Indhold 7 Forord 9 11 13 15 17 21 23 25 27 29 31 33 35 37 41
Begyndelsen Se, dér er Guds lam Når glæden slipper op En natlig samtale Kvinden ved brønden En romers tro Et håbløst tilfælde Fra døden til livet Livets brød Levende vand Kvinden grebet i hor Verdens lys Sandhed og frihed Blinde og seende Den gode hyrde
43 45 47 51 53 55 57 59 61 63 67 69 71 73
Opstandelsen og livet Hvedekornet Herske ved at tjene Vejen, sandheden, livet Tiden og evigheden Vintræet og grenene Kærlighedens bud Talsmanden Timen og øjeblikket Hvad er sandhed? Se, hvilket menneske! Bag lukkede døre Tvivl og tro Elsker du mig?
77 Fortegnelse over illustrationerne 79 Biografi
Forord Lars Mandrup, Risskov, Helligtrekongers Dag 2007
Det fjerde evangelium i Det Nye Testamente, Johannesevangeliet, er anderledes end de tre første evangelier. Ikke i indhold. Ikke i sit budskab. Men det fortæller budskabet på en anden måde, i et andet tonefald, end de andre.
Det er evangeliet med de skarpe modsætninger og kontraster. Mellem tro og tvivl. Sandhed og løgn. Lys og mørke. Tid og evighed. Liv og død. Det er også evangeliet hvor Jesus omtaler sig selv med de karakteristiske og prægnante »Jeg-er-ord«. Livets brød. Verdens lys. Den gode hyrde. Opstandelsen og livet. Vejen, sandheden og livet. Vintræet og grenene. Dermed griber han tilbage til begivenheden i Det Gamle Testamente, hvor Gud åbenbarede sig for Moses i den brændende tornebusk som »Jeg Er« og påkalder sig derved guddommelig autoritet. »Jeg og Faderen er ét«.
Det taler på én gang erfaringsnært når det bruger de store og livsnære temaer og billeder som brødet, vandet, vinen, lyset, vejen, sandheden og friheden. På samme tid fører det os ind i en anden verden som vi kun kan erfare ved at blive taget ved hånden og ledet ind i den. Det er en verden som åbner for nåden, herligheden og evigheden, for troen, håbet og kærligheden. Det tager udgangspunkt i det vi kan se og siger samtidig at vi skal få endnu større ting at se.
Johannesevangeliet er reflekterende og mediterende og lægger derved op til at vi under læsningen selv mediterer videre over ordene. At vi lader os tage ved hånden og bliver ledet videre ind i dets verden sådan at vi netop på den måde »får større ting at se«.
Disse meditationer over tekster fra Johannesevangeliet er – på nogle få nær – alle holdt i en gudstjenestesammenhæng ved en række fyraftensgudstjenester i Risskov Kirke, hvor jeg har den glæde at være præst.
Jeg vil foreslå, at man tænder et lys, beder en bøn om Helligåndens nærvær, f.eks. Salmebogens bønnebog nr. 103. Så læses bibelteksten fra Johannesevangeliet, og der spilles et stykke dæmpet meditativ musik fra en CD. Herefter læses langsomt den tilhørende meditation fra bogen, og læsningen efterfølges af nogle minutters stilhed til personlig bøn og eftertanke.
Når de hermed udgives, er det i håb om, at de vil kunne finde anvendelse til personlig meditation. Eller de kan bruges til fælles meditation i en mindre gruppe.
Meditationen kan afsluttes med, at man læser eller synger den foreslåede salme, og til sidst beder Fadervor.
Begyndelsen Johannes 1,1-14
I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke. Der kom et menneske, udsendt af Gud, hans navn var Johannes. Han kom for at aflægge vidnesbyrd, han skulle vidne om lyset, for at alle skulle komme til tro ved ham. Selv var han ikke lyset, men han skulle vidne om lyset.
_
Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden. Han var i verden, og verden var blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke. Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham. Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud. Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed. _ _
I begyndelsen! Det er de første ord både i Det Gamle Testamente og i Johannesevangeliet i Det Nye Testamente. Bibelens to dele begynder begge med begyndelsen.
begyndelsen? Og hvis der var noget før begyndelsen, var begyndelsen alligevel ikke det første. Hvad vil begyndelsen i grunden sige? »I begyndelsen var Ordet«, siger evangelisten Johannes. Forud for begyndelsen var der intet. Gud skabte alt ud af intet. Men intet er også noget. Gud var der. Gud den almægtige, al tilværelses grund, var der.
Hvornår var begyndelsen? Begyndelsen på alt. Det første spadestik. Selv forud for begyndelsen må Gud have haft sin tanke om hvad han ville. Hvad var før
Guds tanke. Guds visdom. Ordet. »Og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud«. Det er svært at begribe.
i sit åndedræt og gennem ordet som det som den eneste af alle skabninger fik givet. »Og lyset skinner i mørket – og mørket greb det ikke«. I de to korte sætninger ligger hele livets skønhed og hele livets forfærdende tragedie. Ondskab – og med den også døden – kom imellem Gud og mennesket og skilte dem ad. I døden forsvandt livsånden fra mennesket. Talen mellem mennesker blev uforståelig. Sort tale.
Ordet er ikke håndgribeligt som tingene er det. Ikke desto mindre er Ordet virksomt. Kraftfuldt. Altings ophav. Gud kaldte alt frem ved Ordet. Ved hjælp af Ordet gav han det liv og eksistens. Ordet var ikke et ord blandt alle andre. Et særligt trylleord. Det var selve Ordet. Evangeliet føjer til: Ordet var lys, og i ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket.
I begyndelsen! Hvornår var begyndelsen? Engang? Begyndelsen er også nu. Guds Ord tager skikkelse af et menneske. Jesus fra Nazaret. »Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed«.
Bibelen fortæller på de første sider at Gud skabte verden med sit Ord. »Bliv lys«, sagde han. Og der blev lys. Ud af et sort urkaos skabte Gud en verden af lys og orden og skønhed, og han pustede liv i denne verden med sin ånde. Mennesket blev levende ved at Han blæste sin ånde i dets næsebor.
Vi så hans herlighed. Vi ser hans herlighed. I begyndelsen. Nu. Og altid. _
Gud skabte en verden hvor mennesket hørte hjemme. Lige så naturligt og på samme måde som fisken i vandet og fuglen i luften. Her var der overensstemmelse mellem den synlige verden og Ordets verden, Guds verden. Mennesket mærkede at Gud talte til det om sin evighed og herlighed gennem sit skaberværk. Og mennesket stod i forbindelse med Gud
10
DDS nr. 108: Lovet være du, Jesus Krist