og hvis jeg syede masker af silke, efter mål, elegante, hvis, for eksempel, jeg var fredfyldt, ville jeg gå udenfor med den fredfyldte maske, let, et halvt smil, mange små penselstrøg, alle de fredfyldte mennesker ville bære den samme slags maske, hadets masker, utilgængelighedens masker, sørgemasker, uenighedsmasker, der ville ikke være nogen mening med at spørge, hvordan går det, fint, fint, etc., det hele ville være skrevet ind i ansigtet. Jeg forliger mig ikke med folk, med verden, solen derude er ikke lavet af guld, jeg søger en vandring uden ende, og jeg leder efter dig, jeg kaster op, Grise-dreng, fra begyndelsen galoperer jeg bøffel pukkelokse giraf, pludselig styrter jeg, synker gispende i græsset, jeg er et stort dyr, fugtigt, gennemsigtigt, jeg bliver ved med at lede efter dig, nu artikulerer jeg ingenting, men jeg er heller ikke stum, nogle brøl, nogle vilde kraftfulde brøl lyder fra min strube, nu som bøffel dykker jeg, noget mørke.


Madam D, den levende mening med livet er, at tøjle hjertet. Lav mig en kop kaffe. Og i mørket frygter jeg-bøffel ikke, jeg er min egen herre, jeg aner ikke, hvad mørke er, men jeg tilpasser mig, vandet stryger mine flanker, jeg glider ind i mig selv, det fortryllende ved en mule under vand, jeg lægger ikke mærke til dig, jeg spjætter med mine fire ben, jeg er herre over min egen krop, min store, hårde krop, kender jeg-bøffel døden? Forsøger jeg-bøffel at opsnuse uendeligheden? at tøjle hjertet, var det dét, du sagde? jeg bad dig også om en kop kaffe en dag blev jeg fortalt: Vi er ikke interesseret i dine metafysiske besættelser, Madam D, lad os tale om mennesket her og nu. Hvor intelligente er ikke disse personer, hvor moderne, den store forventningsfulde røv i sædet foran lydfilmene, knitrende friske nyheder, beskidte nyheder, to eller tre moderne typer styrer verden, guld flyder ind gennem lugtsanerede huller, en pulserende, moderne ordsalat, sikken adspredthed, benene over kors så oh så afslappet foran videoen, sjælen shhhh! døden shhhh! Lad os tale om her og nu.

taler du med dig selv nu, Madam D? Ved du hvad, Hillé, du bliver nødt til at se nogle mennesker, du bliver nødt at kneppe med mig, og hvad med at gøre lidt ud af dit udseende, den anden dag så jeg en lang nederdel, ligesom dem du går med, men henrivende, røde kanter, stoffet lilla og smørgult, jeg gik ind i forretningen, jeg ville købe den til dig, den vil i sandhed klæde din kone, sagde ekspedienten, er hun tyk? tynd? Jeg sagde, sådan hverken meget tyk eller meget tynd, hun er blond, hun har fregner, jeg kunne ikke få mig selv til at nævne faste bryster, men jeg sagde, hun har en dejlig barm, åh, det sagde jeg, en helt og holdent overflødig bemærkning, når vi taler om en nederdel, men det sagde jeg, i så tilfælde Hr., hvis hun er blond, vil hun se yndig ud i denne sammensætning af farver, jeg var lige ved at købe den, da jeg lagde mærke til flere små slidmærker, jeg rørte ved stoffet, det var, som om den var blevet bleget af solen i udstillingsvinduet, den havde noget udtjent over sig, som om nederdelen allerede var blevet gået med, så derfor opgav jeg, men der må findes andre, hvad siger du, ville du ikke gerne have én? Når jeg er pukkelokse bevæger jeg mig også i flok, 12


jeg er et trist syn, jeg mener, dine øjne ville ikke lyse op, hvis du så mig, jeg går omkring med hovedet mod jorden, altid optaget af at snuse mig vej til noget græs, hvis jeg løfter hovedet ligner jeg én, der ikke ser, jeg leder som én, der ikke leder, jeg løber, når de andre løber, ved lyden af mennesket, hopsasa, hopsasa, hvor rå og gruset er ikke menneskets stemme, sikken lugt, lugten af menneske, som giraf ser jeg alting højt oppefra, jeg knæler, lægger mig til rette, opfyldt af træthed, jeg krymper under trappen, sammenfoldet, som Giraf leder jeg efter dig tættere på, lidt slikkeri, er det tænkeligt for denne Hillé at være bøffel pukkelokse giraf, tænkeligt for nogen at være mange og samtidig ingenting, at se på verden, som en der ser det nye, det våde bræk, det koagulerede, og i dette syn stadig have øjne som er tågede, uforudsigelige, uigennemsigtige madam D, madam D, se her, to små boller til dig, jeg har selv bagt dem, det er mig, din nabo, husker du? Hør, madam D, du kan ikke bare låse dig inde på den her måde, døden er noget uhåndgribeligt noget, ikke, han ville blive ked af det, Hr. Ehud, hvis han så dig sådan her, han er ganske sikkert død, døden tager 13

os alle, alligevel kunne du godt samarbejde en smule med dine naboer her, kunne du ikke? Alle de grimasser, du laver, når du åbner et vindue, det skræmmer mine unger, åh åh! Madam D, hold op med det, det er en skamløs kvindes opførsel, ah! Hvad nu, madonna, viser du dine kønsdele frem nu, hey Antonia, hey Tunico, det eneste jeg gjorde var at bage lidt brød til hende, og se nu, hvordan hun gør sig til, hun er helt nøgen, oh Hellige Jomfru! Hun har en skrue løs, hun skulle udleveres til politiet, den kvinde hvem sendte dig, Luzia, ind i denne kvindes hus, hva, hvem sendte dig? Hvis hun smider alt tøjet her, så er hun dog i sit eget hjem, hjem med dig, kvinde, glem brødet, kan du ikke se djævlen har fået tag i hende her? So, ekshibitionistiske kælling, det er altid noget, at hun kun viser sine kønsdele frem i sin egen faldefærdige hytte det passer ikke, og den kæmpestore maske, hun udstiller i vinduet, hvem har ret til at skræmme verden på den måde? hehe, Luzia, din bagdel skræmmer også folk og dine røvballer, også din kusse din stinkende tandløse mund


jøsses, naboerne har mistet forstanden se på nonnen, der går forbi se lægen med sin dame se lægens dames store røv I landsbyens øjne, disse praktisk talt sammenføjede huse, midt blandt alle disse mennesker er jeg som en kæmpemæssig grånende so, for så mange, jeg har kendt, er jeg en lille rød so og spørgende lusker jeg rundt mellem bordene og i krogene, graver i kød og knogler i et forsøg på at nå det møre, det begravede, dit gnistrende hvide skelet, for min mor var jeg aldrig andet end et spørgsmål, hovmod, paradoks, mens Hillé i sin fars øjne altid var hemmeligheden, lydhørhed, en konkylie, hvad er lidenskab? hvad er skygge? jeg udspørger dig, og jeg tilbyder selv svaret: Lidenskab, Hillé, er pulsåren, der sprøjter vellystigt, og illusion, det er munden, der udsiger verden, en betændelse i dit yderste lag af følelser, dit liv indhyllet i skarlagen, lidenskab er den åbning i dit bryst, det er også din ørken. Og skygge, Hillé, er vores skridt, vores håbløse opstigning. Og for Ehud vil Hillé aldrig have været andet end ét bogstav, D, det første bogstav i Derrelição, en blød kurve der knuger en lodret stang, stangens vertikalitet til stadighed undertrykt, en låge, en haspe, en rusten hængelås. Tekster, ord, og pludselig blokerer Grise-drengens hånd min mund, fylder den med jord, strå, småsten.

Jeg kvæles i denne afgrund, jeg voksede op søgende, jeg betragtede dyrenes øjne, de stirrede på solen, den gamle trappes trin, jeg stirrede, lænede mig op ad muren, mit øje i det øje, og jeg så spørgsmål flyde rundt i det der stive vand; andre, for længst døde, som bundfald i det øje, og jeg trådte ind i hestens krop, grisens, hvalpens, jeg lagde mit ansigt i hænderne og græd. hvad er der galt, Hillé? dyrenes øjne, mor hvad er der galt med dyrenes øjne? dyrenes øjne er et dødt spørgsmål Og senere så jeg mændenes øjne, raseri og pragt, og tusind livløse spørgsmål og duer, der kredser om et hulrum, og jeg så en lang tunnel tapetseret med øjne og vinger, jeg gik gennem mændenes øjne, et brøl fuld af rædsel og blodige kløer, der lukker sig om guld, atlasser over ingenting, kolde, isnende, en malstrøm af menneskekroppe, læberne tørre, ribbenene tydelige, og rundt om malstrømmen mænd med høje hatte og dekorerede frakkeskøder, fra deres hårde brystkasser lød ord, Løgn, Bedrag, Død, Hykleri, jeg så Grise-Drengen gyse af glæde ved synet af Det Hele, hans bløde små hænder rystede i det fedtede halvmørke, han rakte sine barnefingre så langt op, han kunne, hvem leder han efter? Sin tvillingebror, fastfrosset, øjnene blinde, hovedet hængende,

14


hagen mod brystet, kroppen en perlehvid udvækst. Jeg er kommet, Madam D, på landsbyens opfordring, for at høre din bekendelse og give dig nadveren, vil du ikke gerne det? mit navn er hvor kommer Ondskaben fra, fader? Misterium iniquitatis, Madam D, vi har kæmpet med det spørgsmål i tusindvis af år, godt og ondt, de lever sammen, ondskabens krop er adskilt fra det guddommelige hvem skabte Ondskabens krop? Madam D, ondskaben blev ikke skabt, den skabte sig selv, den brænder som glødende jern, og når den vil køles ned, fryser den til is, sne, det onde har mange masker, og nu vi taler om masker, vil du ikke være sød at skille dig af med dine og lade freden sænke sig over landsbyen igen? og hvordan er Ondskabens krop? den er lavet af mørke og guld jeg har kun billige ting, brune fisk, tørrede frugter, lærredssække, rust, dyremøg og mit eget ler: kødet. hvorfor er dine skodder altid lukkede? og hvorfor skulle jeg åbne dem? og hvorfor skal du altid åbne dem med sådan en voldsomhed og skræmme folk og skrige? det er kroppen, der skriger, de her triste hulrum hvorfor nærer du ikke velvilligt din krop ved at tage imod andres venlighed?

15

fordi kroppen er død og sjælen? sjælen er Jordens gæst, den søger og ser dig i øjnene nu, og den ser dig, så fuld af spørgsmål jeg er en mand som en hvilken som helst anden, Madam D så skrid med dig, ud, af sted du mand som en hvilken som helst anden


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Texas Longhorn no. 8 Hilda Hilst by Forlaget Gladiator - Issuu