NUMMER 7 – 2017
PIA ARKE ARON FRA KANGEQ NAJA BJØRNSSON PIA BUSK TROELS CARLSEN CLAUS EJNER DOROTHEE ELMIGER STINE ENGEN KONRAD NUKA GODTFREDSEN HANS KARUP JAN KROGSGAARD PETER LAUGESEN CECILIE LIND INGA LYNGBYE THEOPHANIS MELAS TOVE MEYER KAT MUKAI SELMA ROSENFELDT-OLSEN HALFDAN PISKET ALEKSANDAR ŠAJIN JENS AUGUST SCHADE NESTOR SEIP CHARLOTTE STRANDGAARD FREJ KLEM THOMSEN HANADI ZARKA
tek st: alek sander sajin
Det var en slags meditation, det at svæve umærkeligt over Maries hoved og hendes lange, mørke hår, der snoede sig langs hendes ansigts højre side og ned ad halsen, hvor hendes krop forsvandt så tæt på hans, klistret af sved til hans brystkasse. Svævende i de hvide lagener befandt de sig i rummet sammen med det lille spædbarn, som sov ved siden af i sin egen lille seng med tremmer. Længere nede under deres blik var de så snøret sammen i en klump af kønslegemer, som holdt fast i deres jordiske form. Og det var samtidig, som om vinduet lyste bredt af dagslys midt om natten, selvom der stadigvæk var mørkt på værelset. Helt mørkt, bortset fra det blå lys fra fyrfadslyset i det tykke, blå glas på natbordet ved sengens hovedgærde. Man kunne kalde det her for en slags uddannelsesforløb. Hele livet var en slags uddannelsesforløb. Ivan kunne nu pludselig se, at hele hans liv selvfølgelig måtte have været designet af en dygtig multimediedesigner, en der i løbet af et splitsekund kunne gennemgå alle hans minder, alle hans oplevelser og livsmønstre. Han kunne nu se mønstrene. Han fik lyst til at grine. Af glæde. Hun sagde noget. Han kunne ikke høre hende på grund
af den klingende lyd fra den høje latter. Hvad? Du er glad for sex, sagde hun og grinede. Åh ja, åh ja, det kan du tro, jeg er, det kan du tro. Det sagde hun, før han gik ud på badeværelset for at hente olie for at komme tilbage og vende hende om på maven, smøre hendes røv og sin piks hoved i kirsebær- og citronolie og så trænge ind imellem hendes baller i den pornografiske glæde på elskovens smalle veje. Lyset var gemt under dynen, lyset var hendes krop. Lyset kom fra hendes krop. Ivan var sikker på, at hun på sine baller havde tatoveret to buddhistiske munke i deres bordeaux dragter. Der var i hvert fald det stærke lys, der omfavnede alt og trængte igennem træpersiennerne i vinduesåbningen. Det var som en guldflænge i Ivans hovedpulsåre, der spredte lyset indefra igennem hans dunkende hjertekamre og videre til hudoverfladen, til dagens blå sugekopper af lys på himlen, som han pludselig kunne se for sig højt oppe bag skyerne gennem vinduets åbning. Alt blev sprængt op i et sekund: Nogen havde rodet inden i ham, det var noget med kærlighed – en hjerteoperation af dimensioner. Nogen havde plantet kærlighedens frø i ham, og nu kiggede han på sig selv fra den vildeste
40
Kærligheden har noget med døden at gøre. Den trænger ind i livet pludseligt, berusende, den slår en af vejen, ligesom døden. Hvor som helst fra. På et øjeblik forsvinder hele følelsestrafiksceneriet, de tilfældige udråb og voldsomme sammenstød med andre ukendte sjæle, der drømmende glider gennem natten, lydløse som travle cyklister i myldretiden, som glider forbi de tæt lukkede bilvinduer. Sjælenes elektriske myldretid. selfie i sit liv, hvor der under billedet stod skrevet følgende: Jeg troede, at kærlighed så anderledes ud. Men hvad kunne han nu gøre, når der endelig var sket det, at han ikke længere kunne få hende ud af sit hoved? Det var et simpelt og samtidig så indtrængende ønske om berøring med kroppen, om fingerfletning, der bare skulle fortsætte, ved morgenbordet, i stuen foran fjernsynet, på gåturen bag huset i det kendte villakvarter, mens hun så på ham og måske smilede. I dag havde hun grågrønne øjne, for hendes øjne skiftede farve for hver dag, der gik, alt afhængigt af, hvordan hun havde det den dag. Han håbede, at han kunne aflæse glæde i hendes øjne i dag. Nu bar hun en fin, cremefarvet silkebluse med lidt krøllet kinakrave og blomstermønster. Blusens ærmer strammede let ved albuerne for derefter at glide frit ned til midten af underarmene. Han kunne tydeligt mærke pulsen i hendes håndled, som han æltede ubegribeligt langsomt mellem sine fingerspidser. Kærligheden har noget med døden at gøre. Den trænger ind i livet pludseligt, berusende, den slår en af vejen, ligesom døden. Hvor som helst fra. På et øjeblik forsvinder hele følelsestrafiksceneriet, de tilfæl-
41
dige udråb og voldsomme sammenstød med andre ukendte sjæle, der drømmende glider gennem natten, lydløse som travle cyklister i myldretiden, som glider forbi de tæt lukkede bilvinduer. Sjælenes elektriske myldretid. Elskov er noget, der burde være ”onenightstand”, en tilfældig oplevelse, men som nu er blevet til et skæbnesvangert møde, som har væltet hans hele krop hen over elskovens urokkelige, stenhårde kant. Og nu lå han på sengen, lammet af følelser af kærlighed og udløsninger, der kom igen og igen mellem lysken og lagenet, der klistrede sig til kroppen, sådan som hans våde hud klistrede sig til Maries våde hud, og mens hun så ned på hans ansigt, var han ikke sikker på, om hun overhovedet så noget som helst, og om de begge to så noget som helst eller bare var blinde passagerer i den hedenfarne guds favn. Jeg elsker hende så meget, tænkte han og kunne samtidig mærke forfærdelsens mørke brede sig på hans ansigts inderside. Han blev pludselig klar over, ikke med sin hjerne, men med sit hjerte, at han blev nødt til at fortælle hende det hele.