Texas Longhorn no. 9: Dea Kudsk

26  Dea Kudsk

Den rosa tid

Det var ikke bare én gang det skete eller det var ikke bare én gang jeg haevede mig op over kontinenterne og pressede dem sammen. Engang var det hele samlet.

Myggene stikker og regnen har hun slugt Det er ikke mere end en uge siden to uger siden flere aar siden det er ikke mere end ti minutter siden en halv time siden at solen sad fast et sted langt over havet langt over skyerne. I dag har det ikke regnet. I gaar blev min gade til en flod. I dag er jeg rejst til kysten. I gaar var der boelger i gaderne. En bil kom sejlende og plastikposer og en hvid plastikstol. I morgen kom sejlende imod os. Et traeskib eller en kano. Og senere hvide blomster. Skumtoppene. Som nu har foldet sig sammen om tusind aars historie. Som harpiks om en myg. Og aarene aarene presset presset rullet og skubbet og to organismer bliver én. Naar solen er gaaet ned lyser ravklumperne. Oejnene.

Fiskenes og mine. Alene paa stranden. Og myggene. De levende stikker de levende.

Tiden er til at tage billeder af det der ellers vil blive glemt Jeg vidste det ikke dengang. At du kunne forsvinde. Tage din krop med dig til et andet sted. Jeg er ikke et barn laengere men jeg ved at den foerste stjerne der viser sig i aften har noget med dig at goere. Dengang sad jeg alene paa en strand og blev stukket af myggene og gjorde intet for at holde dem vaek. Jeg tog billeder af solnedgangen og sendte dem til et sted hvor solen var paa vej op. Paa vej op igen af det hav der havde slugt den smagt paa den eller det hav der havde holdt den vugget den og givet den bryst foer morgenen blev skabt.

27 Tema: Det andet

Selvlysende fisk Der er foelelser paa bunden af havet der er perler og moerke og selvlysende fisk. Der er meget der er og saa er der dig der ikke er. Eller du er du er paa en anden maade. Et aftryk. Noget der aendrer sig hver gang det tages frem for at blive kigget paa.

28  Dea Kudsk

Foedderne staar stille. Kroppen loeber ud i sandet Mere spiral end cirkel.

Den uendelighed der gemmer sig i dybet af hvert eneste spoergsmaal.

Efter klokken ti om aftenen kan man ikke vide hvilke dyr der kommer taet paa kysten.

Jeg kunne godt falde i soevn nu.

To uger senere er maanen sit tyndeste selv et sted mellem ferskentraets blade.

To uger kan gaelde som et liv. En draabe som et hav. Jeg har vaeret helt ude i hjertets fingerspidser. Har skrevet et postkort til de levende. Skrevet en linje i en bog uden sider. En selvlysende skrift trukket ud af nattens stof som en traad en selvlysende traad som en vej en selvlysende vej trukket ud af nattens skrift en skrift med to foedder og to haender en haand der plukker maanen bag fersknerne en mund der tager en bid og maanesaft der loeber ud i sandet.

29  Tema: Det andet 

En vilje til at se Tiden er til at forklare sig. Tiden vi taler om er to uger eller en aften og en anden nat. To uger er ikke tid nok til at forstaa forandringer. Men en forklaring. Et sorgskrift. En ravklump. Et aftryk. Og paa samme tid har jeg tegnet et kort. En labyrint og murene har haevet sig omkring mig og det rosa lys findes kun som en fastklemt stribe et par centimeter under havets overflade.

Fortaelling fra havet til bjergene Forklaringen fandt ikke sted. Jeg har glemt hvordan jeg udtrykker mig praecist og tydeligt. Det er ikke laengere ord der former mine tanker. Det er sand og konkylier fundet i bjergene langt fra havet. Der er en meget simpel maade at fortaelle historien paa. En maade der vil afsloere noget og tilsloere andet. Det vil aldrig blive den fulde historie. Der er ikke noget der kan spores tilbage til sin begyndelse. Ikke af mig. Maaske af gudinden der komme ud af skoven naar de sidste containerskibe er sunket. Men det er ikke endnu og I har ikke andre til at fortaelle historien end mig. Jeg var taget fra byen hvor jeg boede og til kysten. Det var en to timers rejse i bus. Bussen broed sammen lige uden for byen. Jeg drak kaffe med sukker og roeg cigaretter og ventede paa at en anden bus skulle komme. Jeg skulle skrive noget om droemme. Men jeg vaagnede hver morgen uden at kunne huske noget. Om aftenen saa jeg solen gaa ned. De hvide badehoteller stod som fyrtaarne langs kysten. Det var om mandagen du forsvandt. Og regnen forvandlede gader til floder. Og jeg floed forbi mig selv og mit hus. Tiden er smaa stoed. Jeg bliver skubbet frem og tilbage.

Tilbage til soendag frem til et helt andet aar. Og mandag er et navn vi har fundet paa fordi vi tror paa gentagelser. To uger senere droemte jeg selvom jeg var vaagen. Jeg sad ved et baal i bjergene og hoerte havets boelger og fuglenes morgensang og den rosa tid strakte sig ud som en trehovedet slange. Det er forklaringen.