Issuu

133 mm

10,4 mm

133 mm

205 mm

enden er nær omslag.indd Alle sider

23.02.2026 15.44

Jamal Bendahman

Enden er nær

Undergangsroman Gladiator

Enden er nær ©Jamal Bendahman og Gladiator 2026 1. udgave, 1. oplag Redigeret af Jakob Sandvad Omslag og sats af Josefine Bøgh Lassen Bogen er sat med Minion og trykt hos Specialtrykkeriet Arco ISBN: 978-87-7569-084-8

AMIRS FAR

I Amirs far hed Brahim. I Marokko var han et barn der kiggede udover hampmarkerne der strakte sig over bjergsiderne som et udrullet tæppe. Han kiggede ikke efter noget særligt, han søgte nærmere at noget skulle kigge efter ham. Han havde flere lag tøj på. Tøj, der blev fugtigt af den grå himmel der svedte ned på ham. Han skulle hente æg fra hønsehuset. Møg og halm. Snavset mellem hans tæer og smagen af kærnemælk i hans mund. Han lagde dem i sin lærredssæk en for en, indtil blæsten udenfor smækkede med døren og Brahim tabte et æg. Ud af det krøb et foster, med ufærdige øjne, blødt næb, våde fjer og han bøjede sig ned for at kigge nærmere på det. Det var ikke meningen det skulle leve, så han trådte på det. Han gik ud af skuret med sækken tung af æg. Trådte ud i den våde blæst, der føltes som en lussing. Brahim skulle hente vand fra brønden med sin bror, og de red på æsler der gik forsigtigt på bjergstien, mens deres hove lød som knaldperler på det okkergule grus. Foran brønden stod nogle af nabopigerne. De hev og slæbte med reb og træspande mens deres åndedræt og hænder sværmede omkring dem. Fuld af fryd hev Brahims bror et lille firben op af lommen og kastede det i deres retning. Ad! Hvor er du klam! Hvad har du gang i, dit fjog! Du må have sten i hovedet! Skrid med dig! råbte Fatima og hendes søstre med kindben der lyste rødt. Rid med jer, afsted!, rid! sagde Brahim. Firbenet var et kys.

Brahim mente at Fatima var skrøbeligt sat sammen, næsten som hvide blade på en blomst der voksede i bunden af klipperne om foråret. Brahim onanerede til fantasier om hende. Diffuse indre billeder af hende liggende i skygge, på et jordstøvet tæppe med spredte ben, og han kom udover tørre blade og revnet jord. Brahim tørrede sin hånd af på barken i et træ og sprang nøgen ud i søen, mens Karim, Fatimas bror, flød i overfladen med hud som hasselnødfarvet glas. Lyse hede stenblokke. En bjergged landede forkert og brækkede benet. Knoglen stak ud på underbenet mens fluer og maddiker mæskede sig i dets blod og fordærvet kød under knæet. Hovedet skælvede i små ryk, med den lange grå tunge ud af munden og hvidt pus skummede på den tørre jord under dets mund. Den havde ligget sådan i dagevis. Brahim kiggede op på sin far der stod oprejst som en græshoppe med riflen sigtet mod gedens hoved. BANG!

II En dag kom der et brev fra Casablanca. Brahims storebror sendte bud efter ham, han skulle komme og arbejde med ham i et slagteri og tjene gode penge. Brahim var 13 år gammel og udenfor busterminalen i Casablanca stod han alene og ventede. Armene ned langs siden og med øjne der nægtede at lukke. Luften smagte som en blomme. Foran sig så han parader af fodtrin der efterlod skælvende støv pisket op over jorden og flagrende tøj foran forbipasserende taxaer og busser. Der stod han, den smukke og stærke dreng, som en plante lige revet ud af fotosyntesen. Han ventede, men der kom ingen udover natten der udåndede kulde bag ørene på ham, Brahim shhh, kan du høre mørket falde? Nej, ikke rigtigt, svarede han forvirret. Hans forvirring var en sort prik der voksede sig større og større inden i ham indtil han blev fyldt med angst og vrede. Vred på sin bror der måtte være ligeglad med ham. Vred på sin familie der sendte ham afsted for at klare sig selv. De havde løjet for ham, så de kunne slippe af med ham, tænkte han. Angst over at der ikke var penge nok til en busbillet tilbage. Han måtte finde sin bror, slagterbutikken, men gaderne var overalt. De havde forskellige farver, oplevede han. Le Coiffure var ikke ord for Brahim, for han kunne ikke læse andet end lidt arabisk fra koranen. Og selv hvis han kunne, ville han ikke forstå ordene, for fransk var kun noget han havde hørt om, men aldrig hørt. I stedet blev ordene til farver, hvid skrift på en sort baggrund. Den sorte gade. Der var folk så larmende, at Brahim ikke kunne forstå det og måtte stoppe op og kigge på dem. Den røde gade, en bagerbu-

tik, rød skrift på hvid baggrund, og foran stod en kvinde og forbandede alle til helvede. Hun havde sine tre små børn bag hende. Sansede dem bag hende, stak en arm bagud mod dem, når de bevægede sig, forsøgte at skærme dem fra alting. Hvad havde dog gjort de her folk så rasende, tænkte Brahim mens en politibil kørte forbi. En to meter høj kakkerlak bag rattet, der kørte langsomt ned ad gaden og hvæsede sit ansigt ud ad døren mod folk. Dets antenner vibrerede, jeg holder øje. Kvinden forlangte hævn og barmhjertighed, skreg det til gaden og gaden svarede, For guds skyld, kvinde, stop. Tænk på dine børn. Nej, hvad skal jeg ellers gøre! Lyt til hvad vi siger, hvad godt skulle der komme af det her? Måske er det for det bedste? Måske er det bedre for dem, at jeg er død? Hjælp os, jeg beder jer. Hvad skal vi gøre? Vi beder dig, søster, stop. Vi vil prøve at hjælpe dig, så godt vi kan, inshallah. Men dit hoved, lad det blive så rent som dit hjerte, vi beder dig. Tænk på dine børn. Brahim gav hende en 5-dirhamseddel, fordi hun ikke ville lyve om sådan noget, hvis det ikke på en måde var sandt, Tror du det her er nok, dreng?, sagde hun i en fast stemme mens hun tog imod pengene. Han ville gerne være en del af noget, så han ikke var alene. Men der skete ikke mere end det og han gik derfra og insisterede på ikke at fortryde noget. Men nu havde han kun mønter i lommen og en taske tøj i hånden og han vidste ikke hvor han skulle gå hen. Den røde gade blev til den brune gade. Brun som pelsen på hundene der sov på et hjørne sammen med deres ejer og lignede en sammenkludret bjørn op ad en lejlighedsbygning. Der var stort set tomt for mennesker og han behøvede ikke at rykke sig for folk, der ellers ville være overalt. Han kiggede sig omkring, strakte halsen og forsøgte at føre øjnene omkring hvert hjørne, hvor hans bror kunne dukke op når som helst og skælde ham

ud. Over en dumhed. Noget han ikke forstod, men voksne forstod. Noget han ville få tæv for og på den måde lære, fordi det var den eneste måde de lærte ham på. Som dengang han sked i bukserne, fordi han fik ondt i maven. Og hans far så ham bagom huset sammen med en spand vand, gøre sine bukser våde og skrubbe dem med fingrene, og så gav ham tæv, så han ikke ville skide i bukserne igen. De havde ikke løjet for ham, han måtte have gjort noget forkert, tænkte han. Hundene vågnede og Brahims krop klaprede som tænder. Dræbermaskiner. Han løb, ude af sync, som om hans krop løb foran ham. Og der løb rent faktisk en dreng foran ham, han løb og gøede som hundene, vuf vuf vuf, kom så, råbte han som om det hele var hans idé. Aziz hed han og han var mindre end Brahim. Lavere og tyndere end ham, men alt hvad han sagde, var han sikker på. Bror .. slagterbutik .. hvor skal vi hen? .. hvor bor du? Nu ville Brahim gerne få styr på tingene, få kontrol over situationen og over Aziz, for Brahim var større end ham. Men det tillod han ikke og det var som om Aziz kunne kigge ind i hans øjne og se hans fremtid. Det var frustrerende for ham og på vej til hvor end de skulle hen, føltes Aziz som et reb bundet stramt om Brahims liv. På La Corniche, havnepromenaden, sov Brahim sin første nat i Casablanca, sammen med Aziz og de andre gadedrenge. De sov under et palmetræ, liggende op ad hinanden. Omfavnede hinanden for at holde varmen og mærke hinandens møre kroppe der fik dem til at føle sig beskyttet. Mens oppe i himlen, befandt sig der en singulær smal sky overhældt med månens lys. Dagen efter kvalte de hinanden. Brahim havde et reb om halsen, mens han lænede sig forover og drengene stod bag ham og holdt fast i rebet. Med armene bag ryggen, havde han et blik der strakte sig efter et æbleskrog der lå på græsset mellem palmetræerne. Rebet føltes som en mursten mod hans hals og da hans hoved begyndte at ryste af sig selv, viftede han med armene og drengene gav slip. Det var en leg de legede.

Hans bror fandt ham senere den dag. Stående foran busterminalen med små øjne, i gang med at spise et brød fyldt med tun i tomat, som han havde brugt sine sidste mønter på at købe.

III I Paris var Brahim ung og stod foran spejlet på badeværelset. Han løftede sit sorte, bølgede hår op med fingrene. Rykkede omhyggeligt på lokkerne som var det en buket sorte blomster. Stræbte efter mest mulig symmetri. Ansigtet skulle indrammes, så skønheden kom frem. Han blev så opslugt af sig selv, at den skarpe morgensol, han var vågnet til, svandt i betydning. Og følelsen af overvældelse lyset bragte med sig, mens han lå i sengen, blev så fjern for ham, at den ikke længere kunne genkaldes. Han havde tre små modermærker i ansigtet. Et på venstre kindben, to bag højre øre, som ingen rigtig nogensinde så. Ansigtet i spejlet var ham, der sammen med sine forfædre, bevidnede et kontinent lande på deres kyst og tildele deres kroppe en anden betydning. Brahim delte lejlighed med Abdel Malek, Samir, Majid, Mohamed, Hamid, Mohamed og Boujemaa. De var alle kørt i samme bil fra Casablanca til Paris med arbejdskontrakter fyldt med stempler og datoer. De kunne komme og arbejde, tjene en masse penge og så tage hjem igen. Once in a lifetime-mulighed, sig ja, bror. De sagde ja. De fleste af dem sad sammensmeltede på bagsædet som indtørret stearin, mens to af dem sad på passagersædet foran, og fra bagsædet lignede de siamesiske tvillinger forenet ved hoften. De indåndede hinandens udåndinger, og når de grinte, tordnede det i bilen. De røg cigaretter på en spansk rasteplads, der havde en tom stilhed. Det var luften, den føltes hul omkring Brahim, hvilket gav ham en følelse af, at in-

gen vidste, de var der. At de var usynlige, sådan som de stod der og blæste røg ud. Brahim arbejdede på Marché International de Rungis og han skulle bære kasser med frugt og grøntsager fra lastbilerne, der kom fra landdistrikterne til standene i den store markedshal. Markedshallen insisterede på at fortsætte, ligegyldigt hvad Brahim mente om det. Og nogle gange når han slæbte afsted med de tunge kasser, fik han den tanke at det aldrig endte. At han aldrig ville nå frem. At han resten af sit liv ville slæbe rundt på de tunge trækasser, fyldt med jordede rødbeder. Eiffeltårnet. Det var planen. De skulle bestige Eiffeltårnet, nå toppen og smage en særlig sødme på tungen som de ville kunne beskrive meget præcist. Eiffeltårnet smager af gule mangoer. Byen var vågnet og havde taget tøj på, sminket sig og kammet håret tilbage. Alle de smukke kvinder der slentrede forbi dem, mens de sad på fortovscaféen, puuuhh. Skørterne og det glatte hår. De viftede tjeneren hen til sig, og han sagde i en bister tone, vi serverer ikke myntethe. Tjeneren var en person, der tog på arbejde og kort tid efter mærkede en ømhed i lænden. Senere formulerede han ordene til dem, v-i-s-e-r-v-e-r-e-r-i-k-k-em-y-n-t-e-t-h-e, som var det en voldsakt. Et knippelslag. Før ordene kom tanken, og før tanken kom følelsen. Det måtte være en ubehagelig følelse. At have den sitrende tungt inde i sin krop på den måde. Den store bygning, hvor følelsen blev produceret, var ikke synlig, men Brahim og hans venner vidste at den havde solide vægge. Fortæl idioten vi vil have kaffe. Nous voudrions cafés, s’il vous plaît. Og mens tjeneren var på vej ind i caféen, hørte han bag sig,

Apporte sucre! Skraldespandsfransk, tænkte tjeneren. Bss bss, to gange hurtig luft i retning af skørterne og det glatte hår. De skræmte kvinderne, en ængstelig frygt, som forsøgte at faux-ignorere dem, som var de flappende duer på et cafébord. Nogle gange blev de dog mødt med fnis og generte blikke, og det var deres åbning til at slå ud i hey hey, mademoiselles, rejse sig og sende et fingerkys afsted. Andre gange blev de mødt med ægte afsky, sammentrukne øjne og mumlende indignation. Så sørgede de for at grine ustyrligt højt, for at kvinderne skulle føle, at der var noget i vejen med dem. Mohamed 2 fortrød, han ventede bare dernede, han gad ikke derop! På vej op ad trapperne i Eiffeltårnet havde Brahim det, som om han fløj i et stålbur. Vægtløs og indespærret. Han kiggede ned på folk på trapperne under ham og det lignede, at de styrtede mod jorden, og han løftede hovedet op igen for hurtigt og alt begyndte at spinne. Det forskrækkede ham, og han tænkte at han hellere måtte skynde sig op til toppen. At det var bedre deroppe, end at være på vej derhen. At det ville være det værd, hvorfor skulle alle de her franskmænd ellers gøre det? Da de nåede toppen, stoppede Hamid op, mens de andre gik hen til kanten. Han så sig omkring og følte at han nærmest kunne lette når som helst. Benene føltes porøse og panikken begyndte at sprede sig fra Hamids øjne til resten af hans krop, som en virus. Han ville springe ud! De andre måtte holde ham tilbage, mens han råbte slip mig, slip, jeg springer ud, jeg vil springe. De slæbte ham ned ad trapperne, mens han gjorde modstand som et vildt fanget dyr. Hvad er der sket?, spurgte Mohamed 2. Hamid sad med bøjet hoved og hænderne op til ansigtet i fortvivlelse over at der var blevet sluppet noget skrækindjagende og sårbart ud, han ikke engang anede fandtes i ham. Han fortalte at han kunne ikke holde det ud. Han kunne ikke holde ud at være deroppe, at være så højt oppe. At det var som om en ild brændte inden i ham. Men

den var ikke varm, det var en kold ild. Han følte, at den eneste udvej var at springe ud. Og Brahim kiggede på Hamids hænder, der skælvede som varm olie i panden, lige inden sardinerne blev lagt i.

IV Brahim og Fatima blev gift. På deres bryllupsdag sad de på to brune heste, trukket langsomt frem af deres brødre, der gik stødt og roligt som viserne på et ur. Brahim kiggede op og så stjernerne rotere kalejdoskopisk med hvert sving på den snoede bjergsti. Bag dem gik folk i sang og klap, Yatarbat worino yayalayala yayala bouya yayalayala yayala bouya. Processionen lignede en perlehalskæde, mens de gik på stien fra Fatimas hjem til Brahims hjem. Den aften var de bjergets smykke. De sad og holdt hænder, deres fugtige fingre ind og ud af hinanden som nye hemmeligheder til skue for alle. Brahim kiggede på hende og elskede hende for evigt. Hun var et klækkende æg af lys og kærlighed. De skulle være sammen og have det godt, det var belønningen. En familie, evig kærlighed. Yatarbat worino yayalayala yayala bouya yayalayala yayala bouya, og Brahim og Fatima klappede sammen med de andre, og det føltes varmt i kroppen, som om de alle havde hinanden på som tøj. Da de endelig var alene, lå de nøgne ved siden af hinanden. Fatima havde hånden om hans pik og rykkede den op og ned indtil det føltes tørt og hun slikkede sin hånd. Brahim havde sine fingre inde i hende, hun var våd, men stram. Og hver gang han trængte dybere ind med fingrene, stønnede hun som var det første gang hun lavede den lyd. Så gnubbede han hendes klit og våde kønslæber og havde den anden hånd på hendes bryster. Fatima fik nok og gav slip på pikken, fjernede hans hånd fra hendes kusse, spredte benene og det gik så stærkt at

Brahim tøvede et øjeblik, men hun kiggede på ham og sagde, kom så, søde skat.

V I Danmark var Amir et barn og et viskestykke hang fra hans mors hofte. Han stod ved siden af hende, foran et glinsende bleggråt bord i køkkenet, der var søbet ind i solsikkeolie. Hun lavede rghayefn. Gule stykker dej blev formet til en stor firkant med fingrene. Hun tog flasken med olie, hældte lidt ud i sin hånd og strøg så dråber af olien udover dejen. Så blev den foldet sammen til en mindre firkant og lagt ved siden af andre firkanter i hjørnet af bordet. Hun rakte ind over Amir, vaskede hænder over håndvasken og han måtte rykke sig lidt. Så tørrede hun hænderne med viskestykket, og Amir kiggede på vandet, som hun lod løbe fra hanen. Gå hen til tyrkeren og køb tomater, lød hendes stemme fra oven. Hun tog en lille kompakt stofpose op af lommen på sin hjemmekjole. Det var et lyseblåt og hvidstribet lommetørklæde, der var bundet stramt sammen. Der var mønter, pengesedler og nøgler i. Hun gav Amir en tier i hånden, og han gik hen til den lille entré, hvor deres jakker hang over deres sko. Han tog sine gummisko på, åbnede døren, lukkede den efter sig og gik ned ad trappen. Amir stod i stuen og stirrede på tapetet og det havde mønstre der fortsatte og fortsatte. Det lignede muslingeskaller og floder af prikker. Han havde gået og fulgt mønstrene med sin finger. Så vendte han sig om og så sin far sidde på sofaen og kigge på ham, som havde han siddet sådan i timevis,

Amir. Kom her. Kom her. Amir kunne ikke forstå hvad han ville, så han rykkede sig op mod væggen, hen mod dørkarmen ud til gangen. Hvad laver du? Kom her. Amir tænkte at han måtte have gjort noget forkert uden at vide det, så han begyndte at presse sig helt op ad tapetet og så stå på tæer. Kom her. Kom her, har jeg sagt til dig. Så måtte Amir træde ud af væggen, Ja? Hvad laver du? Det ved jeg ikke. Har du mistet dit hoved? sagde han og begyndte at ruske i Amirs hår med sin store hånd. Amir var ikke bange længere og begyndte at grine med åben mund, hvorefter han gik ud i gangen og tændte lyset.

VI Amirs far gik på løse ståldæk i 20 meters højde. På rumlende stilladser med løst plast der skærmede for højden, som skyer udenfor et flyvindue. Et eternittag skulle udskiftes på en lejlighedsbygning på Østerbro. Sorte kvadrater med perler og striber af mos og alger der kunne vokse langs kanterne. Men det lugtede som død, ikke liv, mente Amirs far, som fugtig råddenskab. Stablen af kojern og hamre, han håbede at lige præcis dem han brugte dagen før, ikke var blevet taget. Det lange sorte kojern, hvor emaljen var blevet ridset af i den tvedelte ende og hammeren med det mørke træskaft og sortbelagte stålhoved. De passede så godt i hans hænder, at hele hans krop nærmest blev et værktøj. Så kunne han have perioder på autopilot, mens han befandt sig i en siddende saboteret søvn med disede drømme indtil kroppens signaler brød igennem. Siddende på en træbjælke på skråtaget. Kojernet ned i siden på en eternitplade, hamre kløftenden med hammeren, indtil eternitpladen kom løs, og så se den glide ned ad taget, hvor den blev samlet op. Hundredvis af plader om dagen. Han tænkte på avisen der lå på sædet foran ham i S-toget den morgen. Den var blevet efterladt og han forstod ikke hvorfor. Hvorfor købe en avis, for at smide den væk på den måde. Han var overbevist om at ejeren ikke havde læst den færdig og at der måtte være en ekstraordinær forklaring på hvorfor den lå der. Han samlede den op og bladede i den, men det fortrød han med det samme, fordi han havde en mærkelig frygt for at den ville se forkert ud på ham. At han sad der med arbejdsbukser, sikkerhedssko og en halv meter lang ørred mellem hænderne. Hvoref-

ter han tænkte at han måske spillede en rolle i den ekstraordinære forklaring på hvorfor avisen blev efterladt, at han på en måde var skyld i det, men det hang jo ikke sammen. Han lagde den tilbage og resten af turen forsøgte han at ignorere den. Der var andre tanker og de kunne åbne sig som en dør der blev sparket ind. Som når han overhørte samtaler på byggepladsen, perkere skider deres børn ud, det er derfor de alle har samme farve som lort og muslimer er racen der kom mellem gorillaen og bavianen. Og hvad han overhørte hver dag, blev en dyb smerte, der lagde sig i ham. Og han ville give den videre til andre, sine venner på caféen i Brøndby Strand og derhjemme, marokkanere er ligesom dyr, dem der opfører sig som vilde, puuh. Overføre smerten, så den fyldte mindre. Smerten udsprang ikke fra byggepladsen, den kom fra et meget højere sted. Det var et pyramidespil af smerte. Han gik ned ad træbjælkerne på taget og smed kobenet og hammeren, fordi han fik et hosteanfald. Det var tørt som stødt spidskommen i hans mund, indtil halsen kunne producere en slimet klat han skyndte sig at spytte ud. Han drak en tår vand og så hørte han, Hey chef, holder du kaffepause? Det var en af byggelederne. Hans ansigt lignede gammelt surdej, oppustet og fyldt med små huller. Byggelederen tog hans koben op fra stilladsgulvet og Amirs far tog fat i den anden ende, men byggelederen ville ikke give slip og han tænkte, Du, søn af en skam, hvis du ikke giver slip på kobenet, smider jeg dig af taget! En anden dag kom Amirs far tidligt hjem fra arbejde. Fra stuen kunne han se ham rode rundt i køkkenet, larme, hive skuffer ud og ind, banke med køkkenskabene, vælte teskeer på gulvet. Ned på hug og hans ryg blev enorm for Amir. Han lagde en sort affaldssæk på spisebordet og havde en stor køkkenkniv i hånden. Det han sagde, havde han lyst til at sige til hele Verden, men der var kun Amir,

Når din mor kommer hjem, skærer jeg hende i stykker og smider hende i den her plasticpose! Så skete der noget helt vildt. Amir forsvandt på en måde. Han blev til en rød ballon, over en græsmark, og solen skinnede, en ballon der svævede og svævede op i luften. Og med hvid skrift, stod der skrevet rundt om ballonen, JEG ER HER IKKE. Der var forældredag på skolen en aften. Amir, Nurdin og deres far. Deres mor gad ikke med, for hun ville ikke have at lærerne så hende i tørklæde. Hun var bange for, at det på en eller anden måde ville gøre at hendes børn klarede sig dårligere i skolen. At når de kiggede på dem, ville de se hende. Se alt det de ikke ønskede at se. Deres far var enig, for skammen var som en anden hud på Amirs far og mor. En dreng fra opgangen skulle med dem, for hans forældre kunne ikke tage med. Amirs far syntes det var synd for ham. Forældrene spillede høj musik og lugtede af gammelt øl og Amirs far tænkte, at den dreng får jo aldrig fred derhjemme. Han købte pølser med pølsebrød og ketchup til ham, og Amir og Nurdin fik en fiskefilet og pommes fritter med remoulade. Og det kunne Amir ikke lide. Hvorfor fik han pølser og de fik noget andet. Var det fordi hans far bedre kunne lide nabodrengen. Hvorfor var han sød ved nabodrengen og hele tiden skræmmende og vred på ham. Han gad ikke snakke med nabodrengen, han gad ikke engang kigge på ham? Og hans far, han syntes han var patetisk. At han lod som om han var noget andet end hvad han var. Men Amir kendte sandheden og han straffede dem ved at gå en meter bag dem og ikke interessere sig for noget. De gik rundt og så på udstillinger eleverne havde lavet. Udklædning med parykker og briller, hekse og videnskabsmænd. De stødte ind i skoleinspektøren og Amir vidste at det ikke ville blive godt. At skoleinspektøren ville kigge på hans far og ønske at vinde over ham i en eller anden mærkelig sport. Det gjorde Amir vred og

han håbede at hans far ville slå skoleinspektøren i hovedet med en knytnæve. Jeg synes det største problem med indvandrere i det her land er at de ser udenlandsk tv dagen lang. Arabisk tv, tyrkisk tv, alle ejer jo en parabol. Amirs far gav ham ret, nikkede og sagde ligegyldige ord på mudret dansk, han ikke mente. Lad nu min far være i fred, tænkte Amir. Nurdin havde dummet sig, han kunne åbenbart ikke rigtig finde ud af noget i skolen, fik deres far at vide til forældremøde. Det kunne ikke vente, det skulle ordnes med det samme, som var det et gaskomfur hans far havde glemt at slukke. Det kunne Amir se, da han så dem sidde ved spisebordet med kladdehæfte og matematikbog foran sig, efter de kom hjem. Til forældremødet sagde de at Nurdin nok ville have gavn af at hans forældre hjalp ham med lektierne. Og Amirs far løj for dem, han havde svært ved at læse, og slet ikke hjælpe. Han kiggede på Nurdin, som var han skyld i alt. Og mens de sad der, følte han faktisk at Nurdin var skyld i at han ikke kunne finde ud af det. Og det bragte skam med sig, men raseriet tæskede det til bevidstløshed og den vågnede først ud af sin koma flere dage efter. Han tænkte formålsløse tanker i vrede. Tankerne var stort set tomme, de indeholdt ingenting på nær skitser af magtesløshed. Nurdin havde ingen sjæl som han sad der, død indeni. En hånd der viftede lige foran hans ansigt, ingen reaktion. Nurdin skulle lære brøker. Tal og streger der stod ovenpå hinanden, men der var ingen adgang. Den hvide og røde bom nægtede at køre op, ligegyldigt hvad de tastede ind på konsollen. Nej nej, I skal gøre på den her måde, det er nemmere, sagde Amir. Hold din kæft! Det kunne Amir ikke forstå. Han prøvede jo bare at hjælpe. Han blev helt tung indeni og havde mest af alt lyst til krølle sig sammen til en kugle. Men han blev stående og

søgte efter noget, noget i sin fars ansigt, noget der ikke var hedt og hårdt. Noget bag øjnene, der sagde at han altid ville passe på ham og aldrig ville gøre ham fortræd. Men der var ingenting og Amir råbte inde i sit hoved, HVORFOR SKAL DU ALTID VÆRE SÅDAN DER! Det var ikke dårligt det hele jo. Når Amir kom hjem fra skole, kunne han godt lide at se The Simpson på tv. Og hvis han var sulten, lavede hans mor fiskepinde til ham. Fiskepinde og ketchup på en fedtet tallerken, Bart Simpson der lavede rav i den og Lisa der spillede saxofon. Det var den bedste tid på dagen, fordi hans far ikke var hjemme endnu. Fred og sænkede skuldre, han følte sig som en bid af en drømmekage. De tider blev lagret i et rum inde bag hans solar plexus og som voksen vendte han ofte tilbage til rummet og sad på gulvet foran tv’et med en fedtet tallerken fiskepinde og ketchup. Men der var andre rum. Naborummet var låst med en lille hængelås. Den lille nøgle, helt nede i bunden af sin bukselomme. Helt nede i det lillebitte hjørne af bukselommen. Rummet var soveværelset han delte med Nurdin, og køjesengene. Rummet går i gang ved at Amir siger til Nurdin, Ja, men han dør snart. Men det var ikke det han mente! Han mente noget andet. Måske mente han bare, at han ønskede at hans far var et andet sted end hvor han var. Boede i en anden lejlighed, måske var det bare det. Det er noget andet. Amir har aldrig ønsket sin far død. Han har aldrig ønsket nogen død. Han mente noget andet, men kom bare til at bruge de forkerte ord. Og når Amir vendte tilbage til dette rum inde bag sit solar plexus, poppede der helt automatisk et spørgsmål op. Kan man elske volden og vreden? Ja, det kan man godt, mente Amir. For efter at hans far var færdig med at være rasende og ked af det, havde Amir egentlig bare ondt af ham. Han syntes det var synd for ham. Og han tænkte, hvem eller hvad havde gjort ham så sur, at han opførte sig på

den måde? Men det var en underlig kærlighed, for det var ikke kærlighed. Det var sorg. Og Amir fantaserede ofte om hvordan det ville være at være en del af en rigtig familie. Uden sorg. Evig kærlighed.

VII De havde det sjovt på blokken. Drengene hang ud ved Brøndby Strand togstation og var sammen med piger fra Vallensbæk, som de mødte via telefonkæder, hvor pigers telefonnumre blev sendt rundt til alle. Så gav de det et forsøg med søde sms’er, Hej smukke, jeg er Alis ven .. Og der var Majid. Han var en høj, ranglet berber fra Nador. Han var lidt af et fuckhoved. Sladrede altid om de andre, om alt muligt lort de lavede. Han kunne aldrig holde på en hemmelighed, han var værre end parabolerne på altanerne. Men de hang stadig ud med ham, fordi han var virkelig grineren. Nurdin fandt på en historie om Majid, som kommer til at leve for evigt. Historien begyndte med, at Majid vågnede i sin køjeseng iført undertrøje og underbukser og med stiv pik og tænkte, hvordan optimerer jeg udbredelsen af mine sladderhistorier til hele blokken? Efter han spillede pik ud ad vinduet, mens hans lillebror stadig sov i underkøjen, fik han en genial idé. Jeg skal trykke min egen avis, tænkte han. Vågn op, vågn op, dig! sagde han mens han klaskede sin lillebrors sovende krop med hånden. Gå hen og skid, sagde lillebroren. Jeg smækker dig en, du skal arbejde! Hvad? Du skal på arbejde nu! råbte Majid. Majid havde utallige lillebrødre. Det var de færreste, der havde overblik over dem alle. Han stillede dem op på række, mens han pegede på hver enkelt og udstak ordrer: Dig, du skal være min spion.

Dig, du skal skrive historierne ned, lave en avis. Dig, du skal trykke 5.000 eksemplarer af avisen, en til alle i blokken. Dig, du skal op i Føtex og hente en vogn, dele dem ud til alle. Og alle I andre, skal bare holde jeres kæft! Se her, det her er en trykkemaskine, jeg har selv stjålet den, sagde han og tog et aflangt stempel op og viste den til de andre. – Kan I se det her? Det er det vigtigste. Efter lang tids slavearbejde fik Majids stakkels brødre aviserne trykt med alle sladderløgnehistorierne, og så kom det vigtigste trin. Majid tog stemplet i hånden, hævede det over sit hoved og hamrede det ned på forsiden af alle aviser!

VIII 9/11. Fattige muslimer blev dræbt på den anden side af Jorden og tv’et fortalte dem, at Nurdin og Amir var uforbederlige, og at kvinderne var bedre stillet med hvide mænd. Og så sad de der i stuen med deres far og blev bestrålet med foragt.

IX Amir blev læge og det var som om han gik ind på en scene iført hvid kittel, stetoskop om halsen, overkroppen lænet tilbage og hænderne op i gangsterpositur, glocks in the air, under farverige lys og stor jubel. Amir was it! Amir var en gave til alle, han var elsket og engang ringede hans telefon i lommen, mens han sad til operationskonference. Det var hans far, han sad dernede med de andre og ville bare lige sige hej, hvis han havde tid. Nede i caféen på stueetagen sad hans far med venner. De kyssede Amir på kinderne, deres hoveder tætte mens de hviskede hilsener til ham. Det føltes som en form for akkumuleret kærlighed for Amir, at den havde været længe undervejs. Og det gav ham glæde at sidde med dem og give dem en gave. At de kunne sidde sammen med lægen ved et bord i en fyldt café, fordi de var værdige.