56 Hanna Sigga Madslund
Californien * Sommer 1968 Gerda bruger neglelak på tæerne og makeup, selvom det ikke er nødvendigt. Det ville moren og Alma sige. Åh, hvor er hendes fødder og hænder smukke, lange og lige som morens. Elegante. Mens hun, Louise, har arvet faderens lavstammethed, hans brede fødder og tvillingetæer. Dem plejer hun ellers at prale af, men her er sammenvoksede tæer, korte praktiske negle og lange lige øjenvipper som køernes tydeligvis ikke i samme høje kurs. Louise kan ikke få nok af Gerdas løssluppenhed, hendes humor, hendes lette gang på jord. Hun misunder hende, lillesøsteren, den forgudede efternøler, som har fået sådan en mand, sådan et liv. Opnået helt ved egen drift. Det begær, det mærker hun nu. Hun kan ikke få nok af Gerda og Jacks nybyggerhjem, som Jack selv har hamret sammen med sine bare næver. Cigarkassen, kalder Gerda det, ligger øverst på en bakke med en formidabel udsigt over de bølgende, gule bakker med højt afsvedet græs, blomstrende hårdføre planter. Det er ufatteligt, at Gerda bor her, hendes søster, som kommer af det samme som hende selv, præstegården, hvor pengene var små, og hvor det materielle ikke spillede en rolle, eller hvor folk med penge og ekstravagante vaner blev set på med den største mistro. De var usle og fortabte. Ikke at de var syndere. Ikke direkte. Mere at det var synd for dem, at de ikke havde andet at gå op i end ting og sager. Folk med åndelighed og deres meningers mod blev derimod sat op på en piedestal. Her er det lige omvendt, tænker Louise, her er alt stort og flot og overdådigt, mens ånden og troen og indsigten for længst er forduftet til fordel for det overfladiske, det florlette liv, hvor døden er fraværende. Louise kender
57 Californien * Sommer 1968
det godt, det kick, man får ved at eje en smuk kjole, ved at tage sig godt ud, blive lagt mærke til. Det er hun ved at få smag for. Louise kan heller ikke få nok af Jack. Hans mandighed skinner hende i øjnene fra hun står op, til hun går i seng. Hun følger ham med blikket, når han går gennem huset, når han leger med drengene, når han stiller sig på kanten af poolen og frygtløs hopper på hovedet i. Det lette plask, det giver, selvom han er en tung mand, de faste balder i de blå badebukser, og så er han oppe igen, ryster håret og kigger på hende med de lysende blå øjne. Hun glemmer helt at tænke på Lars derhjemme. Men han er jo også på ferie med kone og børn, et faktum hun distancerer sig fra, selvom hun kan føle en svidende jalousi, når hun tænker på det. Derfor lader hun det ligge. Hun har selv valgt at indlade sig med gifte mænd for ikke at ødelægge sit stabile liv med Alma og døtrene, der kører som smurt i smør, og fordi gifte mænd er nemme at få fat i, sultne som de er, efter sex uden børn i sengen, efter at bryde gamle vaner og uheldige mønstre med konen derhjemme, hustruen, som de enten ikke elsker, eller som ikke forstår dem. Alle de undskyldninger, hun har hørt. Jack vinker fra den anden ende af bassinet. Hun kan ikke få nok af swimmingpoolen. Hun stiller sig på kanten, overvejer hvordan det er at springe i. Det tør hun ikke. Hun sætter sig ned på kanten, hun mærker med tæerne, vandet er turkisblåt og blankt, hun rejser sig og går hen til den hårde ståltrappe, går forsigtigt baglæns ned, hun svømmer ikke særlig godt, er egentlig bange for vand, hun tvinger sig ned under vandskorpen for ikke at være til grin for Jack. Han er lige bag hende. Han plasker vand på hende. Hun hviner. Hun kaster sig frygtløst fremover, som om det falder hende naturligt, tager nogle svømme tag langs kanten, så hun nemt kan få fat. Jack følger efter. Han siger, de skal svømme om kap. Hun kan på ingen måde følge med. Hun giver op, smutter op på kanten igen. Vandet driver af hendes krop. Hun tørrer sig, vrider badedragten og skifter til bikini. Lægger sig i liggestolen på terrassen. Hun vil gerne være brun over det hele, på hver en centimeter af kroppen, men at smide bh’en, som de unge provoer gør, det tør hun alligevel ikke. * De første dage er gået hurtigt. I går var tågen kommet ind, bedst som de vandrede på stranden ude ved stillehavskysten og kiggede efter søpindsvin og søstjerner og tykskallede muslinger. I dag er det bagende varmt igen, mindst 30 grader i skyggen. Alligevel ligger hun midt i solen og steger. Hun flytter sig rundt efter solen dagen lang. Huden er allerede begyndt at skalle af på skuldrene og lidt på ryggen.
– Du skal passe på solen, siger Gerda, den kan give kræft, det tænker du ikke på, kan jeg se, siger hun, da hun træder ud på terrassen, iført stråhat og bikini. – Jeg har smurt mig ind, siger Louise og viser solcremen frem. – Du skal også tage at barbere dig grundigere under armene, og dine ben, har jeg lagt mærke til, er ikke altid glatte. Det dur ikke at ligne en lodden abekat her hos os. Folk er snerpede, de kan ikke rumme, at kvinder er naturlige, vi skal se ud som unge piger inden puberteten, og husk endelig deodoranten, at lugte er det værste, folk ved. Bortset fra mandesved, som kommer fra hårdt arbejde, er udsondringer forbudt. Louise indvender, at det jo ligger til familien at være behårede. Hun føler sig flov og irettesat. – Skal man også barbere sig forneden, provokerer hun. Men Gerda griner bare og tager det slet ikke så tungt, kan hun se. De unge tager det da mere afslappet, fremfører Louise vredt og henviser til de langhårede hippier af begge køn, som efterhånden dukker op i aviser og blade og bliver anset for provokatører og uheldige for den offentlige ro og orden. – Ja, men vil du gerne se sådan ud? siger Gerda, det skulle jeg ikke nyde noget af. Det var ikke ondt ment, Louise. Bare et godt råd.
58 Hanna Sigga Madslund
* The Golden Tour har Jack døbt udflugten, som indebærer en rundtur i San Franciscos berømte, stejle gader, videre over Golden Gate Bridge og op på bjergtoppen på den anden side af bugten. Hun sidder foran ved siden af Jack, mens Gerda og drengene indtager bagsædet med bøger og snacks til at aflede drengenes opmærksomhed, når de bliver utålmodige. Jack har taget kalechen af. Louise mærker vinden i håret, farten, de bevæger sig med, fornemmer Jacks fod på speederen. Hun ser de modkørende biler, den ene mere skinnende end den anden, som om der ikke findes fattigdom på disse breddegrader, siger hun til Jack. Han siger, at hun tager fejl og inviterer hende på sightseeing i de sorte kvarterer med udbrændte huse og knuste vinduer eller blandt de fattige hvides blikskure på afsidesliggende steder, hvor hun ville ønske, hun ikke havde sat sin fod, når hun først er der. Hun siger nej tak, at hun har det fint med bare at høre om det og lægger hovedet tilbage og kigger op gennem den åbne kaleche, op i himlen, indtager synet af de imponerende røde jernkonstruktioner, der strækker sig højt over dem, i store grådige mundfulde, lytter til Herb Albert i højtalerne. Der kunne hun køre til evig tid, ind i et Utopia, som pludselig tegner sig for hendes indre blik og gør hende hed og tung i kroppen. Hun ignorer det iskolde vand langt nede, som Jack gør opmærksom på ser så smukt og forførerende ud på overfladen, men slet
59 Californien * Sommer 1968
ikke er varmt nok til at svømme i. Derfor var Alcatraz så velegnet som fængselsø, indtil for fem år siden, ingen kunne hoppe i vandet og slippe derfra med livet i behold. Hun betragter ham fra siden. De stærke hænder på rattet. – Nu kører du vel ikke for stærkt, siger hun, pludselig bange for sit liv. Han kigger på hende, ler og sætter farten op, peger på krigsskibene på vej ind i bugten som for at skræmme hende endnu mere. Louise gyser ved tanken om krig, Vietnamkrigens rædsler, de blodige demonstrationer, ufreden der lægger alting øde, i de nære relationer og i den store sammenhæng. Så er de kommet over broen og bevæger sig op af sneglede veje op ad bjerget. Tågen har holdt sig væk, og de kan nyde synet af den rødskinnende bro og byens skyline fra oven. Et syn for guder, synes Louise. Men så er drengene sultne. De kører tilbage over Golden Gate, fortsætter mod Fisherman’s Wharf, og der på hjørnet, peger Jack, ligger en god burgerbar. De spiser hamburgere med smeltet ost, masser af ketchup og syltede agurker, hvilket får Gerda og Louise til at mindes deres sommerjob som servitricer på den amerikanske base i Keflavik. Dengang, efter farens tragiske død, præstefaren, som var udødelig, men som alligevel døde, alt for tidligt, midt i en prædiken, var han faldet ned af prædikestolen, som om Gud pludselig straffede ham for at gå sine egne veje. I den forstand havde han udødeliggjort sig selv. Gamle folk glemte ikke den historie, slet ikke hans modstandere fra Indre Mission, som mente, at han havde fået, hvad han fortjente. Gerda var nybagt student og boede hjemme, og fordi alt var faldet sammen om hovedet på hende, havde Louise og Sverre og Sverres mor, Solrún, inviteret Gerda med på en sommertur til Reykjavik. For ikke at drukne i sorgen sammen med moren. Det var den sommer, hvor Sverre, den klodsmajor, var faldet og havde brækket benet og derfor, midt i ulykken, havde sikret dem et ophold i Island på seks måneder i stedet for seks uger. Gerda klukker af morskab, da hun kommer i tanke om sin lysegrønne nylonuniform med hvid kyse til, som hun slet ikke havde brudt sig om, men som alle de unge soldater roste hende til skyerne for. Louise husker det godt. Især alle soldaterne. De havde stået i kø ved Louises kasseapparat og feteret hende fra morgen til aften, mens Sverre sad hjemme i den lejede lejlighed i Reykjavik med sin mor. Stik modsat hans ønske om at være så langt væk fra moren så muligt. – Åh, stakkels Sverre, siger Gerda pludselig medfølende og ser på Louise. – Han har ikke haft det let, din sølle eksmand. *
60 Hanna Sigga Madslund
De går en tur gennem byen for at få brændt krudtet af, som Jack siger, med et blik på drengene, der hopper af sted foran dem som urolige gummibolde. Forbi den ene butik efter den anden, forbi barer og restauranter, op af de stejle gader og ned igen. Mod sædvane er det bagende varmt i byen. – Skyerne holder fridag, ler Gerda. Louises sandaler gnaver hendes hæle. Jack siger noget, Louise ikke forstår. Gerda griner og nikker. De går lidt endnu, drejer om et hjørne. Haight, Ashbury står der på to krydsende gadeskilte over deres hoveder. Gerda tager et fast greb i drengene. Louise får øje på huse i lyserøde og lilla farver, en flok unge på bare fødder på de glohede fortove, klædt i flagrende gevandter med psykedeliske mønstre, som Gerda kalder det. En ung mand sidder på gaden og spiller guitar. Der står en kødrand omkring ham af unge, afslappede mennesker, som ikke ligner de unge mennesker, Louise kender hjemme fra Danmark. De har alle sammen langt filtret hår, både mændene og kvinderne. Med hårbånd omkring. Eller hatte af filt. De står og rocker til musikken. Den unge musiker synger med en rusten, melodisk stemme, som vækker en udefinerbar længsel i Louises hjerte. The Times They Are a-Changing, synger han. Rytmen er æggende, slæbende, lidende. Louise kan slet ikke løsrive sig fra stemningen omkring dem. Hun maser sig frem. Den unge mands henførte blik tryllebinder. Men så må de videre. Joe og Jerry plager om en is i varmen. De passerer et par unge piger med udslukte øjne og slidte, hullede jeans. Kvindernes sandaler er flade som konvolutter, med smalle læderremme snoet op om læggene, bemærker Louise. – De unge ser ud, som om de har det dårligt, de slæber sig af sted, måske er de på stoffer, siger Gerda. Hun har fået nok for i dag og vil gerne hjem med drengene, som hiver i hende. De kommer forbi en åben plads. Der er en scene stillet op, og et band af unge sorte musikere sætter strøm til deres guitarer og trommesæt og begynder at spille. Det drøner i Louises øre. Folk stimler sammen, nogle sætter sig på fortovet og ser ud, som om de har masser af tid. – Summer of love, råber Jack til Louise. – Freedom, freedom, skriger forsangeren i mikrofonen. – Hippieoprøret brød ud sidste år, i det område, vi lige gik rundt i, forklarer Jack, da de sidder i bilen på vej tilbage, ud med racismen, ind med den frigjorte, selv på gadehjørnerne. Louise føler sig pludselig godt gammeldags provokeret, selvom hun gerne vil være frisindet. Den skødesløshed, de unge lægger for dagen, den provokerende attitude, deres larmende musik, det generer hende, får hendes selvbillede til at dirre, som om alt det, hun er opdraget til og har lært i sit liv, er under opløsning. Hun prøver at skjule det bag sin smilende facade.