Vinterblomster. At forandres i sorg

Lise Trap

Vinterblomster At forandres i sorg

E ksistensen

“Pludselig forvandles tomheden til rigdom, håbløsheden til liv.

Det er som en benådning, Minus.

Fra dødsstraffen.”

Faderen til sønnen Minus i Ingmar Bergmans film Som i et spejl.

forord 7 · indledning 9 · døden giver ingenting 13 · det, der ikke er godt for noget 17 · det negative er ikke positivt 20 · virkeligheden 24 · alt er revet itu 27 · tilbage til start 30 · hindringer 33 · glæde gør ikke sorgen mindre 34 · skyld 38 · skam 42 · der må ikke være kommet noget ud af det værste 48 · gnisterne 53 · jeg er blevet stærkere 54 · jeg har fået et andet og dybere forhold til andre 60 · se, hvad jeg kan 64 · jeg værdsætter livet mere 69 · de store spørgsmål 77 · kristendom 81 · sorggrupper 85 · afslutning 97 · noter 99

Tak til Bent Falk, der har lært mig meget.

Tak til Kia Starmer og alle I andre, jeg har delt mandag aften med gennem ti år.

I har også lært mig meget.

forord

S

ammen med en norsk ven afholdt jeg kursusdag om sorg og tab for en gruppe nordnorske kolleger. I en pause hører jeg en norsk kollega spørge min ven: “Hvor kender du og Lise egentlig hinanden fra?” og jeg hører svaret: “Det gør vi gennem vores døde børn.”

Det er rigtigt. Det er vores døde børn, der er baggrunden for vores venskab. Da jeg havde mistet et barn, kom jeg gennem en fælles kollega i forbindelse med nordmanden, der har mistet to børn. Han er præst som jeg og har skrevet om sorg som jeg. Det blev til et interessant venskab og baggrunden for, at jeg var i Norge.

På vej hjem i flyet nogle dage senere sidder oplevelsen af Bodø i både krop og sjæl. Fem dage, hvor min mand og jeg havde boet hos min kollega og hans kone og datter i deres norske hjem med bordløbere, tinstager og billeder på væggen af to små børn, der ikke nåede at blive ret store.

Mødet med de norske kolleger, der var sejlet og fløjet ind fra øer og klippeskær. Fjeldvandring og Norskehavet i strålende forårssol. Synet af elg og ren og havørn. Smagen

7

af rømme og multebær. Lange samtaler mellem to forældrepar om liv og død, om tro og håb og glæde og sorg.

Alt sammen en stor og smuk oplevelse.

8

Alt sammen på grund af vores tre døde børn. Det er et ret voldsomt grundlag at holde sammen på. For der er intet godt ved, at vores børn døde. Intet. Der er ikke noget godt ved døde børn overhovedet. Samtidig havde jeg netop oplevet så meget fint og godt, som ikke ville have været, hvis ikke jeg havde mistet et barn.

Det er ikke en isoleret erfaring, for mange erfarer præcis det samme – også selvom det nogle gange opleves forkert, skamfuldt og irriterende. For hvilket menneske er det, der på forskellig måde profiterer af døde børn eller andre store tab? Tab, der har rystet hele ens forståelse af tilværelsen. Hvilket menneske er man, når man må erkende, at tabet affødte store oplevelser og måske ligefrem på nogle vigtige områder et bedre liv?

indledning

D

ette er en række iagttagelser om den indsigt, det dybere perspektiv og den nye glæde, der – i nogle tilfælde – kan komme ud af kampen for at leve videre med den største sorg i verden.

Det drejer sig om at tage virkeligheden til sig.

Virkeligheden er, at sorg nogle gange fører et særligt skarpt blik for the bright side of life og de lyse timer med sig, og hvor forvirrende og forkert det end kan synes for den, der ikke kan holde tanken om lyse timer ud, er det nødvendigt at åbne øjnene for det, der er virkelighed. Men det kan være svært. Det er, som om det næsten er naturstridigt at være åben for, at det, der er ens livs tragedie, kan føre noget godt med sig.

Det drejer sig ikke om at se på livet ud fra en anstrengt og anstrengende idé om at se noget positivt i alting. Det er ikke en opfordring til at følge banale, gamle råd som: “Gør som soluret – tæl kun de lyse timer.” Det er ikke en opfordring til ulykkelige mennesker om at tænke og føle anderledes, end de gør. Snarere er det en opfordring til

9

den ulykkelige om at lægge grundigt mærke til, hvilke tanker og følelser, der er, og give dem lov til at være der.

10

Det er en proces, jeg har set udfolde sig i de sorggrupper, jeg har ledet gennem de sidste ti år, og som jeg i det følgende refererer til. Jeg skylder de mange, der gennem årene har deltaget i sorggrupperne, stor tak for den indsigt, de har givet videre om sorg og glæde og om, hvor meget et menneske kan rumme på én gang. Den enkeltes sorg, besindelsen på de fælles livsvilkår og så i glimt den boblende, smittende latter, når fællesskabets styrke var stærkt nok til at kunne rumme både sorgen og glæden.

Ofte som en slags foregribelse af det liv, den enkelte var på vej til at arbejde sig henimod – et liv med sorg OG glæde.

De fleste situationer øver vi os på. Vi gør tingene igen og igen. Vi forbereder os, så vi er klar til at tage situationen på os, når den opstår. Det er ikke tilfældet, når det drejer sig om de mest betydningsfulde tab. Nogle oplever en altødelæggende sorg, nogle en enkelt gang og andre flere gange, men aldrig i et omfang, så det bliver en rutine.

Erfaringsudveksling og støtte i en sorggruppe kan træde i stedet.

Det er svært at sætte fokus på den vækst, der kan udspringe af den største sorg, uden at gøre det sukkersødt banalt og uden at gøre den, der ikke oplever det, forkert.

Samtidig er det nødvendigt at gøre forsøget. Det er en kendsgerning, at mange efter et stort tab erfarer, at det trak noget positivt med sig – i større eller mindre grad. Det er samtidig så nærliggende at forsøge at holde det fra livet, og det er indlysende uhensigtsmæssigt. Når katastrofen er stor, er der jo netop så meget brug for alt, hvad der kan være med til at holde oppe og udstikke en retning.

Det lyder nemt, men det, jeg selv har erfaret, og det, jeg har set og hørt ofte og tydeligt som præst i både sjælesorgssamtaler og i sorggrupper, er, at det er det ikke. Det kan være endog meget svært at tage til sig, at det at leve videre efter sit livs tragedie og med den største sorg i verden kan føre noget godt med sig.

Men sådan kan det være.

Det er på ingen måde prisen værd, men samtidig er det der. Det kan være næsten umuligt at forholde sig til den erfaring og at indrømme det over for både sig selv og andre, for intet, absolut intet, kan opveje tabet eller gøre det mindre eller gøre det meningsløse meningsfyldt.

11

12

Men ethvert glimt af lys er værd at lægge mærke til, når alt er mørkt, og det er så let at blive blind for de lysglimt, der faktisk er. Fordi det ikke føles ordentligt, fordi man gør sig forestillinger om, hvad andre vil tænke, eller om, hvad den døde vil tænke. Samtidig er virkeligheden, at mange oplever, at de ved at kæmpe for at leve videre i den forandrede verden selv forandrer sig og kommer til at se sig selv som stærkere, mere tolerante, mere indsigtsfulde og selvstændige mennesker med nye livsmuligheder.

For nogle er det radikale forandringer, der viser sig synligt for omgivelserne. For andre er det ganske små forandringer, der fx viser sig, når en siger: “Jeg har i hvert fald lært af dette, at jeg aldrig bare skal tie stille, når en har mistet.” Når livet er svært at leve, er det værd at tage det hele med og hæfte sig ved, at “om end bedrøvet, smiler dog støvet”, som Grundtvig siger det i en påskesalme.