NUMMER 7 – 2017
PIA ARKE ARON FRA KANGEQ NAJA BJØRNSSON PIA BUSK TROELS CARLSEN CLAUS EJNER DOROTHEE ELMIGER STINE ENGEN KONRAD NUKA GODTFREDSEN HANS KARUP JAN KROGSGAARD PETER LAUGESEN CECILIE LIND INGA LYNGBYE THEOPHANIS MELAS TOVE MEYER KAT MUKAI SELMA ROSENFELDT-OLSEN HALFDAN PISKET ALEKSANDAR ŠAJIN JENS AUGUST SCHADE NESTOR SEIP CHARLOTTE STRANDGAARD FREJ KLEM THOMSEN HANADI ZARKA
tekst: nestor seip
I første del tages emnet op i en lettere parodisk stil Et sted skal vi jo begynde på dette spraglede emne, så jeg vil foreslå, at vi – for nu at gøre denne publikation ære – tager dyret ved hornene: Det er stort, og nr. 45 er stor både i højde og drøjde, en ren Gargantua i volumen og i stil: Småklynkende af forurettelse og storskrydende af vane indtager nr. 45 verden, og indtager den, som den er, med hud og hår, mennesker og bygninger. Ud over den store vom er Gargantua også stor i slaget: parat til at kalde al svindel, løgn og nag for amerikanske størrelser. Selv Gargantuas urin, som russiske tjekkister har filmet, kan ikke plette hans rygte. Alt koger tilsyneladende i den samme vælling, og for at forstå, hvad der er i gære i Amerikas hvide kødbjerg, må vi ty til landets indfødte og deres myte om tricksteren. Især Raven-kredsen af myter fra den nordre Stillehavskyst og Coyote-kredsen fra De Store Sletter supplerer Rabelais’ Gargantua på det mest storartede. Eksempelvis er Coyote legemliggørelsen af en ubegrænset appetit og samler alle laster i sig: Den er “grusom, svigefuld og liderlig”, som den guddommelige Susan Feldman skrev i sin indledning til The Story-Telling Stone – Traditional Native American Myths and Tales. I mange fortællinger gengives Coyote som skørlevneren, der forfører sin egen datter og bedstemoder ved svindel. Gargantua er glubsk, og Coyote er utaknemmelig: En stor falskspiller, der forråder sine nærmeste for at spise alt og alle og penetrere dem efter lyst og indskydelse. Nr. 45 giver i øvrigt Coyote-tegnet dertil: Hans pegefinger møder tommelfingeren og angiver en lille cirkel mellem de to fingre, når han taler. Det er en advarsel til alle ringmuskler, store som små, mænd som kvinder. Når de mødes på den femte kælderetage i Bannons Bierstube, er det tegnet, der giver adgang til logen. Og her drøfter de så deres ideologi om racekannibalisme: Skal den hvide race spise de mørke “først”? Står det ikke i modsætning til slagordet om, at det er “Amerika først”? “Først kommer fjenderne,” svarer Bannon, “men vi kan jo sige, at vi fortærer dem lidt efter lidt. Ligesom den danske integrationsminister, der først vil grille de små somalidrenges testikler og sluge dem som hors d’oeuvrer.” “Ja, hun er storartet – de der halvtyskere kan noget. Det ved vi fra Brødrene Grimm: Heksene og troldene spiser hele tiden alle hos dem, og det må være vort hvide mål: Gør Amerika kæmpestor igen, som en kæmpetrold, der ikke lader noget tilbage på fadet!” svarer Gangantua og fortsætter: “Hun skal med til racebanketten! Det eneste, der generer mig hos Brødrene Grimm, er deres troldeopfattelse: Hvorfor skal de altid have vorte på næsen? Kunne de ikke have guldparyk på som os andre? De har ikke forstået pengenes betydning,” slutter nr. 45 med veltilfreds mine. Den følgende dag er den helt gal: 7 millioner amerikanere er på gaden for at protestere mod racebanketten. “Ingen skal spises!” lyder det i alle amerikanske storbyer.
4
Småklynkende af forurettelse og storskrydende af vane indtager nr. 45 verden, og indtager den, som den er, med hud og hår, mennesker og bygninger. Ud over den store vom er Gargantua også stor i slaget: parat til at kalde al svindel, løgn og nag for amerikanske størrelser. Alene i Washington er der to millioner, der råber af Gargantua: “Han kan selv gå ned i den sorte gryde. Den, der kommer allersidst, skal til Amerika! Sådan har det altid været, og sådan skal det atter blive!”
Del to: Emnet fortsætter her i et mere alvorligt toneleje, der til forveksling kunne ligne en uimponeret statusopgørelse Det vil ikke kunne nytte noget at gå efter korruption og svindel, nok heller ikke efter fysisk magtmisbrug og mord. Det vil ikke kunne nytte noget at vise, at lederne lyver. Watergate er en saga blot. Ingen har flyttet rundt på Putin, så længe han kunne opretholde, ja, udvide sine alliancer, uanset hvor meget han løj eller lod systemkritiske journalister myrde. Putins udvidelse af sine støtter fra Berlusconi- og Assad-mafiaerne til Front National, Brexit, den danske EU-modstand med Flemming Rose i spidsen og nu “Make America White Again” plus hvad, han måtte have gående i det fraktale Auschwitz, som udgør henrettelsesmaskinen Kina, viser, at “kapitalens organiske sammensætning” ikke har så meget med merværdiproduktion at gøre mere som med organsalg og statsmafia. Rene Hænder har tabt stort, og mafia er ikke længere nogen metafor, når den bruges uden for Sicilien, men selve strukturen i den kapitalkommando, der bygger på jordrente, statsfinanser, militær og politi. Den 8. november blev den lillebitte rest af traditionel, socialreformistisk alternativitet klippet af det moderate socialdemokrati, som blev legemliggjort en kort stund af Obamas bistandspolitik. Så nu er det slut: Nationalisme, fascisme og racisme tabte krigen i Europa 1939-1945, siden i kolonierne og lidt senere også i de nordamerikanske sydstater. Men de vandt til sidst. Nogen, eksempelvis Der Spiegel, kalder det “populisme”, men det er ikke for at få styr på bevægelsens indhold – det er for at tale om noget andet. Og på en måde måtte det gå sådan. For var verden blevet en stor socialstat, der byggede på solidaritet og gensidige hensyn, ja, så havde Auschwitz været et “offer”, et holocaust til noget større end det selv – så havde Auschwitz været “godt for noget”. Racismen er imidlertid ikke en passage til noget andet og til sidst bedre. Den er menneskeartens endestation.
Del tre, hvor emnet er et smut inde over gamle Danmark “Schalburg var i kamp i 13 dage, men se, hvad han fik udrettet for korpset og dets kampvilje på under to uger!” siger en af oldingene i den Bierstube-lignende kælder
5
Den 8. november blev den lillebitte rest af traditionel, socialreformistisk alternativitet klippet af det moderate socialdemokrati, som blev legemliggjort en kort stund af Obamas bistandspolitik.
i en gammel villa i Kerteminde, ikke langt fra Storebælts udmunding. På væggene over kælderlokalets træpaneler hænger der billeder af Adolf, Benito, Pia, Inger, Slobodan, Marine, Karen, Vladimir (ikke Lenin, men Putin), Bashar og Gargantua, der nu er placeret i midten ved siden af et tildækket billede, dvs. der, hvor fotografiet af Anders Behring Breivik før var anbragt. Nordmanden er taget midlertidigt ned, fordi han fik medhold af “systemet”, da han klagede over sin isolationsfængsling. “Et skvat,” siger en af oldingene og smører lidt fugtcreme på den rynkede overarms falmede svastika-tatovering. Gruppen har i 70 år kaldt sig Afværgekamp Neuruppin/Velfen: De var 102, der slap ud den vej fra Berlin i maj 1945. De er i dag 11 frikorpsfolk tilbage, alle mellem 90 og 96 år. Nu har de så taget navneforandring til 8. November 2016: Morgenrøde … Et langt navn, der skal stå på alles gravstene, har de besluttet. “Schalburg kæmpede ikke forgæves,” fortsætter oldingen med fugtcremen, “men hvem skal lede den nordiske race, nu hvor Anders viste sig højst at kunne blive sysselleder i Norge?” “Ja, det må være en rigtig politiker, ligesom Føreren var,” siger en anden af oldingene, der er forblevet slank og rank og i dagens anledning bærer sin gamle, sorte SS-uniform. “Én, der forstår, hvad de andre politikere mener, og kan komme dem i forkøbet, før de tør sige det selv.” “Ja, vi har talt om det før, men tror I, at Han er parat til at tage springet? Han siges at stortrives i Staterne,” indvender oldingen med fugtigcremen. Men den sortuniformerede insisterer: “Vi har ikke brug for Ham derovre. Nu har vi Det Hvide Hus, og de 6-7 millioner kællinger, der gør modstand, skal vi nok få bugt med. Og russerne har lovet at give en hånd med: Vladimir synes om Ham.” “Ja, det afgør vel sagen,” bemærker oldingen med fugtcremen, rejser sig og trækker klædet af det tilhyllede fotografi. “Sieg Heil!” udbryder han. De øvrige 10 rejser deres gamle og ranglede lemmer en sidste gang, rækker højrearmene i vejret og holder dem så strakte, som de nu kan: “Heil Rose!” runger det i kælderen. De sætter sig atter ned og slår hænderne taktfast i bordet: “Danxit, Danxit, Danxit!” Den sortuniformerede holder en kort tale: “Flemming Rose er manden, der kan nedlægge Bryssel og endelig ødelægge jødetampenes kosmopolitiske rede. Heil Rose!”
Del fire, hvor revolutionen er på tale, og en ganske særlig en af slagsen: Nemlig en revolution, der bereder vejen for et samfund, hvor det er forbudt at slå mønt og slå ihjel Hvad skal de amerikanske revolutionære, dissidenter og regimemodstandere stille op? Hvad med det flertal, der ikke ville nr. 45, men heller ikke ønskede Hillary Clinton i Det Hvide Hus? Mange er gået med i de store demonstrationer, lufthavnsblokader og alle de andre “pop-up protests”, og der kommunikeres på de sociale medier parodisk, humoristisk, sarkastisk, ironisk, narrativt: “Free Melania”, “Ban Bannon”. Alene dette Pussyhat Project er et genialt påfund, fuld af henvisninger til nr. 45’s russiske sponsor. Men vi skal tættere på det, forestillinger gøres af, såfremt denne enorme masse af utilfredse og radikaliserede amerikanere skal kunne løse deres og verdens problemer med pengene og kroppene.
6
1) Først skal nordamerikanerne forbindes med de øvrige amerikanske indvandrersamfund, især Mexico og det hypermestizerede Brasilien. Tidsskriftet Lusitania, der var på engelsk og portugisisk og udkom i USA og Brasilien for over tyve år siden, var en fin begyndelse. Det samme gælder Whitney biennalen 1993, der rejste spørgsmålet om den kritiske krop (queer, postkolonial etc.). Så teorierne har været i gang siden begyndelsen af 1990’erne. Det eneste, der mangler, er lidt mere pengekritik. Den trives så til gengæld i Brasilien, der hele tiden udgiver de tyske værdikritikeres tekster på portugisisk – selv i dagblade! Men pengeophævelsen kræver jo, at diskussionen om distribution uden penge tager fart. Og den diskussion må være international: Angiveligt produceres der fødevarer til 13 milliarder mennesker. Siden 2009 har vi ikke desto mindre rundet milliarden af sultne mennesker ifølge WHO, og antallet forbliver stabilt, med en lille, stigende tendens i Afrika, Sydamerika, Indien-Bengalen samt ikke mindst Nordkorea. En egalitær verdensdistribution af nødvendigheder (mad, vand, sundhed, skoler osv.) kræver imidlertid, at proletarerne i verden, dvs. dem med mange børn, vinder i den globale klassekamp. 2) Klassekampen skal derfor gennemtænkes som både modstand og angreb, dvs. som barrikade og hær. Det militære spørgsmål kræver imidlertid en kollektiv evne til at styre fjendtlige følelser. Ikke had, ikke lidenskaber, men affekter, der kan indgå i overvejelserne vedrørende kamp og straf. Det punitive, straffen, er lige så vigtigt som det distributive, fordelingen. Men de må holdes adskilte. Problemet med de tidligere revolutioner, der har sejret en tid, såsom den franske og den russiske, har været sammenblandingen af det distributive og det punitive. Den brugsforening, der forestår fordeling, må være aldeles adskilt fra den straffende institution: MAGTDELING er alfa og omega for en vellykket revolution. Derfor skal den dømmende instans da også være i stand til at tænke fordeling uden at skulle tage stilling til straffen mod dem, der saboterer en egalitær fordeling. Distribution og lighed hviler ikke på trusler, men på tilfredsstillelsen af behov. Straffen er derimod altid en trussel, og den dømmende instans, det revolutionære tribunal, skal være i stand til at forvalte bedømmelsen af forbrydelser uden et trusselniveau, der overskrider fjendekroppens integritet. Revolutionen forbyder med andre ord voldtægt, tortur og henrettelser. I krigshandlingerne på barrikaden eller på slagmarken vil der være faldne, men efter barrikaden, bag den, henrettes der ikke. Hovedfejlen ved de førnævnte revolutioner var den omfattende brug af dødsstraf i begge samt den gavmilde administration af privilegier til de revolutionære, der ønskede dem. Selv Trotskij forsvarede, at bolsjevikker skulle have større rationer end partiløse sovjetborgere … Så i stedet for privilegier, lighed for loven. “If that isn’t a revolution, it will have to do, until the real thing comes along,” som den guddommelige Carmen McRae sang, eller næsten gjorde.
Mange er gået med i de store demonstrationer, lufthavnsblokader og alle de andre “pop-up protests”, og der kommunikeres på de sociale medier parodisk, humoristisk, sarkastisk, ironisk, narrativt: “Free Melania”, “Ban Bannon”.
7