Læseprøve på GADENS ROMAN af Lauritz Petersen

I Det var Lørdag Aften, knapt en halv Uge før Jul, og det sneede.

Baggesensgade laa og døsede i et tidligt Mørke. Af og til skumplede Forstædernes store Sporvogn forbi henne ved Hjørnet af Blaagaardsgade, og af og til kom en enspændet Hørkræmmer eller Spækhøkervogn luntende.

Lige paa Hjørnet holdt et Par Fiskerkoner med to Træk­ vogne, hvorpaa der var Kasser med røgede Sild. Der var ingen Handel for Øjeblikket, og de havde lagt en Stump Voksdug og et Par Aviser over Sildene for at skærme dem mod Sneen.

Den ene af dem var umaadelig svær. Hendes hvide, stivede Kællingekappe bredte sig over et Ansigt, der var meget oppustet og var bleven ganske rødt af det barske Vejr. Hendes Øjne var paafaldende smaa; de plirrede mod Snefnuggene og lignede Griseøjne. Desuden var hun i Be­ siddelse af en Hage saa kødfuld, at den var i Færd med at lægge sig helt ned paa Brystet af hende.

Hun stod og nynnede, og med al sin Uformelighed gjorde hun et særdeles gemytligt Indtryk. Den kolossa­ le Buste var godt indpakket i en sort, strikket Vest, som var hvidplettet af Sneen, og de nedre Dimensioner af hende var, foruden en Del tykke Skørter, tillige omgivet af et stort, blaaternet Forklæde. Foran paa Maven under dette Forklæde skjulte hun sine Hænder, og hun tog dem 7

kun frem en Gang imellem, naar hun pudsede Næsen i Fingrene.

Den anden Kone, der smaatrampende vandrede op og ned ad Fortovsflisen, var baade mager og spinkel. Der var noget vist københavnsk-rappenskraldeagtigt ved hende.

Man kunde tydelig se, at hun engang for en Snes Aar si­ den havde været en Pige med Humør i, en af dem, der ser humoristisk paa Tingene, der ikke vejer deres Ord og Handlinger saa nøje, og som holder meget af Gaden ved Gasbelysning. Hendes magre Figur maatte dengang have været slank; hendes Hoved maatte have siddet koket paa Skuldrene og hendes store blaa Øjne have forstaaet at smi­ le skælmsk og forførende. Men det var længe siden. Nu dækkedes dette Hoved af den hvide Kappe, som baade skjulte Nakken og Ørerne. De blaa Øjne saa fast og frækt frem under de store, dristigt tegnede men lidt dvaskt ned­ faldende Øjenlaag. Og Munden saa ud til at kunne aabne sig for en rigtig skarp, klar og gennemtrængende Fisker­ konestemme.

Hun havde puttet begge Hænderne i en Pelsmuffe. Som­ me Tider gav hun et haardt, sjappende Tramp i Stenbro­ en, og det kunde ogsaa hænde, at hun trak paa Skuldrene med en frysende og utaalmodigt vrikkende Bevægelse.

Den tykke stod stadigt nynnende, med Hænderne paa Maven, medens hun skiftevis lettede lidt paa Benene.

Stenbroen havde allerede længe været skjult at det blø­ de, hvide Snetæppe, og kun i Hjulsporene eller inde paa Fortovet stak den fugtig og sjasket igennem.

De stadigt faldende Fnug gav alt et forandret Udseende: Omridsene af Skilte, Vinduer, Døre og Trappetrin blev 8

bløde og afrundede, og alle Farver tabte sig i en hvidlig Tykhed eller i Skygger. Paa begge Sider af Blaagaards­ gade, baade i den pænere Ende imod Peblingesøen og i den simplere imod Stengade, stak de sparsomme tre-fire Lygter frem af Tykheden som gullige, taagede Lyspletter.

Og hvor der et enkelt Sted uden for en Stue eller Kælder­ etage hang en rød Beværtningslygte, fik Omgivelserne et helt fantastisk Udseende.

Ogsaa Lyden blev afdæmpet og udvisket: Ringede en Butiksklokke tæt ved, lød det, som om det var langt borte.

Kom en enkelt Vogn kørende, skulde man tro, at Hjulene var omviklede, og at Hesten ingen Sko havde paa. Selv naar Sporvognen et Øjeblik løb forbi, var det som en fjern Raslen, der fuldstændig opslugtes, saa snart den var kom­ men bag Hjørnet.

Den tykke Fiskerkone holdt for et Øjeblik op med at nynne og gav sig til at ryste Sneen af den Avis, som laa over Sildekassen. »Der bli’er sgu noget at gøre for Vognmændene«, sagde hun til sin Kollega med en Stemme, der var bleven rusten af Gadelivet. »Det er s’mænd en køn lille Julepresent til dem fra Vorherre a’ … Tror Du ’nte, Di takker ham for ’en, hva’!« Den magre udstødte en kort Latter, medens ogsaa hun begyndte at fjerne Sneen fra sin Vogn. »Hvor Fa’en er Drengene henne? … har Du ’nte set Drengene, Mille?« spurgte saa den tykke igen. »Jo, di ka’tte være rendt meget langt væk!« Og med sin skarpe, gennemtrængende Stemme gav hun sig til at kalde højt: 9

»Nikkelej–i! … Nikkelej–i! … hvor er I been af ?« Som Svar paa dette Spørgsmaal blev der en let Rumste­ ren henne i den nærmeste Gadedør, og et Par Skikkelser kom langsomt slentrende hen imod Sildevognene.

Disse Skikkelser var den tykkes Børn. Det var et Par halv­ voksne Drenge og de løjerligste Fyre, man kunde tænke sig.

De var begge to pukkelryggede med lange, magre, kalve­ knæede Ben og med tynde Arme, hvis Hænder var stukket dybt ned i Bukselommerne. De lignede hinanden som to Draaber Vand og var meget lurvede i Tøjet. De havde blege forfrosne Ansigter, hvor Næse og Øjne løb med Vand, og de saa ud til at være baade meget dumme og meget sløve.

Da de var kommen helt hen til Vognen, spurgte den tyk­ ke dem, om de var sultne. Der var vist ingen af dem, der svarede noget. De stod blot og plirrede med Øjnene mod Sneen, og da de havde faaet stukket en røget Sild i Haan­ den, vendte de sig om og gik langsomt tilbage, hvor de var kommen fra.

–– Det var let nok baade at se og høre, at det snart var Jul. Thi rundt omkring i Portene blev der solgt Juletræer, og alle Butiksvinduerne var pyntede.

Urtekræmmer Hansens to Kældervinduer i Nr. 22 ud­ mærkede sig særligt; de var smagfuldt dekorerede med Grankviste og Sølvpapir. Lidt længere henne, i det samme Hus, men paa den anden Side af Gadedøren, hvor der var Grønthandel og Rullestue, havde man ogsaa pyntet Kældervinduerne. Oven over store Opstablinger af Æbler hang der en hel Mængde kulørte Papirshjerter, forgyld­ te Valnødder og Grankogler. Ja, selv ovre paa den anden 10

Fortovsside hos Spækhøker Rasmussen, hvor Gæssene laa og strakte sig, havde det store Svinehoved, som var an­ bragt midt i Vinduet, faaet en hvid, udskaaret Papirskrave om Halsen og et stort Æble i Flaben.

Nede i Urteboden stod Hansen og ventede paa alle de Kunder, som nu, Lørdag Aften, snart vilde fylde hele Lo­ kalet for ham.

Han var middelhøj og otte og tyve Aar gammel. Med sit glatslikkede, i Midten skilte Haar saa han ud som saa mangen Urtekræmmer, og hans regelmæssige Ansigtstræk var maaske kun lidt klogere end de flestes. Dertil var der noget sygelig blegt over dette Ansigt og noget glansløst og udslukt i disse Øjne, som tydede paa Udsvævelser, paa en misbrugt Forstand og paa en Tankegang, der ofte var sjo­ fel. Men Madammerne i Nabolaget vidste ogsaa flere end een Historie at fortælle om ham, naar det kom til Stykket.

Forøvrigt boede han i Stueetagen over Butikken sammen med sin Moder, en ældre, værdig, graahaaret Dame.

Nu begyndte Butiksdøren allerede at smække, og der kom traskende en tre-fire Stykker ned ad Kældertrappen.

Den første var Snedker Boesens snavsede Unge oppe fra anden Sal. Hun kom trillende hen over Gulvet, medens hun pillede sig lidt i sin lille rødladne Opstopper. De andre var Madammer fra de nærmeste Huse.

Hansen gik hen til Disken og hilste smilende og geskæf­ tigt paa dem som paa gode gamle Bekendte. »Da’, Stine«, begyndte han. »Skal Du hente Øl, Stum­ pen, hva’ ?« Hun nikkede og gav ham en Ølflaske og en Sodavands­ flaske.

11

» … Og saa en halv Pægl til Fa’er? … ikke mere?« »Jo«, svarede hun og rakte ham endnu en Lap Papir, hvorpaa der var kradset nogle Kragetær med en Blyant. »Saa skulde Mo’er nok betale, naar hun kommer her ned i Sijen …« »Naa, det er godt, Stine.« Og Hansen hældte en halv Pægl Brændevin igennem Trakten og ned i Sodavandsflasken.

Tid efter anden smækkede Døren; der kom flere og flere.

Det var næsten alle sammen Madammer, simple og lige­ fremme Folk, hvem det samme strænge Arbejde saa at sige havde givet den samme Facon. Jo mere de var kommen op omkring en vis Alder, midt i Trediverne, desto mere havde de til fælles: Det var de samme bestemte, skarpt trukne Linier i Ansigtet, den samme Magerhed og den samme Maade at tale paa. I Lyset fra de urolige Gasblus fik de­ res Øjne en underlig Dybde samtidig med en skinnende Glans. Nogle enkelte gik med Korset, men de allerfleste brugte ingen, og der var i det hele taget ikke meget Figur paa nogen af dem. Derimod var det en ejendommelig, næsten stram Duft af Fattigdom og Arbejde, de udbred­ te omkring sig; den løftede sig ud fra deres Haar, fra de­ res bare Halse og deres Klæder; den laa og varmede sig i Straalelyset fra Gasblussene, og den ligefrem svævede over Hovederne paa dem som en jævn Taage. Men selv mærke­ de de ikke noget til den. De stod blot og skubbede sig sam­ men hen imod Disken, med Kurvene foran paa Maverne, de magre senestærke Arme trukket op over Hofterne og de spidse Albuer stikkende bagud.

Hansen havde meget travlt. Han var ganske ene om at 12

ekspedere, og han fløj frem og tilbage inden for Disken og smækkede med Skufferne eller raslede med Vægtskaalene.

Han forstod rigtig at behandle alle disse Madammer. Midt i sin Travlhed glemte han ingen af dem, og snart kom han med et Par Ord til den ene og snart til den anden. Han kendte deres Bekymringer, og han kendte hele Nabolagets Historie paa sine Fingre. Han talte godt for dem, naar de var rørte, og han hjalp dem med at skælde ud, naar de var vrede.

Nu kom i egen Person Blikkenslager Kristoff oppe fra fjerde Sal ind i Butikken med sin lille Pige paa Armen. »Da’ Kristoff! … gaar osse i Byen for en Gangs Skyld?« udbrød Hansen smilende, idet hans store, renvadskede og gesvindte Hænder lukkede for en Pose Puddersukker.

Madammerne vendte sig alle sammen, og hver eneste Gang, Butiksklokken ringede, gjorde de akkurat det sam­ me.

Men ellers stod de og blev saa yndigt lade i Varmen.

Deres Sind var opfyldt af en stille, lykkelig Lørdagsfred; deres Øjenlaag var saa tunge og trætte; de magre Kinder glødede, og smaa skinnende Svedperler sprang frem oppe under Haaret paa den lave Pande.

For Øjeblikket var der over en halv Snes Stykker i Bu­ tikken. Oppe fra Huset var der foruden Blikkenslager Kristoff tillige Madam Sørensen, og der var Rullekonens Datter inde fra Kælderbutikken paa den anden Side af Gadedøren.

Madammen var en lille blegnæbet Kone, som var kom­ men op i Fyrrerne. Hendes Mand var Maskinmester paa et stort Savskæreri inde i Byen, og de boede oppe paa før­ ste Sal til højre for Trappegangen.

13

Den lille Rullekonepige var en buttet Sejstenaarstøs i en tynd, blaaternet Vadsketøjskjole. Hun havde et fuld­ stændig kønt Blondineansigt med rene, fine Træk og dybe, blaa Øjne. For Morskabs Skyld stod hun nu og drejede paa Kaffekværnen henne under det ene Vindue.

De andre Kunder var Folk fra de nærmeste Huse i Na­ bolaget. Blandt dem var der Madam Gotfredsen, en tyk Værtshusholderske, som sad og bredte sig paa Butikkens eneste Stol, og der var Væverkonen, som boede ovre paa den anden Side af Gaden i samme Sted som Spækhøker Rasmussen. »Ja, je’ skulde ha’ en Fjerding grøn Sæve«, sagde Ma­ dam Sørensen, som var kommen helt inderst ved Disken, midt under Gasarmen, hvorpaa der hang Numre af »Ny­ hedsposten«. »Men den maa være go’ til at ta’ Skidtet; for den sidste, je’ fik hos Dem, den var je’ inte tilfreds med.« Hansen, der var bleven helt rødmusset og klarøjet af den Iver, hvormed han ekspederede, gjorde et Tag i en Sæbebøtte, der stod inde under Disken. »Saa–aa? … ikke? … var den ikke god?« spurgte han. »Denne Gang er ’en god! … brilliant! … Skal De vadske i Maaren, Madam Sørensen? … og paa en Søndag?« »Søndag og Søndag! … Man maa sgu ase i’et hver Dag, vil man holde sig ren … Næ–æ, Søndag er s’mænd inte noget, der er g’ort for voreses Skyld!« Madam Sørensen ledsagede sine Ord med et formilden­ de Smil, medens hun stod og lukkede Laaget op paa sin Hankekurv. Hun havde syv Børn, og man kunde se det paa hendes Øjne, der var ejendommelig matte og laa saa dybt i Hovedet paa hende.

14