Til livsmod

Til livsmod Tanker fra kirkeåret • Af Gudmund Rask Pedersen

Eksistensen

“Som et strejf af en dråbe fik vi lov til at håbe” (Gasolin)

Indholdsfortegnelse Forord ❧ 7 Hvordan kommer vi ind?

– om folk og kirke ❧ 11 Tanker fra kirkeåret – prædikenstykker ❧ 21 Epilog – Ved vejs ende ❧ 227 Register ❧ 231

Forord

I

alle mine mange præsteår i Vær og Nebel sogne ved Horsens har prædikenarbejdet været den helt store glæde. Koblet til det konkrete møde med mennesker i deres forskellige livssituationer, i sorg og i glæde, har gudstjenesteforberedelsen med fokus på tale og prædiken været livsnerven for mig i mit virke som sognepræst i Den danske Folkekirke.

Tænk sig, at have det som en væsentlig del af sit arbejde og virke kirkeåret rundt at skulle gøre sig tanker om det med Gud og os. Om det at være menneske i lyset af evangeliet, af kristendommens budskab. Så godt som muligt få sat ord herpå, så vi som kirkegængere måtte blive hjulpet – når det går godt. og det gør det af og til i gudstjenesten – med at få noget ud af det og selv gå videre med.

I mine tanker og overvejelser om, hvad det egentlig skal gøre godt for det med kirken og dens gudstjenester og kirkelige handlinger, er jeg i alle årene blevet godt hjulpet af en lille engel. En såkaldt putto, som sidder på et lille fremspring midtfor på det store epitafium i prædikestolssiden på kirkeskibets søndre væg i Vær Kirke (se bogens forside). En mindetavle fra

7

sidst i 1600-tallet over sognepræst Jens Pedersen Bay i den tids barokstil. Puttoen, den lille buttede bevingede drengeengel, sidder oven på et kranium med et pusterør i hænderne og sat for munden. Ifølge traditionen sidder puttoen her på kraniet og blæser sæbebobler som tegn på livets forgængelighed. Memento mori – husk, du skal dø! Som mest af alt må betyde: Husk, du skal leve!

Jeg tillader mig derfor i pagt med det, jeg fornemmer som ånden i evangeliet, at se røret ikke som et sæbeboblepusterør, men mere som en lille spillefløjte stemt i evangelisk toneart.

Med evangeliets grundtone forstået som den guddommelige kærligheds opstand imod døden og al dens væsen.

Et fuldtonende ’husk, du skal leve!’ Leve og elske. Giv dig håbet og troen og livsglæden i vold op mod alt det, som truer, og som vil spærre dig inde i gravmørket. Med Jakob Knudsens uforglemmelige ord i morgensalmen over dem alle: “Jeg vil ånde luften i fulde drag, / synge Gud en sang for den lyse dag, / takke ham, at morgnen mig end er sød, / at mig dagen fryder trods synd og død.”

Som sådan betragter jeg puttoen, min lille engel i Vær Kirke, som gennem årene, sammen med alt muligt andet godt i kirkerummet, har hjulpet mig så godt på vej med sin dødsforagtende livsglade sang og musik. En livsmodsfigur, som har været med til at holde mig på sporet af den tanke og overbevisning, at vi har kirken og kristendommen, gudstjenesten, for livsmodets skyld.

8

Hvad skal det til for, alt det med dåb og nadver, bibellæsning, bøn og bekendelse, salmesang og prædiken? Hvad skal det til for? Og det korte svar lyder: til livsmod. Til mulig lettelse og livsmod i livet derude uden for kirkens tykke mure.

Som sådan håber jeg, denne bogs tekststykker med tanker fra kirkeåret og dets prædikentekster (i helt overvejende grad første rækkes evangelietekster) må kunne medvirke: til livsmod. – Bogen indledes her med et essay om folk og kirke.

9