Skyggerids

Mit liv er en kamp som jeg kæmper i blinde begynder hver morgen igen skønt jeg skælver af angst for ved aften at finde den fører mig intetsteds hen jeg kredser om Gud; om en grav og et fjeld og jeg kredser som dagen er lang men ved ikke selv: er jeg fugl eller storm eller en brusende sang.

Rainer Maria Rilke: Ich lebe mein Leben i forfatterens oversættelse

SKYGGERIDS 14 salmer Frit efter Søren Kierkegaard af Lisbeth Smedegaard Andersen

Eksistensen

Skyggerids 14 salmer Frit efter Søren Kierkegaard af Lisbeth Smedegaard Andersen © Eksistensen 2021, 1. udgave, 1. oplag Forside og fotos: Peter Hjort Nodesats: Jesper Gottlieb Layout: Claus Nielsen Tryk: Dardedze ISBN: 978 87 410 0804 2 Eksistensen, Frederiksberg Alle 10 1820 Frederiksberg C Tlf.: 3324 9250 eksistensen@eksistensen.dk www.eksistensen.dk Kopiering er kun tilladt i henhold til gældende lov om ophavsret

Indledning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 6 Jeg søger dig Gud hvor jeg lever . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 10 (mel. Christian Præstholm) Det hænder undertiden . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 14 (mel. Jesper Gottlieb) Et kors på din pande . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 18 (mel. Erik Sommer) Som et menneskebarn . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 22 (mel. Willy Egmose) Min Gud du tæller tårerne i mørket . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 26 (mel. Erling Lindgren) Min Gud jeg tror vi maler . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 30 (mel. Birgitte Buur) Hvordan kan vi tale om kærlighed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 34 (mel. Peter Navarro-Alonso) Min Gud hav tålmodighed med os . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 38 (mel. Erling Lindgren) Forår i luften . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 42 (mel. Erik Sommer) Hvorfra min længsel kommer ved jeg godt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 46 (mel. Birgitte Buur) Forunderlig er du! . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 50 (mel. Christian Præstholm) Så brændende tavs . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 54 (mel. Jesper Gottlieb) Helligånd vi ved du skaber . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 58 (mel. Jesper Gottlieb) Som urfjeld og klippe . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 62 (mel. Erik Sommer)

Indledning Søren Kierkegaard (1813-1855) er en fascinerende forfatter. Han er inspirerende og irriterende, mild og sarkastisk, fortrolig og fremmed, kærlig og kold, og så skriver han i et så stringent og lysende, ja, ligefrem forførende, sprog, at det er svært at slippe ham. På den anden side har jeg altid på et vist tidspunkt under læsningen trængt til en pause. Hans tankegang og udredninger er besættende, men der er noget kredsende og livsfornægtende over dele af hans forfatterskab, der i længden giver mig en fornemmelse af at leve i en lufttæt boble, hvor ilten er ved at slippe op – det er, som om det hele foregår oppe i hovedet på ham. Måske fordi han aldrig har haft en normal barndom, ligesom han aldrig selv har haft familie og børn. Og trods den stadige kredsen om hans ulykkelige kærlighedshistorie med Regine Olsen, får man sine tvivl om, hvorvidt han nogensinde har kendt til at elske et andet menneske med en almindelig, menneskelig lidenskab.

Så selvom jeg i årenes løb igen og igen er vendt tilbage til Kierkegaards værker, har jeg aldrig læst dem systematisk, men vekslet mellem de kendte værker og de opbyggelige taler og i øvrigt tilgodeset mit eget behov for at blive opbygget, provokeret og inspireret.

Men så opdagede jeg, at det er lidt anderledes med hans bønner.

Kierkegaard var med sin skarpe iagttagelsesevne og spidse pen en frygtet kritiker af sin samtid; men han var også forudseende. I midten af 1800-tallet var den moderne naturvidenskab og den kritiske historieforskning slået igennem, og de nye forskere læste ikke nødvendigvis Bibelen som et helligskrift. I 1836 udkom David Friedrich Strauss’ bog Das Leben Jesu, hvor evangelierne forstås som myter, og i 1841 udgav Ludwig Feurbach Das Wesen des Christentums, hvor han hævdede, at mennesket ikke er skabt i Guds billede, men at mennesket har skabt Gud i sit eget billede. Kierkegaard kendte begge værker og var ikke uenig med sidstnævnte i, at den Gud, der blev prædiket om fra landets prædikestole, virkelig var (omskabt til) en bekvem og ufarlig guddom.

Så Kierkegaard led ikke af almindelig videnskabsforskrækkelse, men når han ikke desto mindre vendte sig mod det, han kaldte tidens hang til ”Speculation”, så var det for at vise, at troen kan man ikke tænke eller forske sig til ved hjælp af kildekritik eller historiske studier. Men som han skriver i sit Afsluttende uvidenskabeligt Efterskrift til de filosofiske Smuler, så har de lærde så travlt med at ”at få en sandere og sandere forestilling om Gud, [at de] synes at glemme de første begyndelsesgrunde: at man skal frygte Gud”. Sandheden er nemlig, at man risikerer at spekulere sig fra troen i et forsøg på at nå det mysterium, der altid vil undvige det ”frække” øje. Digteren Inger Christensen kaldte det mange år senere for videnskabens ”rørende forsøg på [dag efter dag] at pine sandheden ud af livet og få forstanden til at røbe Guds tilholdssted”.

6

For Kierkegaard er troen et paradoks, som må fastholdes i lidenskabelig usikkerhed, og det strider mod kravet om, at alt skal kunne verificeres. Om matematiske sætninger gælder det, at man helt objektivt kan fastslå, om de er sande eller falske. Sådan er det ikke med troen. Uden risiko ingen tro, fordi ”troen er modsigelsen mellem inderlighedens uendelige lidenskab og den objektive uvished”: Kan jeg objektivt gribe Gud, så troer jeg ikke, men netop fordi jeg ikke kan det, derfor må jeg tro. Og vil jeg bevare mig i troen, må jeg bestandig passe på, at jeg fastholder den objektive uvished, at jeg i den objektive uvished er ”på de 70.000 favne vand” og dog troer.

Troen må tilegnes i stadig lidenskab og fastholdes i inderlighed af hvert enkelt menneske.

Det er Kierkegaards ærinde i hele forfatterskabet, også i de opbyggelige taler, hvor han henvender sig direkte til den enkelte læser.

Lige så skarp, Kierkegaard kan være i sin polemik, lige så kærlig er tonen i de opbyggelige taler, når han taler til hiin Enkelte, hvem jeg med glæde og taknemlighed kalder min læser, hiin Enkelte, hvem [bogen] søger, efter hvem den udstrækker sine arme, hiin Enkelte, der er velvillig nok til at lade sig finde, velvillig nok til at modtage den, hvad enten den i mødets øjeblik finder ham glad og trøstig eller ”mødig og tankefuld”.

For os er det naturligt at betragte hvert enkelt menneske som et selvstændigt individ. Men det var forholdsvis nyt på Kierkegaards tid, hvor man havde været vant til at opfatte sig selv og andre som del af et større fællesskab, hvad enten det nu var landsbyfællesskabet, et håndværkerlav eller en familie. Det ændrede sig med oplysningstidens ideer om det enkelte menneskes frihed og ret til at tro, tænke og tale frit – og det deraf følgende krav om også at gøre det: ”Sapere aude”, som filosoffen Immanuel Kant skrev: ”Vov at vide.” Ansvaret for at sætte sig ind i tingene og tænke og handle frit ud fra det, man finder rigtigt, falder nu på den enkelte, og det ansvar gælder ifølge Kierkegaard ikke mindst, når talen er om den evige salighed.

Kierkegaard har utvivlsomt været medvirkende til den individualisme, der i 1900-tallet bredte sig som en steppebrand. Men individualismen i dens moderne form opstår først, når man tager den religiøse dimension ud af Kierkegaards tænkning og reducerer ham 7

til en filosof og fortolker af det moderne menneskes splittethed. En sådan læsning er i modstrid med hans egen udtalelse i skriftet Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed, der udkom efter hans død, og hvor han i indledningen skriver: Dette lille skrifts indhold er da: hvad jeg som forfatter i sandhed er, at jeg er og var religiøs forfatter, at hele min forfatter-virksomhed forholder sig til kristendommen, til det problem: at blive kristen, med direkte og indirekte polemisk sigte på det uhyre sansebedrag: kristenheden, eller at i et land sådan alle er sådan kristne.

Alligevel hævdede allerede Georg Brandes i 1877 i sin bog Søren Kierkegaard, at Kierkegaards indsats og betydning lå på filosofiens område. Han anerkendte den lidenskab, hvormed Kierkegaard havde søgt ”det gamle vidunderland”, nemlig troens land, men mente, at han i virkeligheden var kommet frem til noget helt andet, nemlig ideen om det enkelte menneskes personlighed, lidenskab og selvstændighed: ”’den Enkelte’ var den dyrebare Perle, han bragte sin Tid”.

Det er en tolkning, der er i modstrid med Kierkegaards ærinde. For selvom han taler om inderligheden og om tiltalen til den enkelte, så lever enhver af os i en omverden og blandt andre mennesker. Etikken (og siden troen) er målet, men det kræver en selvbesindelse at leve et sandt liv, være nærværende, engagere sig og i øvrigt passe den daglige dont.

Hvad han var ude efter, var den ansvarsforflygtigelse og eksistensforglemmelse, der truer, når det enkelte menneske gemmer sig i masserne.

Chancen for igen at kikke nærmere på Kierkegaards forfatterskab kom, da jeg her under coronakrisen pludselig stod midt i et forår med alle planlagte foredrag aflyst og var henvist til en vis isolation. Bibliotekerne lukkede som bekendt også ned; men jeg har Kierkegaards samlede værker i blå kardusindbinding og med ”krøllede bogstaver”, og sådan foretrækker jeg at læse ham. Så jeg bestemte mig for at sætte mig lidt bedre ind i nogle af hans større værker og genlæse nogle af hans opbyggelige taler og den uopslidelige Kjerlighedens Gjerninger.

Store ambitioner har det med at kuldsejle undervejs. Jeg har ikke nået det, jeg gerne ville, og Kierkegaard-ekspert bliver jeg aldrig. Men sideløbende med læsningen af Kierkegaards værker læste jeg de af hans bønner, der for et par år siden udkom på Kristeligt Dagblads Forlag med titlen Længslen er din gave, og de greb mig. Bønnerne er hentet rundt omkring i Kierkegaards større skrifter og i hans papirer, men foreligger her samlet og præsenteret af Joakim Garff, Poul Götke og Eberhard Harbsmeier. Bønnerne giver, synes jeg, en god fornemmelse af Kierkegaards inderste anliggende, som jo ikke er nedrivningen af kristendommen, men (gen)opbyggelse af troen, og det var spændende at gå tilbage og læse dem i den oprindelige sammenhæng. Arbejdet inspirerede mig til en række salmer, der ikke er hverken gendigtninger eller udlægninger af Kierkegaard, men refleksioner over 8

nogle af hans temaer. Det betyder, at jeg sommetider er enig og skriver i forlængelse af hans tanker, men til andre tider er jeg uenig, og det afspejler sig i salmen. For en ordens skyld er der bag i bogen henvisninger til ovennævnte udgivelse, så de læsere, der ønsker det, kan finde den bøn, jeg har taget udgangspunkt i.

Selv tænker jeg salmerne som udsprunget af en samtale med Kierkegaard. Den franske essayist Michel de Montaigne (1533-1592) skrev i et essay om det at samtale, at det er den dejligste beskæftigelse, man kan tænke sig; men han tilføjede i samme åndedrag, at en samtale efter hans mening ikke var tilstrækkeligt givende, hvis den ikke var fuld af modsigelseslyst, ja, han fandt det rent ud ”dødsenskedsommeligt at være enige i en samtale”.

Modsigelse vækker opmærksomhed, så vi lærer noget af samtalen, men dog stadig bliver mindet om, at ”Sandheden [bør] være begge parters fælles sag”.

Som indledning eller motto til salmerne har jeg sat min oversættelse af Rainer Maria Rilkes digt, ”Ich lebe mein Leben in wachsenden Ringen” (1899). Digtet viser efter min mening, hvor fremsynet Kierkegaard var. Rilke skildrer den splittelse og sjæleuro, som Kierkegaard forudså, og som slår igennem, når troen vakler, og vi i vores søgen efter en objektiv og sikker sandhed støder på grænsen for den menneskelige viden og ender i en kredsende tvivl. Det svarer helt til Kierkegaards indsigt i, at vi lever ud fra et mysterium, der stadig på ny skal indhentes i troens usikkerhed. Kierkegaard havde ikke megen respekt for den moderne tvivl, der gør sig til af at være udtryk for en særlig dybsindighed, og ”kulturkristendom” er ikke i hans ånd. Modsætningen til tro er ifølge Kierkegaard ikke tvivl, men en fortvivlelse, der med Rilkes ord ”begynder hver morgen igen”.

De fjorten salmer har fået melodi af nogle af vores bedste komponister, og jeg er meget taknemlig over, at de har villet være med til at gøre det muligt at få en samling ud af det.

Det er komponister, jeg har arbejdet tæt sammen med i snart mange år, og som i deres lydhørhed og omhu evner at få tekst og musik til at gå op i en højere enhed.

Og endelig: Jeg har i de korte optakter, der står foran de enkelte salmer, tilladt mig at gengive de fleste Kierkegaard-citater i et lidt mere nutidigt sprog. Det gør dem lettere at læse, og det er den samme betragtning, der ligger til grund, når jeg ikke har udstyret bogen med henvisninger og et væld af noter til Søren Kierkegaards forfatterskab. Salmer skal kunne stå alene, og de små optakter er ikke tænkt som forklaringer, men som personlige overvejelser i lighed med miniprædikener eller korte essays – begge genrer, der er karakteriseret ved en vis lethed, og hvor et omfattende noteapparat derfor vil være ude af trit med stemningen og hensigten.

9