Den lyttende læseprøve

210 mm

Anna Ørberg er født 1988, billedkunstner, uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi. Den lyttende er hendes debut.

Anna Ørberg

Den lyttende

Roman Gladiator

De skal skaffe mindst to tusind kroner, ellers kan det være lige meget. Lasse og Simone har for længst nået grænsen for, hvad de kan trække over, og sådan har det set ud siden omkring den femte i måneden, og sådan ser det ud hver måned. Nu er det den tyvende marts, det er lang tid siden, der sidst kom penge ind, og der er lang tid til, at der kommer penge ind igen. Men for at de begge kan blive skæve nok, og det skal de, for det er sidste weekend, inden Simone skal i afvænning, så skal de have to-tre gram hver. Ét gram koster fem hundrede kroner, men hvis de skaffer to tusind kroner, kan de forhåbentlig få mængderabat og dermed få fem-seks gram, og så skal det nok blive en god weekend.

“Seks cremer. Vi skal bare have seks cremer,” siger Lasse, mens de går ned ad Jagtvej, der stadig er forholdsvis stille, inden eftermiddagstrafikken for alvor bryder løs.

Cremerne koster seks hundrede kroner, og man kan nemt sælge dem for lidt over tre hundrede kroner stykket på nettet, så regnestykket er rigtigt, men de er begge to klar over, at de ikke kommer til at kunne skaffe seks cremer.

Matas har sjældent så mange af de dyre cremer stående fremme, men Lasse bevarer optimismen, som han plejer.

“Jeg kan kun have én i hver lomme,” siger Simone, der er mere skeptisk. Hun stikker hænderne i dynejakkelommerne for at demonstrere, hvor lidt plads der egentlig er i dem.

9

på.

“Ej, du kan godt have to i hver.” Han skal altid presse

De går ind i butikken, og nu begynder skuespillet, hvor Lasse taler højt og siger et eller andet, der skal få det til at lyde, som om de er et helt almindeligt par, der er ude at shoppe. De kan stadigvæk godt, lidt endnu, gå for at være et helt almindeligt par: de er begge nogenlunde velsoignerede, nogenlunde unge og nogenlunde velklædte i deres stjålne tøj. Hans mørkebrune, næsten sorte, hår er relativt nyklippet, for det prioriterer han at bruge et par hundrede kroner på hver anden måned. Hendes lange blonde hår er tjavset og spaltet, men det ser man ikke, når det er sat op i en knold.

“Nå, så håber jeg ikke, at du har tænkt dig at bruge flere timer herinde,” griner han, mest henvendt til butiksekspedienten, som står henne bag kassen. Ekspedienten kigger op og smiler høfligt. Det er den samme rolle, han spiller hver gang, som den utålmodige ægtemand, der kun er med for at køre kortet gennem maskinen, når hans indkøbsglade hustru ellers er færdig med at samle alle de varer, hun ønsker sig, og som hun ikke ville kunne få uden ham som forsørger. Simone hader, når de skal performe og tiltrække sig opmærksomhed i butikkerne, og hun synes, at de roller, han vælger til dem, er så karikerede, at det må virke utroværdigt. Hun er mere til strategien, der går ud på at gå i et med tapetet. Hun ignorerer ham, og det øger tilsyneladende troværdigheden, for nu smiler ekspedienten til hende. Som om hun vil fortælle hende, at hun ikke skal være flov over sin højlydte kæreste.

Som forudset står der ikke seks cremer, men der står tre. De står på en hylde, der vender væk fra kassen. Den er perfekt placeret, og hvis man vender ryggen mod

10

overvågningskameraet, har man frit lejde. Det ved de godt, det er derfor, de altid vælger netop denne Matas. De er kun blevet opdaget én gang sammen, det var i en anden Matas, en på Østerbro, hvor de ikke har været siden. Det lykkedes dem at slippe væk, inden politiet kom, men det var så ydmygende, at Simone stadig her flere år efter får en knude i maven, når hun kommer i tanker om episoden.

Lasse derimod er blevet taget så mange gange, at han ikke har tal på det længere. Så er politiet blevet tilkaldt, de har taget ham med ud i baglokalet, hvor de har udskrevet en bøde og lavet en – ­­ i Lasses optik – ­­ ubetydelig plet på straffeattesten, og han har været ude af butikken igen på mindre end ti minutter. Simone er aldrig blevet opdaget, og hendes straffeattest er pletfri.

Lasse fortsætter sin performance i nærheden af den unge ekspedient, der nu bliver ufrivillig tilskuer til det skuespil, der virker så pinagtigt på Simone, at hun bliver nødt til at lyne dynejakken op for ikke at få et ildebefindende. Hun går i gang med at pille de små aflange klistermærkealarmer af cremerne.

“Har I noget til mænd, nu når jeg alligevel er blevet slæbt med?” spørger han ekspedienten med så meget jovialitet, som han kan mønstre.

Simone krøller alarmerne sammen til en lille bold og smider dem ind bag små blå og hvide kasser med luksusprodukter, så man ikke kan se dem med det samme. Det gør ikke noget, at man opdager tyveriet på et eller andet tidspunkt, det vigtigste er, at der går tilstrækkelig lang tid, så de kan nå væk. Og der må gerne gå så lang tid, at mistanken ikke automatisk falder på dem, så de vil have mulighed for at vende tilbage, for butikken udgør en vigtig indtægtskilde for dem. Da hun har bortskaffet alarmerne,

11

stikker hun to cremer i lommen, men den sidste vil komme til at stikke op og dermed være synlig, så den trækker hun op i ærmet i stedet.

“Er den her god til tør hud?” spørger Lasse ekspedienten, mens han vifter med en tilfældig creme henne fra herreafdelingen. Hvorfor skal han nu indlede en samtale med ekspedienten, når de bare skal ud så hurtigt som muligt?

Da hun nærmer sig Lasse for at give tegn til, at de skal videre, opdager hun, at den creme, han står og vifter med, er en hårvoks.

“Jeg tror måske lige, jeg kigger i apoteket i stedet,” siger hun henvendt til Lasse, men højt nok til, at ekspedienten også hører det.

“Okay, jeg kommer med.” Lasse afbryder ekspedienten, der med et forvildet udtryk skal til at svare på, om hårvoksen er god mod tør hud. Han vender sig om og går med Simone ud af butikken.

“Hvorfor skal du altid lave sådan en scene,” hvæser hun, da de kommer ud på gaden.

“Hvor mange fik du?” spørger han.

“Kun tre, der var jo ikke flere!”

“Nå, men det er en tusse, det er da okay – ­­ skal vi gå på apoteket?”

“Nej, det var da bare noget, jeg sagde for at få dig med ud.”

De ved begge to, at tusind kroner kun bringer dem halvvejs mod målet, men de må ikke miste optimismen. Simone plejer at være den, der, med sin dirrende nervøsitet, ødelægger den gode stemning, men hun har lært at nedtone sin frygt. For det er det, det er. Frygt for knaphed, frygt for ikke at have nok. Det kan føles, som om det gælder liv eller død.

12

* Da de er hjemme i lejligheden ti minutter senere, er næste trin i dagens opgave allerede i gang: omdannelsen af tyvekoster til likvide midler. På hjemturen har Simone uploadet billeder og beskrivelser af luksuscremerne til Trendsales, og fordi hun er så garvet en købmand, der har mange følgere på sin handelsprofil, er der straks gevinst. Én køber melder sin interesse, og få minutter efter tikker der tre hundrede og halvtreds kroner ind som betaling for en af cremerne, som Simone lover at sende, når hun har fri fra arbejde. Hun har ikke noget arbejde, både Simone og Lasse er på kontanthjælp, men hun synes, det lyder tillidsvækkende at nævne, at man har et arbejde. Kort efter har en anden køber også meldt sin interesse. Men det er stadig ikke nok.

“Kan vi ikke spørge din mor?” siger Lasse.

“Hvorfor kan vi ikke spørge din mor?”

“Jamen, det har vi jo lige gjort, det er din tur.”

“Hvad med din søster?”

“Hvad med din søster?”

De har begge taget deres daglige dosis metadon, men den er ikke nær høj nok til at dække deres behov, den tager kun toppen af abstinenserne, så de er i stand til at skaffe penge til den mængde heroin, de egentlig har brug for.

Men i den tilstand skal der ikke meget til, før de begynder at snerre ad hinanden, og de har ikke skyggen af overskud til at være anstændige længere. Det føles, som om hele verden er på nippet til at falde sammen. Det er som at vente på dét opkald fra lægen, der fortæller en, om man skal dø af sin kræftsygdom, eller som at sidde magtesløst

13

og vente på livstegn fra en, der ikke er kommet hjem til tiden. Når Simone ser film om børn, der forsvinder, og når hun prøver at leve sig ind i, hvordan forældrene må have det, så tænker hun på abstinenser.

I første omgang skal de bare sende nogle sms’er til et par venner, til deres søskende og til deres bekymrede mødre for ti tusinde gang. Det er både flovt, mistænkeligt og skamfuldt, men det er ikke umuligt. De må formulere noget med en ubetalt el-regning, at de nok skal betale dem tilbage, og så må de ellers bare lukke ned for al anstændighed og trykke send.

Nogle svarer, andre gør ikke. Nogle svarer med flere forbehold og beklagelser, fordi de ikke har økonomien til bare sådan uden videre at overføre flere hundrede kroner uden udsigt til tilbagebetaling. Andre er mindre forbeholdende, fordi de har midlerne. Nogle lyder bekymrede, og andre lyder irriterede. De får alle sammen mere eller mindre den samme historie: at Simone og Lasse mangler penge til en el-regning eller et bankgebyr. I starten forsøgte Simone at bevare overblikket over de historier og undskyldninger, de sendte ud, så der for eksempel ikke kom to el-regninger på én uge, for det ville virke utroværdigt, men hun har efterhånden opgivet at holde styr på de mange indviklede løgne. For det er lige meget. Det vigtigste er, at de nu endnu en gang – ­­ gennem smårapseri og lån, der aldrig bliver tilbagebetalt ­­– har formået at skrabe sammen til dagens indtag. Det har taget mange timer og voldt mange bekymringer, og de har heller ikke helt nået det ønskede beløb, men de har nok til at forhandle med. *

14

Det sidste og allermest nervepirrende punkt på programmet er at få omdannet pengene til stoffer. René har været deres faste pusher i mange år, men han kan være både utilregnelig og decideret ondskabsfuld. Det er, som om han kan lugte deres desperation, og han ved, at hvis de er for påtrængende, kan det betyde, at de ikke har penge nok, og så lukker han i. Så svarer han bare ikke. Hvis der derimod er gået flere dage, hvor han ikke har hørt fra dem, hvilket kan være tilfældet, når de ikke så sjældent forsøger at blive clean, altid forgæves, så bombarderer han dem med tilbud om rabat og løfter om ekstra god kvalitet.

Hej. Kan du mødes?

Det er Simone, der sender sms’en. Hvis Lasse skrev, ville han ikke få svar. Han er blevet forment adgang hos René efter at have truet ham med tæsk for nogle måneder siden, og når det sker med jævne mellemrum, at de kommer op at toppes, så er Lasse bandlyst på ubestemt tid. Så er det kun Simone, der får svar, og som må komme forbi.

Det er også sådan, René foretrækker det, for så kan han få kvindeligt selskab. Han lokker som regel med gratis dope, så hun bliver siddende i nogle timer, indtil Lasse begynder at brokke sig over, at hun ikke kommer hjem.

“Hvad nu, hvis han ikke har noget?” Simone foretrækker at gennemgå alle tænkelige scenarier og mulige forhindringer.

“Giv det nu lige lidt tid,” siger Lasse, der har fundet et tv-program, der kan distrahere ham. Han er meget bedre til at lade sig distrahere. Han får ikke de samme katastrofetanker.

“Men hvad nu, hvis der er tørke?”

“Så må vi jo ud til Bobo.” Bobo er deres alternative pusher i Sydhavnen, og her skal man med alle mulige

15

busser for så at risikere, at der ikke er noget at komme efter.

“Jamen, hvad hvis han heller ikke har noget?!” jamrer Simone. Hendes stemme brister, og hun får tårer i øjnene.

Hun kan ikke bære tanken om at skulle være sit stof foruden, tanken alene gør fysisk ondt.

“Kom her,” siger Lasse og breder sine arme ud. Han kan godt se, at han bliver nødt til at tage sig af hende og få hende beroliget. Hun ved, at han mest gør det for at afværge et hysterisk anfald. Han kan ikke lide at se hende være ked af det, han ville bare ønske, at hun kunne have lidt mere is i maven. For han gider ikke være bekymret, det er ikke en følelse, han trives godt med, og det er derfor han lader sig forsvinde ind i en tv-serie. Det har han gjort hele sit liv, og det fungerer fint for ham, dette afventende, vegeterende stadie, som slet ikke fungerer for Simone.

DING! Det giver et sæt i dem begge, da de er faldet lidt hen til et afsnit af Game of Thrones, som de genser for tredje eller fjerde gang. På skærmen, der står op ad væggen foran deres halvandenmands boxmadras, slår nogle drager med vingerne, inden de letter og flyver ud over et imponerende computergenereret bjerglandskab. Hun glider ud af hans arme og griber ud efter telefonen.

10 minutter, runddelen, står der på displayet, og hun rammes af en usigelig lettelse, som var det et livstegn fra en forsvunden pårørende. Det er en forløsning af dimensioner, også for Lasse, for selvom han ikke giver lige så meget udtryk for sine bekymringer, så er det mindst lige så vitalt for ham, at han får det, han har brug for. *

16

Det er heldigvis blevet mørkt udenfor. Simone er glad for, at hun slipper for at skulle hjem til René, hvor hun kan ende med at skulle sidde i timevis, men når de, som nu, aftaler at mødes ude i offentligheden, så medfører det nogle andre udfordringer. Det gælder nemlig om ikke at blive set af nogle af de mange bekendte, der bor i kvarteret, og der er adskillige trin, der helst skal forløbe uden at blive opdaget.

Først og fremmest skal hun hæve penge i automaten på Nørrebrogade. Alle ved, at hvis man skal hæve kontanter, er det, fordi man skal bruge dem på lyssky foretagender.

Der er efterhånden flere butikker, der slet ikke tager imod kontanter, så når man hæver penge, er det som regel for at betale for sit sorte arbejde eller for sine varme varer. Det tager ikke mere end omkring halvandet minut, fra hun står foran automaten, til hun har kontanterne i hånden, men på halvandet minut på Nørrebrogade kan der nå at cykle mange mennesker forbi, og tanken om, at nogle af hendes gamle venner skulle se hende hæve penge, gør hende dårlig. Efter flere års stofmisbrug er hun blevet for paranoid til at overveje, at de måske er komplet ligeglade. At de kun fokuserer på at komme hjem efter en lang arbejdsdag. At de har børn, der skal hentes, mad, der skal tilberedes, mails, der skal svares på. Og selv hvis de så hende stå der ved hæveautomaten, ville de bare registrere hendes tilstedeværelse for derefter at vende tilbage til de bekymringer, der følger med et almindeligt liv med børn, arbejde, parforhold. Mistrivsel, præstationer, komplikationer.

De har nok at se til.

Hun har forsøgt at anlægge en tøjstil, der pådrager sig et minimum af opmærksomhed. Sort dynejakke, sorte

17

arbejdsbukser og en mørkeblå kasket. Muligvis virker det helt modsat. Hun er altid lidt halvabstinent og dermed ekstra kuldskær, så hun går med skuldrene helt oppe ved ørerne, samtidig med at hun går så hurtigt, at hun er lige ved at lette. Og med en mundering, der oser langt væk af tilstræbt anonymitet, ligner hun nok faktisk bare en narkoman, som hun kommer gående helt skrutrygget og målrettet mod hæveautomaten og videre til Runddelen.

Hun må ikke komme for sent. René må godt komme for sent, for det er ham, der har noget, hun gerne vil have, men hvis han skriver 10 minutter, så skal Simone være der efter ti minutter. Det er hun også. Og det er han selvfølgelig ikke. Så der går i hvert fald yderligere ti minutter med at stå og vente på dette alt for offentlige sted under den skrækkelige gadebelysning. Tiden går uendeligt langsomt, og hun veksler mellem at kigge ned på sin lysende telefonskærm og ind ad ruden til en dyrehandel. Når hun bliver urolig for, om lyset fra telefonskærmen vil oplyse hende og gøre hende endnu mere synlig, lægger hun telefonen i lommen og står blot i stilhed med blikket vendt mod butiksruden, hvor hun registrerer, at der er forskellige former for dyrefoder. Så bliver hun pinligt bevidst om det besynderlige ved at stå og stirre på dyrefoder efter lukketid og vender tilbage til telefonens skarpe, blændende lys.

Sådan står hun med al sin selvbevidsthed og prøver at være usynlig, vekslende mellem telefonskærm og butiksrude, da René kommer rundt om hjørnet. Men han er ikke alene. Som om det ikke er nok, at hun skal mødes med en midaldrende pusher her midt på gaden, så skal han selvfølgelig også have en junkie-ven med på slæb. René kan med lidt god vilje godt gå for at være et almindeligt

18

menneske. Han er iklædt en off-brand vindjakke, jeans med en pasform, der for længst er gået af mode, og sorte voksensko i imiteret læder. Men hans påhæng er junkie, det kan ingen være i tvivl om. Alt på ham er sunket ind, selv det minimale lag af fedt, der kan være på en menneskenæse, er udtæret. Han er radmager og indfalden, og hans lyse jeans og multifarvede vindjakke er begge hentet fra firserne og får ham til at ligne en parodi på en junkie.

“Kom med,” siger René og gør tegn til, at hun skal følge med over krydset i retning mod byen. Hun har ikke lyst til at gå ret langt i det her selskab, og hun håber, at de forbipasserende vil aflæse dem som helt almindelige mennesker på spadseretur.

“Nå, så skal du snart afsted?” René ved godt, at han snart mister en af sine mest trofaste kunder.

“Ja, på mandag,” siger Simone og smiler. Hun er altid overdrevent flink og imødekommende over for René i håb om, at der kan falde et ekstra halvt gram af.

“Det er sgu også på tide. Det bli’r pissegodt for dig.”

Han kan godt lide at lade, som om at han går op i sine kunders velbefindende, selvom han er skideligeglad.

“Hvad skal du bruge?” spørger han efter lidt snak frem og tilbage om hendes forestående afvænning.

“Jeg har atten hundrede, kan jeg få seks gram?” Hun ved godt, at han siger nej, og hun hader at spørge.

“Her ­­– du kan få fem.”

De udveksler sedler og de små pakker med brun rygeheroin her midt på Nørrebrogade en fredag aften ved syv-ottetiden, lige når alle skal ud og spise pasta og drikke naturvin, og hun beder til, at der ikke er nogen, der ser hende. Nu vil hun bare gerne hjem.

19

* Mens hun går tilbage ad Nørrebrogade mod lejligheden bliver hun ramt af en lykkefølelse, der gør alt let og ukompliceret. Det er dagens højdepunkt, kulminationen på en dags hårdt arbejde med at skaffe varer, som skal omdannes til penge, som skal hæves, og som skal forvandles til det brune pulver, der kan være så svært at få fingre i, når man har med lunefulde og upålidelige pushere at gøre. Det er en euforisk lettelse, der får alle abstinenser til kortvarigt at forsvinde. Pludselig ville hun kunne løbe et maraton, hun ville kunne overkomme alt i dette øjeblik, og vinden, der rusker i træerne inde på kirkegården, føles ikke længere kold og våd, men forvandler sig til en mild brise, der let og luftigt nærmest bærer hende over krydset, ned ad Jagtvej og hjem til hoveddøren. Hun er ikke til at slå ud, og de eventuelle bekendte, der måtte passere hende på deres cykler med deres barnesæder og deres fordømmelser, kan rende hende et stykke, for lige nu og her er hun uovervindelig!

Forventningens glæde nærmer sig klimaks, da de begge sidder i skrædderstilling i sengen og gør klar til indtagelse. Det er altid Lasse, der laver røret. Det er det rør, man bruger til at suge røgen fra heroinen, som man brænder af på et stykke sølvpapir. Og hvis man laver et rigtig godt rør, så kan der samle sig en del heroin på inderkanten, der senere kan ryges. Hun ser utålmodigt til, mens han koncentreret og med en vældig præcision folder et rektangulært stykke sølvpapir indad fra de aflange sider, for derefter at folde det på midten og rulle det rundt om en sekskantet blyant. Da det er tilpas stramt, hiver han det langsomt ud over blyantens spids, mens han former små hak i røret ef-

20

ter spidsens bue, så de små hulrum, der dannes, kan fange den kondenserede heroin, der samler sig på indersiden.

Han tager de første store, tunge hvæs, inden det er hendes tur, og tiden forsvinder, som om nogen spoler frem på en båndoptager. Den vidunderlige lykkefølelse, der efter mange års indtag mest skyldes forventningen om en rus snarere end selve rusen, er kortvarig og erstattes hurtigt af den altomsluttende fornemmelse af knaphed. Den indfinder sig blot en time senere, da de allerede har indtaget en tredjedel af det lager, der skulle få dem igennem weekenden.

Så ringer det på døren. Det giver et sæt i Simone, der ser forurettet over på Lasse.

“Det er bare Jesper,” siger Lasse og rejser sig.

“Ej, helt ærligt,” siger Simone, der ikke er overrasket over, at Lasse laver planer og inviterer folk uden at spørge hende, men som alligevel er irriteret. Mest fordi hun ikke gider at dele sine stoffer og da slet ikke med Jesper.

“Bare rolig, jeg tror, han har noget godt med,” siger Lasse og går ind i stuen, der vender ud mod gaden. De har for vane at kigge ud ad vinduet, inden de lukker nogen ind. Der er altid et rend af mennesker, som kommer på besøg hos Lasse og Simone, både uanmeldt og efter aftale, og Simone har lært Lasse vigtigheden af, at han orienterer sig, inden han lukker nogen ind. Simone er skrækslagen for, at han en dag kommer til at lukke nogen ind, som ikke skal se al røgen og gearet og sølvpapiret og skeerne.

Dørtelefonens lyd er skinger og enerverende, og den stopper ikke, før man har reageret. Det gør kun Simone mere urolig, for hun vil også gerne lige nå at sætte håret.

Hun er stadig forfængelig; selv herhjemme i sin narkobule og selv over for Jesper.

21

Jesper kommer ind og smider skoene, ikke fordi han er høflig, men fordi han har været her så mange gange før, at han ved, at man som regel opholder sig på boxmadrassen i soveværelset, og han tager hurtigt plads med sine lange, kejtede ben og sine beskidte tennissokker ved siden af Simone, der forsøger at skjule sin utilfredshed med hans tilstedeværelse. Hun har trods alt fået en forventning om, at han har noget godt med, og hun håber, at der er tale om mange gram rygeheroin.

“Se, hvad jeg har med,” siger han og holder to forskellige poser med hvidt pulver op foran dem. Simone kan hurtigt se, at ingen af dem indeholder brun rygeheroin, og hun bliver varm indeni af raseri. Lasse udtrykker derimod stor begejstring.

“Ja, det her er coke, jeg tænkte vi kunne starte med at ryge en sten, og så kan vi gå over til at skyde noget af det her bagefter,” siger Jesper og ser selvtilfreds ud, som om han er kommet med favnen fuld af gaver for at redde juleaften.

“Fuck, hvor nice!” udbryder Lasse. “Skal jeg koge op?” spørger han og er allerede i gang med at fiske ting frem fra skabet under vasken, hvor salmiakspiritussen, der skal forvandle pulverkokain til krystalform, står lettere tilgængeligt end både vaskemiddel og gulvsæbe. Jesper følger efter ham ud i køkkenet, og Simone sidder alene tilbage på sengen. Der bliver musestille ude i køkkenet, hun hører kun den sitrende lyd af salmiakspiritus i en ske, der syder og koger over et gasblus, og hun ser for sig, hvordan Jesper og Lasse står over komfuret i fuld koncentration.

Hun kan tydeligt se, hvad der skal til at udspille sig.

Først ryger de noget kokain, og selvom Jesper ikke har nævnt noget om penge endnu, så skal de nok komme til

22

at betale for det. Simone har lyst til at takke nej, for så kan hun også takke nej til regningen, men hun ved udmærket godt, at hun ikke er i stand til at takke nej til at ryge kokain, for det er så formidabel en rus i de cirka fem sekunder, den varer, og så vil man bare gerne have mere, og man vil være villig til at sælge sin nyre for at få råd, og der kommer ikke til at gå meget mere end tredive-fyrre minutter, før den beskedne mængde coke, han har medbragt, er forsvundet.

De vil komme til at bekrige hinanden over de sidste små, krystalliserede klumper, de vil endda komme op at toppes om, hvem der har retten til den forsvindende lille mængde, der samler sig på indersiden af det glas, de freebaser fra, og når der til sidst ikke er skyggen af krystaller tilbage, så vil de desperat søge midler til at få mere, og når det ikke lykkes, så vil de gå videre til den hvide heroin, som Jespers anden pose indeholder, og som skal få dem sikkert ned fra cokerusen, og her gider Simone ikke være med, men hun kommer alligevel til at sidde med regningen for det, som Lasse skyder i årerne, fordi de har en eller anden form for latterlig fællesøkonomi. Og under hele denne farce, så vil Simone konstant være dødsensangst for, om en af dem, og Lasse i særdeleshed, kommer til at tage for meget. Især når der er nåle involveret. Og selvom hun beder ham gøre det ude på badeværelset, vil hun hele tiden komme ud for at sikre sig, at han stadig er i live, og hun vil tilbringe den halve nat med at tjekke hans puls og vejrtrækning. Det værste er, at når der ikke er mere af det hvide pulver, så vil Lasse og Jesper vende deres opmærksomhed mod pakkerne med det brune pulver, den rygeheroin, som Simones overlevelse afhænger af. Mens drengene står over skeer og gasblus i køkkenet, gemmer hun de små pakker i sine sokker og prøver at beherske sin vrede.

23

* “Vi skal altså også gemme noget til på mandag!” siger hun, da de i løbet af natten tømmer det andet gram. Alt forløb som forventet. De er løbet tør for først det ene, og så det andet, og hun nænner ikke at tilbageholde de små pakker i sokkerne. Det er væmmeligt at være vidne til de to mænds fortvivlede blikke, og selvom hun føler samme smerte som dem, så er det næsten værre at se smerten malet i ansigtet på andre. Det er som et spejl, hvor hendes egen smerte reflekteres direkte tilbage i øjnene på hende selv. Og derfor bliver hun ved med at lægge lidt mere pulver op, når de to drengede mænd med store hundeøjne tiggende rækker stykker af sølvpapir frem mod hende.

De har stået i sådan en situation tusind gange før, med disse ambitioner om at få det til at række, og de laver alle mulige aftaler om at gemme først to gram, der så bliver til ét gram, som bliver til et halvt, og til sidst er der bare ikke mere tilbage end det, der har samlet sig i røret.

Højst sandsynligt kommer de også til at ryge dopen fra dette rør, mens de aftaler at gemme det andet rør, hvor der ikke engang er nok til at tage toppen af de værste abstinenser. Men sådan er afhængighedens cyklus så forudsigelig, og den ender altid, uden undtagelse, med gabende tomme poser og flasker. * Det går hverken værre eller bedre, end at de falder i søvn lørdag morgen, alle tre i halvandenmandssengen, som er plettet af brændemærker fra alle de gange, de er døset

24

hen med en tændt smøg. De indtager det sidste i løbet af aftenen og sover hele søndagen væk, kun afbrudt af enkelte ture på toilettet, når blæren ikke kan holde til mere.

Søvnen efter sådan en rus kan vare i flere døgn, hvis man afværger de værste abstinenser. Med lidt ekstra metadon kommer de igennem natten til mandag, inden Simone bliver hentet i bil af en frivillig fra det afvænningssted, hvor hun skal tilbringe de næste mange måneder. Jesper rævesover og gider ikke forholde sig til et eventuelt drama omkring Simones afsked. Men dramaet udebliver. Lasse vågner kun kortvarigt fra den dybe dopesøvn, han kysser hende farvel, og hun er for træt til at græde, hun skal bare ud i bilen og sove videre.

Da bilen drejer om hjørnet fra den lille sidegade og ud på Jagtvej, folder hun sin trøje sammen til en klump og begraver demonstrativt ansigtet i den for at signalere, at hun ikke ønsker at snakke med den frivillige. Hun er så omtumlet, at hun ikke registrerer meget andet, end at den frivillige er en mager og ikke alt for heldigt udseende midaldrende mand. Inden hun falder i en dyb søvn, lover hun sig selv, at det ikke er sidste gang, hun har taget heroin, for den tanke er ikke til at bære.

25