Læseprøve: Fem dage for ROSE af Hans Hedegaard Andersen

HANS HEDEGAARD ANDERSEN

FEM DAGE FOR ROSE ROMAN GLADIATOR

Fem dage for ROSE © Hans Hedegaard Andersen & Gladiator 2017 1. udgave, 1. oplag Redigeret af Hans Otto Jørgensen & Jakob Sandvad Bogen er sat med Baskerville og trykt hos Specialtrykkeriet Arco Printed in Denmark ISBN: 978-87-93128-85-9

Denne bog er produceret efter Gladiator-modellen.

Modellen sikrer forfatteren 50 % af overskuddet, efter produktionsomkostningerne er dækket.

Ligeledes sikrer modellen, at forfatteren kan få sine rettigheder til bogen tilbage efter 2 år, altså en reel ophævelse af bogens stavnsbånd.

Afgang Lyde fra havnen trængte ned i båden, en svuppen fra vand, der slikker langs bådens side, en summen fra vinden i rigningen og en buskrydder et sted på marinaen. Det tog et øjeblik, inden han huskede, hvor han befandt sig. Puden var blevet noget flad, han puffede den til, lagde hånden under øret og ligesom tog tilløb mod søvnen igen, da det faldt ham ind at se på sit ur.

– Fandens. 09:30, de skulle være sejlet for tre timer siden, nu kom det til at knibe med at nå frem i morgen inden solnedgang. Han havde ellers planlagt, at de skulle sejle ud i det første lys, mens himlen farvedes orange, mens Laura endnu sov.

Simon rejste sig fra den varme køje, kløede sig på brystet, tog shorts på og stak hovedet op af lugen, så gned han søvn af øjnene, og omgivelserne stod tydeligt. I en motorbåd på den anden side af broen sad en kvinde iført en neongrøn bikini. Hendes hud var brun, Simon havde aldrig set noget lignende, hun var mørk som læder, som en mørkebrun sofa, en, der kunne trænge til læderfedt, 81

lidt knirkende kunne man forestille sig, tør og knirkende.

Hun havde ingen lyse pletter, pigmenteringen var total, ikke som når han selv havde været i solen, så var der lyse pletter, uanset hvor rød han blev. Hun måtte være over fyrre, holdt sig ellers godt, syntes han, men hvordan hun var blevet så brun, forstod han ikke, og det var vel egentlig hans pligt at oplyse hende om faren ved overdrevet solbadning, men så var der faren for bedrevidenhed, der konstant hang over ham, lærerens iver for at give lærdommen fra sig, for at udbrede visdom, give svarene. Hvorfor overvejede han overhovedet at missionere dansk fornuft i USA, det var vel på kanten af, hvad man kunne tillade sig.

– Studerer du livet på havnen? En skygge faldt over Simon, da Laura trådte ind foran solen.

– Nej, jeg er lige vågnet, jeg sov vist over mig.

– Surprise. Jeg har handlet, så vi kan godt sejle.

– Jamen så sejler vi. Han skulle på toilettet og var tørstig, men nu var de sent på den, og så drejede han startnøglen. Laura var allerede i gang, havde kastet de agterste fortøjninger los, som hun var ved at hale ombord. Simon koblede skruen ind, han ville sejle frem, så Laura kunne tage de forreste trosser, dem på pælene, men han fik for meget fart på. Hun kunne ikke nå det, fortøjningerne blev, hvor de var, og båden stoppede i en rykkende bevægelse.

Han bakkede. Laura løftede de to trosser fri af pælene.

Hendes effektivitet var imponerende, ja, hun var imponerende og smuk i morgenlyset. Hans hænder gled af rattet, og han satte sig ufrivilligt på sædet, da ROSE bragede ind i broen. Han kom på benene igen, så sig over skulderen, 82

den brune dame smilede til ham, han slog frem, gav gas, og båden begyndte at dreje bagbord. Pokkers, roret stod i borde, helt til bagbord. Han drejede rattet, så hurtigt han kunne, indtil bladet med et smæld stoppede sin bevægelse i modsatte side, men det var for sent at rette op, og i det samme bankede de ind i fortøjningspælen på styrbord side, så hårdt, at båden næsten stoppede. Motoren arbejdede på fuld kraft. Stadig med roret lagt ud til styrbord tog båden fart i et skarpt drej, der bevirkede, at bagbords låring ramte den anden pæl, og der hørtes en knasende lyd. I et glimt så han søgelænderet give sig i sit beslag, en krakelering, der bredte sig nogle centimeter ud fra stålet, som et mikrospindelvæv i glasfiberen. Ved en blanding af held og hårdt arbejde havde han fået roret midtskibs, hvorved ROSE, godt hjulpet af den medløbende strøm, skød ud fra pladsen, noget hurtigere, end han havde tænkt sig. Han hørte Laura gennem motorlarmen.

– Sejler du ikke lige stærkt nok. Laura stod med et fast greb i det styrbord vant. Simon talte en serie primtal, for det var svært at fatte sig, og pulsen slog hårdt mod hans tindinger, og tiden syntes helt uregerlig, men så klarede det op, hans syn ligesom udvidede sig til noget nær normal tilstand og gav en slags overblik.

– Jeg har styr på det. Men han sejlede for stærkt, de 7,5 knob virkede overvældende mellem pæle og bøjer. ROSE tabte fart, da han slækkede op, lyden aftog i intensitet, han kunne følge med, og omgivelserne mere gled end flimrede forbi.

Aftenen før, efter Laura var gået i seng, havde han plan83

lagt dagen, gennemtænkt detaljerne, mens han drak den sidste vin. Alligevel var det gået galt for ham, pisseærgerligt, når han nu havde en chance for at gøre det rigtige, vise Laura en anden side af matematiknørden, som hendes veninder kaldte ham. Den solbrændte dame var ikke noget at tale om, alligevel følte han sig skyldig, da Laura tog ham i at stirre på hende, det var bare, fordi hun var så ubegribelig solbrændt. Det var folkeskolen om igen, han kvajede sig altid, han kunne se tilstrækkelig skyldig ud til at blive knaldet for noget, andre havde gjort, som nede ved Sparkøbmanden, hvor klassens kække drenge stjal cigaretter og slik. Han ville ikke stå tilbage som den eneste, der ikke turde, ville ikke altid være tøsedrengen og udså sig derfor en guldbarre, én med nødder. Ubehaget og stivheden afslørede ham, han var så kvajet, at han blev taget, inden han kom i nærheden af slikhylden, og det til trods lovede han sparmanden gennem tårer, at han aldrig ville gøre det igen. På den måde havde han selvfølgelig været heldigere end visse andre.

De passerede bøjen, som markerede sejlrendens afslutning, de var i åbent vand, de var på vej. Tanken havde strejfet ham, da han vågnede, at opgive turen, lægge nøglen under måtten, ringe til Steve og fortælle, at han havde fortrudt. Så ville han takke Laura for at sige ja til sejlturen, starte bilen og køre hen til et dejligt hotel. Det havde nok været det rigtige at gøre, men nu havde han på den anden side lovet Steve at sejle båden til St. Marks, og da Laura stod på bådebroen, og han havde startet motoren, og trosserne var kastet, var de sejlet, inden han nåede at tænke 84

over det. Så var det bare blevet mere og mere for sent at vende om.

Men det skulle nok gå, de skulle nok nå det til tiden, han havde lavet sejlplan og indregnet en vis usikkerhed i forhold til farten. Selvom deres søkort mindede om et lamineret menukort, den slags, der også fungerer som dækkeserviet, angav det tydeligt Tarpon Springs og St. Marks.

Mellem byerne var en rød streg, han havde tegnet med en rød fedtblyant.

Søkort var ikke noget nyt for ham. I Esbjerg Sejlklub lærte han navigation, hvordan man brugte kompas, hvad der var misvisning, og hvad der var afdrift. Selvom det var år siden, de sad i det rungende klasselokale på Stormegade Skole, huskede han stadig en del.

Han udsatte en position i kortet. Perfekt! De lå på den røde linje.

– Vil du styre, Laura? Så laver jeg morgenmad.

– Det lyder dejligt.

Det tikkede gemytligt, mens gassen brændte under kedlen. Han tændte under en pande og slog fire æg ud. Et salatblad under Lauras æg, agurkskiver uden skræl og to stykker mørkt brød, som nærmest var brunligt. Til trods for at supermarkedet havde en brødhylde på størrelse med en bybus, fandtes der ikke rugbrød. Forholdene var amerikanske, hylden med æg hen ved femten meter lang, ris kunne man købe i femkilosposer, og man kunne gå rundt uden at møde andre mennesker. Alt skinnede og stod som efter en snor, lidt uhyggeligt. Hvor mange kunder krævede det mon at tømme ægreolen, inden æggene blev for gam85

le? Det var et vanskeligt regnestykke, hvis ikke umuligt, han anede jo intet om, hvor længe æg kunne holde, eller hvor mange æg en amerikaner spiste.

Et hæst fløjt voksede fra kedlen, han rettede an på skydekappen, rigtig hyggeligt efter hans mening. Sådan en båd var i det hele taget hyggelig, man havde alt i miniaturestørrelse, dertil duftede kahytten varm og krydret efter madlavningen. Han kunne godt leve på en båd, måske lidt større end ROSE. – Jeg tager over, så kan du spise.

Laura tog sin tallerken, satte sig med ryggen mod sejlretningen, lagde benene op, lænede sig tilbage, vendte ansigtet mod solen og lukkede øjnene. Så smilede hun til Simon og begyndte at spise.

Storskødet løb villigt i blokkene, da Simon pressede bommen ud til styrbord. Han gik på fordækket, mens ROSE sejlede foruden rorsmand. Forsejlet lå klar i sin pose, han klikkede forliget fast på staget og hægtede fald og skøde i.

Han styrede tættere til vinden, satte begge sejl og faldt af. Da sejlene trak, stoppede han motoren. Igen denne nydelse. Motorlarmen var mørket, og stilheden var lyset. Maskineriet var noget, man tændte for, menneskefrembragt støj, der var blevet så almindelig, at fred og ro var blevet det ualmindelige. Der var så meget rod i begreberne, en ulogisk opfattelse som med begrebet ‘traditionelt landbrug’, en ordfinte, der fik dyrkning med pesticider og stråforkorter til at lyde som halm i træskoene og det rene Morten Koch. Økologi var for fanden da traditionelt, målt på tid.

86

Det lille display i cockpittet viste 5 knob over grunden.

Han halede på storskødet, slækkede på fokkeskødet, mærkede en sitren i rattet. 5,5 knob. Vinden friskede en smule, båden krængede og kom op på 6 knob.

Laura så på ham nu og da, men sad ellers med lukkede øjne, og Simon mærkede vinden gennem sit stride hår, det var endnu bedre end den blå Ford, sådan burde de altid rejse, sejle for sejl, og de skulle møde mennesker, frie verdensborgere uden fordomme, typer som Steve, der tog let på livet. Han valgte at lade sig besnære af bådens tiltagende fart, lade sig begejstre. Han kunne sejle, hvorhen i verden han ville, båden var hans værktøj, båden og han var en enhed eller bedre endnu: en tilstand, der kunne betegnes som 6 knob, ja, 6 knob var tilstandens minimum, det kunne blive bedre.

– Simon.

– Ja, er der noget galt?

– Jeg tror, du drejer, er det meningen? Simon så på kompasset, han styrede næsten ret øst.

– Jeg tror, det er vinden, den har ændret retning.

– Nå, for pokker. Han kom langsomt bagbord, tilbage på kursen, halede hjem på skøderne, og ROSE sejlede bedre end før, mere aggressivt, med vinden ind fra siden, til tider nåede de op på 7,5 knob.

– 7,5 knob, hvad siger du så?

– Det er rigtig fint, Simon. *

87

Farten var faldet støt den sidste halve time. 3 knob og han kunne ikke holde kursen længere. Det mærkedes som en irritation, da vinden ændrede sig, først var den aftagende og blev så mere nordlig. Det måtte være midlertidigt, vinden ville blive god igen. Simon styrede tættere til vinden, faldt lidt af igen for at få fart i båden, styrede så tæt til vinden igen. En bule viste sig på luvsiden af storsejlet, han faldt af, denne gang langsommere, der gik tid, inden sejlet trak igen, gjorde det en gang til, men opgav så.

De kunne krydse op mod vinden, det ville forlænge rejsen, hvor meget kunne han ikke regne ud, måske en ekstra nat.

Det var umuligt at holde kursen, der skulle bringe dem til mundingen af floden, der førte ind til St. Marks. Han styrede østlig, og vinden så ud til at aftage yderligere. Simon så på displayet, som havde det noget med farten at gøre, som ville omstændighederne ændre sig i henhold til elektronikken. Han så på Laura ud af øjenkrogen, hun sad der og nød solen, hvordan skulle han fortælle det til hende?

– Hvad er der, Simon?

– Hvad?

– Der er noget galt, jeg kan se det på dig.

– Det er vinden, den er imod.

– Hvad gør vi så?

Simon så i retning af land, Florida lå gemt i varmedisen.

– Det ved jeg ikke. De sidste krusninger på vandet ebbede ud, og farten aftog til umærkelig fremdrift, i takt med at vinden lagde sig og døde.

88

– Kan vi ikke bare starte motoren?

– Selvfølgelig, det gør vi. Simon startede motoren, og denne gang nød han lyden af den encylindrede japaner, dens pludren vidnede om en fleksibilitet, en sikkerhed og en frihed til at holde kurs og fart, når man ønskede det.

Det ene øjeblik er man nødt til at opgive sine planer, det næste er man ovenpå, og han regnede på det. Med 6 knob kunne de være fortøjet i morgen klokken 15:00, hente bilen og være på et hotel allerede i morgen aften, ja, han ville overraske Laura med et fint hotel, måske et med udsigt og oplyst swimmingpool.

Den Mexicanske Golf var næsten som hjemme i Hjerting, som Ho Bugt på en sommerdag. Laura var nede, lavede noget i pantryet, hun nynnede, enkelte toner fandt vej mellem motorlydene. Han elskede, når hun nynnede.

Hendes hoved kom til syne over trappen.

– Vil du have ost på salaten?

– Ja tak. Det ville han, han ville have ost og salat og Laura.

Fra et hul i agterspejlet kom udstødningsgas og kølevand i melodiske sprut, en komplementær rytme til dieselmotorens arbejdende indædthed. Man kunne slå en takt an på udstødningen og brumme motorens frekvens inde i hovedet.

Det var, mens Simon brummede »Åh, Susanne« på ROSE-takten, at frekvensen skiftede, der kom huller i lyden, som om motoren sprang over nu og da. Farten var stadig 6 knob, der kom stadig kølevand ud, men noget havde ændret sig. Uregelmæssigheden opstod oftere, lyden 89

var ikke tilstrækkelig markant, til at man kunne sige, at motoren gik ujævnt, men lyden havde ændret sig. Det ville gå over igen, det var typisk for motorer, de kunne have deres særheder, sådan var det også med Volvoen. På en sommerdag kunne den lyde astmatisk og på en fugtig forårsdag være næsten kåd. Laura kom igen til syne.

– Jeg synes, motoren lyder mærkeligt.

– Det går over! I det øjeblik han sagde det, vidste han, at det gjorde det ikke. Det var blevet værre, og farten var nede på 5 knob. Der var stadig lidt at give af på gashåndtaget, Simon pressede det frem, motoren spang flere takter over, og larmen blev voldsommere. Han tog noget af gassen, så ned på halv, det blev lidt bedre, lidt mindre hakken, men farten faldt til 3 knob.

– Fandens, hvad er det for en lortebåd, han har prakket os på?

Laura stod med salaten anrettet på to tallerkner.

– Hvad er der galt med motoren?

– Det ved jeg ikke.

– Hvad gør vi, hvis motoren ikke virker?

Simon anede det ikke, og mens han sad og lod sig overmande af en afmægtig, trist følelse, hostede motoren, faldt yderlig i omdrejninger, hostede igen og døde med en rallende lyd.

Stilheden faldt som en bombe. Den lydløse golf trykkede på ørerne. Simon så på salaten og følte, at han skulle kaste op.

Skrue Laura spiste salat med tun, tomat, løg, artiskok og olivenolie. Med strakt tommel og pegefinger tog hun en oliven og placerede den bag fortænderne, tyggede kødet af stenen, tog så stenen mellem fingrene og svirpede den over bord.

– Hvad nu, Simon? Hvad har du tænkt dig nu?

Han anede det ikke. For en gangs skyld var han helt tom for tanker. Ikke en eneste teori eller beregning af situation, handling eller konsekvens. Løsningen kunne ikke nedfældes på et blankt ark i form af en ligning baseret på gældende love, det var han bevidst om, han kendte sine begrænsninger. Han blev ophævet, reduceret af logiske love, i det øjeblik motoren gik i stå. Det var en ukendt situation, noget fundamentalt, som indtraf og satte ham ud af spillet. Juniorbådene i Esbjerg Søsport kunne ikke have forberedt ham, de var både uden motor, og de var aldrig mere end nogle hundrede meter fra trafikhavnens munding, og de var fire mand til at padle. Om han havde haft en padle ville det ikke hjælpe noget, de ville være døde af 91

tørst og sult, inden de nåede til St. Marks. De ville drive, ligge i vindstille i ugevis, blive meldt savnet og dø langsomt i den bagende sol. De var alene på vandet, de havde ikke set et eneste fartøj siden Tarpon Springs, og hvorfor, hvorfor var der ikke andre både? Så stort var farvandet vel heller ikke? Var der noget galt med dagen, de havde valgt?

Mandag! Det var mandag, selvfølgelig, alle var på arbejde, det var derfor. Det gav mening, Laura havde fortalt om arbejdsforholdene. En amerikaner havde to ugers ferie om året, og på visse arbejdspladser trak man sygedage fra ferien. To uger, det var jo nærmest det samme som ingenting, hvad kunne man nå på to uger …

– SIMON! Hvad har du tænkt dig?

– Ja, hvad synes du. Har du en ide?

– Jeg synes, du skal finde ud af, hvordan vi kommer videre herfra.

– Jamen motoren er jo gået i stå.

De sad et stykke tid, så ikke på hinanden. Han havde læst om et forlis, hvordan var det nu? Jo, det var noget med skruen, de havde fået noget i skruen. Båden var blevet kastet ind på Horns Rev og slået til vrag. Kunne det være skruen?

– Måske er det skruen.

– Hvad mener du?

– Der er måske kommet noget i skruen, måske et stykke reb, som er viklet ind i skruen.

Det lød sandsynligt, simpelt, men sandsynligt, at det var et stykke reb, man kunne fjerne, og båden ville være befriet. Motoren ville starte, snurre uden problemer.

92

– Jeg tror altså, det er skruen, vi skal bare have skidtet fjernet.

Laura pegede mod gulvet i cockpittet, pegede gennem bådens bund.

– Du er godt klar over, hvor skruen sidder, ikke?

– Jo, det ved jeg da.

– Jeg skal ikke ud at svømme her midt ude på havet.

– Jeg skal nok gøre det, sagde Simon, opmuntret over problemets snarlige løsning.

– Du kan ikke svømme.

– Nej, det er sandt. Det gik op for ham, at skruen sad så langt inde under båden, at han ikke bare kunne række ned fra dækket eller fra overfladen.

– Du kan godt glemme det, der er hajer, jeg har læst om det. Begejstringen sivede ud af ham, han mærkede det fysisk. Hajer, han havde fortrængt det på samme måde som tiden i folkeskolen, som han havde fortrængt alle tævene på vej hjem fra skole, drillerierne, fordi han tudede, og leverpostejmadderne i hans kladdehæfte. Han var skrækslagen ved tanken om hajer, selvom han hverken havde set en levende eller død haj. Han havde derimod, igen og igen, set billederne i en gammel årbog, farvefotos af en seks meter lang tigerhaj, som æder en dykker, så vandet farves gråligt og rødt, mens hans makker sidder på havbunden og filmer. Hajen var brudt igennem en afspærring og gået til angreb. Det var i Den Mexicanske Golf, hvorfor havde han glemt det. For fanden da, vandet kunne være tykt af hajer. Han følte tilstedeværelsen af Laura som et pres.

93

– Jeg går lige ned et øjeblik. I det trekantede forrum, satte han sig, trak harmonikadøren for og sank sammen.

Nu var det slut, de lå midt på et hav, amatøragtigt hjælpeløse. Han kunne ikke løse problemet, det var hans skyld alene, så simpelt var det. Havde han lyttet til Laura, ville de være på en dejlig sandstrand, flankeret af gode hoteller, de ville spise på udendørsrestaurant og gå ture på promenaden.

Som han sad der med ansigtet i hænderne, indså han, at han måtte gøre noget, undersøge, om de havde ekstra forsyninger ombord eller et nødblus eller en rulle kiks. Han vippede hynderne op og rodede i kistebænkene. Steve var ikke nogen samler, der lå et gammelt sejl og en fodpumpe til en gummibåd. Han rejste sig og så under sit eget sæde og burde blive begejstret. En dykkermaske og et par svømmefødder lå som det eneste i rummet. Han prøvede udstyret, fødderne passede, og masken sluttede tæt. Han sad nu og lignede en frø, mens han stirrede ud på himlen gennem de ovale glugger, dykkermasken og koøjet. Duggede glasset? Eller var det blevet mørkere. Han fjernede masken, rejste sig lidt og konstaterede en ændring af horisonten, den havde fået en anden farve. Den var mørk, grålig stålblå, så langt han kunne se fra side til side. Til tider bør man afvente og se tiden an, men det var ikke det, der var tilfældet her, han vidste godt, hvordan et uvejr så ud.

Laura sad og læste motorens brugermanual, da han kom op iført masken og med svømmefødderne under armen.

– Nej, Simon, du gør det ikke.

– Jeg er nødt til det, jeg er nødt til det.

Laura tog fat om hans håndled.

94

– Simon! Uden at vriste trak han armen mod hendes tommel, og hun mistede grebet.

– Du kan ikke stoppe mig, det er min skyld. Han trådte ned på platformen ved agterspejlet og tog svømmefødderne på.

– Vent, jeg binder skødet om brystet på dig. Hun slog det bløde tov omkring ham og bandt et pælestik. Simon så på det knob, Laura havde bundet, næsten uden at se på rebet.

– Hvor har du lært det?

– Det er ligegyldigt nu. Pas nu bare på dig selv. Du skal være opmærksom på, at båden bevæger sig op og ned, selvom vandet ser ud til at være fladt.

Friktionen mellem hans maveskind og ROSE forårsagede en let smerte, da han sænkede sig ned i det lune vand.

Nogle sekunder hang han i strakte arme med et greb om den behageligt afrundede glasfiberkant, tog så en dyb indånding, holdt vejret og slap.

Vandet lukkede sig over ham. Endnu med øjnene knebet sammen bag glasset sank Simon ned i Den Mexicanske Golf. Han havde lavet en analyse af sit svømmeproblem, hvorved han kom frem til, at en menneskekrop altid ville flyde, så længe lungerne ikke var fyldt med vand, altså burde han have masser af opdrift. En svag trykken byggede op mod hans ører, ikke ubehageligt, nærmest en fortætning af hjernen, en lukken af for det verdslige, en åndelig indpakning. Normalitet ophørte, fornemmelsen for oppe og nede flød sammen med en salig frihed i hårbunden, ja, hans hår var søgræs, dansende i elementet. CO₂-koncen95