Der går min klasselærer - Jacob Skyggebjerg - Roman - Gladiator - udkommer 28-02-2020

JACOB SKYGGEBJERG

Der går min klasselærer

Roman GLADIATOR

Der går min klasselærer © Jacob Skyggebjerg og Gladiator 2020 1. udgave, 1. oplag Redigeret af Jakob Sandvad Omslag: Thomas Joakim Winther Sats: Anders Gerning Bogen er sat med Bembo og trykt hos Specialtrykkeriet Arco Printed in Denmark ISBN: 978-87-93658-44-8

Denne bog er produceret efter Gladiator-modellen.

Denne bog er produceret efter Gladiator-modellen.

Modellen sikrer forfatteren 50% af overskuddet efterforfatteren produktionsomkostningerne50 er dækkede.

Modellen ­sikrerLigeledes % af overskuddet sikrer modellen, at forfatteren kan få sine rettigheder til bogen tilbage efter 2 år, efter produktions­ o mkostningerne er dækkede. altså en reel ophævelse af bogens stavnsbånd.

Ligeledes sikrer modellen, at forfatteren kan få sine rettigheder til bogen tilbage efter 2 år, altså en reel ophævelse af bogens stavnsbånd.

Prolog

Sidste år oppe på Skærven var der en af sjetteklasserne, der gik amok med et boldtræ. De stod lige og skulle til at gå i gang med rundboldturneringen, ingen havde set det komme. De var blevet delt ind i hold, og han var blevet den første, der skulle slå. Og så i stedet for at slå til bolden slår han til Lene Vanghardt, viceskoleinspektøren, da hun har givet bolden op for ham. Den falder ned på jorden foran ham, og det regnede alle jo også med, at den ville gøre, når det var ham, der skulle slå, men det mærkelige er, at han slet ikke slår efter den. Og alle eleverne bryder selvfølgelig ud i grin, men så er det, han langer battet lige ind i siden på hende, Lene Vanghardt, viceskoleinspektøren, så hun knækker sammen, og så får hun det i nakken. Eleverne spurter til alle sider - panik over, om han skal gå løs på dem. Det burde jo også være dem, han gik løs på, med alt det, de har udsat ham for - fået ham til at drikke pis på sin fødselsdag, bundet ham til bommen ovre i hallen og hejst ham fem meter op i luften og ladet ham hænge der og skrige. Og traditionen med at skubbe ham nøgen ud fra omklædningsrummet i svømmer­en, mens alle pigerne var derude. Fede Søren. Det var ikke blevet bedre, efter hans far troppede op på skolen en dag og tog fat i et par af dem.

Han slog ikke mere. Stod bare - det var, som om han ikke vidste, hvad der nu skulle ske.

Der skulle ikke ske mere. Hans plan var fuldbragt.

Bjarne Hay og en anden lærer kom løbende til og fik ham ned at ligge. Råb og skrig og spyt, der sprøjter ud af

munden på folk. Solen og alt det grønne, duften af harpiks oppe fra skoven. Han er sindssyg, råbte eleverne, da Fede Søren blev ført bort, han er fuldstændig sindssyg!

Del 1

Et tight-knit community

Kapitel 1

Området er en celle i det store fællesskab. Danmark, verden, universet. Og midt i cellen ligger Daka. Daka er kernen.

Hjertet. Centrum. Cellens membran er det snoede bælte af landsbyer, der omgiver dødedyrsfabrikken: Øster Snede, Kragelund, Krollerup, Løsning. * T-krydset ved Tage Laursens hus. Markerne ligger grønne og sorte til alle sider, vand i hjulsporene, der går ind over markerne, hjulsporene er vandløb, der munder ud i markernes store mørke pytter. Sneen er smeltet.

Båndet af sakseformede højspændingsmaster står plantet ind gennem området nede fra den anden side af skoven og op over den flade bakke, der afgrænser horisonten. Himlen er en gråhvid akvarel, forskellige nuancer af grå og hvid. En næsten usynlig tåge slører udsynet.

Tage Laursens hus er lille og hvidt, og dets kvadratiske form brydes kun af vindfanget, endnu en lille kvadrat, et element, man har klikket på foran. Taget er sort og begroet med klumper af mos, og langs gavlen giver mørkegrønne brædder huset dets udødelige personlighed; de brædder har altid været mørkegrønne, og er altid blevet malet hvert år.

I haven små søer af erantis og lilla krokus, spættede med enlige vintergækker. Tage Laursens hus. Ruderne i huset er mørke. Her hersker stilheden.

Så er der nogen, der starter en fræser et sted, nede ad ved

11

Kragelund. Man kommer ind i byen ad bagvejen, hvis man følger Hedemosevej fra Tage Laursens hus. Husene og ejendommene bliver flere og flere, som man nærmer sig byen, klumper sammen, og så smede- og maskinfabrikken, der hele tiden udvider med flere haller ud over marken bagved, og Lamborghini-forhandleren med de skrigende gule og røde traktorer.

Men der er jo ingen, der fræser på den her tid af året. Lyden bliver højere. Den kommer tættere på. Det er ikke en fræser.

Den dukker op over bakken nede ved Krollerupvej: en firedørs Ascona, hvor lydpotten er gået. Op ad Hedemosevej, på ingen tid er den oppe i svinget, og lyden bliver mindre anstrengt. Et kort hyl fra bremserne, som den krænger sig rundt i svinget, får lige fat i rabatten, så små totter af vådt brunt græs fræses op og kastes ind på asfalten. Op i hastighed igen, bilen er hvid, og alt på den hænger, den gungrer op ad Hedemosevej, og med et vræl er den forbi Tage Laursens hus og videre ude mod Bøgballe.

Man når lige at ane musikken, der dunker inde i kabinen.

Vrælet tager af. Snart er den igen en fræser. Så er der igen stille og bare lugten af brændt skorsten nede fra en af ejendommene. En flok kragers kra og lyden af deres vingers basken mod grenene, da de omrokerer i en række nøgne træer i et af skellene mellem markerne ud mod Merring.

Løsning. Hanne kommer ud fra brugsen med sine indkøb.

Med en løs hånd trækker hun den næsten tomme indkøbsvogn hen mod den koksgrå Mazda 626. Den store combi coupé-bagende med den lidet aerodynamiske hækspoiler og refleksbjælken, der strækker sig fra venstre til højre baglygte og næsten omslutter nummerpladen.

Der er den ene Mazda 626 her i området - fra lige før modelskiftet - en sofa af en bil.

12

Alle ved, at det er Hanne og Oles.

De er tilflyttere, storbyfolk, det er derfor, indkøbsvognen næsten er tom, de er vant til hjemme fra Odense, at man bare lige hopper ned i supermarkedet. Det er ikke noget, de har haft behov for at ændre på, efter de flyttede til Kragelund - Hanne har jo tid til det, hun går jo bare derhjemme og passer de mindste.

Hun får vognen stillet, så et af hjulene støtter mod kant­en på en af fliserne. Så vender hun sig mod den store bagsmæk og åbner. Den sugende lyd af gasfjedrene, der folder sig ud.

Bilen er en hval, og åbningen til bagagerummet er dens gab.

Men pludselig får vinden alligevel skubbet til vognen, så den triller ned mod benzinpumperne - belægningen skråner ned mod kloakristen dernede. Hanne ser det og springer efter den - forskrækket, men hun ler da.

- Stop den, stop den!

Vognen er lige ved at rende ind i Torbens blå Vectra, men så bliver døren sparket op, og hans arbejdssko kommer ud og får den stoppet. Han giver den et skub, så den drejer rundt, og så er han selv ude af bilen og får fat i vognen. Hanne kommer ham grinende i møde.

- Hold fast et chok, siger hun, så stak den bare af fra mig.

Det var da godt at du var her.

- Ja, det blæser herude på landet, siger Torben. Ovre fra den røde Peugeot kommer John: - Klarer I den?

Asconaen holder på parkeringspladsen ved den indremissionske friskole. Det er søndag. Her er intet andet liv end Asconaen. En sort hest i indhegningen på den anden side af Bøgballevej. En gul hest og et føl i tågen i den modsatte ende.

Hestene græsser. Damp fra deres muler.

13

Klikken fra benzinen, der drypper i Asconaens tank. Bag rattet: Thomas André. Passagersædet: Kasper Nielsen. De laver mix til tjubangen. Tre smøger, to gram hash.

Standard ude fra Vilhelm.

Dampen stiger fra sølvpapiret, mere damp, Kasper Nielsen hoster, dampen bliver tyk som røgen fra marker, der brænder.

- Du skal ikke brænde den af igen, siger Thomas André.

Rul ned, for helvede.

De glor efter en lille blå Nissan, der kryber forbi. Tage Laur­sen. De kender ham på bilen og silhuetten af den flade kasket over rattet. Den gamle mand glor ikke tilbage. Han aner intet om den ukristelighed, der foregår inde i den hvide bil på parkeringspladsen.

Piben kommer frem. Et stykke udstødning, som Thomas André har skåret til og boret hul i nede på Teknisk, da han gik der. Kasper Nielsen fyrer op. Det brændende mix kryber op af hovedet, får et dap med lighteren, så det kryber ned igen, suges ned igennem hovedet og forsvinder, bliver fanget af filteret nede i røret.

Kasper Nielsen holder sig for munden og ser gennem den duggede rude ud mod indhegningen, hvor den sorte hest har rettet sig op og står og vejrer noget i luften. Han rækker piben til Thomas André og puster ud. Røgen skyller rundt langs ruderne og fylder kabinen op. Da Thomas André har røget, starter han motoren igen. Hjulspind i gruset, gruset sprøjter, dang-dang-dang mod bilens sider. Musikken starter: Kalinka!

Oehlenslägers Allé 23, Løsning. I det gule parcelhus med de brune vinduesrammer bor Erling (LEE-jeans, hvid skjorte, striksweater hængende over skuldrene) og Irma (beige top, LEE-jeans). Begge 43. Ingen børn. Et par buske og et bed

14

med bonderoser. Vimpel, der springer rundt om flagstangen. Et foderbræt. Den nyligt påbudte kompostbeholder i hjørnet.

Det er ellers det, man gør i Løsning, får børn. Man får børn, der vokser op og får børn. Men ikke Erling og Irma, på den måde er de anderledes - hvorfor i alverden har de ikke nogen børn? De er da langt over deres tid. Ingen ved det, det er aldrig noget, de har talt om, børn. Men de har jo også så mange begge to henne i skolen, som de skal tage sig af.