Issuu

Tomrum I chok â€“ og tiden efter et dĂ¸dsfald

af Karin Feit Almberg

Eksistensen

Tomrum I chok – og tiden efter et dødsfald af Karin Feit Almberg © Forfatteren og Eksistensen Omslagsfoto: Karin Feit Almberg Grafisk tilrettelæggelse: Claus Nielsen Tryk: Scandinavian Book Eksistensen 2016, 1. udgave, 1. oplag ISBN: 978-87-410-0108-1 Eksistensen Frederiksberg Allé 10 1820 Frederiksberg C eksistensen.dk eksistensen@eksistensen.dk

Forfatteren ønsker at takke Statens Kunstfond for støtte til udgivelsen af denne bog.

Indhold

7 Forord 11

Ét minut før – og ét minut efter

I tomrum

55 Bededamen 77

Efter bisættelsen

Omprogrammering af hjernen

115

Et nyt år starter

123

En anden virkelighed

137 Vintergækker

Alle, der har levet, ĂŠr

Forord

Sorgen er en vandring ad en sti, hvor hver eneste sten er ukendt og anderledes end de forrige. Du går uden at vide hvorhen, og stien slutter i tåge. Ingen kan tage sorgen fra den, som har mistet et elsket menneske. Men ved at sætte ord på den rejse, jeg selv har været igennem, har jeg forstået reaktioner, som jeg aldrig før havde kendt. Derfor håber jeg, at du ligesom jeg vil forstå dig selv bedre, når du genkender det normale i det ekstreme og får ord for det, der sker i dig. Du er ikke alene. På sidste side i mit fotoalbum er et billede af Jørgens kiste. Han ligger inde i den med sine nystrøgne, beige sommerbukser og en blå- og hvidstribet polo t-shirt. Jeg har valgt tøjet. For det var det, han ville tage på en almindelig lørdag. Bladrer man blot én enkelt side tilbage i fotoalbummet, sidder han med stråhat og smiler til fotografen, som er mig. Han er solbrændt og ser glad ud. Jeg har stadig ikke forstået, at man kan have sin elskede hos sig om morgenen. To timer senere er

man enke og skal aldrig mere tale med ham, som man er vågnet op sammen med igennem 28 år. På én og samme dag mistede jeg min soulmate, min ægtemand og min bedste ven. Jørgen blev 59 år. Den sommerdag i juni ramlede fortid og nutid frontalt sammen. Jorden slog revner, mit liv ændredes for altid, og ingen af mine hidtidige er faringer passede til det, jeg nu skulle klare. Nu bagefter kan jeg se, at jeg ikke havde erkendt dødens sorte vinger lige over os. Jørgen og jeg fløj i en flyvemaskine med for lidt brændstof. Det var kun et spørgsmål om tid, inden den sidste dråbe blev brugt op, og vi ville styrte ned som kærestepar. Som ægteskab. Som hinandens bedste venner. Hans diabetes 1 krøb usynligt gennem nerverne i hans krop. Nervebetændelsen lammede ham indefra. Jeg fornemmede det, men jeg anede ikke, hvor slemt det allerede var. Det havde han valgt at holde for sig selv. Kun få måneder inden sin død havde Jørgen skrevet et stort, rødt fødselsdagskort til mig. Jeg elsker dig, står der uden på kortet. Og indeni står der, at han glæder sig til resten af livets kapitler sammen med mig. Vi skulle sammen rejse og se nordlys, skrev han. Næste vinter i Norge. Det var hans fødselsdagsgave til mig. Han ville give mig en oplevelse, som jeg altid havde talt om. Vi havde begge

en fast tro på, at der var masser af oplevelser, vi skulle dele sammen i fremtiden. Det var der ikke. Nærheden denne onsdag morgen blev det sidste, han og jeg delte sammen. Denne bog handler om at være i chok, når du mis ter den, du elsker. Den handler om virkelighed og uvirkelighed, der blander sig som to film, der vises på samme tid. Og om alle de reaktioner, du udsættes for. Både dine egne og andres. At miste er at blive slynget ud i en ydercirkel, mens alle andre bliver tilbage i midten. Det er fra denne ydercirkel, denne bog er skrevet.

Ét minut før – og ét minut efter

Fra elsket til enke Jørgen og jeg havde spist morgenmad sammen som altid. Han i sin sorte housecoat og jeg i min lyseblå. Vi havde fået for vane at give os god tid til både te og samtaler om alting og det, vi læste i avisen. Sektionerne delte vi på samme måde hver morgen. Han hovedsektionen. Jeg business. Bagefter byttede vi. Vi nød disse timer med roen og tosomheden, ligesom dengang alt var normalt. Nærmest lykkeligt. Samme eftermiddag skulle vi til Helsingborg på en af vores små ture ud i det blå. Helsingborg var igennem årene blevet vores yndlingsby, fordi den er som en lille verden i en nøddeskal med sine gågader, restauranter, butikker, parken, sandstranden og en gammel ridderborg for enden af en stentrappe.

Vi stod på min side af bordet og knugede hinanden. I disse halve minutter med vores kroppe tæt sammen hver morgen var det, som om vi prøvede at komme tilbage til den tid, hvor alt det udenom os var lettere, og alt var gladere. Vi havde aldrig lyst til at slippe. Da Jørgen var kørt på arbejde, gik jeg i bad og satte mig ved mit skrivebord, så jeg kunne begynde mit arbejde hjemmefra. Bordet var en gave fra Jørgen, fordi jeg elsker disse møbler i svensk, hvidmalet stil. Jeg havde netop tyvstartet dagen med at bestille en lille bitte håndtaske på nettet, da jeg fik en opringning fra en af de tandlægeklinikker, hvor Jørgen var ansat til at hjælpe med økonomi og udvikling. Netop denne kunde var en gammel ven, som vi havde kendt hele vores fælles liv. „Karin, jeg tror, du skal komme. Jørgen er faldet om. Jeg prøvede at give ham sukker, men det kunne jeg ikke. Så fik jeg ham ned at ligge, og vi hentede hjertestarteren og satte den på ham, og den sagde „Stød !“. Vi har ringet efter en ambulance. De er her nu.“ Noget i den retning lød ordene. Min ven talte med en stemme, der var skinger, men behersket. Han blev ved at sige, at det ikke var godt, indtil jeg selv stillede spørgsmålet: „Lever han, Per ?“ Der var en kort pause. „De prøver alt, hvad de kan,“ lød svaret.

Jeg brød sammen og sagde, at jeg ville komme med det samme. Straks, vi havde afbrudt forbindelsen, ringede jeg til min søster, der bor tæt på mig. „Du skal komme nu !“ råbte jeg ind i mobilen. Hun spurgte ikke hvorfor, men sagde bare, at hun ville være der så hurtigt, hun kunne. Jeg fik tøj på og forsøgte at finde mine kontaktlinser ude på badeværelset, men der var ingen i kurven, hvor de plejer at ligge. Jeg hev alt ned fra hylderne og kunne på det tidspunkt overhovedet ikke tænke klart nok til at huske, hvor æskerne med ekstra linser var. På ingen tid lå alt i ét stort rod på badeværelsesgulvet, og det lykkedes mig aldrig at finde de kontaktlinser. Jeg havde kun lige netop fået tøj på, da min søster stod ude foran døren. Hele vejen ind langs motorvejen mod byen sad jeg i uafbrudt gråd med mobilen i hænderne. Jeg blev ved at se for mig, hvordan min mand lå på gulvet et eller andet sted med ambulancefolk omkring sig. Jeg havde været på kontoret engang, hvor han ville vise mig, hvor han arbejdede, så jeg vidste, hvordan der så ud med den smalle trappe op til loftskontoret over tandlægestolene. Vi var nået næsten frem til Lyngby, da min mobil ringede. Det var vennen, som ville fortælle, at

vi skulle køre direkte videre til Rigshospitalet. De havde taget Jørgen med i ambulancen. Jeg følte et håb og en glæde midt i fortvivlelsen. Så var han stadig i live, tænkte jeg. Sandheden var dog, at de havde taget ham med, fordi der var et spædt håb på grund af den førstehjælp, der var ydet på klinikken. Iltprocenten var god, men realiteterne var, at han på det tidspunkt var død, og at hans hjerte på grund af en voldsom blodprop og nervebetændelse i hele kroppen aldrig mere ville kunne slå et eneste slag hverken for ham selv, for mig eller for vores to børn. Endnu havde jeg ikke orienteret Martin og J ulie på 24 og 28 år. Først ville jeg vide, hvad der var sket, og hvad jeg skulle sige til dem. Endnu ville jeg heller ikke være i stand til at ringe forsvarligt til dem, og de var begge på arbejde på det tidspunkt. Da min søster og jeg nærmede os hospitalet, blev vi hvirvlet ind i en vejbane med vejarbejde, hvilket hylede os begge fuldkommen ud af den. Vi havde intet andet for øje end at komme hurtigt frem, så vi endte med at køre i bussens bane, absolut ulovligt, og som jeg husker det tilmed i den forkerte retning. Min søster satte mig af ved hovedindgangen og kørte videre for at finde parkering. Jeg gik lynhurtigt hen mod informationslugen og prøvede at bevare roen over for den mand, der sad bag sin skærm og var komplet afslappet og helt

almindeligt på arbejde. Jeg fik fremstammet min mands navn og fortalte, at han netop var indlagt. Jeg klamrede mig til skranken, indtil denne kontrollerede mandsperson fandt frem til afdeling og etage. „Han er kommet direkte i akut“, lød svaret venligt, som om han dirigerede mig hen til afdelin gen for hårde hvidevarer. Der var absolut intet udtryk i hans øjne. Jeg blev henvist til 14. etage på den afdeling, der viste sig at hedde mega-intensiv. Elevatorerne var evigheder om at komme, og jeg kunne ikke udholde at stå og vente, så jeg løb rundt og trykkede igen og igen på alle knapper. Da jeg endelig kom ind i elevatoren, blev jeg omringet af hverdagsmennesker, som smilede og snakkede. Vi blev gennet ud af elevatoren et par etager oppe på grund af en nødsituation. Jeg råbte til den hvidklædte mand med orange reflekser på tøjet, at min mand var ved at dø. Han undskyldte, mens jeg fortsatte i løb op ad trapperne. Da jeg kom op, blev jeg mødt af en sygeplejerske, som fortalte, at de arbejdede med min mand netop nu. „I må ikke give op ! Det er et meget elsket menneske, I har hos jer. Der er så mange, der elsker ham !“ Min stemme var bønfaldende, og jeg græd, mens jeg talte. Som i en svag tåge husker jeg ventende folk, der sad ved de små borde omkring mig. Folk der sad

og kiggede på dette paniske menneske, fuldkommen ude af kontrol. Sygeplejersken førte mig ind i et lille rum med åbent vindue ud til en kæmpe, grøn byggekran. Jeg sms’ede til min søster, hvor jeg var. Hun fandt os, og lidt efter kom en ny syge plejerske ind. Min mand var kommet i en hjertelungemaskine, fortalte hun. Det var ikke alle, der fik lov til det, lod hun mig forstå. Jeg nikkede og prøvede at føle taknemmelighed over denne absurde besked. Jeg bemærkede hendes navneskilt og tænkte, at jeg ikke havde lyst til at kende hendes navn. Jeg ønskede ikke at kende navnene på nogen af dem, der var på arbejde på Rigshospitalet den dag. Jeg ønskede ikke, at Linda og Jesper og alle de andre skulle have noget som helst med Jørgens og mit liv at gøre. De og deres hvide kitler og træsko skulle holde sig langt væk fra os. Jeg skulle sidde derhjemme ved mit skrivebord og arbejde, og Jørgen skulle komme hjem om eftermiddagen, som vi havde planlagt, og så skulle vi sammen til Helsingborg. Vi skulle køre i bil op til vores gode parkeringsplads lige ved færgelejet, som vi selv syntes var sådan et smart tip, fordi der altid var plads, og det var super billigt. Jeg havde altid en stak færgebilletter i pungen, fordi vi så ofte tog derover. Og vi havde en grim, sort læderpung med svensk valuta, som vi tog med over,

så vi kunne betale med kontanter i kiosker og på caféer. Vi skulle sejle med færgen over Øresund og gå med hinanden i hånden ud i de små gågader. Vi skulle købe te med hjem fra den lille, duftende forretning på torvet og spise aftensmad på en restaurant og være længe om at vælge den helt rigtige. Ham i sin svenske, blå striksweater og mig i min gamle, blå vindjakke. Det var dét, vi skulle. Når vi gik gennem disse gader var vi én. Vi følte os som to børn, der var stukket af fra sygdom og job og konkurser og pligter. Jeg elskede at se Jørgen stå og nærstudere menukortet for at se, hvad han havde mest lyst til. Det var så dejligt at se hans glæde ved at vælge. Vores datter gjorde altid nar af, at vi var så længe om at finde det bedste sted, når vi var på ferier sammen. At rejse og sejle har altid været en stor del af vores liv, så det gav os en god følelse at være „bortrejst“ til Sverige for en halv dags tid. Endda med fremmed valuta. Vi boede i Tyskland, da vi lige havde mødt hinanden, så turen med Rødby-Puttgarden blev en del af vores liv i mange år. Turen med Scandlines-færgen til Helsingborg smagte lidt af fugl. Nu sad jeg i et lille, indeklemt venteværelse med for mange stole og en – usædvanligt for hende – meget tavs søster ved min side. Hun havde hentet vand til os og stillet nogle plastickrus på bordet.

Da sygeplejersken var gået igen, åbnede vi vinduet for at få en smule luft ind i den kvælende varme.

Beskeden til børnene Tidspunktet var kommet, hvor børnene skulle have besked. Nu vidste jeg tilstrækkeligt til at kunne ringe og fortælle dem, hvad der var sket, og hvad situationen var lige nu. Og jeg var fattet nok til at kunne gøre det. Jeg mærkede heldigvis straks, at jeg ikke ville overlade til min søster at give børnene besked, selv om hun tilbød at gøre det for mig. Men jeg var helt klar over, at det skulle være mig, der fortalte min Julie og Martin, at deres far var indlagt. Endnu havde jeg ikke set Jørgen. At han på det tidspunkt lå i en sygeseng, kunne jeg ikke engang forestille mig i min fantasi. At han tilmed var død, og de ikke var i stand til at genoplive ham, var ikke en reel mulighed for mig. Hvis den var, havde min hjerne på det tidspunkt lukket ned for min evne til at tænke længere end til lige nu. De hvide og grå gange med ventende mennesker og automatiske døre var en scene. Nogle detaljer var overdrevet store, andre var tågede eller var der slet ikke. Som når man drømmer. Vi var overtaget af fremmede mennesker, som havde gjort vores liv til deres.