ov e r s at a f s e l m a ro s e n f e l d t - o l s e n
Jeg skubbede bordet yderligere et stykke væk fra vinduet. Det, der blev glemt, lå i det mørke hjørne. Fritzi satte sig tavs ved siden af mig, hendes vækkeur havde kimet i timevis. Hendes hår strittede i alle retninger. Sammen betragtede vi i tavshed det, man kaldte himlen her, og det, der engang havde været landskabet under den, og som nu bare strakte sig udefter. Længere væk stod tre minetårne ubevægelige i landskabet. Stålkablerne løb stadig stramt udspændt hen over kabelskiverne og ned i jorden. Jernbaneskinner, der var sunket dybt ned i jorden, førte væk fra skaktene. Minetårnene var de eneste pejlemærker, landskabet bød øjet. (Og bakkerne? Og husene og gaderne?) Det nordlige kulminedistrikt huskede kun sig selv: Mændenes elevatorture ned i dybet, hvor de skrev deres egne tidsperioder ind i jorden. Under mine negle var der sort af kulstøv. Selv hvis området skulle ende med at blive forladt, ville jeg bære det med mig herfra. Fritzi fortalte forsigtigt om den uholdbare situation, landskabet befandt sig i: Længe, sagde hun, har jeg forsøgt at forstå landskabet her. Hun sagde, jeg betragter minetårnene, der rager op i himlen, og jeg betragter jernbaneskinnerne, der går stadig dybere ned i jorden, fordi de synker og synker, jeg betragter himlen, fordi himlen måske også er symptomatisk, også himlen hører med til dette landskab. Jeg tæller, sagde hun, jeg tæller farverne, mit ordforråd er allerede opbrugt efter brun, oliven og sort, og når jeg tænker over det, er det alle de farver, der er her. Jeg betragter de få huse, der ligger i landskabet i tilfældig afstand til hinanden. Urokkelige og alene opretholder de navnene på deres gader og har mistet enhver sammenhæng. Tidligere rækkehuse ligger langt væk på endeløse gader og bliver beskyttet mod at styrte sammen af høje murstensstabler på hver side. Hun sagde, området ligger på ryggen, det fungerer ikke længere. Landskabet er gået i stå, og ingen går ned i mineskaktene mere. Jeg forsøger at forestille mig dette landskab, sletten. Jeg
65
Jeg tæller, sagde hun, jeg tæller farverne, mit ordforråd er allerede opbrugt efter brun, oliven og sort, og når jeg tænker over det, er det alle de farver, der er her.
øver mig i et neutralt blik, jeg forsøger at se på tingene uden at føle noget. Kalder mig observatør og tæller landskabets forkastninger. Hun sagde, jeg stiller mig ud i landskabet og leder efter den mindst mulige distance til tingene rundt om mig, jeg siger deres navne højt og husker de navne, de havde før. Fugleburet kaldte man tremmekasse. Sådan talte Fritzi om landskabet på første hånd. Hun havde mors gamle joggingbukser på, så jeg. Jeg satte en kop kaffe på bordet foran hende. Angående floden: Betjenten Henrik var en af de tykkere, lemmerne var opsvulmede, hans grove fingre kørte gennem sagsmapperne. Han bredte historiske landkort ud foran os. Han havde selvfølgelig genkendt os som byens ungdom, der residerede i lejligheden over hans arbejdsplads. Som døtre af hans overordnede H. Stein, der satte ham til at patruljere egnen i timevis. Nej, sagde han. Ingen flod i området. Ingen flod at se. Vi blev stående over for hinanden, Fritzi lod pegefingeren løbe hen over løbet på Remington’en, der lå på skrivebordet. Ingen flod i området, sagde hun langsomt. Vindmøller? Eller supermarkeder? Højhuse? Kornmagasiner? Taglejligheder? Stalde? Gårde? En biograf? Brohoveder? Kabelbaner? Sporvognsstationer? Busstationer?
66
S-togsstationer? Galopbaner? Universiteter? Biblioteker? Kantiner? Bodegaer? Bjergkroer? Seværdigheder? Historiske bygningsværker? Vaskehaller? Golfbaner? Skilifter? Bådudlejning? Anløbssteder? Sygehuse? Posthuse? Bagerier? Slagterier? Konditorier? Mejerier? Diskoteker? Fabrikker? Industrianlæg? Snedkerværksteder? Metalværksteder? Banker? Henrik rystede på hovedet og slog en flad hånd i landkortet. De følgende nætter drømte jeg om Mekong. Mekong-floden blev med tiden bredere og bredere. Midt ude på den vippede et lille transportskib, dets fragt var to hønsebure. Ved roret sad en kvinde med hat. Efter mørkets frembrud, hvor heden blev endnu mere markant, hørte man stemmer fra folk, der råbte ting til hinanden fra én bred til den anden til langt ud på natten. Det blev morgen, og jeg skrev på et stykke papir: På jagt efter en flod. O buena ventura! Fremgangsmåde: omfattende research i området og i bøgerne om områdets fortid og nutid. Udspørgning af de tilstedeværende. Muligvis arkæologiske udgravninger. Herefter blev jeg i sengen og tænkte på dyrene i Mekong-deltaet. Små aber smøg sig tæt ind til træstammerne, fiskene var på deres vandring, en kæmpemalle svømmede lige under vandoverfladen, og en snetrane fløj forbi.
67