Issuu

IDO PLA LNY IND KAT ENI LITTERATUR NUMMER 6 – 2017

DET ONDE

JACOB SKYGGEBJERG PER AAGE BRANDT ASBJØRN SKOU LUCA TALAMONA GUSTAVE DORÉ NIELS HANSEN JACOBSEN ELOF WESTERGAARD MICHAEL SCHIØLER TINGSGÅRD MARIANNE LARSEN HALFDAN PISKET ZVEN BALSLEV ADAM O. JOHANNES V. JENSEN HANS OTTO JØRGENSEN JOHANNES HOLBEK DORTE NAOMI MADS GRAM CODY O'ROURKE FRYD FRYDENDAHL ANNE-SOPHIE B. MORTENSEN CHARLES JALABERT BÉNIGNE GAGNERAUX NICOLAI ABILDGAARD

ER LIDELSE A En læsning af den antikke tragediekunsts forhold til lidelse som ondskab

TE KST: AN N E - S O P H I E B . M O RTE N S E N B I L L E D E : C HAR L E S JAL AB E RT, N I C O L AI AB I L D G A AR D & B É N I G N E G AG N E R AUX

Helt særligt for den antikke tragediekunst er skikken med at svælge i lidelsens skræk og rædsel, at investere i grufuldheden med en form for vellyst. Karl Reinhardt Smerte er ikke ondt, det er godt. Du kan lære af det. Charles Manson Lidelse er et uendeligt komplekst begreb. Vi frygter lidelsen, men vi flygter ikke fra den: Vi opsøger den. Lidelse som underholdningsfænomen er ikke blot et fortidslevn, fra dengang man smed mennesker og dyr i arenaer og lod dem kæmpe til døden. Tænk blot på den mængde af populærkultur der er fyldt med lidelse, og som de fleste lystigt mæsker sig i. Eller tag et hverdagseksempel: kiggekøerne på motorvejen. Hvor lidt vi end ønsker at vi selv, eller en af vores kære, skal blive ramt, så er vi stadig tiltrukket af at overvære lidelse, vores frygt overgås af dragelsen mod den andens lidelse. Så hvis mennesket er så tiltrukket af lidelse og finder en form for nydelse i at overvære den, er lidelse så virkelig ondt? De første eksempler på iscenesat lidelse er de græske tragedier. I disse var lidelse, ifølge den største tragedieteoretiker Aristoteles, en ud af tre afgørende faktorer for plottet: peripeti (et pludseligt omslag i skæbnen), genkendelse og lidelse. Lidelsen opstår i de græske tragedier oftest som et direkte

AF DET ONDE? resultat af genkendelsen – tag eksempelvis Ødipus, der pludselig genkender sig selv som sin faders morder og moders ægtemand, og derfor, i erkendelsens lidende vold, stikker øjnene ud på sig selv. Hvorfor? Årsagen er for de fleste tydelig nok: Ødipus straffer sig selv for hans ugerninger, med ondt skal ondt uddrives. Og hvis man skal forstå handlingen symbolsk: Ødipus stikker øjnene ud på sig selv for at kødeliggøre sin tidligere blindhed, der har ledt frem til ulykken. Men dramaet der følger lige efter, er langt mere komplekst: “Han råber, at man skal lukke porten op, så Thebens folk kan se ham i al hans slethed, en fadermorders søn, en moders – nej jeg gruer for det syndens ord – at han har landsforvist sig selv og aldrig mere skal ramme dette hus med det onde som ramte ham (...)” (v. 1286 – 1292) Hvorfor kræver Ødipus paladsdørene åbnet, så han kan fremvise sit ydmygede og ødelagte korpus, blødende fra de nu ubrugelige øjenhuller? Svaret er overraskende simpelt: Fordi han har lyst. Ødipus nyder at lide, ja han svælger ligefrem i tilstanden. Skal vi tro den klassiske filolog Karl Reinhardt (f. 1886) er det helt særligt for de græske tragedier at omfavne lidelsens skræk og gru med en slags frydefuld nydelse, at beskæftige sig med lidelse næsten som var den et overdådigt måltid. Spørgsmålet om lidelse og ondskab får en helt ny dimension i denne tragedie. Her er det ikke nok blot at spørge, om lidelsen er af det onde, når vi nu lader til at drages imod at overvære den, her må vi gå skridtet videre og spørge: Er lidelsen af det onde, når Ødipus nyder at pådrage sig selv den? At blomstre i lidelse Når vi taler om ‘det onde’, implicerer vi automatisk et dikotomisk forhold: Det onde eksisterer per definition ud fra dets modsætningsforhold til det gode. Men denne simple forståelse fungerer ikke i den antikke tragediekunst, præcis som det heller ikke gælder for lignende modsætningspar, såsom nydelse og lidelse, afsky og tiltrækning, uren og hellig. Forholdene imellem disse parringer er langt mere komplekse i eksempelvis Kong Ødipus, hvor nydelse og lidelse lader til at opstå i det samme øjeblik, eller hvor lidelsen faktisk er en fremkaldelse af nydelsen. “Hvor det andre steder er koret, ordene og poesien, men ikke det ubevidste ofre, der mæsker sig i lidelsens glæder, er ofret og den der mæ-

Åh mennesker, ser I hans rædsel og kval, den grufulde skæbne, det værste af alt, jeg har set. Stakkel, har vanviddets rasen nu omsider ramt dig? Drev en dæmon sit onde spil? Sprang den mon løs på dit håbløse liv, så du selv blev hans bytte? 60

sker sig, vridende og pegende på sig selv, blomstrende i sin lidelse, de er en og den samme [i Kong Ødipus].” Som Reinhardt påpeger, blomstrer Ødipus op i sin lidelse, som antager en nærmest storladen form. Udover dette opnår Ødipus en overmenneskelig visdom, grundet lidelsen. Men på trods af denne nydelsesfulde svælgen, er Ødipus’ lidelse stadig præget af en ondskab, nemlig den der lader til at være årsag til hans selvafstraffelse. “Åh mennesker, ser I hans rædsel og kval, den grufulde skæbne, det værste af alt, jeg har set. Stakkel, har vanviddets rasen nu omsider ramt dig? Drev en dæmon sit onde spil? Sprang den mon løs på dit håbløse liv, så du selv blev hans bytte?” (v. 1298 – 1302) Det onde er altså, ifølge ovenstående citat, en kraft udenfor menneskets domæne, en kraft der har kastet sig over Ødipus’ liv, og senere skal vise sig, at inficere hele hans slægt, som en ondskabsfuld nedarvet sygdom, uden kur. Det er dette ukontrollerbart onde, som Ødipus ønsker at redde hans slægt og hele Theben fra, via hans selvafstraffelse og eksklusion fra Theben. Derfor bliver lidelsen i Ødipustragedien en måde at rense ondskaben ud af kroppen og byen, der har huset denne som konge. Ikke se, ikke røre Denne ide om ondskaben som en udefrakommende kraft er ikke singulær for Ødipustragedien. Aristoteles beskrev den ideelle tragiske helt, som en der, uden selv at være ondsindet, styrter i ulykke grundet en udeforstående fejl eller ondskab. Og som vi skal se i den mindre kendte tragedie Filoktet er dette sandt, men det betyder ikke, at denne ulykke og lidelse ikke kan antage meget forskellige former. I Filoktet er Filoktet, efter at have kæmpet i slaget ved Troja, blevet efterladt af sine landsmænd på øen Lemnos, grundet et slemt sår han har pådraget sig i den ti år lange krig. “Dette er kysten på Lemnos’ havomksyllede jord, ubeboet og uden tegn på menneskers færden. Det var her, Neoptolemos, du søn af mægtige Achilleus, den stærkeste af grækerne og din far, hvor jeg engang efterlod Poias’ søn Filoktet fra Malis – efter ordre fra mine overordnede. Hans fod dryppede af en betændelse, der åd hans kød, og vi kunne ikke komme til altrene og foretage vores ofringer til guderne uforstyrret; nej, for konstant fyldte han hele lejren med sin ildevarslende klage.” (v. 1 – 10)

Det er vigtigt at understrege, at Filoktet ikke er blevet efterladt, fordi han var til fysisk fare eller last for hans omkringværende, præcis som Ødipus heller ikke var skadelig i den forstand. Men som det beskrives ovenfor, hjemsøgte hans uhyggelige lidelsesskrig lejren, og det i en sådan grad, at ingen turde foretage hellige ritualer eller røre hverken vådt eller tørt, så længe han befandt sig i nærheden. Filoktet bliver sat op som modsætningen til de hellige ofringer, præcis som Ødipus, der via sit mord på faderen og ægteskabet med moderen, også beskrives som uhellig. Filoktetes landsmænd frygter, at hans sår og lidelse, vil bringe uheld, og måske ligefrem det onde, ned over dem. Denne frygt for ‘infektion’, som ses så tydeligt i de første ti vers af Filoktet baserer sig på det græsk mytologisk begreb ‘miasma’, ikke at forveksle med det medicinske begreb med samme navn. Miasma var ideen om en særlig ondsindet inficering, der opstod grundet en enkelt persons handlinger. Kun ved at ekskludere eller dræbe denne person kunne det omkringværende samfund undgå at blive inficeret. Den sublime lidelse De græske tragedier havde et didaktisk formål. De skulle fremvise farer, uheld og ulykkelige skæbner for publikum, der via overværelsen ville opnå det man på oldgræsk kaldte katharsis, en form for renselse af sindet. På denne måde bliver lidelse faktisk det ondes modsætning, både i det interne narrativ, som vi har set i både Kong Ødipus og Filoktet men også i selve tragedieoplevelsen: Lidelse er muligheden for at blive renset for det onde. Men lidelsen har også et andet potentiale i Ødipustragedien: den agerer overgangsritual, præcis som vi kender fra diverse samfund studeret igennem antropologien, hvor smertefulde ritualer producerer afmærkninger i form af brand-eller snitsår, lemlæstelse af kønsdele eller lignende, der markerer en overgang fra eksempelvis barn til voksen. Ødipus ændrer karakter af lidelsen: I hans korporlige ydmygelse, der bliver symbolsk for hans statusfald fra konge af Theben til udstødt, bliver han også en karakter der når udover menneskelige grænser. Hans lidelse sætter ham udenfor samfundets regler og normer, præcis som Filoktets lidelse gjorde ham ‘farlig’ for dem omkring ham, hvilket ledte til at han blev efterladt på Lemnos. Men Ødipus’ eksklusion er samtidig en inklusion i en højere orden: Ødipus’ lidelse er en tilnærmelse mod det sublime. Koret udbryder ved synet af den lidende Ødipus, “Jeg ynker dig, stakkel, men jeg kan ikke se på dig, skønt der er mange ting jeg vil vide og meget jeg ønsker at spørge dig om. Jeg skælver af frygt ved synet af dig.” (v. 1302 – 1306) Indsigten kommer ikke ved at høre Ødipus’ historie eller tale med ham, den kommer af at betragte ham blomstre i lidelsen. Samtidig er dette syn, præcis som det sublime, så overvældende, at koret ikke kan se direkte på ham. I Ødipustragedien opstår lidelsen måske grundet en ond udefrakommende kraft, men lidelsen i sig selv er snarere overmenneskelig, storladen og sublim.

Jeg ynker dig, stakkel, men jeg kan ikke se på dig, skønt der er mange ting jeg vil vide og meget jeg ønsker at spørge dig om. Jeg skælver af frygt ved synet af dig. 63