Efterord: Helvede opløser sig, Jens August Schade

EFTERORD

I 1953, da “Helvede opløser sig” udkom, levede dens forfatter, Jens August Schade, sammen med billedkunstneren Inga Lyngbye. De to havde ingen fast bopæl, i hvert fald ikke en med plads til to, men flyttede rundt, hvor der var plads hos venner og bekendte, eller byttede sig måske til en uge i sommerhus for et par malerier. En længere periode boede de på Bornholm. Ellers færdedes de i det københavnske minefelt, sad nætter igennem på Nick, Laurits Betjent eller Vingaarden. Folk kom langvejsfra for at se bohemerne og lytte til dem. Deres tunger blev løsnet med rødvin, snapse og bajere. De skulle ikke bare underholde, men også være åndelige vejvisere. De spiste på Folkekøkkenet eller universitetets frokoststue, der blev kaldt “Kannibalen”.

De var evighedsstudenter. De studerede evigheden: I universitetets frokoststue Her sidder jeg og Josefsen med lange hår, mens gadelygter rundt i verden tændes. – Her svinder tid og rum som kaffen i en kop, mens livets aftenblade langsomt vendes.

59

Livets aftenblade! De skriver om bohemen, om borgerskabets klovn, om den sorgløse drømmer, der ikke lader sig gå på af arbejdsløshed og besættelse, men svævende over det hele fra åndens svimlende højder og rusens tinder ser ned på kontordamen, ned på arbejderen, ned på alle dem, der lever deres almindelige liv i det almindelige samfund. Eller gør han? Er det ikke en komedie? Er det måske en tragedie? Han gemmer sig midt på dagen i biografens halvmørke sammen med sin muse: I biografen Vi er to forbrydere, som elsker at gå i biografen, mens tusinder arbejder med gas og syltetøj og snurrige ting, skatteopkrævninger og lignende, vi føler os som gangstere og konger på éngang, som vi dér slår verdensreglerne i stykker og sidder og puster hinanden i øret og gør ufornuftige

ting i biografen, ser på billederne og rører ved dine ben under kjolen, lægger hånden på min arm og ser sværmerisk op

i lokalets himmel, mens billederne drager forbi – og bliver underlige, smidige i kroppen, og gør andre ting, mens verden drager forbi deroppe på scenen, lukker øjnene og tænker på andre ting, mens de kysser et sagte biograf-kys deroppe, som rører os dybt ved sin uskyld, sit rene sind, fordi det er skuespil. Det er aldeles ikke ægte, de får gage for det, tjener penge ved det, 60

mens vi sidder og driver og gør det rigtigt, således er vi forbrydere i en travl verden, henter den store inspiration hos mekaniske kys til en virkelig forestilling hjemme på vores eget lille høj-barbariske teater.

Hvor kommer han fra, sådan en digterfilosof, der så klart ser, hvordan tingene hænger sammen, hvordan det er skuespillet, der er det uskyldige, det mekaniske, som man får gage for, og hvordan det er biograf-kysset, der med sit rene sind antænder den barbariske virkelighed. Hvor ved han det fra? Han ved det hjemmefra, det ser man af de mange hilsner i hans forskellige samlinger til jyske forgængere og samtidige som den farlige vagabonddigter William Waagner: du lever så ensomt med hang til rus et sted i dit ensomme jydske hus som Johannes Wulff: blodets bølger dønner sorgfuldt bag vestelommen din pandes rynker er fire uslettelige verslinjer som Jeppe Aakjær: Dig fedter vi for, dig fejrer vi fester om, dig skænker vi snaps.

61

Jens August Schade kommer fra provinsen, men hvorfor valgte han så at bo i København? Det svarer han på i debutbogen “Den levende violin” fra 1926: NYE SKO Jeg har endelig faaet mine nye sko og kan vandre paa frederiksberg glad for mig selv og ikke genere mig for at se paa de unge piger de har selv saa smukke sko og gaar saa let gennem livet med gyldne hjerter og ingen tanker midt i det danske graavejr Der gik han så, men ikke tragisk som Wessel. Han gik på kryds og tværs af alle regler, moralske og grammatiske, og han gik ikke sine hæle skæve, i hvert fald ikke på den måde. Leve gad han i hvert fald godt. Og et eller andet sted havde han jo noget med hjemmefra, en arv fra det himmerlandske. Fra Thøger Larsen og Johannes V. Jensen, det første modernes to store digtere i dansk litteratur. Begge oversatte de modernismens kosmiske kaptajn, Walt Whitman. Det genlyder også hos Schade i strofer som:

62

JORDENS ANSIGT Det er stjernerne, som spinder mig ind i de Drømme, jeg har, naar jeg gaar paa Gaden, Det er Kloden, som lader mig tænke de lykkelige Ord, som jeg her funderer over Jorden og dens mærkelige Beboere, det er min Musik-Tanke, som faar mig til at anstille Betragtninger over Lyset, og dets Svingninger gennem Verdensrummet, det er min høje Tanke, som rabler med i alt det, jeg ved om Hjertet og dets Evighed, det er min Muse, som fortæller mig alt, som jeg ved og ikke ved, og som jeg faar at vide!

Evigheden findes både i det store og i det små. Billeder og ord løber sammen i en stærk og tydelig, men egentlig stilfærdig ekstase, altså en flytten tyngdepunktet uden for selvet eller jeget, måske egentlig mest i de forstyrrede små romaner, i “Kommode-Tyven eller Udødelig Kærlighed” fra 1939 eller “Jeg er tosset efter dig eller mordet på Cuxton Slot” fra 1945. Det er en kriminalroman, hvor drivkraften er erotisk:

63

Hun lagde sig bagover og tog en ølflaske i munden og drak.

Hun var tørstig.

Susi var anstændig.

Hun tørrede munden af, før hun lagde sig om halsen på en mand. Og den mand var det, hun elskede.

Han hed Mohammed. Mohammed Gnaske-Peter, fordi han altid gnaskede æbler.

Han var storforbryder. På sin måde. Det var hende, der havde gjort ham til det. Det vidste hun godt. – Men på en måde var det også ham, der havde gjort hende til det, hun var. Det vidste hun også godt.

Alt for godt.

For nu følte hun sødmen i sin sjæl, den sødme, som kom fra ham, og som gjorde hende til is og ild på éngang.

“Ja, jeg skal nok gøre det,” hviskede hun med de fugtige læber tæt foran hans.

Og det gør hun så, og han gør det. Og de gør det så yndefuldt og drømmende, så jordnært erotisk, mens de slås og gør ved, og de gør det i alle Schades bøger, alle hans romaner og skuespil, alle hans digte, og de gør det på så mange forskellige steder i så mange forskellige, virtuose former, at kritikerne beskyldte ham for sjusk og for tilsjofling af det samfundsbærende, kaldte ham retiradedigter og en samvittighedsløs nasserøv, fordi hans verden fløj af sted på den måde langt oppe over avisernes, kirkernes og læreanstalternes prædikestole og katedre, helt deroppe hvor det er livet og dets impulser, der er det hellige, og kærligheden betyder mere end besættelse og revolution tilsammen. Kærligheden er det største af alt.

64

Det erotiske livsevangelium hos Schade er ikke beslægtet med den dyrkelse af seksualiteten, der på alle planer dominerer verden i dag. Der er ikke tale om en befrielse af impulser eller en ophøjelse af personlige behov til lov om almen adfærd. Det er evigheden, det drejer sig om, og evigheden er i øjeblikket, nu og her, skiftende fra det samme til det samme, evigt nyt. Kærligheden er vejret: FORÅRSSTORM I ydmyghed og glæde hører jeg forårsstormen puste i træer om huset, i kakkelovnen, i vinduessprækkerne – søde, kære forårsstorm! så lys, så varm og stærk, så fyldt af duft fra markerne, græsmarker, pløjemarker, luftstyrke, som aldrig forsvinder! så nær, så direkte udenfor ruderne, i aftenen er du der som et sus fra min elskede, et brev gennem luften, som selv er et kys på min mund, en lille, våd hilsen fra nattens lune dyb, fra en lille våd mund, der aldrig har været mig nærmere, for min tanke er så lykkelig. at jeg véd, at kun et kys af den utroligste slags kan have gjort den så lykkelig 65

Men alligevel vil jeg dog gerne, at du kommer og kysser mig så nær som du er mig i tanken.

Så nær som luften var mig nu, da jeg åbnede døren.

Derude i luften går hans venner, malerne. Ikke bare dem han havde lige omkring sig på værtshusene, ti år yngre og rasende oprørske, Asger Jorn og konsorter, men de gamle landskabsmalere. Den analytiske Fritz Syberg, der med kolde pensler i en usynlig hånd dissekerede de fynske pløjemarker, så det stod lysende klart for enhver, der så hans billeder, hvad en pløjemark er, og hvordan det, at det er sådan, den er, indgår som et ikke undværligt element i den måde, verden hænger sammen på. Den ekspressionistiske Jens Søndergaard, hvis billeder ligesom skyller op på lærredet som havets bølger.

Et sted derude står også naboen Knuth Becker, især hans tidlige digte: Den dag jeg forstod at Synd var Glæde, da blev det saa let paa jord at træde.

Det Liv der blev mit ved Moders Bug jeg fik det først da til Gave og Brug.

Beckers digte udkom i tyverne og blev en slags forord til hans store, realistiske romaner, der med et stærkt, levende og eksperimenterende sprog, på højde med Joyce og verdenslitteraturen, angreb en forvreden, ussel skinverden.

66

Men indledningsfanfaren var digtene: Et Barn er født, det ved det ej, dog midt blandt os er nu dets Vej. Du laa ufødt i Mørkets Gem, en Elskovsnat har kaldt dig frem.

Det er ligesom en hilsen til den lille Jens August, som senere skal kvittere med et digt som: INTERIØR Vi er levende, vi har blomster.

Vi har glade venner.

Vi er så glade som himlen selv.

Vi har også en mægtig grammofon.

Luk døren op til det vilde hav, der ødsler med kræfter og rare lyde.

Solen kom brusende ind med gardinet let som en smed slår på sin ambolt.

Peter Laugesen

67

SANDALSERIEN. KLASSIKERE PÅ KANTEN

Gladiators klassikere på kanten af den etablerede kanon udkommer i det, vi har kaldt Sandalserien. Det drejer sig om litteratur, der kortlægger nye egne af hjernens geografi, ufortrødent rapporterer om nye opdagelser, andre erfaringer, og som i en vis forstand har gjort arbejdet før os og flyttet grænserne for det normale, så vi ikke behøver at kæntre.

I princippet drejer det sig om dansk litteratur fra oldtiden til i dag. I praksis vil vi fokusere på forfattere fra omkring det moderne gennembrud til ca. 1980.

Der er og har igennem godt hundrede år været en tilbøjelighed til, at litteraturhistorien gentager sig selv og uden at kigge op i bakspejlet en eneste gang fremhæver de samme otte-ni værker. Men med det resultat, at man som menig læser lades i stikken, for det er de værker, der står fremme hos boghandleren og på biblioteket, og igen i skolen og på universitetet får man tudet ørerne fulde af det samme – det er det, du skal kunne, kun det; det er pensum, og mangfoldigheden går tabt.

For rigtig at lære et menneske at kende må man lære at forstå dette menneskes spændvidde, man må tro på, at han eller hun er rummelig. På samme måde er det ikke nok i forbindelse med en given historisk periode at lære f.eks. kongerækken og derved bilde sig ind, at man så ved noget om samfundet. Der skal mere til.

69

Især, men ikke kun, kvinder er som forfattere et overset folkefærd. Sikkert fordi litteraturhistorien er skrevet af mænd, og det endda mænd af den særlige støbning, der ikke bryder sig meget om kvinder, der vil skrive, måske ytrer sig brutalt om tilværelsen eller flirter med noget så usundt som surrealismen og ikke mener, deres opgave i livet er at føre slægten videre.

Men man skal heller ikke være en særlig blegfiset mandlig forfatter for at ryge ud. Eller hvis man ligefrem er hysterisk, hvis man er halvkriminel. Næ, der skal ro på, hår på brystet, der skal jages og køres i bil, og man skal aldrig kunne finde ud af det med faren og da slet ikke det med det modsatte køn. Man skal have kendt modgang, det er en læreproces, og man kommer videre, modnes.

Den litterære kanon som fastlagt af Undervisningsministeriet er i den forstand ikke bare moden, men overmoden. Eller intentionen er. For her handler det om det gode og om at følge trop og danne det menneske, der er dansk eller skal være dansk. Det er her, samfundets sammenhængskraft ligger gemt. Så vil der blive lyttet.

Så har vi vores på det tørre.

På Gladiator vil vi noget andet. Vi vil gøre opmærksom på en hel række glemte forfatteres værker ved simpelthen at genudgive dem. Så de bliver tilgængelige. Så de kan genlæses, så det skøre får plads, så smerten og desperationen har et sted at være. For vi tror, at det, som ellers er hjemløst, om ikke andet så for en tid, kan finde en blivende plads i litteraturhistorien.

70

Udkommet 1.

2.

3.

4.

5.

6.

7.

8.

9.

10.

11.

12.

13.

14.

15.

16.

17.

18.

Henrik Bjelke: Hundrede postkort fra helvede Helga Johansen: Hinsides Ingeborg Stuckenberg: Samlede værker Marie Bregendahl: En Dødsnat Leif Panduro: Øgledage Charlotte Strandgaard: Indimellem holder de af hinanden Amalie Skram: Sommer Olivia Levison: I udvalg Emil Bønnelycke: Spartanerne Adda Ravnkilde: Tantaluskvaler Henrik S. Holck: Vi må være som alt + Jeg har forandret verden Mogens Klitgaard: Gud mildner luften for de klippede får Johannes Holbek: Af Dekadent Barbari + Holbek som tegner Marie Bregendahl: Tvillingeromanerne Blandt de Unge og I Fest og Trængsler Sandra Holm: Har jeg været her før Emil Aarestrup: Erotiske Situationer Tove Meyer: Skygger paa Jorden Jens August Schade: Helvede opløser sig

Kommende titler

19.

20.

21.

22.

23.

24.

Lean Nielsen: Ballader om vold og ømhed Ole Kollerød: Min historie Edith Rode: J.e.d.

Cecil Bødker: Tilstanden Harley Johannes Holbek: Tegninger Helga Johansen: Passiar + prosa

Helvede opløser sig Udkom første gang i 1953 © Gladiator 2017 Redigeret af Hans Otto Jørgensen Omslagsillustration: Halfdan Pisket Omslagslayout: Thomas Joakim Winther Bogen er sat med Baskerville Trykt hos Specialtrykkeriet Arco Printed in Denmark ISBN: 978-87-93128-67-5 Tak til Statens Kunstfond