Skip to main content

Det onde

Page 1

IDO PLA LNY IND KAT ENI LITTERATUR NUMMER 6 – 2017

DET ONDE

JACOB SKYGGEBJERG PER AAGE BRANDT ASBJØRN SKOU LUCA TALAMONA GUSTAVE DORÉ NIELS HANSEN JACOBSEN ELOF WESTERGAARD MICHAEL SCHIØLER TINGSGÅRD MARIANNE LARSEN HALFDAN PISKET ZVEN BALSLEV ADAM O. JOHANNES V. JENSEN HANS OTTO JØRGENSEN JOHANNES HOLBEK DORTE NAOMI MADS GRAM CODY O'ROURKE FRYD FRYDENDAHL ANNE-SOPHIE B. MORTENSEN CHARLES JALABERT BÉNIGNE GAGNERAUX NICOLAI ABILDGAARD


DET ONDE TE KST: HAN S OT TO J Ø R G E N S E N TEG N I N G : J O HAN N E S H O L B E K

Knud Pontoppidan, alias Amalie Skrams Professor Hieronimus i hendes romanen af samme navn, overlæge på Kommune-hospitalets 6te Afdeling, begyndte sine forelæsninger med et Mine Herrer hvorefter han boltrer sig i veltalenhed og nedladenhed, og så kan hans diagnose efter tidens forhold være nok så forklarlige, strengt er det: Den næste Patient, jeg skal vise Dem, er ikke mindre mærkelig i sin Fremtræden. Det er en Original, vel kendt i Kjøbenhavn og Omegn, navnlig på Dyrehavsbakken, hvor han dels er optraadt i forskellige artistiske Fag, dels har spillet en vis Rolle som toneangivende mellem det glade Publikum. De vil strax blive slaaet af hans ganske ejendommelige Ydre. Hvad der først falder i Øjnene, er den ludende kyfotiske Holdning og de abeagtigt lange Arme… En kold skid. Mine Herrer Denne unge Patient, en Bondekarl fra Jylland, er for Tiden Militærarbejder og har været i Tjenesten siden d. 1ste f.M. Men han ligner alt andet end en Krigsmand, saaledes som han sidder her ynkeligt græ-

dende. I en hel Uge have vi været Vidne til denne endeløse Flæben og Tuden. Han klynger sig til Enhver, der kommer i hans Nærhed, som et hjælpeløst og forskræmt Barn, og hans Hoved synes ikke at rumme nogen anden Tanke end den, at han vil hjem til Thisted. Vor Patient har aabenbart kun et Lavmaal af Intelligens; med sin maabende Mund og hele fjogede Udtryk minder han ganske om den pantsatte Bondedreng. Og dog skal han have gaaet Skolen igennem uden Vanskelighed, prætenderer endog en Tid at have været en flinkt Nr. 1. Han skriver også net og nogenlunde ortografisk, regner upaaklageligt og har gjort god fyldest hjemme i Faderens Landbedrift. Men det maa erindres, at Fordringerne have været beskedne, og ved nærmere Prøvelse viser han sig f.eks. saa godt som ganske blottet for geografiske Kundskaber. Efter at have givet ham Lejlighed til at vise sin almindelige Skrivefærdighed, lader jeg ham med bortvendt Ansigt skrive en Del opgivne Tal og Ord med venstre Haand. De ser da, at han producerer en tydelig Spejlskrift. Dette Experiment, som ofte falder positivt ud hos Børn, skulde have en vis betydning for Paavisningen af svag Begavelse.

75


Jo mere automatisk vi kan lade Muskulaturen virke, desto lettere kommer der Spejlskrift; jo mere opmærksomme vi ere paa, hvad der foregaar, desto snarere korrigerer vi den tilstedeværende Tilbøjelighed. At kunne skrive Spejlskrift betyder altsaa en Evne til saa at sige at gøre sig dum, at suspendere enhver bevidst Hæmning og kontrollerende Indskriden og lade den naturlige Tendens til Associationsbevægelser virke uforstyrret. For saa vidt kan man være for intelligent til at skrive Spejlskrift; men det er ogsaa kun i den Forstand, at der kan tillægges Forsøget nogen Værdi som Intelligensprøve. Ikke desto mindre har det sin Interesse at se, at det er lykkedes at paavise Spejlskriftens større Hyppighed dels hos Halvidioter og Epileptikere, dels i Choreaen og andre infantile Nervelidelser samt hos Kvinder.

1. En endnu ung Georg Brandes funderer i sin anmeldelse af Leonora Christinas netop udkomne Jammers Minde i 1869 over det onde: Det første Skridt til Livserfaring er at forstaae, at der virkelig gives Skurke og at kjende dem under Masken. En Betragter troer aldrig for Alvor paa det Onde, og da i vore Dage Alle ere Betragtere eller idetmindste begynder med at være det, saa troer de fleste ikke paa den menneskelige Nederdrægtighed. Denne Tro gør det ulykkelige Samfund end mere ulykkeligt; thi den, som klager, den som vaander sig under Lavhed og Ondskab, er der Ingen, som staaer bi, fordi Alle tage parti med Lavhedens ædle og Ondskabens fromme Maske. Det er interessant, at Brandes taler om, at vi alle i vore Dage ere Betragtere eller idetmindste begynde med at være det. At gennemskue ondskaben er ikke medfødt, men en disciplin, der skal læres. Vi så før Knud Pontoppidan boltre sig i frenelogi. Når Brandes berømmer Leonora Christinas evne til at gennemskue og leve sig ind i de fattige, elendige, som bliver sat i celle med hende, som piner og plager hende, og som i visse tilfælde skal

trække oplysninger ud af hende, synes han ikke at være langt fra Pontoppidan. De bliver rask væk karakteriseret som dyr. Og som han var ødsel med superlativer omkring Leonora Christinas ædle person, mangler der heller ikke her kulør: Det er beundringsværdigt, hvorledes Leonora Christina undgaar al Indignation, al unyttig Anklage og i stedet for at skildre os sine Plageaander som Niddinger af Princip, lader os see dem som det, de ere, som lave Dyr, skadelig Dyr, høist giftige Dyr, men hvilke man, netop fordi de ere Dyr, umuligt kan ville kræve til regnskab. Kriminologien som selvstændig videnskab opstod i første halvdel af 1800-tallet, hvor det revolutionære potentiale i proletariatet, de farlige klasser, blev klart for magthaverne. Statistisk, fysisk antropologi, det vil sige måling af menneskekroppen og demografi blev metoder til kortlægning af farerne ved disse undermennesker. Pioner indenfor området var den italienske læge Cesare Lombroso. Han mente ud fra sin omgang med forbrydere, levende og døde, at kunne konstatere klare fysiske kendetegn ved den forbryderiske mand. Han var påvirket af Darwins survival of the fittest og betragtede forbryderen som et tilbageskridt i den menneskelige udvikling. Resultaterne af hans forskning blev offentliggjort i 1876. De fysiske træk hos den fødte forbryder er lav pande, sammengroede øjenbryn, skæv næse, lange arme og store ører. Brandes’ dæmonisering af de ulykkelige skæbner i Jammers Minde med gloser som lave, skadelige, giftige, ligner de gloser, hvormed man også kunne karakterisere de dæmoniske væsner, som det onde gestalter sig i i den indre strid, der er typisk for symbolismen. Der er i mennesket en iboende destruktiv kraft. Leonora Christinas onder flytter fra det ydre til det indre, ikke for at kunstneren forlader det onde, ikke for at forråde det, men for at mobilisere en ikke før set empati. Samtidig med at den

76


ondskab, lav og plump, som før blev udpeget hos forbryderen, idioten, kvinden, flytter ind i mennesket, bliver forbryderen, idioten, kvinden, forklaret ved ondets rod henholdsvis i de underste samfundsklasser og kønnet. Vanviddet får en fremtrædende plads, ikke i besyngelse af vanviddet, som mange synes at tro, men som medfølelse for den lidende og som en indirekte kritik af det normale. Men ved siden af vanviddet, som en nær slægtning, hersker livsleden. I sit forord til Syndens Blomster, 1857, tegner Baudelaire konturerne af denne eksistensens svøbe: Daarskab, Fejl og Synd beskæftiger vore Tanker og ødelægger vore Legemer, og vi kæler for vort Tungsind som Tiggere for deres Utøj. Paa det Ondes bløde Hovedpude vugger Satan Trismegistos vor Sjæl i Trylleslummer, og under Søvnen bortdestillerer denne snilde Alkymist vor Viljes ædle Metal. Djævlen holder i sin Haand de Traade, der bevæger os; vi drages mod væmmelige Ting og stiger hver Dag uden Frygt et nyt Skridt nedad mod Helvede gennem stinkende Mørke. Som en fattig Vellystning, der kysser en gammel Skøges forpinte Bryst, snapper vi i forbigaaende stjaalne Nydelser og knuger dem som man knuger en gammel Appelsin. Og i vore Lasters modbydelige Menageri er der en, som er uhyggeligst og urenest af alle: Livsleden, som i en Gaben kunde sluge hele Verden. At Livsleden er uhyggeligst og urenest, kommer på tværs af enhvert rationale. Depressionens sæk og aske står helt centralt hos Amalie Skram, Olivia Levison og J.P. Jacobsen og flere endnu. Adda Ravnkilde er satiriker. Hun begik selvmord i en alder af nitten år. Så meget desto mere alvorlig er følgende scene om en flok unge studenters ørkesløse snak om det ørkesløse liv fra den posthume En Pyrrhussejr, 1874: Værten gav, eller prøvede at give, et af de gode gamle Hostrupske Studentergilder. Han røgte paa en lang Pibe og vippede aldeles uforsvarligt paa sin Stol, idet han med et jovialt Smil om sin næsten barnlige

Mund og i sine blaa Øjne, saa sig rundt i sine Venners Kreds. Han idetmindste havde Anlæg til at være en af de “gode gamle Studenter”, der kunde spøge uden at saare, tale uden at disputere, blive begejstrede for lidt og forelskede for mindre, more sig over alt og aldeles banlyse Politik og Partiaand. “Skaal!” raabte han, idet han hævede sit Glas, “Skaal for Dig, Stenstrup, Du uforbederlige Tørve-triller, der tager paa Livet, som om det var en Martyrdom, og drikker Punch, som om det var Medicin efter Din egen Recept. Gid næste Aar maa træffe Dig i bedre Humør og i lige saa godt Selskab.” Men Svenstrup er af et andet humør, en anden støbning. Jeg ved ikke, om man kan være melankoliker og kyniker i ét stykke, hvis man kan, er det det, han er. Han svarer: “Gid det maa træffe mig i Ormenes Selskab, jeg skulde ikke forlange noget bedre.” Stenstrup ser ikke andet for sig “end haabløst Arbejde, end at slide mig op ved at give Timer i de fordømte Pigeskoler og spilde Ungdom og Begavelse for at kunne ernære en Moder og Søster, som man vilde handle langt barmhjertigere imod, hvis man ikke opbevarede dem for Livet.” En foreslår, “Vil du endelig skaffe Dine nærmeste ud af Livet, saa gør det i en Snup. Forær dem en Kugle, som du saa ofte har lovet at gøre ved Dig selv.” “Hvorfor ikke”, svarede Stenstrup, “jeg indser ikke det strafværdige i at befri et Menneske fra Livet.” Münster slog ud med Haanden: “Rigtigt,” sagde han, “Mord er en Velgjerning, som man burde bevise først sine Venner og paarørende, derpaa sig selv.” Den sjette af de tilstedeværende sagde med et alvorligt Tonefald i den læspende Stemme: “Jeg frygter, at en saadan Udryddelse vilde virke hæmmende paa Jordens Udvikling og foregribe Begivenhedernes Gang.” Det bliver stadig mere morbidt. Sat på spidsen handler det om verdens frelse eller selvmord. Som det altid gør for ungdommen, og som det altså også gjorde i 1874. “Iversen, elskelige Pedant,” svarede Münster, “Du maa vist med Dit matematiske Hoved kunne udreg-

77


ne, naar Udryddelsesværket vilde være forbi, saafremt Stenstrup i Aften gør Begyndelsen med at tage Livet af sin ærværdige Moder.” “Skulde vi ikke forandre Tema,” sagde pludselig Max, “August har ikke godt af at komme ind paa disse Paradokser.” “Kærlige og betænksomme Ven,” lo Münster, “har Du i Sinde at være Stenstrups Barnepige?” “Trænger Stenstrup til en Goldamme, vil jeg være det for billigt Vederlag af Kost og Drikkevarer,” sagde den gamle Student. Sikke en rettergang. Anvendelsen af en glose som Goldamme rækker ind i grotesken, men ellers holder Adda Ravnkilde fast i ironiens toneart, men det gør ikke mindre ondt af den grund. Mord og selvmord tematiseres videre. Den ene føler sig krænket ved den andens spot mod kristendommen, og den tredje tager tråden op: “Naar alle er blevet kristne, skal jo Verden forgaa. Det er et universelt Selvmord.” “Selvmord er ret beset en Dumhed.” “Det er mer end det, Selvmord er et Skulkeri fra Menneskenes forbandede Pligt at leve.” “Arbejder jeg da ikke?” raabte Stenstrup vred. “Men det modbydelige er jo, at Livet kun er en Række Anstrængelser for blot at skaffe sig Muligheden til selve det at eksistere. Det gider jeg ikke være med til, det er det, som gør mig fortvivlet til Døden.” Den følgende dag, i fortsættelse af ovenstående, beklager Stenstrup sin fars selvmord, og Max svarer: “Men Menneske, det burde netop have været Dig en Spore. Er det da intet, at to Liv (mor og søster) er afhængige af dit, Du, som har et sundt Legeme og gode Evner.” “Men hvortil skal jeg bruge dette Legeme og disse Evner? Er det Liv, der kun leves i Bekymring for, hvad vi skal spise og drikke, værd at leve?” “Du tror jo, at Du har Digterkald, brug da dine Evner i den Retning. Udret noget.” “Jeg har jo ikke Tid til at udføre noget af det, som jeg vilde sætte mit Liv ind paa.” “Forsøg dig i mindre Ting.” “Det vil jeg ikke, jeg vil ikke jaske med mit Navn.

Udgiver jeg noget, skal det være helt og samlet. Noget stort og epokegørende. Noget, der kan rode op i Tidens Usselhed, noget sandt og – noget –.” “Stop lidt! Ved du egentlig, hvad det er, Du vil?” “Jeg vil, at alle disse gamle Love, Vaner og Religioner, som kuer Menneskene, skal udryddes, ellers maa vi af den kommende Slægt gaa til Grunde.” Den ultimative fordring på ikke bare sin egen, men også verdens lykke, går hånd i hånd med ens egen oplevelse af sig selv som skravl. Vanviddet og livsleden fører hos Johannes Jørgensen til religiøsitet. Hans kongstanke er, at den, der ikke føler sig trykket af noget Onde eller tynget af nogen Skyld, vil ikke have nogen Anledning til at gaa ud over de verdslige Interesser med sine Tanker. Men den, som spørger: Hvorledes gaar det til, at jeg maa bære dette Onde? Og: Hvorledes kan min skyldbetyngede Samvittighed blive forsonet med sig selv? det Menneske er paa Vej til Religion. Jeg er sikker på, Jørgensen har ret, men jeg er lige så sikker på, at han får spærret sig selv grundigt inde ved sin overgang til katolicismen. Georg Brandes påstand om, at det moderne Menneske ikke anerkender Magter udenfor eller over Naturen, besvares af Jørgensen med henvisning til det kristelige Kærnedogme, Læren om Arvesynden, som er blevet til Spot for de rationalistiske Fladpander, intet synes dem nemlig klarere og sikrere, end at hver enkelts Tilværelse begynder med hans Fødsel, hvorfor han umuligt kan komme til Verden med Synd. Med denne uafvendelighed in mente profeterer Jørgensen ikke kun en Videnskabens Bankerot, han afstår også fra den outsiderrolle, som kunstneren ifølge Baudelaire må påtage sig, og som gør ham og hende til en rekonvalescent, som netop er vendt tilbage fra dødens skygge. Denne kunstnermyte, som så ofte er blevet mistænkeliggjort, latterliggjort, og hvad man ellers har gjort, man har bagtalt og angivet og på enhver måde forfulgt ham og hende, bunder ikke i et spørgsmål om at være troende eller ikke-troende, som Jørgensen gerne vil, det gør, men derimod i

78


Og i vore Lasters modbydelige Menageri er der en, som er uhyggeligst og urenest af alle: Livsleden, som i en Gaben kunde sluge hele Verden.

79


Christiane Hansen, 36 år, vaskekone

Hans Christian Nicolaisen, 16 år

Ane Dorthe Madsen, 26 år, løsagtigt Fruentimmer

Karen Jensen, 29 år, herregårdspige

80


reelle samfundsforhold, sådan som Georg Brandes bestemmer det i tilfældet Leonora Christina: Mellem den cultiverede Nederdrægtighed foroven og den tøilesløse Raahed forneden staar den i Sandhed menneskelige Aand, forladt af Alle, indespærret, plaget og pint. Blandt de mange Synspunkter, fra hvilke Livet kan betragtes er det, som seer det fra Ulykkessiden, det som omspænder mest. Provisorietidens magtapparat går ikke af vejen for at bruge ufine metoder. Den udøver vold, udfører mere eller mindre tilfældige arrestationer, idømmer uforholdsmæssigt hårde straffe, som er på en gang skånselsløse og pietetsfulde regide i anklageskriftet, på den ene side, på den anden udlever en kynisme i beregningen af den mulige kapitalgevinst, som går ud på at klemme det sidste ud af individets arbejdsduelighed for kun at efterlade ham og hende i fattigdom og invaliditet. Der skal megen løgn og et stort selvbedrag til for at skjule, at et samfund forvalter sig selv så kynisk. Og når man i 1700-tallet under indflydelse af oplysningstiden holder igen med lemlæstelse af forbryderne, er det ikke af humanitære årsager, men fordi det samfundsøkonomisk er en dårlig idé. Generalprokutør Henrik Stampe skriver således i en erklæring fra 1759, at Den mangel vi i Danmark har på folk viser hvor nødvendigt det som oftest er, at lovens strenghed i noget formildes. Afhuggede fingre arbejder ikke godt. I 1790 bliver en ny strafart, forbedringshuset, introduceret, sådan at anstalten nu hedder TugtRasp- og Forbedringshus. Man vil resocialisere, ikke kun straffe, det er filosofien bag, i praksis ser det anderledes ud. Jeg har en lille, meget værdifuld bog, Forbryderbilleder 1867-1870, udgivet af Mammens Bogtrykkeri A/S 1989 ved Nielsen og Laurberg. Heri er en række fotografier af kriminelle, som i nævnte periode har været i kløerne på ordensmagten i Odense, under hvert fotografi en kort levnedsskildring.

Christiane Hansen, 36 år, vaskekone. Middel af Vækst, blondt Haar, Næse og Mund almindelig, graabrune Øine. For 2. gang begået tyveri af 3 alen hørlærred og mindre Quantiteter af Fødevarer fik hun 4 x 5 dages fængsel på vand og brød. Med varetægten i alt 54 dage i arrest. Hans Christian Nicolaisen, 16 år, Middel af Vækst, klein af Bygning, rødt Haar, blaa Øine. Som nykonfirmeret 14-årig kom han på fattiggården efter at have fået ris for tyveri. Siden idømmes han 20 dages fængsel for et andet røveri. Året efter idømmes han 1½ års for brandstiftelse, 21 år gammel “afskaffet” til New Orleans. Karen Jensen, 29 år, herregårdspige, mor til tre “uægte” børn, Høi af Vækst, stærk Bygning, blondt Haar, lysebrune Øine. Boede på Ubberud fattighus. Tilfældigt hørte hun, at en spand med brombær tilhørende en fru Nielsen stod til afhentning i et hus på Vesterbro. Hun henvendte sig, gav sig ud for fru Nielsen og fik spanden. Bærrene blev solgt og spanden kastet væk. Men et tørklæde, der var bundet til spanden, beholdt hun. Straf: 2 x 5 dages fængsel på vand og brød. Arrestdage i alt: 42 dage. Ane Dorthe Madsen, 26 år, løsagtigt Fruentimmer, lille af Vækst, middel af Bygning, blondt Haar, blaa Øine. Kom til Odense i anledning af Skt. Knudmarkedet 1868, hvor hun fik fat paa flere hende ubekjendte Mandfolk, med hvem hun drev Utugt dels ude i Skoven dels i Anlægget. Hun sad 20 dage i varetægtsarrest og blev dømt til tvangsarbejde i 90 dage for at søge erhverv ved Utugt. Det er svært at forlige sig med, at sådanne forhold findes, når man netop i disse år når frem til det moderne gennembrud. At man som hos J.P. Jacobsen udvikler en så sofistikeret forståelse af æstetik. At man kan kalde det samtidighed, når det ser ud, som to tidsaldre tørner sammen, men det er selv-

81


følgelig fordi, det ikke har noget med tid at gøre, uhyret findes i enhver tid, magten korrumperer etc. Den sidste offentlig henrettelse ved halshugning med økse blev eksekveret i Nakskov i 1882, den sidste lukkede i fængselsgården i Horsens Statsfængsel 1892.

2. Den rå magtanvendelse har en raffineret pendant i kirken og i den af kirken afledte forestilling om luderen og madonnaen. Det billede er altid gangbart, når det gælder løgn og bedrag og ikke mindst selvbedrag. For ofte er den kraft, som trænger sig ind på os, ikke så let at identificere som lav, skadelig, giftig, ofte er den forklædt, sådan som vi kender den fra 2 Kor. 11, 14, hvor Satan kommer i en Lysets Engels Skikkelse. Som Billeskov Jansen gør opmærksom på i forbindelse med nedenstående vers af Viggo Stuckenberg, har også sjælen konsistens, skikkelse, aktion i den symbolistiske kunst. Jeg kan især lide hans brug af ordet aktion. Jeg ser saa lys en Slette, jeg ser saa tæt en Lund, dér gaar din Sjæl at flette i Krands hver levet Stund Digtet er om Ingeborg Stuckenberg. Scenen er en idyl, skikkelsen skøn, uden ondt skabt i livet, men det er den selv samme kvinde, som Johannes Jørgensen finder anledning til at dæmonisere, og han gør det så overbevisende, som Korinterbrevet vil. Ingeborg Stuckenberg var af Johannes Jørgensen udråbt til muse, de var forelskede, i tiden op mod udgivelsen af Taarnet, men mens Jørgensen fik sin Amalie og kort efter konverterede, mislykkedes Ingeborg Stuckenbergs løsrivelse fra hjemmet. Hun havde et forhold til maleren Albert Gottschalk, men vendte snart hjem igen.

Johannes Jørgensen holdt sig i sin Mit Livs Legende for god til at sværte hende til, men ifølge litteraten Emil Frederiksen skal han have sagt, at det var Albert Gottschalks afvisning af hende, der ændrede hendes sødme til råhed. Dommen er bundet til kønnet, den afsiges mand og mand i mellem på baggrund af mandens angst for det, han ser som utøjlet kvindelige seksualitet. Men hermed er mishandlingen af Ingeborg Stuckenberg i inderkredsen af de emanciperede, nytænkende forfattere i selve hjertet af det moderne ægteskab, som hendes og Viggo Stuckenbergs ofte omtales som, ikke overstået. Ingeborg Stuckenberg bliver bortretoucheret eller rettere: hun bliver simpelthen forvist fra titelbladet på de værker, hun enten til fulde har udført eller haft en væsentlig andel i. Forførerne, i og udenfor litteraturen, Johannes Jørgensen inklusiv, er ifølge den norske forfatter Camilla Collettes optik amoralske. De smadrer kvinder som uartige drenge smadrer deres mødres porcelæn. I Fra de stummes Lejr: Det er det vi kalde at byde os det bedærvede – kandiseret,” det vil sige, kvinden overtrækkes med sukker, hun æstetiseres. For Collette er mændene i Brandes’ emigrantlitteratur triste Folk, der afskåret fra al indflydelse, al håb og lidenskab ikke har andet at bestille end at opfinde lidenskaben i romaner. Vi vilde derfor maaske bedrage os, hvis vi i hin Trang til en selvstændigere Kvindelighed vilde tro at se en KvindeAgtelsens og Betydningens gryende Morgenrøde. Ak nej, den bringer snarere Tanken hen paa en sportsmæssig Bestræbelse for at stille ligerustede Modstandere op til en Dyre- eller Hanekamp, at den kan blive muligst blodig pikant. Johannes V. Jensens Hos Fuglene er rendyrket sadisme. Den er fra hans eksotiske noveller, 1909. Der er turisme, sol, alt for meget sol, det er i Egypten, og der er damer, sådan som damer ifølge Jensen er, pynte- og nydelsessyge, affekte-

82


rede og ubehjælpsomme, og der er mænd, sådan som mænd ifølge Jensen er, og hans fascination af automobilet er der mindsandten også. Sol og langsom død. Automobilet, som holder sin Sejrsgang overalt, erobrer ogsaa Ørkenen, det er mere og mere blevet Skik, at man gør Selskabsture ud i Ørkenen fra Cairo, gerne flere Vogne sammen, og man tager da ikke Hensyn til Vejene, som jo snart slipper op, men kører lige ud i den vilde Ørken i en eller anden Retning; de store, kraftige, moderne Maskiner er i Stand til at forcere ethvert terræn og reducerer her, som allevegne, Milene til ingenting. Sådan en søndagsudflugt er det. Seks biler, den bagerste punkterer, Der var kun to Passagerer i Vognen, Ejeren og hans unge Frue. I sine elegante højhælede Sko stod hun ud paa Sandet, som et Stykke skørt, kosteligt Porcelæn, og saa til, mens Charlie aabnede under Sædet og rodede med store Hænder efter Værktøjet. Dunkraften, for Helvede! Charlie var krænket, som altid naar han havde Motoruheld, han udviklede Kræfter og grisede sig til, med Hatten skudt op i Panden, han gjorde Vold paa Jern med Jern og var rigtig ubehagelig, hvorfor kvinden fortrækker. Hun går sig en tur, mens manden skifter jul. Hun hed Alice, og det kan nok siges om hende, at hun kom i Wonderland, men det var meget anderledes end i Bogen. End ikke i Drømme, havde hun tænkt sig det. Det er usmageligt. En besynderlig stemmeføring. Det er det, jeg mener med sadisme. Hvor meget skal vi give hende, hvor meget kan hun tage. Man bliver bange, naar et Automobil og en Mand, saa temmelig Indbegrebet af ens hele Verden, pludselig har forvandlet sig til Luft for ens Øjne, man bliver hed og faar travlt, stikker i Løb, Alice løb ... Saa stod hun stille og lyttede, med Blodet brusende og dunkende i Ørerne. Ikke en Lyd. Hun kaldte ... hun gav et lille, pænt Raab fra sig, ikke gøre sig latterlig, ingen Panik! Det lød saa stygt at

staa ganske ene i Ørkenen og give Hals, hun forskrækkede sig selv og følte det som et Slag at være alene ... Hun bliver slået ... Og da faldt Ørkenstilheden paa hende, for første Gang. Den er frygtelig, naar man er alene. Det er Stilheden selv. Ørkenen tier. Sandet nærved og de fjerne Synskredse gør ikke andet end at være der, og stirre og tie, og i Solskinnet er det en fuldstændig blændende Stilhed. Dalbunden var et Uføre af store Blokke med stejle Fald, Solen stod ned i de Vindstille Kløfter, almægtig, blændende, hed og stille, og Hjertet hørtes som et lydeligt Dunk-dunk i det svidende Lys og den uendelige, uendelige Ensomhed og Stilhed ... Hun synes at høre en lyd, et bil-horn ... Ja, sang hun glad, ganske højt, som en lille Pige. Hun brast i Graad, Charlie! Hun begyndte straks at klatre op, stødte sig, faldt og satte Knæene i sin Kjole, og vi har hende omtrent afklædt. Forslået og bange. Afklædt. Og Jensen kan lakonisk skrive, De fandt hende Kl. 8 om Aftenen. Så kan vi selv regne ud, hvad der videre er sket. Ikke fordi der bliver pakket ret meget ind i det videre forløb, springet frem i tid er kun til for at forsikre os om, at hun ikke dør af det. Torturen er ikke til for at slå ihjel, den er til for at kunne blive gentaget. Altså fortsætter vi roligt, hvor vi slap: Men lille Alice var bleven et andet Menneske i den Mellemtid. Oppe paa Bjerget, foran Ørkenens og Himlens Ansigt, kom Rædslen over hende. Hendes forkælede dumhed får endnu et par ord med på vejen, hun karakteriseres blandt andet som en forvænt lille Verdensdame, man havde vist hende Pyramiderne, og hun havde set dem som nogle enorme Kulisser, der blev hejset ned fra Himlen for hendes fornøjelses Skyld, og videre: Taarerne kom hende i Øjnene endnu en Gang, hun havde saa ondt af lille Alice, her laa lille Alice og omkom i Ørkenen ... hun havde bare, blodige og værkende Fødder, en forrevet Bluse, for Lærredsfrakken havde hun smidt bort, da hun forgik af Hede – var det ganske

83


køligt, hun frøs allerede lidt, og her paa Sandet ville de finde hendes pjaltede lille Lig. Det sidste er gribbene, der landede med lydelige Bump paa Sandet. Der bliver iværksat en eftersøgning, hun bliver fundet, i Lyset fra Automobillygterne saa Charlie hvor hun havde lidt, et lille, gammelt, tugtet Ansigt med udbrændte Øjne. Og for nu at opfylde sin rolle som den der giver omsorg, en hustrus pligt, bryder manden sammen, og hun maatte trøste ham, med Hænderne i hans Haar.

som et forvrænget spejl. Louis Levy bruger symbolismens egne termer, her er det ikke som før den negative karakteristik, som viser hen til det onde. Holbeks afvisning af eller skepsis overfor enhver social konvention er ikke begrundet i løsagtighed, den er vejen at gå. Spot, foragt, trods, skønhedssøgen, er Holbeks våben. Til trods for det medie, han er underlagt som satire-tegner i Politikens spalter, tager han, som Louis Levi udtrykker det, evigheden med i sine beregninger.

3. Ondskaben er principiel, den ekstreme subjektivitet en erobring, der ikke gives køb på. Drømme og mareridt har en central plads, ligesom naturen og den affekt, naturen måtte bringe en i. Det psykiske har ligeværdig status med det fysiske, ikke for virkelighedsflugtens skyld, men i erkendelse af psykens realitet. Den personlige, individuelle fortolkning af verden almengøres, sjælen får krop. Ved Johannes Holbeks død, skriver hans nære ven, Louis Levy mindeord: Det er ikke målet, han har nået, der han den største betydning, men vejen og midlerne. Hans indre krise gør ham synsk overfor tidens. Det bliver således selve tidens psykose, der spejler sig i hans oprevne sind som i et lidt forvrænget spejl. Han der ikke følte sig kommensurabel med døgnets liv, tager evigheden med i sine beretninger, og han søger evighedsbilledet der, hvor han måtte søge det, i den mest sprængte og individualistiske kristendom. På dette grundlag stiller han sig udenfor samfundet, bliver anarkist, hader og fornægter af enhver social overlevering og fordom, men han vender sig ikke sky bort fra tilværelsen, bliver aldrig munk, altid soldat i sin idés tjeneste. Hans våben er spot, som sjælden tager personlig sigte, gennemborende foragt og trods og en skønhedessøgen, der ejer troens og bønnens kraft. Johannes Holbeks indre krise som spejl på tidens psykose, hans synskhed, det oprevne sind

Selvgodhed, falskhed, grådighed, dovenskab, borgerskabets mænd står for skud. Hvis, og det kan man med god ret sige, Johannes Holbek inkarnerer symbolismens længsel efter ånd, inkarnerer disse borgerdyr ondskaben.

84


85


Turn static files into dynamic content formats.

Create a flipbook
Det onde by Forlaget Gladiator - Issuu