Issuu

FORELSKET

FOR

EVIGT

Af samme forfatter For at gå med dig, 2023 Mon vi slipper godt herfra, 2024 Et hjerte i sorg er en vase, 2026

Freja Bøgh Lassen

Forelsket for evigt

Noveller / Cautionary Tales Gladiator

©Freja Bøgh Lassen og Gladiator 2026 1. udgave, 1. oplag Redigeret af Jakob Sandvad og Josefine Bøgh Lassen Grafisk opsætning af Josefine Bøgh Lassen Bogen er sat med Minion Pro og trykt hos Specialtrykkeriet Arco Printed in Denmark 2026 ISBN: 978-87-7569-093-0

’I mit hjertes cafe, hvor alting kan ske, og hvor ingenting varer ved, hændte det en slog sig ned engang og fandt et blivende sted, da lo de, alle de farende folk: nu har vi set det med. Gulvet var snavset af mange slags vejr, slæbt ind af mange slags sko, kalkpudset skalled i lampernes skær, som var det en landevejskro. Dog lokked den blidt med intim musik, mit hjertes lille cafe, hvor hundrede mennesker kom og gik med hver sin vilje og ve.’ - Tove Ditlevsen, Digte, uddrag fra digtet Den sidste gæst.

‘Mi corazón que siempre está en una carrera’ På engelsk: ‘My heart, always in a race’ - Rosalía, uddrag fra sangen La Yugular.

En cautionary tale er en fortælling, der har til formål at advare sin læser mod fare og risikabel adfærd.

Remis Jeg dør først, når hesten dør Drømmeelsker Det forheksede træ Forelsket for evigt

Remis

Lejlighedens mørkeblå skråvægge læner sig ind over sengen. Før var der skælvende regn på tagene, men nu er der blevet helt stille. Det er Kiras smalle grønne øjne, jeg ligger og tænker på. Jeg tænker slet ikke på en fredfyldt måde. Jeg ligger og trækker vejret i hurtige træk. En tung vejrtrækning fra gulvet, hvor Zaza ligger med en pote foran øjnene. Kira ville ringe på vej hjem. Det sagde hun, inden hun gik ud ad døren. Men min telefon ligger på sengebordet, hvor jeg lagde den for flere timer siden. Ikke en lyd fra den. Jeg har skruet helt op for lydstyrken, klar til at gribe ud efter den, hvis den skulle bippe eller ringe. Klokken er tæt på 03 om natten. Det er vel fredag nu, tænker jeg og får lyst til at sige det højt i rummet for at skabe ro, som om jeg ikke er alene. Jeg ligger på ryggen med lænden hårdt i madrassen. Nattens mørke forsøger at overdøve gadelamperne langs boulevarden. Kun lidt lys slipper ind i værelset. Min krop er tung og mør, det bliver den af at ligge ned i mange timer. Hvis Kira kom ind nu, ville hun tro, at jeg sov. Så stille ligger jeg. Jeg maser mine arme og hænder ned i madrassen, for jeg skal ikke kigge på min telefon nu. Selvom jeg så gerne vil. Jeg vil så gerne kigge på telefonen, men jeg ved, at jeg kun bliver mere vågen, hvis jeg kigger på den. Hold nu op, tænker jeg, hold nu op.

Kom nu, tænker jeg, du kan godt falde i søvn, du kan godt, du kan godt, godnat, sov nu. Men så griber jeg alligevel ud efter telefonen på bordet. Og jeg når ikke at stoppe mig selv, før jeg er i gang med at ringe til Kira. Jeg har allerede ringet til hende flere gange i løbet af aftenen, men hun har kun taget den en enkelt gang, da klokken var 23:45, hvor hun var glad og sagde, at det nok blev sent, fordi hun hyggede sig. At jeg bare kunne lægge mig til at sove. Hun var ude at drikke øl med en gammel studiegruppe på Klovnens. Men Klovnens lukker klokken 01 om torsdagen. Og nu er den jo som sagt tæt på 03. Jeg ringer til hende igen. Igen. Og jeg kan ikke lade være med at ringe endnu en gang. Kira må tro, at noget alvorligt er galt, når hun på et tidspunkt kigger på sin telefon. Den går bare på svarer, hver gang jeg ringer. Jeg lægger telefonen tilbage på sengebordet og lægger mig tilbage på puden med lukkede øjne. Mit hjerte banker så hårdt i brystet, at jeg har svært ved at trække vejret ordentligt. ”Rolig nu,” siger jeg højt i rummet, og det hjælper faktisk at snakke med mig selv. ”Roooolig nu,” siger jeg igen højt med en helt rolig stemme. ”Sååååå, såååå rolig nu,” siger jeg ud i værelset og aer mine overarme. Som om jeg er én, og min krop er en anden.

Jeg ligger lidt og venter, som om jeg tror, at Kira skulle komme ind ad døren om kun få minutter. Jeg vil søge på Google, om hjertet kan banke sig vej ud af brystet. Men jeg vil ikke røre ved telefonen igen. Hvis jeg nu kommer til at ringe til Kira endnu en gang. Men hvad, hvis der er sket hende noget, og hun ligger alene på et gadehjørne på Jagtvej. Og hvad med hendes studievenner. Jeg må finde dem på Facebook og ringe til dem. Men så godt kender jeg dem ikke. Zaza gør kort men højt fra gulvet. Jeg er sikker på, jeg har vækket hende med mit højlydte hjerte. Toiletdøren lukkes med et lavt klem. Jeg må være faldet i søvn. Jeg vågner akkurat. Den hårde hjertebanken fanger mit bryst med sådan en hast, at jeg slet ikke når at mærke, om den nogensinde fik sluppet mig. Et svagt lys under badeværelsesdøren kaster striber ud i det eneste værelse, lejligheden består af. Vi flyttede ind for snart tre år siden, Kira og jeg. ”Vi siger ja,” sagde vi i kor til udlejeren, der ventede i tyve minutter, mens vi debatterede valget af lejligheden på 29 kvadratmeter. Ét rum med køkken og plads til seng og skab plus et lille badeværelse i forlængelse af rummet for 11.000 om måneden. Lejligheden ligger til gengæld på Nørrebro og er uden tidsbegrænsning OG er møbleret, OG man må have hund, så vi blev enige om, at vi ikke kunne sige nej. Da vi havde sagt ja, løftede Kira mig op og snurrede rundt og rundt og rundt dér på gulvet i lejligheden foran udlejeren, der skulle til sin nieces fødselsdag i Eksperimen-

tariet, så vi måtte gerne skynde os med at blive færdige med at snurre. Vi blev i lejligheden i fire dage næsten uden at forlade den, for nu var den vores, så længe vi ville have den. ”Uuuuuh,” havde jeg sagt ind i Kiras store hår, når vi vågnede sammen i lejligheden. I begyndelsen woltede vi alle vores måltider, for vi ville bare gerne være hjemme sammen. Det var magisk på en måde. Men som dagene gik, forsvandt magien, og det blev hverdag. På min telefon står der, at klokken er 05:32. Jeg når at kigge på den på bordet, mens Kira stadig er på badeværelset. Jeg ligger med lukkede øjne, da hun kommer ind og lægger sig ved siden af mig. Sammen skaber vi straks et tungt, hvileløst åndedrag. Et kunstigt et af slagsen. Men Kira synker ikke ned i madrassen på samme måde, som jeg synker. Jeg gør mig tung, for man er tung, når man sover. Jeg gør mig umage for at synke og synke og trække vejret dybt. Men Kira ligger bare let oven på madrassen og gør ikke engang forsøget. Jeg må alligevel være faldet i søvn endnu en gang, for jeg vågner igen lidt over seks. Zaza står for enden af sengen og logrer med tungen ud af munden. Kira står bøjet hen over hende i gang med at give hende snor på. Min alarm ringer om et kvarter. Der er halvanden time til, at jeg skal åbne cafeen. Det er mig, der åbner i alle ugens hverdage. Jeg møder klokken otte, så jeg kan sørge for, at cafeen er åben klokken

halv ni. Jeg tænder kaffemaskinen som det første. Så sætter jeg croissanter fra poserne i fryseren på en bageplade og tænder ovnen på 175 grader varmluft, og når den lille røde knap på ovnen lyser, sætter jeg croissanterne ind. Der plejer at gå cirka otte minutter, før den røde knap lyser, og i mellemtiden ryster jeg flaskerne med friskpresset juice, så bundfaldet fordeles i flasken, og juicen ligner noget, der kunne være presset samme dag. Jeg tænder stearinlys på bordene, og så betjener jeg kunderne. Og når klokken bliver 15, afløses jeg af min kollega Oli og skynder mig hjem til Zaza for at gå med hende. Zaza ligger som regel klar ved døren, når jeg kommer, så jeg behøver ikke at tage skoene af. Zaza og jeg går bare den sædvanlige tur op mod mosen, men aldrig helt derop. Der er lidt for langt. Vi går kun, så vi kan ane mosen på afstand, den giver mig på en måde ro. Grøn og sort. Efter turen med Zaza sidder jeg ofte lidt i lejligheden, inden jeg skal købe ind til aftensmad. Nogle gange går vi også bare ned og køber en durum i stedet for at lave mad. Altså Kira og jeg. Men jeg forsøger for det meste at få lavet maden selv og at gøre den klar, til Kira kommer hjem fra studiet. Kira og jeg ser tit noget hyggeligt på computeren, mens vi spiser, Friends eller den nye sæson af The Bear for eksempel, og så ligger vi lidt og slår mave, inden Kira går tur med Zaza, mens jeg vasker op. En gang imellem vasker Kira op i stedet for mig, når hun kommer hjem fra gåturen med Zaza. ”Jeg skal nok tage opvasken, du lavede jo mad,” plejer hun så at sige, inden hun og Zaza går.

Jeg kigger på Kira, som hun står der bøjet over Zaza for enden af sengen. Kiras uglede hår, der falder fra nakken og hen over baghovedet. ”Godmorgen,” brummer jeg. Kira rejser sig op og svinger håret om bag sig. Hun smiler og rynker så øjnene, længe efter at hendes mund har smilt. ”Jeg går lige med Zaza,” hvisker hun, som om jeg stadig sover, og hun hvisker til en anden. ”Hvorfor kom du så sent hjem, er du okay,” siger jeg og prøver at lyde oprevet. Men mit spørgsmål hænger vagt i rummet i stedet for. ”Jeg går altså lige med Zaza først,” siger Kira, der nu står klar ved døren med sko og Zaza i hånden. Jeg har endnu ikke rejst mig, da jeg hører Kira og Zaza ude på gangen komme hjem fra deres gåtur. Min alarm ringede for mange minutter siden, men jeg slukkede den hurtigt. Min krop er for tung og for stiv til, at jeg kan rejse mig, før Kira er kommet tilbage. Kira børster Zazas poter af med kluden, der ligger på måtten lige inden for døren. ”Skal du ikke på job,” siger hun. ”Du kom virkelig sent hjem,” siger jeg uden at have flere ord i munden. Og i stedet for at svare mig med ord kaster Kira sig hårdt ned på sengen og siger en fortvivlet pibelyd. Er hun blevet bidt af et dyr, tænker jeg febrilsk, men jeg gør intet ved det.

Jeg ligger bare i sengen på ryggen ved siden af hende og kigger op.

Der ligger seks kondomer i kommoden ved hoveddøren. De ligger under gamle studiebøger og godbidder til Zaza. Det er nogle kondomer, jeg købte i forbindelse med et tidligere forhold. De sidder sammen i plasticen, og man skal rive hårdt for at skille dem ad. Hvorfor smide dem ud, var Kira og jeg blevet enige om, da vi flyttede ind i lejligheden. Og derfor havde vi beholdt dem til ingen verdens nytte. Men Kira havde glemt alt om kondomerne fra skuffen, da hun skulle afsted på Klovnens. Måske fordi hun ikke regnede med, at hun skulle være mig utro netop den aften. Eller at hun skulle være mig utro nogensinde. Efter Kiras fortvivlede pibelyd der i sengen var hun begyndt at undskylde for, at de ikke havde brugt kondom. Hende og den fyr, hun var taget hjem til fra Klovnens. ”Brugte I i det mindste kondom, eller skal du til lægen og tjekkes nu,” var det røget ud af mig som det første. Men de havde ikke brugt kondom. ”Undskyld,” råbte Kira ned i puden igen og igen. ”Undskyld, at vi ikke brugte kondom.” ”Shit, shit, shit, jeg er så ked af, at vi ikke brugte kondom,” blev hun ved, som om det manglende kondom var årsagen til den ulykkelighed, der nu havde spredt sig i mig. Jeg lod,

som om jeg tog ordene ind, men min krop lå stadig bare flad og stiv i sengen. Jeg havde svært ved bare at løfte en arm. Jeg forsøgte at lukke læberne sammen, men mine tænder var ru og store. Jeg kunne ikke bevæge mig. ”Jeg lover, lover, lover, at det ikke sker igen,” sagde Kira. ”At du er mig utro eller det med kondomet,” fik jeg sagt som en robot. ”Jeg lover, at jeg ikke er dig utro igen,” sagde Kira. Hun havde sat sig på sengekanten og kiggede på mig, mens jeg bare var blevet liggende, stirrende op i loftet. Jeg var en patient, der skulle passes. ”Hey,” havde Kira sagt og lænet sig ind over mig. ”Hvordan bliver vi to okay,” havde hun spurgt stadig med pibelyden hængende ud af halsen. Men jeg kunne ikke andet end at ligge der på madrassen og ryste på hovedet. Jeg havde en hånd holdt stramt foran munden. Det opdagede jeg, mens jeg lå der. Måske var det derfor, jeg ikke kunne sige noget. Cafeen må åbne senere i dag, for nu er jeg kørt til lægen og sidder i venteværelset og venter på, at der kommer en sekretær ind. Sidst jeg var ved lægen, var for at få en recept til aknepiller. Der var jeg også kommet dumpende en morgen uden at have bestilt tid, fordi jeg var vågnet med endnu et krater på hagen. Det føltes så akut. ”Jeg har ikke bestilt en tid, men jeg har virkelig brug for lægehjælp,” siger jeg, da sekretæren kommer ind i venteværelset. Jeg har rejst mig op og står med en hånd i vejret, og sekretæren kigger på mig med skrækslagne øjne.

Lægens konsultationsrum er på ingen måde lydtæt. Jeg kan selv høre de andre patienter i venteværelset udenfor. En smule useriøst at drive en lægeklinik på den måde, tænker jeg. ”Man skal huske at bruge kondom,” siger lægen til mig, mens hun poder. Jeg svajer fra side til side på briksen. ”Jeg har en fast partner,” siger jeg i en forsvarende tone. ”Hvornår havde du ubeskyttet sex,” siger lægen. ”Jamen det må vel så være i nat så,” siger jeg og kan ikke forklare yderligere. ”Nå for søren, der skal altså gå fjorten dage, før jeg kan tjekke dig for noget. Du må hellere hoppe ned igen og så komme igen om to uger.” Lægen ruller sin stol væk fra mig og lægger an til, at jeg skal hoppe ned og tage mit tøj på igen. ”Undskyld,” siger jeg, og gråden hænger nu så langt ude af halsen, at jeg ikke ved, om den er til at redde. Jeg er limet fast til briksen under mig og vil fortælle lægen, at det slet ikke er mig, der er smittet, men min kæreste. Og at jeg ikke ved, om min kæreste har tænkt sig at gå til lægen, og at det er derfor, jeg er kommet i stedet, selvom vi slet ikke har haft sex.

Men Kira går til lægen. Og hun sender mig et screenshot af svarene fra prøverne på Minlæge-appen, så jeg selv kan se, at hun ikke er blevet smittet med noget som helst. Jeg modtager screenshotsene, mens jeg sidder over for Oli i cafeen. Jeg har endnu ikke sagt det til nogen. Det med Kira og fyren fra Klovnens. Heller ikke til Oli, selvom Oli selv har været sin kæreste utro engang. Det fortalte hun for nogle måneder siden. Bare sådan ud af det blå fortalte hun, at hun havde været sin kæreste utro og aldrig havde fortalt det til hende. ”Man skal aldrig fortælle det,” havde Oli sagt, ”for det kan jo misforstås.” ”Hvad mener du,” havde jeg spurgt. ”Ja, hvis din kæreste er dig utro og fortæller dig det, så kan det være et hint til, at du skal gå fra hende, men at hun ikke selv tør at slå op,” havde Oli sagt. ”Altså for at få dig til at slå op i stedet, for hvem gider at være sammen med én, der har været dig utro, ik,” havde Oli sagt. Olis kæreste er stor fan af The Cure, og jeg er sikker på, at det er derfor, Oli er begyndt at spille rockmusik i cafeen. Vi har flere sider i os, og Oli kunne lige så godt have spillet Medina. Men fordi det netop var dem, der fandt hinanden, blev det rockmusikken.

Det er samme dag, som jeg modtager screenshotsene fra Kira, at jeg første gang sælger noget, der er hendes, på Den Blå Avis. Det er et par uger siden, hun var mig utro. Om aftenen er jeg alene i lejligheden med Zaza, og jeg sidder længe i sengen og kigger rundt i værelset, mens jeg spiser en durum. Kiras pladesamling står på gulvet i en gammeldags Carlsberg-kasse, for det synes hun ser fedt ud. Hun har omkring elleve plader i kassen, og hun købte dem, da hun boede med sin ekskæreste, som havde en pladespiller. Kira og jeg har ingen pladespiller. Jeg ved ikke, hvorfor jeg gør det. Men jeg lægger durummen på sølvpapiret i sengen og går over til pladesamlingen, hvor jeg begynder at tage billeder af pladerne. Da jeg har sat mig i sengen igen, lægger jeg billederne på Den Blå Avis. Jeg sætter pladerne til tredive kroner stykket. På en måde giver det mig en varme i kroppen. Der går kun tretten minutter, før Janus M skriver, at han gerne vil komme og hente Amy Whinehouse-lp’en AMY med det samme, hvis jeg er hjemme. AMY er den bedste af alle de plader, Kira har. Efter tyve minutter kommer Janus M og henter pladen. Det er først og fremmest den varme, der i et sekund risler gennem kroppen på mig, når der er en ting mindre i lejligheden, der er Kiras. På den måde har hun mindre og mindre ret til at være der. På den måde bliver hun mere og mere fattig. Kira er heller ikke hjemme, da jeg finder Gorillaz-lp’en The Mountain, Deluxe-udgaven, frem og pakker den ind i

aviser og tape. Hun er på læsesalen, og jeg har længe siddet på sengen og ventet på, at hun skulle komme hjem. Og så kom beskeden på Den Blå Avis. I kiosken afleverer jeg pladen pakket ind i avis og tape. Den skal sendes til Bjerringbro. Kioskmanden printer en label ud, som han sætter på pakken. Kort tid efter modtager jeg penge på MobilePay fra min køber. Morgenen efter er der ingen kunder i cafeen. Så jeg står bag disken og lægger yderligere tre plader op på Den Blå Avis. Jeg sætter dem til halvtreds kroner stykket i stedet for tredive.