V for Victor uddrag

V for Victor

V for Victor INDHOLD TRYK.indd 1

15/10/14 13.32

Niels Johansen

V for Victor

Unitas forl ag

V for Victor INDHOLD TRYK.indd 3

15/10/14 13.32

At dukke ho’det. Det er meget naturligt. Det forbavsende er, at der er nogle, der ikke gør det.

Jørgen Hæstrup

V for Victor INDHOLD TRYK.indd 4

15/10/14 13.32

1 MIT LIV SOM SNEGL

HAR UÅBNEDE FLYTTEKASSER øjne? Tunge, bebrejden-

de øjne? Ja. De stirrer på mig, hver gang jeg forsøger at snige mig bort.

Selvfølgelig skal jeg tage mig sammen, men jeg er ikke nogen Tarzan, jeg er en slatten, småfed evighedsstudent.

På 67! Student fra 64. Det år, The Beatles kom til København. Hvem var det? Spurgte jeg. Og man så på mig, som om jeg var på alder med Grundtvig. Men jeg indrømmer gerne, at jeg allerede dengang hellere lyttede til Bach end til Beatles.

Ja, jeg er evig-heds-student. Som ham jeg sorterede post med i 70. Det var dengang, jeg troede, at jeg ville afslutte mine studier med en magisterkonferens. Han var højt begavet. 52 år. Jeg var 25. Men vi hyggede os. Diskuterede Platon, Hegel og ikke mindst Kierkegaard, hvad der ikke var mange, der gjorde dengang, hvor man snart ikke kun5

V for Victor INDHOLD TRYK.indd 5

15/10/14 13.32

ne stave til andre end Marx og Lenin. Min postven havde læst alt af Platon. Selvfølgelig på græsk. Det betød intet for ham at gøre sit studie færdigt. Hvornår er man færdig med at studere, sagde han. Som reservepostbud sorterede han breve og pakker for at få det hele til at løbe rundt. Post med hænderne, mens han med hovedet levede i sin egen verden. Hvad der skete ude i den virkelige verden, var han lige så uinteresseret i som jeg. At Rifbjerg, Kløvedal og de andre røg hash, og at kvinderne tog på Ø-lejr, interesserede ham lige så meget som en ufrankeret tryksag.

Hvad med mig? Var jeg slet ikke interesseret i USA’s krig i Vietnam? Eller i demonstrationerne mod Verdensbanken? Beklager. Når mine medstuderende råbte: Ud med Sorte Helge! Så tænkte jeg: Hvorfor det? Er ministeren ikke radikal ligesom mig?

Men vi evig-heds-studenter er en uddøende race. Og jeg tæller vel ikke engang med mere. Nu er jeg jo pensionist og tilhører den generation, der kan huske, at verden var i sort hvid og ikke meget større end sytten tommer. Skulle jeg med få ord beskrive mig selv, gøres det ikke bedre end med et citat af Villy Sørensen: For sneglene er vejene måske vigtigere end målet. Jeg sætter omhyggeligt fødderne mellem sneglene, og kommer kun langsomt frem.

6

V for Victor INDHOLD TRYK.indd 6

15/10/14 13.32

”Mit liv som snegl” En fin titel, hvis jeg ville skrive mine erindringer. Men hvem ville læse, endsige købe dem? Måske folk, der lider af søvnbesvær. Nej, jeg blev ikke magister og er faktisk slet ikke blevet til noget. Mine eksamenspapirer kræver ikke megen hyldeplads på mine reoler, hvis de kunne få plads for mine elskede bøger! Hvorfor i al verden får du dem så ikke pakket ud? vrisser flyttekasserne. Det skyldes, at en af mine få spidskompetencer er overspringshandlinger samt en veludviklet magelighed, som ganske tydeligt afspejles i mit udseende. Hvem kan forestille sig mig i et par stramme cykelbukser til fitness? Prustende som et damplokomotiv i en svedig undertrøje, der ubarmhjertigt afslører min voluminøse mave?

Sagt lige ud: Jeg er alt for glad for rødvin. Desværre dem i papkartoner. Læg dertil fristelsen til mindst et par gange om ugen at springe madlavningen over og liste hen på hjørnet efter en pizza og måske lidt is eller en basse til aftenkaffen. Og værre endnu: Jeg ryger og kommer aldrig på forsiden af Euroman i badebukser. Hvorfor skulle jeg også det?

Jeg er pensionist. Og mit håbløse navn er Victor Frandsen, med en historie, der sagtens kan presses ind i mimrekortets blå plastik-etui. Kort og enkelt: Victor er ingen victor. Har aldrig været det og har altid haft det skidt med det navn. Det passede ikke til mine bukser. Heller ikke 7

V for Victor INDHOLD TRYK.indd 7

15/10/14 13.32

da jeg blev tvunget til at gå til dans hos hr. og fru Oscar Carlsson på Nørrebros Runddel. Passede slet ikke til mine kammerater, Erik og Klunser Henry i gården hjemme i Odinsgade. Heldigvis lå det ikke til min mor at hænge ud af køkkenvinduet, som andre mødre i gården, og råbe: – Vic … tor! Spise, Vic … tor! Men alle lærerne på Stevnsgade og sidenhen på Metropolitanskolen så hver gang op en ekstra gang, når de første gang råbte mit navn op. Når jeg en enkelt gang brokkede mig hjemme over navnet, og at brokke sig lå bestemt ikke til mig, fortalte min mor mig hver gang den smukke historie: – Din fødsel var svær. Meget svær, Victor! Vi to blev med udrykning overført fra frøknerne Sjøgrens privatklinik på Frederiksberg til Rigshospitalet. Mirakuløst døde ingen af os, så da overlægen lettet kom ud og fortalte din far, at både mor og barn klarede det, sagde han: – Så skal han hedde Victor.

Og så lå det jo også i luften, smilede hun, at freden var nær.

Så, kære Victor, og her fik jeg altid et stort knus: – Du er og bliver vores Victor!

Har jeg hørt den historie få gange? Nej. Mange, mange gange med og uden knus. Især ved festlige lejligheder, hvor jeg så i tilgift fik et vådt tanteknus med duft af stærk parfume og portvin. Er der noget værre for et barn, end når voksne efter tredje glas rødvin og et enkelt glas portvin ved festlige lejligheder føler en uimodståelig trang til at kysse et forsvarsløst barn? Men set fra min barnehøjde var 8

V for Victor INDHOLD TRYK.indd 8

15/10/14 13.32

der også undtagelser: Min elskede faster Bodil fra Helsingør kunne få den lille runde Victor med sygekassebriller til hvad som helst. I hendes mund var jeg virkelig en Victor med stort V. Men på trods af faster har jeg nu i 67 år måttet bære mit tunge åg af et navn. Om ikke med et smil, så dog med en vis forståelse for mine forældres historie. Min far havde jo trods alt fået både mig og min mor levende hjem med besked om ikke at få flere børn.

9

V for Victor INDHOLD TRYK.indd 9

15/10/14 13.32

2 MED UDSIGT TIL SVERIGE

PAK SÅ UD! Vrisser kasserne.

Det er snart en måned siden, jeg flyttede ind, og det er også sidste gang, jeg flytter med alle mine bøger. Hvorfor skulle jeg også flytte mere i mit liv? Jeg har arvet verdens smukkeste hus i det gamle Helsingør. Evighedsstudenten er blevet velhavende! Alt sammen på grund af faster Bodil, der heldigvis ikke døde træt af dage i en alder af 90, men mæt af dage. Her bor jeg nu, og hvem ville ikke gerne bo sådan? Tæt ved havnen og stationen og med en udsigt, der ikke findes bedre fra Kronborg eller Tjärnan i Helsingborg.

Fasters gule hus. Det skæve hus med de mange gode minder. Eventyrhuset. Mit fristed, hvor jeg i en weekend eller en ferie pustede ud fra mors: ”Pas nu på!” og ”Gå nu stille, far er dårlig.”

Jeg har indrettet mig på kvisten. Foreløbig er min seng og så naturligvis Ægget, mit vilde luksusindkøb købt på 10

V for Victor INDHOLD TRYK.indd 10

15/10/14 13.32

Lauritz efter fars død, og mit musikanlæg kommet på plads. Mit gode egetræs-arbejdsbord står ved vinduet, så jeg kan sidde med min pibe og tælle færger og måger. Men nede på første sal står alt, som min faster forlod det, og vidner om hendes gode smag og kunstneriske hånd. Og i stueetagen har jeg jo heldigvis stadig gamle Elias boende.

Fasters gamle ven, Elias Krazinsky, pensioneret førsteviolinist i Radiosymfoniorkestret. Som barn lærte jeg hurtigt at udtale hans navn. Jeg elskede at sige Elias Krazinsky. Det lå i munden som et stort godt bolsje fra Nørregade. Eller rettere: Det strålede som fasters krystalslebne vinglas fra Wien. Et sådan navn kunne noget. Var det ikke det, der var skyld i, at jeg altid så Elias for mig som koncertmesteren, svedende i kjole og hvidt, selv når han blot en fredag aften trissede op i sine spartasko med violinen under armen til en gang frikadeller?

Da min faster kom på plejehjem, gik Elias hver dag op og vandede og småsludrede med hendes blomster og sørgede for, at stuerne ikke støvede til. Han sagde: – Selvfølgelig kommer frøken Frandsen hjem igen. Men det gjorde hun ikke, og det vidste de begge to godt. Men han besøgte hende trofast hver dag på plejehjemmet og fortalte, hvordan huset stod og ventede på, at hun skulle vende tilbage. Og jeg spillede gerne med på deres optimistiske tro, deres kammerspil for to hjertevenner. Så meget havde de to oplevet sammen, at de tillod sig den luksus at bevare håbet, mens de nippede til den gode portvin og nød de 11

V for Victor INDHOLD TRYK.indd 11

15/10/14 13.32

to stykker kransekage, som Elias hver gang medbragte fra konditoren i Stengade.

Indtil videre har jeg dog fået åbnet kassen med mine personlige papirer; bl.a. min dåbsattest: Victor Frandsen. Født den 30. april 1945 på Rigshospitalet. Døbt den 2. juli 1945 i Samuelskirken. På bagsiden står der: Udtrådt af folkekirken 23. december 1963. Johannes Larsen, sognepræst.

Udmeldt lillejuleaften! Hvad bildte gymnasiasten sig ind?

Lige inden julefreden sænkede sig, mens mor gik i køkkenet og kogte klejner, far købte de sidste julegaver, og mormor læste julekort i sofaen? Gjorde jeg virkelig det? Ja, det gjorde jeg. Og ret skal været ret: Det respekterede far og mor. Som mor sagde med sine tilbagevendende røde pletter på halsen, som hun altid fik, når far valgte at være tavs: – Der er jo så meget i tiden, vi ikke rigtig forstår. Men hvad mor ikke forstod, det forstod mormor til gengæld.

Overlægefruen, der altid sov dårligt på grund af sine moralske bekymringer. Vel at mærke altid på andres vegne.

Og der var sandelig nok at tage vare på. Rifbjerg og Panduro, disse venstreorienterede rendestensforfattere! Hun så på mig med sit 03-blik i øjnene: – Er det nu også nødvendigt, lille Victor? Og så lige op til jul?

12

V for Victor INDHOLD TRYK.indd 12

15/10/14 13.32

Åh, mormor! Hvor jeg husker mit ja. Hvad gjorde det, at stegen næste dag måske brændte på, og at du, som du plejede, ville få mandelgaven uden at dele med os andre?

Jeg og Kierkegaard var trådt i karakter.

Det var fem år før, studenterne i Paris, Berlin og København satte ild i gaderne, og mine studiekammerater i København brød ind på rektor Mogens Fogs kontor, drak hans portvin og røg hans cigarer. Noget, jeg fandt aldeles latterligt. Snegle går ikke på barrikaderne, vel? Men hvad er sneglen så blevet til? Evighedsstudenten, der aldrig har gjort noget studie færdigt? For der var lige et par sider, han måtte læse først.

Victor den søgende?

Victor, der aldrig fandt en kæreste at gifte sig med. Victor, der altid kom alene til vennernes bryllupper og et par år efter til børnenes barnedåb og fødselsdage. Onkel Victor med de sjove pakker.

Evighedsstudenten, der om aftenen gjorde rent i en børnehave, mens hans medstuderende skrev disputatser, blev professorer, kulturjournalister og forfattere.

Hvem er jeg? En pensionist, der ved, at man roligt kan lade sine flyttekasser stå til i morgen?

Hvem i al verden skulle tømme dem?

13

V for Victor INDHOLD TRYK.indd 13

15/10/14 13.32