Læseprøve: DRØMMEFLYGTNINGEN af Lillian Jacobsen

LILLIAN

DRØMME FLYGTNINGEN

JACOBSEN

XXXVII sandalserien Gladiator

Efterord SIGRÍÐUR LARSEN

Drømmeflygtningen Udkom første gang i 1978 © Gladiator 2018 Redigeret af Hans Otto Jørgensen Omslagsillustration: Halfdan Pisket Omslagslayout: Thomas Joakim Winther Bogen er sat med Baskerville og trykt hos Specialtrykkeriet Arco Printed in Denmark ISBN: 987-87-93658-19-6 Tak til Statens Kunstfond

LILL I AN JACO B SEN

Drømmeflygtningen

GL A DI ATOR

At sætte sig til modværge mod brutalitet, er fantasi, er nødvendigt for at overleve. At det er nødvendigt at beskytte sig selv er underligt. Det, at ville redde sit skind, at ville forsvare sig, er en følge af angsten.

I vores verden afskyr man særpræg og originalitet mere end det modsatte. Det gælder vores sociale love. Det gælder vores tankeverden.

7

Det er vinter. Landskaber er tilsneede. Træer står skitseret i hvidt ….

For enden af en lang bakke foran fjorden ligger den del af kvindehospitalet, hvor jeg opholder mig.

Det er blevet fortalt mig, at jeg ankom i en lukket vogn.

Efter nogle ugers uklar tilstand forekom det mig, at det var en flugt – en virkelighedsflugt – et opgør med en verden jeg tidligere havde tilhørt. Denne verden havde berøvet mig min frihed og min evne til at tænke selv. Ja, endog havde den begrænset mine muligheder til at udtrykke, hvad mit inderste jeg virkelig var.

8

Jeg går rundt i det hvidkalkede hospitalsværelse og rører ved fligen af sandheder. Jeg har følelsen af, at jeg er mange personer, delt op i lag, vandrende rundt mellem visioner og skygger af kvinder, der sidder og venter på næste dags meningsløshed. Der svæver suk – en uklarhed ligger i luften og dirrer.

De sindslidende forsvinder ind en cocktail af iskrystaller og løfter hoveder bag isblomsters poesi.

Dagene slæber sig afsted, monotone, grå, belyst af den blege vintersol. På væggen knejser Ingrid med nakken.

Frederik griner. Sygeplejersken bevæger sig gennem rummene med korte og taktfaste skridt. De skæggede kvinder i overgangsalderen spytter engang imellem antabussen ud i øllebrøden. Hverdagshistorier passerer, men oftest er kvinderne tavse, sidder uden ord og falder ind bag silkeskærme af illusioner og armod. De halvgale kvinder stirrer ud i luften, syr, strikker, broderer, spiller kort, vander blomster, tørrer støvet af hylderne, hækler og kikker engang imellem op fra kærlighedsnovellerne.

Med mellemrum rejser Hilda sig og børster sit tøj. Hun er omhyggelig og lægger det i bløde folder, der føjer sig til hendes krop. Hun glatter og glatter og sætter sig til sidst med et undskyldende smil. Vi nikker tilbage, undviger med høflige smil.

9

I luften hænger kvindernes åndebilleder – blege af liv. Der gærer anelser og fornemmelser frem om noget, som kunne være dem, men som ikke blev det. Dagligt blev de kredset ind af løgne og bedragerier, blev dem der bøjede af, mens mændene tilrettelagde livet og lod dem sejle deres egen sø.

De blev en slags afreageringsmekanismer for de mænd, der fortalte historier derude fra verden. Der var altid en part, der talte, og en part, der lyttede. Det bliver en hård vinter.

En sjælden gang dukker de frem i døråbningen: disse romantiske gøglere, virkelighedsflygtende mænd, don juaner og guder, dvælende ved brystbilleder af mødre, sættende deres støvlehæle på kvindens ribben.

En sjælden gang står de der og ved ikke, om de tør vove at nærme sig konturerne af vores verden, ved ikke, om de tør vove at nærme sig os. Blege og mareridtsagtige kommer de og kræver deres ret.

Henimod aften forlader de afdelingen og forventer med barnlige øjne og fromme smil, at alt skal blive som før. Lidt senere i det begyndende mørke, ventende på bussen, ser man dem af og til skotte mod de gales oplyste stuer, og måske tænker de på skyggerne derinde.

Herinde bag de skinnende ruder danser Else med vanviddets rus i sit ansigt, danser med en nervøs sitren forbi skikkelser og ansigter – danser forbi kvinder anbragte i en stol bag en mur .... Stille, accepterende kvinder med grå, lyse ansigter, hvor hver nerve og muskel brydes i længsel efter at forlade dette eventyr. De sidder i stive armstole, sidder med bedragede øjne og hængende mundvige. Deres liv er opslåede kendsgerninger, ingen behøver at tvivle om.

Og Else danser og danser. Hendes liv er en journal.

10