Læseprøve: Der er altid nogen at befri af Johanne Kirstine Fall

Der er altid nogen at befri Johanne Kirstine Fall

Roman Gladiator

Der er altid nogen at befri © Johanne Kirstine Fall & Gladiator 2017 1. udgave, 1. oplag Redigeret af Jakob Sandvad, Hans Otto Jørgensen og Anna Sidsel Andersen Forsidefoto: © Nefeli Ginnerup Have Omslag og sats: Clara Birgersson Bogen er sat med Indigo Antiqua og trykt hos Specialtrykkeriet Arco Printed in Denmark ISBN: 978-87-93128-73-6

Denne bog er produceret efter Gladiator-modellen.

Modellen sikrer forfatteren 50% af overskuddet, efter produktionsomkostningerne er dækket. Ligeledes sikrer modellen, at forfatteren kan få sine rettigheder til bogen tilbage efter 2 år, altså en reel ophævelse af bogens stavnsbånd.

Dedikeret til Jakob – med evig taknemlighed Tak for inspiration til alle kvinderne på afdelingen.

Tak til Hans Otto, Jakob og Sidsel for læsningerne, også tak til mor og Mads.

Med støtte fra

I dag har jeg været indlagt to uger, min prøveperiode er ovre, jeg skal bestemme mig for, om jeg vil takke ja til indlæggelse, om jeg vil blive her. Jeg tænker på de oplevelser, jeg har haft de sidste par dage, hvor jeg er blevet rykket rundt fra celle til celle. Jeg skal til kontraktsamtale, jeg står og venter på gangen uden for Lunas blå dør. Jeg har mine Acne-jeans på og min Ivan Grundahl-sweater, som jeg står og trækker lidt ned i. Søs kommer gående ned ad gangen. Hun er iklædt flere lag af hør, som altid, om halsen bærer hun et lille smykke af træ. Jeg vil gerne spørge, om der er en historie bag det smykke, men jeg gør det ikke. Sygeplejerskerne må ikke bære smykker, men Søs er ligeglad og gør det alligevel, så jeg tænker, at der må være noget særligt ved den halskæde. Hun kommer hen til mig og giver min hånd et klem.

“Er du klar?”

“Ja,” jeg nikker.

“Har du tænkt dig at blive?” spørger hun. Jeg nikker igen, løfter øjenbrynene.

“Nu må du ikke lade dig skræmme af de krav, Luna kommer til at stille. Det kan virke meget voldsomt, men det er ikke så slemt i virkeligheden. Det er vigtigt, at du

106

bliver ved at være indlagt her, Katrina. Der er så meget liv, du skal nå at leve.”

“Ja, jeg …” jeg går i stå og fortsætter så: “Ja.” Døren går op. Luna står klar: “Træd indenfor.”

Jeg smiler lidt til Søs, hun nikker opmuntrende til mig, klemmer min hånd igen, jeg rækker hånden frem mod Luna, trykker hendes, går indenfor og sætter mig på en stol over for hende. Jeg lægger hænderne op på bordet mellem os, fjerner dem igen, sidder uroligt på stolen.

“Har du tænkt på, om du vil takke ja til en indlæggelse, Katrina?”

“Det tror jeg gerne, jeg vil,” siger jeg, og jeg bliver usikker. Så skal jeg bo her. Jeg skal flytte mere af mit tøj, jeg skal spise alle mine måltider her, jeg skal sove her alene i lang tid. Jeg har været kærester med Jakob i seks år, jeg tror aldrig, jeg vænner mig til at sove alene igen.

“Jeg ved det ikke helt,” siger jeg.

“Nu fortæller jeg dig lige, hvad en indlæggelse vil gå ud på. Så kan du vurdere, om det er noget, du har mod på – det ville i hvert fald være en god idé. Du kommer ikke igennem de problemer, du har, alene. Det tør jeg godt love. Det har været nogle voldsomme dage for dig.” Jeg siger ikke noget, hiver ned i min sweater igen, trækker i ærmerne, så de bliver lange, og smøger dem så op.

“Hvis du vil indlægges her, skal du tage 500 gram på hver uge, du er indlagt. Du skal have en BMI på minimum 16 for at blive udskrevet, så lad os sige, at din målvægt er 50 kilo. Når du når 50 kilo bliver du udskrevet.

Ikke før.” Hun vil have mig til at udvide min krop med

107

det, der svarer til otte liter mælk. Hun vil have, at jeg skal tage 20 % af min egen kropsvægt på. Jeg har hørt om de 50 kilo før, men det slår mig nu, hvor meget det egentlig er. Hun fortsætter ufortrødent.

“Det vil sige, at hvis du overholder kontrakten, som du forhåbentlig skriver under på om lidt, så kan du være ude efter 16 uger. Kan du klare det?”

Jeg stirrer bare på hende. 16 uger. Det er fire måneder.

Det er en tredjedel af et helt år, jeg skal bruge på afdeling P. “Hvis du tager et kilo på i løbet af en uge i stedet for 500 gram, så afkorter du selvfølgelig din indlæggelse med en uge. Du kan også vælge at satse på det, så du kan få det her overstået noget hurtigere?”

Jeg er stadig stille. Så går det op for mig, at hun forventer, at jeg skal sige noget. “Ja … ” siger jeg. Luna kigger op på mig, afventende, så genoptager hun sin tale: “Hvis du i løbet af en uge ikke tager 500 gram på, så får du en advarsel.” Hun trækker et stykke papir frem fra en grøn mappe. Der er en kurve på papiret. Hun skriver nogle tal på den, så dens startpunkt svarer til 42 kilo, og dens slutpunkt svarer til 50 kilo, x-aksen er uger, og y-aksen er kilo. Hver uge stiger kurven med 500 gram. Hun holder sin kuglepen 500 gram under kurven og siger igen: “Hvis du i løbet af en uge ikke tager 500 gram på, så er du her,” hun banker med kuglepennen på punktet under kurven, “og så forlænger du dit ophold med en uge. Forstår du det?”

“Ja,” det forstår jeg godt.

“Det betyder ikke, at du så skal tage et kilo på næste

108

uge, du kommer bare lidt bagud. Men hvis du ugen efter, at du har fået en advarsel, fordi du ikke har taget 500 gram på, igen ikke tager 500 gram på – så får du det, vi kalder en timeout.”

Jeg kigger spørgende på hende. Jeg folder mine ærmer ud og krøller stoffet sammen i hænderne.

“Det betyder, at du kommer hjem på tænkepause en uge, og så kan du derfra vælge, om du vil indlægges igen, om du er motiveret. Får man to timeouter, bliver man udskrevet, og pladsen her på afdelingen bliver givet til den næste, der står på venteliste for at få hjælp. Kunne du tænke dig at skrive under på kontrakten?”

Jeg rykker rundt på stolen, knuger hænderne sammen, neglene bider i indersiden af min hånd.

“Ja, men …” Jeg rømmer mig. “Jeg vil gerne satse på at tage et kilo på hver uge. Jeg har ikke tid til at være her 16 uger,” siger jeg.

“Flot, det er en god plan.” Hvis jeg vægtøger hurtigt, så kan fedtet måske ikke nå at sætte sig rigtigt fast til knoglerne, og jeg kan smide al vægten igen, når jeg kommer ud herfra. Hun finder et nyt stykke papir frem fra den grønne mappe. “For resten skriver du også under på, at du ikke vil misbruge slanke- og afføringspiller.” Jeg tænker på det lager, der ligger i min undertøjsskuffe.

“Det er fint, det gør jeg ikke,” siger jeg. Hun skubber papiret hen til mig. Jeg vender det og prøver at læse det.

Jeg kan kun fokusere på den stiplede linje, hvor der om lidt står min underskrift. Hun skubber også sin kuglepen hen mod mig, den siger en hæs lyd, da den skurrer mod

109

bordpladen. Jeg tager kuglepennen og klikker den op og i et par gange, banker den to gange mod bordet. Så sætter jeg pennen til papiret og laver en underskrift. Det er, som om kuglepensstregen ætser gennem papiret.

“Godt,” siger Luna og tager papiret og lægger det i sin mappe. “Så skal vi også lige snakke lidt om de psykoser, du frembyder med.” Jeg aner ikke, hvad hun snakker om, og hun fortsætter: “Du lider af vrangforestillinger. Personalet på det lukkede afsnit har berettet, at du ser ting, der ikke er der, og for eksempel tror, at folk er døde og rådne?”

Jeg tænker tilbage på de sidste par dage, men tiden er forvrænget, som i en drøm. “Det er det, vi kalder psykoser.

Fra hvad jeg har hørt, fra hvad du selv har fortalt, så er jeg sikker på, at du har den diagnose, der hedder paranoid skizofreni med nihilistiske forestillinger.” Hun rykker på sig.

“Nu skal du ikke blive urolig, det er en meget misforstået diagnose, og den kan sagtens gå over, når du ikke er under så stærkt fysisk og psykisk pres, som du er nu, men jeg har diagnosticeret dig, og diagnosen er nu at finde i dine papirer. Det skal jeg oplyse dig om. Du skal starte i medicinsk behandling for dette hurtigst muligt. Du er indtil videre blevet behandlet med beroligende og sovepiller, men jeg anbefaler, at vi starter med 10 mg Zyprexa.”

“Hvad?” Jeg kan ikke sige andet.

“Hvad?” gentager jeg. “Jeg skal ikke have noget som helst, jeg har ikke noget som helst. Skizofreni?”

“Katrina, er du opmærksom på, at det ikke er normalt at se rådne mennesker eller tro, at der gror ting ud af ens krop?”

110

“Det er jeg … Men jeg kan ikke. Men det betyder ikke, at jeg har skizofreni!”

“De andre piger har ikke de samme paranoide mønstre og skizofrene forestillinger, som du har.”

“Nå,” siger jeg.

“Man kan ikke skjule skizofreni. Man enten har det eller har det ikke, og du har det. Det er der desværre ingen tvivl om. Jeg ved, den er hård at sluge, men hold fast i, at det kan gå over. Jeg udskriver 10 mg Zyprexa til dig, du begynder på dem i morgen tidlig, tag dem sammen med dine vitaminer.”

“Jeg skal ikke begynde på noget som helst!” siger jeg igen.

“Det må du selv om, men så må du jo leve med de vrangforestillinger, du frembyder med. Jeg kan også forestille mig, at der er tidspunkter og perioder, du ikke kan huske eller redegøre for? Det bliver kun værre, hvis det ikke bliver behandlet medicinsk.”

“Jeg skal ikke begynde på noget som helst,” gentager jeg. “Ellers tak.”

“Helt i orden. Du kommer bare, når du bliver træt af psykoserne. Jeg kan ikke tvinge dig, så længe du ikke gør skade på dig selv. Og det har personalet jo besværliggjort for dig.”

Jeg nikker en enkelt gang, og hun rejser sig op. Jeg følger trop og trykker hendes hånd, inden jeg går ud.

111

Da jeg kommer hjem på første besøg og smider min taske, der er pakket til en enkelt overnatning, i gangen, er det første, jeg lægger mærke til, duften af mad. Min mor har købt stort ind. Flødeboller, lakridser, nøddeis. Der står små skåle med mad og snacks i alle rum, pebernødder, småkager, slik.

“Et enkelt stykke kan da ikke skade?” siger hun, da jeg går forbi alle skålene og lægger mig på sofaen med en bog og trækker et tæppe helt op til lige under næsen, så jeg ikke kan lugte al maden.

Jeg kan høre, at hun smører et stykke knækbrød ude i køkkenet, hun kommer ind til mig og sætter sig på sofabordet ved siden af mig, siger: “Du skal prøve at spise lidt frokost, Katrina, du skal prøve.” Hun har taget maden med ind i stuen og smører flere knækbrød med smør og ost, spiser dem foran mig, hun smasker, og jeg trækker tæppet helt op over hovedet og min bog, så jeg kun kan skimte bogstaverne ved hjælp af det lys, der står ind gennem maskerne i det strikkede tæppe. Hun smasker videre, og jeg vender mig ind mod sofaens ryg, så jeg har ryggen mod hende.

Jeg siger ikke noget, og hun siger: “Vend dig om og

112

se, hvor meget jeg spiser, du skal også prøve, du skal prøve, Katrina. Der er ikke pause i kampen, bare fordi du er hjemme på besøg!”

Jeg hører, at hendes stemme begynder at sitre, selvom hun prøver at skjule det. “Katrina?” Så rejser hun sig og går ud af stuen. Jeg vender mig om igen og trækker vejret dybt ned i maven. Jeg har ikke forstået halvdelen af den side, jeg lige har læst, på grund af hendes smasken. Hun skramler med noget ude i køkkenet. Jeg rejser mig op.

Lægger tæppet sammen og laver et æseløre i min bog, som jeg lægger på bordet.

Så går jeg ud i køkkenet, hvor min mor med hårde bevægelser er ved at pakke al maden tilbage i dens originale emballage. Hun siger ikke noget og kigger ikke på mig, men da jeg alligevel får øjenkontakt med hende, kan jeg se, at hun har tårer i øjnene. Jeg tager et stykke knækbrød uden smør og ost og sætter mig ved bordet. Knækker det i små stykker og spiser det med væmmelse, mens jeg krummer så meget på bordet, jeg kan. Både for at skulle spise mindre af knækbrødet og for at efterlade krummerne og straffe hende ved at lade hende tørre dem op, fordi hun prøver at tvinge mig til at spise.

Da jeg har spist det meste af et stykke knækbrød – ingen af os har sagt et ord – går min mor rundt i hele huset og tænder stearinlys, fyrfadslys og bloklys.

“Jeg kan se, du stadig fryser,” siger hun, og hun har ret.

Jeg prøver at gå i et normalt lag tøj for at berolige hende, jeg prøver at lade, som om jeg ikke hele tiden fryser, men selvom jeg prøver, kan jeg ikke skjule det for hende.

113

Der gror stadig et fint lag hvide dun på brystet, på armene, i ansigtet. Jeg barberer det væk, jeg har aldrig sagt til nogen, at det er der. Alligevel aner min mor uråd, og hun skruer helt op for radiatorerne, finder uldne trøjer og lange underbukser frem til mig. Hun reder min seng på mit gamle værelse med puder og flere lag af dyner, tæpper, plaider og varmedunke i fodenden, så jeg ikke skal falde frysende i søvn.

Da jeg vågner morgenen efter, sidder hun nede i køkkenet med sin computer. Hun får mig til at udpege alt det tøj, jeg kan lide, på internettet, og så køber hun det til mig – flere numre for stort. Hun køber skjorter, bluser, bukser, jakker, kjoler og skørter, hun køber silke, microfiber, lammeskind, økologisk uld og bomuld, hun fylder mit skab med designere, Grundahl, Vibskov, Westwood, Comme des Garçons og Yamamoto. Når tøjet kommer hjem, ved jeg, at hun pakker det ind som gaver, så pakker jeg det ud og syer det om.

114

“Hvorfor er det, du ikke vil tage dine vitaminer som alle andre? Du har brug for dem, Katrina,” siger Gitte. Hun har banket på døren til min celle kun for at stille mig dette spørgsmål. Jeg står med døren på klem og kigger mistænksomt på hende. Jeg har min sorte og grå Ganni-kjole på, og min BH, der ikke støtter noget som helst, så det ser ud, som om jeg har de mindste, spædeste bryster. Jeg tager fat i en snip af skørtet på kjolen og nulrer det mellem fingrene, men så går det op for mig, at jeg blotter mine tykke lægge, så jeg slipper igen.

“Hvad nu hvis pillerne ikke indeholder det, I siger, de indeholder?” spørger jeg.

“Jamen hvad tror du da, de indeholder?” spørger hun forundret. “Det er bare vitaminer.”

“Ja, men hvad nu hvis det ikke bare er vitaminer,” siger jeg. “Hvad nu hvis I har fundet ud af, at jeg er sindssyg, og ikke har sagt det til mig, fordi jeg er for sindssyg til at kunne forstå denne kendsgerning, og så medicinerer I mig bare?” Jeg træder et skridt frem i døren og stikker næsen ud.

“Man må ikke give nogen noget, de ikke ved, hvad er, medmindre de er til fare for sig selv og er så langt væk, at

115

de ikke kan samtykke til medicinering, Katrina. Desuden burde du også tage den Zyprexa, Luna vil have, at du skal tage, men lige nu beder jeg dig kun tage dine vitaminer.”

“Men hvad nu hvis I har vurderet, at jeg er til fare for mig selv og er så langt væk, at jeg ikke kan samtykke, hvad nu hvis jeg er så langt væk, at I har prøvet at forklare mig dette, og jeg ikke har forstået det?” siger jeg.

“Sådan er det ikke,” siger Gitte.

“Men det kan jeg jo ikke vide,” forsætter jeg. “Har du set Matrix, Gitte?” Hun nikker.

“Må jeg ikke komme ind, så kan vi snakke lidt om Matrix?” siger Gitte og lægger en hånd på døren. Jeg åbner den og lukker hende ind. Hun lukker selv døren efter sig og følger efter mig, sætter sig i lænestolen. Hun folder sine hænder, mens jeg børster mine fødder af for støv og skidt, inden jeg kravler op i sengen. Betrækket er blåstribet, ikke hvidt, som man kunne forvente på et hospital.

Der står Odense Universitetshospital på det, men det er det eneste, der afslører, at det er hospitalssengetøj. Det og så lugten, som er helt særlig, sprittet ren, og som gør det svært at falde i søvn. Jeg har allerede bestemt mig for, at jeg aldrig skal have stribet eller blåt sengetøj igen, når jeg kommer ud herfra. Jeg knækker mine fingre en efter en, mens jeg begynder at forklare Gitte, hvordan tingene hænger sammen: “Jeg fornemmer, at vi er i Matrix, jeg kan ikke forklare hvorfor, men jeg fornemmer det. Hvad nu hvis det vigtigste i verden faktisk er at være tynd, og I prøver at bilde mig noget usandt ind. Hvad nu hvis vi er i Matrix, og jeg er ved at indse det, og I prøver at me-

116

dicinere mig, for at jeg ikke skal indse det helt, at jeg er i Matrix altså. Hvad hvis det sande er, at man skal være tynd, og I prøver at holde mig i Matrix ved at medicinere mig, så I kan fede mig op og trække mig væk fra det sande? Det er ikke for at være arrogant, men hvad nu hvis jeg har oplevet, hvordan verden virkelig hænger sammen, og I er de desillusionerede.” Jeg kigger ned og op på hende, og hun nikker.

“Ja, det er i hvert fald ikke rigtigt, det, du siger, at du er i Matrix, men jeg forstår godt, hvor du vil hen. Det er meget filosofisk, du har jo hovedet skruet rigtigt på. Prøv at uddybe noget mere.” Hun lægger det ene ben over det andet, hænderne stadig foldede. Jeg begynder at knække i håndleddene og nakken.

“Hvad hvis jeg har opdaget, hvordan tingene i virkeligheden er skruet sammen, at meningen med livet er at være tynd, at man kommer ud af Matrix ved at være tynd? I vil have mig til at tage den blå pille, så jeg tror lige præcis det, I vil have mig til at tro – at man skal være normalvægtig. Men Gitte. Du burde selv tage den røde pille, du burde prøve at sulte.” Hun sidder lidt, stille og ubevægelig, jeg kan ikke regne ud, hvad hun tænker. “Jeg siger jo ikke, at det er en skønnere sandhed, at meningen med livet er, at man skal sulte, men i det mindste er det sandt,” siger jeg. Hun rejser sig op. Går hen ved siden af mig og lægger en hånd på min ryg. Jeg rykker lidt frem i sengen, så jeg kun lige kan fornemme hendes hånd, så jeg ikke tydeligt kan mærke, hvor min krops grænse er. Så stopper jeg mig selv. Hvis nogen her skal have lov til at

117

lægge en hånd på min ryg, er det Gitte. Jeg læner mig lidt tilbage igen, hendes hånd er der stadig.

“Du er paranoid, min tøs. Jeg må sige det, som det er,” siger hun. “Der er ikke noget med nogen Matrix, der er ikke noget med røde og blå piller i den virkelige verden,” fortsætter hun.

“Nej, det er jo det, I vil have mig til at tro!” udbryder jeg.

“Tror du helt ærligt selv på det pis, undskyld mig, luffegøj, men så bliver jeg alvorligt bekymret, må jeg indrømme.” Hun rynker brynene, hele hendes pande følger med.

“Jeg er ikke overbevist, men det ville da være dumt ikke at tvivle,” siger jeg og bliver en smule usikker, fordi hun virker så sikker i sin sag.

“Ja, det har du selvfølgelig ret i. Men der er forskel på at tvivle lidt og tvivle så meget, at man reagerer på sin tvivl. Lige nu reagerer du på din tvivl ved at nægte at tage dine vitaminer. Jeg skal ikke tvinge dig til noget, men jeg synes, du skal stole på mig. Kan du det?”

Jeg tøver lidt for at virke høflig, svarer så: “Nej, det kan jeg desværre ikke.”

“Det er helt okay, sig til, når du kan,” siger Gitte. Så klapper hun mig to gange på ryggen, stryger mig en enkelt gang over håret og forsvinder ud af mit værelse.

118