Tro i hverdagen

Anne-Cathrine Riebnitzsky

Tro i hver dagen Eksistensen

Anne-Cathrine Riebnitzsky Tro i hverdagen I serien Kristendommen ifølge …

Isbn 978 87 410 0689 5 © Anne-Cathrine Riebnitzsky & Eksistensen 1. udgave, 1 oplag 2020 Omslag og grafisk tilrettelæggelse: Nete Banke, Imperiet Sats: Eksistensen Sat med Source Serif og Grouch BT Forfatterfoto © Heiner Lützen Ank Tryk: Latgales druka, Letland Eksistensen Frederiksberg Allé 10 DK • 1820 Frederiksberg C  3324 9250 www.Eksistensen.dk

Indhold 7 Om at turde tro 29 Om tilgivelse 37 Om vrede 41 Guds stemme 51 Om forskellen på skyld og ansvar 61 Om talenter – eller formål og mening 73 Om Guds kærlighed 79 Om barnløshed 83 Om at følge den indre fred 87 Om ynk og ære 97 Du skal elske din næste som dig selv 105 Hvorfor kristendommen?

Om at turde tro

Mit navn er Anne-Cathrine Riebnitzsky. Jeg er forfatter. Jeg er blevet bedt om at skrive lidt om den kristne tro, som jeg ser den. Det bliver en personlig beretning og nogle personlige refleksioner om min vej i livet. Skulle noget af det give anledning til smil eller sågar latter, vil det glæde mig. Der er ikke noget specielt andægtigt over det. Tværtimod er det hele meget enkelt og ligetil.

Hvis du har samlet denne bog op, er du nok allerede en slags troende eller i hvert fald nysgerrig på det med troen. Kristendommen stiller i virkeligheden kun ét spørgsmål til den, der overvejer, om han eller hun tror: Var Jesus Guds søn? Deri ligger naturligvis også spørgsmålet: Findes Gud overhovedet?

7

Hvis man tror, at Jesus var Guds søn, at Gud kom ned på jorden og gav sig selv til kende i formen Jesus, så er man en troende kristen. Så enkelt er det. Der stilles ikke andre krav. Der er masser af gode råd og gode leveregler, men kun dette ene spørgsmål står som den dør, du træder ind ad. Porten ind i kristendommen. Det gør kristendommen til den mest enkle religion, jeg kender. Let at leve i. En fri religion.

Men hvad er troen for en størrelse, og hvad gør den ved os?

Der findes undersøgelser, der viser, at 50% af den britiske befolkning har haft mærkværdige oplevelser, der gør, at de mener, at Gud findes.

Jeg forestiller mig ikke umiddelbart, at det er meget anderledes i Danmark. Men vi har ikke været gode til at tale om vores tro, fordi tro rører ved vores inderste kerne, og derved bliver det meget privat.

Endelig har der været alle mulige varianter af tro og særprægede krav stillet af mennesker, ikke af Gud. Du må ikke ryge, du må ikke danse, du må ikke spise bestemte ting, du må ikke spille kort, du må ikke efterstræbe lykken … som sagt er det menneskeskabte krav, ikke noget Gud forlanger.

8

Min nu afdøde far troede ikke på Gud. Da han var et ungt menneske før 2. Verdenskrig, forbød den lokale præst dans. Præsten mente, at det var ugudeligt at danse. Der mistede min far sit håb om en Gud, for han kunne godt lide at danse.

Jeg tror, præsten må have glemt at læse det sted i Det Gamle Testamente, hvor kong David danser så voldsomt, at lændeklædet flyver op. Jo, du må gerne danse. Du må gerne drikke vin. Du må gerne udfolde livet i al dets glæde og beruselse.

Troen ligger ikke deri. Troen ligger i, om du tror, at Gud findes, og at han engang sendte sig selv, sit inderste væsen i skikkelse af det menneske, vi kalder Jesus. Ham, jøderne kalder Jeshua. Ham muslimerne mener, er en stor profet, næsten lige så vigtig som Muhammed selv.

Men hvad er tro for en størrelse? Når jeg har holdt foredrag, har jeg har flere gange talt over Matthæusevangeliet kapitel 14 vers 22-33, en fortælling der kaldes Vandringen på søen. Som forfatter kunne jeg skrive en hel roman over det skriftsted. Det lyder sådan her: Straks efter nødte Jesus disciplene til at gå om bord i båden og tage i forvejen over til den anden bred, mens han selv sendte skarerne 9

bort. Da han havde sendt skarerne bort, gik han ene op på bjerget for at bede. Og da det var blevet aften, var han alene dér. Båden var allerede mange stadier fra land og kæmpede med bølgerne, for vinden var imod. Men i den fjerde nattevagt kom han til dem, gående på søen. Da disciplene så ham gå på søen, blev de skrækslagne og sagde: “Det er et spøgelse,” og de skreg af frygt. Og straks talte Jesus til dem og sagde: “Vær frimodige, det er mig, frygt ikke!” Men Peter sagde til ham: “Herre, er det dig, så befal mig at komme ud til dig på vandet.” Han sagde: “Kom!” Peter trådte ud af båden og gik på vandet hen til Jesus. Men da han så den stærke storm, blev han bange, og han begyndte at synke og råbte: “Herre, frels mig!” Straks rakte Jesus hånden ud, greb fat i ham og sagde: “Du lidettroende, hvorfor tvivlede du?” Da de kom op i båden, lagde vinden sig. Og mændene i båden kastede sig ned for ham og sagde: “Sandelig, du er Guds søn.”

Det er en fuldstændig vidunderlig beretning, som giver stof til eftertanke. Den findes i tre af evangelierne, en smule forskelligt skildret, alt efter hvad hver enkelt evangelist har lagt vægt på.

10