12,6* Nordlig, 55,6* Vestlig

STA I D PL DOL-IG INDAKA EN T I

S A X E T NYT !

N R O H G N O L I F I C S TEMA: ROR & HOR

LUCA ENGBERG TALAMONA JAKOB KJÆR BØDKER MASAR SOHAIL NIKOLAI LUTOHIN IDA MARIE HEDE NICOLAI HOWALT WILLIAM LIPPERT SIMON STÅLENHAG KAMILLA ROHR CECILIE ENEVOLD NIELSEN LÆRKE JESSEN ANNA IDA PEZZOT PALLE NIELSEN JONAS EIKA RASMUSSEN JOHN KENN MORTENSEN LEA MARIE LØPPENTHIN ADAM O ERNESTO DALGAS HALFDAN PISKET HANS OTTO JØRGENSEN ANTONIO SANT’ELIA ERWIN NEUTZSKY-WULFF DAN TURÈLL JOHANNES HELDÉN MATILDE WESTAWIK GAUSTAD KIRSTEN THORUP

18

19 12,6* NORDLIG, 55,6* VESTLIG tekst: Hans Otto Jørgensen billede: Halfdan Pisket

1.

Indianeren, her i en version hvor al ynk er borte, her i en version som hund.

Indianeren, den måske mest fuldendte skabning jorden har set, med øjne som falke fødder som hjorte styrke som en bjørn udholdende som mennesket.

Alting ligeværdigt helligt sten græsser dansen jagten jagtbyttet fjenden og den slange.

Onkel med tyk og grødet stemme: vi tilhører en lille gruppe af idioter, som tror på det immaterielle.

20 Der er kun denne kalkskøre hvidhed tilbage, kun de blå skygger

2.

Gigantiske bygningsværker hvoraf kun det nøgne skelet står tilbage, stål og beton skrald, alt uforgængeligt og uden liv, uden det stof i sig, som skaber liv, en død krop Masse-krop, masse-død Vandet står og skvulper som en farveløs suppe af alger om foden Alt skyer solen alt skyer nætternes isnende blæst for intet er liv og af intet-liv skabes intet liv Skrammel plasticsække bulede blikdåser spande uden hank dukkelig ramler mod en forhindring, hænger og flagrer i en mastekonstruktion, kommer fri og kastes videre, fejer mod det endeløst tomme Ildens vingede hjul har forladt sin stedvise tilsynekomst på himmelhvælvet, ilden er slukket Disse tider, hvor intet mere er i vente, disse tider hvor alt allerede er fuldbyrdet Den yderste dag, hvor spektaklet hører op og lattermaskinerne står og giver sig i en sidste krampetrækning Landskabet nøgent, uden træer græs blomster Landskabet endeløst, slebet til af vind og vejr, af blæsten nattens isnende kulde middagssolhede, et landskab forladt af drømme mennesker opgivet af drømme Tørre ben benradder kranieskaller lårknogler uden marv uden mindste antydning af kød muskeltilhæftning muskelsitren raslende tørre

Kæbestykker, vingede stumper af rygsøjlen fra en hest, forladt af selve illusionen om liv kraft bevægelse, selve illusionen om tidspunktet for udånding, krampe lidelse dødskamp Blod cirkulerende, pumpende fra hjertemusklen, choktilstanden, det kolde skud af adrenalin, da flugten som mulighed allerede er forpasset Segne, slå mod jorden, et øjebliks glimt af erindring Et glimt af flokken, de dansende ungheste Tindernes sne, tornet kratskov græs bortvisnet Det nøgne buskads, grenværk uden et blad Dyr vaklende på stien under den stejle bjergside Valget mellem at blive, søge med det vigende vand i flodsænkningen dybere ind i dalen eller forlade de levendes land og søge bort gennem passet

21 4.

Genren er ikke ukendt. Systemet beror på fejltagelser misforståelser tage føregreb på sand og falsk og forvise dem et vist sted hen, tilbage er tumulten At indfange alle ting til alle tider samtidig i et hallucineret øjeblik Alle disse spildte mølædte år Du skulle have kendt mig, hvad jeg havde af udholdenhed

3.

Det er et spørgsmål, hvor længe efter dødens indtræden, livet fortsætter.

Det er et spørgsmål, hvor langt ind i virkeligheden drømmene når Nederdel snæver, slidset og lang til lige under knæene. Hun går gennem stuen, stiller fra på sofabordet, sætter sig Dette tusmørkevalg, hvor knæet blottes skinneben læg Dette tusmørkevalg i beskæringen af billedet Arbejde med sætningen, eller som Burroughs siger: vi oplever i blokke blokke af betydning Sætstykker Hun vipper skoen af, den venstre, så den højre, lægger benene over kors, nipper til sit glas Begreb sanselighed

5.

Spidse knæ, fremstående skuldre Slottet, 12,6 nordlig 55,6 vestlig natten kold og blæsende som indgang til det 21. århundrede