EF TEROR D
JANINA K ATZ (1939-2013)
Arenaen: Folkerepublikken Polen “Hun forestiller sig, at hun er en mekanisk dukke med en lille nøg le i ryggen, som man har trukket forkert op. Hun er et perpetuum mobile, der er blevet dømt til at nikke, hurtigere og hurtigere, indtil hun med ét vil gå helt i stykker.” 1. september 1939 begyndte Tyskland fra nord, syd og vest deres invasion af Polen som svar på de angreb, Tyskland havde begået mod sig selv under polsk flag dagen forinden (Operation Himmler). Her startede Anden Verdenskrig. De polske styrker led flere nederlag og trak mod sydøst. Her var det planen at gennemføre et større forsvar med støtte fra de franske og britiske allierede – men støtten udeblev, og da Sovjets røde hær 17. september angreb fra øst, måtte denne plan om forsvar betragtes som håbløs. 6. oktober var resterne af de polske styrker fordrevet til det neutrale Rumænien, og Tyskland og Sovjet kunne dele landet imellem sig, sådan som det var blevet aftalt i Molotov-Ribbentrop-pagten, en uge inden invasionen gik i gang.
467
I 1941 brød Tyskland aftalen med Sovjet og invaderede unionens del af det besatte Polen. En planlagt etnisk udrensning af den slaviske race gennem udryddelse og deportation af det polske folk (med undtagelse af et lille mindretal af racemæssigt værdifulde og slavearbejdere), som skulle give plads til, at en ny tysk befolkning af übermenchen i området blev sat i gang. Under besættelsen dræbte nazisterne i alt godt seks million er civile polakker. Halvdelen af disse var etniske polakker, den anden halvdel var jøder. Disse polske jøder udgjorde igen halvdelen af alle de jøder, nazisterne nåede at udrydde, inden Det Tredje Rige bukkede under, og omkring 90 % af Polens samlede jødiske befolkning. På Jaltakonferencen i 1945, hvor lederne fra USA, Storbritanien og Sovjetunionen mødtes for at beslutte, hvordan Europa nu skulle fordeles og leve videre, stillede Stalin krav om en sikkerhedsring af satellitstater omkring Sovjetunion en – på denne måde blev Polen og de andre østeuropæiske lande hans allierede og at betragte som en del af Østblokken – og kom altså i vid udstrækning under sovjetisk styre. Selvom det ved konferencen blev aftalt, at Polen skulle ledes af sin egen regering, der siden besættelsen havde fungeret som magtløs eksilregering baseret i Frankrig, lykkedes det Stalin, gennem det kuppede folkevalg i 1947, at få indsat en kommunistisk regering i stedet, som mange polakker nu vendte sig imod. Den polske eksilregering mistede sin anerkendelse først i Frankrig, siden i USA og Storbritan468
nien. Adskillige modstandsgrupper opstod, og man måtte enten være for eller imod det kommunistiske styre – kun få tillod sig at forholde sig neutralt. Nationen blev splittet. 22. juli 1952 skete den officielle konstituering af Folkerepublikken Polen. PZPR var det parti, der styrede landet frem til Sovjetunion ens fald i 1989. Partiet, som det gerne bare kaldes blandt borgere – og de karakterer, der befolker Putska – var marxistisk-leninistisk funderet, men mere liberalt politisk end noget andet styre i Østblokken. Under PZPR skete en hastig industrialisering og urbanisering, og styret lykkedes med at skabe en højere grad af velfærd med fri adgang til offentligt sundhedsvæsen og uddannelse – og analfabetismen faldt til 2 %. Befolkningstilvæksten var høj, og antallet af indbyggere næsten fordobledes i perioden. Men Folkerepublikken Polen var et land præget af interne stridigheder, ustabilitet og folkets kamp for demokrati. Oktober 1956 markerede et skifte og afslutningen på stalinismen i Polen, da Władysław Gomułka overtog magten i PZPR fra nyligt afdøde Bolesław Bierut – med drømme om at “finde en polsk vej til socialismen”. Dette skifte indgød håb hos polakkerne om mere frihed, men efterhånden strammedes også Gomułkas greb om landets befolkning – han var bange for, at for megen frihed skulle koste hans projekt livet. Tresserne var en tid med oprør. Og hvor tresserne i den vestlige verden i høj grad stod for et oprør for den individu469
elle frihed, stod det i landene i Østblokken for nationernes frihed. Således også i Polen, hvor spændingerne mellem styre og folk tog til, i takt med at økonomien stagnerede, lønningerne faldt, og priserne steg, censuren forøgedes, og forestillingerne om en fremtid opløstes. Virkeligheden passede ikke med fortællingen om det socialistiske samfund, som var blevet fortalt ved magtskiftet i 1956. I marts 1968 – nærmest parallelt med foråret i Prag – bryder oprøret ud over hele landet. Men det er de studerendes og de intellektuelles oprør, og det bliver slået tilbage, både af Esbecja, sikkerhedspolitiet, og af befolkningens generelle indifferens overfor styret som påstået fjende. Nationens, folkets fjende, er nemlig en anden og langt mere håndgribelig enhed: Med udbruddet af seksdageskrigen mellem Israel og de omgivende arabiske nationer i juni 1967, i hvilken Sovjetunionen stillede sig på arabernes side, blev Israel – og jøderne og det zionistiske projekt – de facto Folkerepublikken Polens fjende. Storstilede smædekampagner blev sat i gang mod jøderne, eller zionisterne, som de slet og ret blev benævnt, i hvilke stort set hele landets trykte presse tog del. Smædekampagner, som meget belejligt placerede skylden for folkerepublikkens tilstand et andet sted end hos styret. Af de 40.000 jøder, som boede i Polen i slutningen af tresserne, var langt de fleste vel assimilerede, men smædekampagnerne gjorde alle med jødiske aner til zionister og altså nationale fjender. Jøderne mistede deres jobs og blev ud470
stødte. Omkring 14.000 lykkedes med at skaffe sig vej ud af landet. Vores Putska er en af dem: Det er i denne tid i dette samfund, hun vokser op og bliver til menneske. Det er disse begivenheder, der ligger i baggrunden og bølger gennem bogens handling – denne konstante balanceren på kanten af omvæltning. For selvom den politiske situation er en konstant faktor i Folkerepublikken Polen og definerer tilværelsen for dem, der bor der, definerer den ikke nødvendigvis livet i dem. Putska, Pola, Polen og unionen I Folkerepublikken Polen fødtes og voksede en generation af polakker op uden noget direkte minde om krigen eller forbindelse til fortiden. En generation, som ikke kendte noget andet Polen end Polen under kommunismen. Vor hovedperson, Pola Reches, alias Putska, er en af dem. Hun er født omkring krigens begyndelse og har intet minde om de første fem år af sit liv. Som hun selv konstaterer hen imod sit exit i bogens slutning: “En passende straf for ikke at huske krigen.” Putska er andengenerationsindvandrer. Assimileret. Hun har ikke det samme mishag ved Polen, som moren har, hun har ingen grund til at have det. Hun er mere polak, end hun er jøde. ““Du er et uhyre,” siger Sonia. “Kan du ikke se, hvor heldige vi var? Er du slet ikke klar over, hvordan de andre af vores slags havde det?” 471
Vores slags, tænker Putska hånligt. “Hvad er vores slags? Vi ligner jo alle andre.” “Vi er jøder!” råber Sonia. “Jeg er, hvad det passer mig.” Hun står på tåspidserne, elleve år gammel, parat til at springe ud ad døren. “Jeg er ateist.”” Hvor moren bittert lukker sig om sig selv og evigt insisterer på de små rammer, hun har sat for sig selv, kæmper Putska ustandseligt for at tilfredsstille sin sult på livet, og hvad det måtte kunne indeholde – kunst, mænd, hvad end der byder sig, hun betvivler ikke sin ret til at leve i det og med det – hun stiller ikke spørgsmål ved eksistensen af sin personlige frihed. Indimellem dukker en samvittighed op i hende, og hun stiller sig selv spørgsmålet, om hun mon betragter verden omkring sig og endda livet med for lidt alvor. Er hun urimelig? Er hun hensynsløs? Det er særligt moren, Sonia, der – også som både hun og Putska bliver ældre – kan få disse selvrefleksioner til at bryde frem i hendes bevidsthed: Moren er arbejder – Putska akademiker. Ved siden af mor en er Putska lallende forkælet. På den måde er det ikke det samme Polen, de lever i. Det Polen, der eksisterer i morens hukommelse, med krigen og jødeforfølgelsen, invasionen og magtskiftene, det ustabile Polen, hvor alting kan ændre sig i løbet af en nat, er for hende grundlæggende det samme Polen som det, hun lever i i den periode, romanen foregår. Erindringens Polen er fundamentet for samtidens, og dermed er samtidens Polen grundlæggende fortsat identisk med erindringens – blot er der sket en udvikling. Man må i udgangspunktet forvente, at det er ustabilt, at alt kan blive 472
taget fra en – og derfor bliver man nødt til at passe på det, man har – arbejdet, familien (Putska), værelset i lejligheden med den prostituerede fru Waleria. Morens tilværelse er det – at overleve indtil døden og ikke håbe på mere, end at døden bliver naturlig. Men Putska (slang for “en lille pige med meget runde kinder”) vender altid hurtigt tilbage til legen. Det er sådan, hendes liv og tilværelse i høj grad må beskrives, i hvert fald i de første mange år – som en legen. I begyndelsen løber hun – og løberiet er en leg, mere end det er en sport – og den, der løber, er fri. Der er ikke nogen, der holder på hende, ikke nogen, der kan holde hende tilbage. Så kommer tiden, hvor hun går rundt med bogen på sig – Orwells 1984, af alle satellitstatens forbudte bøger er det den, hun sætter sig med i bussen og på offentlige steder i håb om at blive set – en bog, mange øjensynligt vil kende af navn. Dens titel er endda et tal – hurtig at afkode og ikke til at tage fejl af, som et omvendt kors eller et hagekors – sproget og det latinske alfabet er ingen hindring for at tyde den selv for borgere i det sovjetiserede samfund. Men Putska er også priviligeret – sin hemmelige fars datter – hun får ansættelse ved universitetet og skal undervise i samfundsudviklingshistorie. Hun skal være med til statens hjernevask af folkets ungdom, forstås. Men i stedet for at undervise i sovjetlitteratur får hun eleverne til at læse ulovlige forfattere – ikke som noget egentlig politisk projekt, men snarere fordi hun kan lide de forfattere, og fordi det stadig er morsomt at drille det store, tunge sovjetiske system. 473
Løgnen, fiktionen, forestillingen og illusionen Helt centralt står fiktionen. Romanen imiterer selvbiografien, idet vi i værkets epilog bliver klar over, at det er Putska selv, der har skrevet den. I et brev sendt fra Danmark i 1995, to år før Putska udkommer, reder Putska trådene ud overfor den nu afdøde Jan – men selvfølgelig snarere for læseren – og eksemplificerer fiktionens, løgnens, illusionens betydning for vor oplevelse og billede af virkeligheden: “Som du ved, blev Sonia ikke født i Rusland, min bedstemor var ikke en politisk fanatiker, men en jødisk dame, og min far omkom under krigen og havde aldrig været kommunist.” Skellet mellem løgn og sandhed sygner bort, og de to bliver til et hele – vi bliver klar over, at de to er et hele – ganske som det bogen igennem er sket for Putska og hendes medborgere i Folkerepublikken Polen. Dette hele, som står tilbage, er illusionen – den illusion, man må gå ind på hver dag i ethvert samfund, fordi eksistensen af en fuldkommen sandhed er noget, man lige så godt kan opgive. Hele tiden opstår der nye sprækker, som hele tiden lappes sammen med nye løgne. Hvis løgnen er så god, altså så godt vævet ind i den omgivende sandhed, at man kan overbevises om den – løgnen er usynlig – træder den ind i illusionen som en del af sandheden. “Gud forbarme sig over vores evangeliske, letfordøjelige fædreland.” Og selvfølgelig må Putska i fortællingen om sig selv servere os en fiktion. Hun er jo opvokset i en. I folkerepublikken 474
siver varerne og rygter fra omverdenen ind gennem sprækkerne i jerntæppet og blander sig i den sandhed, det formynderiske styre bilder børnene (borgerne) ind. Der drikkes skovhindbærcocktails i gaderne, og jazzen er kommet til byen. Og i takt med at samfundet omkring hende skælver og truer med at styrte sammen, rasler hendes forestilling om sit ophav og dets historie fra hinanden, efterhånden som løgnene frigør sig fra illusionen. Helt konkret bliver det her på restauranten, hvor moren vil afsløre for Putska noget af fortællingen om hendes familie – en afsløring, der igen gennemsyres af de gamle rygter og løgnehistorier, som den hvirvler op (om at Nabokov var Putskas bedstefar). “Putska rystede på hovedet. Hun troede ikke et eneste ord; mode rens historie var et stykke litteratur, fyldt med uklare billeder, tra gisk og udhulet. Tragikomisk. Men hun følte, at hun skyldte Sonia at overholde kunstens regler.” Kunstens regler – at gå ind på løgnen og tillade sig selv at lade den være ens sandhed: “Hvad sagde han om min bedstefar, om Nabokov?” spurgte Putska. Spørgsmålet forekom hende at være ganske uskyldigt, det hørte med til legen. For var det ikke en leg, som moderen og hun var blevet enige om at lege? Til hendes forbavselse blev Sonia rig tig vred. Din snob! Nabokov var ikke din bedstefar. Fannie var myto man. Ja, min stakkels mor var mytoman.” 475
Selveste bedstemoren, hendes ophav – som det siden skal afsløres for os slet ikke var Putskas bedstemor – var altså ligefrem lystløgner – en, der pynter på virkeligheden for at gøre den fantastisk. Fortællingen om Nabokov er en skønnere sandhed end den virkelige, på samme måde som Sonias fortælling om Putskas far er det. Putska foretrækker i tilfældet med bedstefaren fortællingen om Nabokov – og afslører i epilogens bekendelse sig selv som mytoman, idet det viser sig, at Walenty Nowak, som moren ifølge Putskas levnedsbeskrivelse indrømmede som hendes far, heller ikke var det. Fiktionens uundgåelighed i Putskas tilværelse bliver tydelig, når hun uopmærksomt lader sindets forestillingsverden sive gennem sprækkerne til virkeligheden, og indbildninger materialiserer sig for hende: På kirkegården, da 1500-tals-rabbineren Moses Isserlis, “Remu”, rejser sig fra sin grav iført lang sort klædning og høj trekantet hat, peger på hende og begynder at prædike på hebraisk. Eller da Szymon og Sonia skal tale fortroligt (om Putskas far), og Putska bliver sendt ud i køkkenet, hvor hun ser “sig selv liggende nøgen på gulvet med Szymon ved siden af. Han er fuldt påklædt og kysser hendes knæ.” Eller da hun er ude at spise med Szymon og Henryk: “Sonias ansigt dukkede op mellem mændenes hoveder. Hendes blik flakkede fra den ene til den anden for til sidst at fæstne sig ved hen de. Hun hørte moderens vrede klage: “Hvad er der sket? Vi spiser aldrig mere sammen. Heller ikke om søndagen.” 476
Men legen får en ende. I bogens sidste del begynder fiktionssamfundet at strammes om den uopdragne Putska. Fiktionssamfundet vil tages alvorligt. Vor heltinde opsøges af de officielt afdøde forfattere Helena Boguszewska og Jerzy Kornacki – det viser sig, at i fiktionen kan døde mennesker genopstå – de arbejder nu for Esbecja og vil have et møde med Putska. Det er hun naturligvis ligeglad med. Men to dage senere vender Kornacki tilbage – nu med trusler om, at hvis hun ikke frivilligt mødes med dem, vil hun blive tvunget ved officiel stævning fra politiet. Putska svarer: “En politibetjent hjemme, Gud hjemme”, og lægger på. Herefter rådfører hun sig med en sagfører og indser, at hun er nødt til at parere ordre. Her tegner Katz et vidunderligt billede af det samfund, som Putska er gjort af: “Foretagendet lå i en lang smuk gade med høje træer på begge si der, i et hjørnehus lige over for en biograf der hed Friheden. Hele byen grinede ad det, men alle frygtede bygningen, og især dens kældre.” Og af Putska, som i sidste ende stadig er (og nu er klar over det) sin i partiet højtstående fars datter: “De kunne ikke gøre hende noget. Hun følte sig stærk, fri, ustraf bar. Det var hendes by. Hun havde mange venner, der udmærket godt kendte loven. Hun vidste allerede, at hun ikke behøvede at besvare funktionærernes spørgsmål. Måske kunne hun oven i købet gøre dem til grin.”
477
Indenfor i bygningen er vandringen mod forhørslokalet som at blive suget ind i selve fiktionens hjerte. Det er syret. Åndssvagt: “Først gennem en lang korridor til højre, så drejede de til venstre og igen til venstre, og pludselig blev hun klar over, at det sandsynligvis var den samme korridor, de allerede var gået igennem.” I forhørslokalet møder hun de to forfattere, der tidligere har kontaktet hende for at få et møde. De vil have hende til at give oplysninger om, om hendes ven fra USA, pianisten Jerome Levin, er CIA-agent: “Hun [Putska] var fast besluttet på at lade, som om de to var fornuftige mennesker, hvem man kunne forklare, at deres påstan de var absurde.” Men de to forfattere eller sikkerhedspolitifolk er selv en del af fiktionen. De lever for at tjene den. De lever, fordi de tjener den. For dem er fiktionen ikke absurd. De fremstår som hjernevaskede sektmedlemmer, for hvem fiktionen er indiskutabel. Som det hedder, da de nogle måneder senere, nytårsmorgen, opsøger Putska i hjemmet, og hun byder dem på kaffe: “De nikkede begge to samtidig: to mekaniske, renvaskede dukker.” *
478
Putska er Janina Katz’ fiktive Pola Reches memoirer over sin opvækst i sovjettidens Polen. Det er et memoirer, der skrives af en Putska, der er blevet voksen, hun har nået Sonias alder og ser tilbage på sin tilværelse i et samfund, der ikke er mere. Og hvordan kan man så se på det samfund det er vel uundgåeligt i et lys, som er barndommens og ungdommens. En melankolsk længsel mod det, som var, før styret blev forrykt. Kritikken er kun fiktionens nødvendige slutning, afrundingen, her flugten, og retter sig mod det, som folkerepublikken udviklede sig til. Derfor er der gennem hele værket noget ved Pola, der får mig til at tænke på pigen Moonee i Sean Bakers slice of life-dramafilm The Florida Project fra 2017. Det er den samme lille pige, der fiser rundt og ikke kan knægtes, fordi alt, hvad man sætter ind imod hende, kun bliver en del af den leg, hendes tilværelse i bund og grund er. Den samme lille pige, for hvem det trashede motel, hvor hun – som andre børn – bor med sin hjemløse mor, er et barndommens eventyrland, hvor fattigt og befolket af crackheads det end er. Jacob Skyggebjerg