Tro mod politik

ANDERS GADEGAARD

TRO MOD POLITIK KRISTNE VÆRDIER – BYGGESTEN TIL EN POLITISK ETIK

E K S I ST E N S E N

Tro Mod Politik Kristne værdier – byggesten til en politisk etik Anders Gadegaard © Forfatteren og Eksistensen 1. udgave, 1. oplag 2019 ISBN 978 87 410 0616 1 Grafisk tilrettelæggelse: Claus Nielsen Sat med Hiroshige Bagsidebillede @ Scanpix Tryk: Bookmaker, Graasten Eksistensen Frederiksberg Allé 10 DK-1820 Frederiksberg C  3324 9250 www.Eksistensen.dk

INDHOLD INDHOLD

Forord ...................................................................... 7 Indledning: Tro Mod Politik ...................................... 13 Troen og troens mod ............................................... 25 Om begrebet politik ud fra Hannah Arendt .............. 33 Politik og moral ud fra Václav Havel ...................... 37 Martin Luthers lære om de to regimenter ................. 41 Martin Luthers skrift Om handel og åger .................. 45 Opgør med Søren Krarups nationalkristne ideologi .. 51 Kristendommens etik ................................................ 61 Byggesten til en politisk etik ..................................... 69 Livets hellighed  Menneskets ubetingede værdighed  Ansvar, pligt og næstekærlighed  Frihed og lighed  Solidarisk samfundskritik, lovens ånd og civilcourage  Forligelsens tjeneste  Retfærdig krig?  Legemet og lemmerne  Stedfortrædelse Diakoni ................................................................. 99 Politisk diakoni ...................................................... 103 Asylansøgere  Hjemløse  Muslimerne Menneskerettighedernes berettigelse og begrænsning .. 117 Forkyndelsens politiske dimension ....................... 123

Prædikener i krydsfeltet tro, mod og politik ............. 133  At høre og at gøre sandheden  Frihed i næstekærligheden  Den svære fjendekærlighed  Tid til at have tid  Magtens modbillede  Han, som kommer, er kommet  Guds tjeneste  Sat i tjeneste  Bæredygtighed  Holdning og handling Noter ..................................................................... 195

FO RO R D FORORD

Jeg er barn af 1968. Den sommer var jeg 15 år og begyndte i gymnasiet. Det forekom mig indlysende, da ungdomsoprøret brød ud, at ingen kunne besidde en autoritet i kraft af position, men kun i kraft af visdom.

Så jeg var hurtig til at tilslutte mig parolen: Ud med professorvældet og ind med de elev- og studenterstyrede uddannelsesinstitutioner. Vi var barske ved vore lærere i gymnasiet, da anti-autoritetsbølgen kom rullende. De fik det glatte lag, hvis de underviste på sædvanen og ikke havde nyt at sige eller var ordentligt forberedt. På mit gymnasium indkaldte vi til stort elevmøde i fællessalen for at afsætte rektor og lærerkollegium. Eleverne mødte talstærkt op – og lærerne inklusive rektor stod og betragtede os og lod os regere/afreagere. Det var klogt gjort. Intet blev vendt imod os – og efter mødet fortsatte alt på normal vis. De lærere, som ikke kunne håndtere kritikken, fik nogle hårde år, mens andre lærere blot blev animeret af engagementet. Gav lærerne noget fra sig, var vi helt med. Vi havde litteraten Torben Brostrøm i dansk, og det var som en åbenbaring. Jeg var parat til at studere dansk efter gymnasiet alene på grund af ham.

Han førte os igennem alle klassikerne samt ny dansk og væsentlig nordisk litteratur, så vi opøvede en dygtighed i at læse både svensk og norsk – og så læste vi vores

7

TRO MOD POLITIK 8

lærers litterære klummer i Information i fritiden. Han var en naturlig autoritet.

Vi adlød intet pr. ordre, kun hvis vi selv syntes, det gav mening. Min sidekammerat og jeg besluttede gennem et års tid ikke at aflevere matematikopgaverne, fordi vi var stærkt utilfredse med vores lærers kompetencer. Hun var ikke kvalificeret til at undervise på matematisk linje, kun på den sproglige linje, hævdede vi. Vi ønskede en anden lærer, fordi vi ikke syntes, vi lærte nok, og vi mente, vi var i vores gode ret. Vi løste opgaverne (det vidste skolen ikke), men vi afleverede dem ikke. Når vi fik karakterbøger, stod der ud for matematik: “kan ikke bedømmes.” Vi blev ikke smidt ud af skolen, men var til flere samtaler med rektor, hvor vi redegjorde for vores begrundede krav om en dygtigere lærer. Rektor lod os tale og lod os fortsætte aktionen uden at give os hverken ret eller uret. Min ven holdt stand længere end jeg. Han var et år yngre, fordi han på grund af høj begavelse var blevet flyttet fra 8. til 9. klasse midt i skoleåret og tilfældigvis placeret på pladsen ved siden af mig. Siden har han været min bedste ven. Vi var kun syv matematikere på den årgang, så to, der ikke afleverede opgaver, blev et problem for lærer og skole. Jeg gav efter, da der var gået godt et halvt års tid. Min ven fortsatte. Og den skolepsykolog, der havde anbefalet ham rykket en klasse op på grund af særlig begavelse, skulle nu forholde sig til, at han obstruerede matematikundervisningen. Efter 2.g accepterede vi nødtvungent tingenes tilstand, samarbejdede akkurat, afleverede som vi skulle – og min ven fik højeste karakter til studentereksamen i både skriftlig og mundtlig matematik.

Forord

Dette illustrerer, hvilken selvsikker retfærdighedssans, jeg er opdraget med. Det er selvfølgelig ikke uden videre en rosværdig egenskab at synes, at man ved bedst.

Men den har én formildende omstændighed ved sig: Den retfærdige forargelse. Hvis nogen bliver behandlet dårligt af “systemet”, embedsmænd eller skrankepaver, som mener, de har en ret til at være nedladende i kraft af deres position, bliver jeg forarget. Ligegyldigt hvem det går ud over. Hvordan kan nogle, der har deres på det tørre, være så ufølsomme over for andres modgang? Jeg har altid forestillet mig, at den, der er i den gunstigere position, gerne lader andre drage nytte af, at man er placeret, hvor man er. Og ikke det omvendte, at man bruger det til at trykke andre ned med.

Mit stærke politiske engagement er grundlagt i de unge år. Det fortsatte på det teologiske studium, som jeg valgte, fordi jeg både var optaget af litteratur, filosofi, sociologi og etik – emner som alle er delfag på det teologiske fakultet. Man skulle naturligvis kunne acceptere kristendommen som den overordnede tydnings­ramme – og det kunne jeg. Mens jeg på første del som matematiker skulle kæmpe med latin, græsk og hebraisk på samme tid – fag der fungerer som en naturlig stopprøve – gik jeg af egen lyst til forelæsninger hos K.E. Skydsgaard og de nye professorer i København, Ole Jensen og Theodor Jørgensen, der underviste i “politisk teologi” og “økologi og teologi”. Dengang blandede ingen sig i hvilke forelæsninger, man fulgte, hvornår og hvor meget – eller lidt, man deltog i. Frihed under ansvar, som er en mangelvare i dag. Universitetet er på trods af samfundets øgede rigdom blevet et sted, hvor man blot forlæn-

9

TRO MOD POLITIK 10

ger sin skoletid med faste undervisningsprogrammer og ingen ret til at kombinere fagene, som man har lyst til.

En trist, men også unødvendig udvikling i en påstået effektivitets navn.

Ole Jensen udgav i 1978 bogen I vækstens vold, hvori han ud fra et teologisk synspunkt talte imod den vækstideologi, som blev betragtet nærmest som en naturnødvendighed. Den bog er mindst lige så relevant i dag som for 40 år siden. Bogen fik en væsentlig efterfølger i nyere tid.1 Inspireret af mine undervisere var jeg dybt optaget af, hvad troen og livssynet kunne bidrage med til at fremme retfærdigheden i samfundet, de lige muligheder og omsorgen for dem, der ikke havde eller havde mistet evnen til at klare sig selv. Jeg fandt klare svar i den kristne forkyndelse, som jeg tog med ind i præstegerningen. Den begyndte i 1983 efter et års ophold i Sydindien, hvor jeg studerede hinduisme og kristendom. Det optog mig, hvordan det var muligt for 3. og 4. generation efter de omvendte kristne, der på grund af missionærernes virke i 1800-tallet forlod hinduismen, at fastholde deres kristne identitet og samtidig vedkende sig den århundredgamle hinduistiske arv. Denne indsigt, at det er muligt at være rundet af flere kulturer uden at kaste vrag på nogen af dem, og at der findes mulig sandhed i flere sammenhænge på én gang, har jeg bragt med mig og aldrig givet køb på. Begge dele vil i det efterfølgende bevæge sig som en rød tråd igennem stoffet: Det politiske engagement og den dertil hørende forargelse over uretfærdig myndighedsadfærd og åbenheden for sandhedsværdien i andre kilder end den europæiske kristne.

Bortset fra prædikenerne er det meste af bogen blevet til under et ophold på San Cataldo på Amalfikysten i 2018. Jeg takker San Cataldos bestyrelse på det hjerteligste for opholdet og ikke mindre de øvrige beboere, som bidrog til at gøre opholdet fornøjeligt, inspirerende og produktivt. Prædikenerne er alle holdt i Vor Frue Kirke i København. De er udvalgt blandt en større mængde, jeg overdrog en kollega, sognepræst Peter Nejsum, Brønshøj kirke, hvis teologiske dømmekraft jeg sætter pris på, og derfor er taknemmelig for ville påtage sig opgaven sammen med mig at udvælge et par håndfulde.

Endvidere er jeg min redaktør, Charlotte Ekstrand, stor tak skyldig for allerede for en del år siden at opmuntre mig til at skrive denne bog samt for konstruktiv kritik i den sidste fase af processen.

Forord 11