Jens Blendstrup og Mette Marcussen
Ustyrlige sønner (en ukontrolleret gendigtning af Anden Samuelsbog kapitel 13–19)
Eksistensen
2
3
Der er mørkt i universet. Men ud af et lillebitte vindue slipper der lidt rødt lys ud. Det er lyset fra Guds mørkekammer. Gud står derinde, når han fremkalder menneskene og menneskenes historier. En af de historier er historien om Tamar og oprøret mod kong David. Gud gør sig umage. Først skal personerne fremkaldes, og så skal de dyppes i fikservæske, og så skal de hænges op og tørre på en snor, mens evighedens ur tikker. Jeg vil lave en historie om faderkærlighed, mumler Gud. Den ubetingede. Og det skal være med en af mine mest trofaste tjenere og hans børn. Og det skal gå gruelig galt. Og som sagt så gjort.
4
Nede i Israel boede der dengang en konge, der hed David. David var jødernes konge. Det havde han været i snart mange år (efter han fik vippet kong Saul af pinden). Han havde et stort slot i Jerusalem. Og jorden var ny, og menneskene gik på en meget forsigtig måde, fordi Gud brugte dem som mikadopinde, og fuglene var sjældne og aldrig set før, fordi de var Guds prototype-typer. Faktisk var der også dyr, der blev kasseret igen. De stod rundt omkring i landskabet og så mærkelige ud. Det tog kong David nu meget pænt. Han havde det lidt som sin egen zoologiske have.
Den ene dag stod der en spændende stork på 3 ben, og den næste dag havde den kun 2. David kunne bruge timer på at sidde og kigge på alle Guds spændende dyr. Den der med den snabel, den holder ikke længe, mumlede han. Eller. Nej, Gud, den der gigant-søpølse må du altså længere ud på landet med. Gud havde god tid. Han havde jo skabt jorden og smidt Adam og Eva ud af paradiset, og det var lidt en mærkelig tid, hvor virkeligheden ligesom stod på klem, og tiden, som vi kender den, var ved at finde sig selv. Men nu trængte Gud til en pause. (Langs loftet af mørkekammeret hang billederne og dryppede). Gud var taget på diskotek. Det hed Relax dr. Stress og var proppet til randen med gamle og nye guder. Og David havde god tid. Ikke så lang tid som dem i Edens have, og heller ikke så god tid som de allerførste i Bibelen, som snildt kunne blive 1000 år, men dog alligevel tid. Og han blev ikke syg, for det gjorde man ikke dengang. Og kong David regerede ikke uden fejl, men han havde en egenskab, som gjorde ham til Guds yndling. Lige meget hvad, troede han på Gud. Og nogle gange skrev han digte
9