

MARIA BAASTRUP
MARIA BAASTRUP
Maria Baastrup Sjælesorg
En håndbog
Eksistensen
København 2026
Sjælesorg
En håndbog Maria Baastrup
© Forfatteren og Eksistensen 2026
Bogen er sat med Basis Sans og Charter BT Pro på Eksistensen og trykt hos ScandinavianBook
ISBN: 978-87-410-1224-7
Omslag og sats: Ida Nissen / Eksistensen
Eksistensen
Frederiksberg Allé 10 DK-1820 Frederiksberg C tlf. 3324 9250 www.eksistensen.dk eksistensen@eksistensen.dk
FORORD
af Birgitte Stoklund Larsen
Rektor, Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter
Sjælesorg er ikke en ø i præstens arbejde, men en integreret del af det pastorale virkefelt. Der er et sjælesørgerisk perspektiv som en væsentlig komponent i alle samtaler, man har som præst. Det er det perspektiv, Maria Baastrup anlægger på sjælesorgen i denne bog.
Bogen er en håndbog i den bedste forstand af ordet. En håndbog er en bog, man skal have ved hånden, når spørgsmålene melder sig. Maria Baastrup giver en kyndig indføring i sjælesorgens teori og praksis, samtidig med at hun stiller sig sammen med læseren og går i dialog med ham eller hende, med os. Det er en fremgangsmåde, der passer godt til bogens tema; sjælesorg er vel den pastoralteologiske disciplin, der er forbundet med den stærkeste refleksive praksis. Den dialogiske tilgang er med til at fastholde en ydmyghed i forhold til opgaven som sjælesørger.
Bogen er tænkt som en håndbog til den, der står på tærsklen til et arbejdsliv som præst, og som sådan vil den uden tvivl være nyttig. Her er både perspektiv og teologi, praksisrefleksioner og helt konkrete eksempler på sjælesørgerisk praksis.
Den erfarne sjælesørger ved, at han eller hun hele tiden er undervejs og kan blive klogere. Det er den erfaring, denne håndbog spejler, og bogen er derfor også et væsentligt bidrag ind i den professionelle samtale og refleksion om sjælesorg i folkekirken.

INDLEDNING
“Er sjælesorg altid sørgelig? Handler det altid om krise og smerte?” Spørgsmålet blev stillet af en studerende på pastoralseminariet. Og spørgsmålet er tankevækkende. Det peger nemlig på en udbredt men alt for snæver opfattelse af sjælesorg som noget, der udelukkende handler om det svære og tunge i tilværelsen.
Sjælesorg handler om hele livet – ikke kun det svære. Som sjælesørger bliver man vidne til menneskers samhørighed, tro og livsmod, ikke kun når de er i krise, men også når de i andre sammenhænge oplever eller forsøger at orientere sig i retning af ny mening, glæde og håb. Og selv når det handler om det svære i tilværelsen, er sjælesorgen et sted, hvor fortrøstning, styrke og fornyet livsmod kan vokse frem. Den er altså ikke alene knyttet til det tunge og lidelsesfulde, men også til det glædelige og meningsfulde. At arbejde med sjælesorg er at ledsage mennesker i hele livets spændvidde.
Denne bog er skrevet med et ønske om at vise, at sjælesorg er et opløftende og inspirerende arbejdsområde og et perspektiv, som er helt centralt i den daglige pastorale praksis. Samtidig er sjælesorgen i høj grad en disciplin, hvor den teologiske faglighed kan få lov at udfolde sig. Interessen for sjælesorg har da også igennem de senere år været markant. Det ses både i tilslutningen til kurser og efteruddannelse i sjælesorg og i den efterhånden lange række af gode udgivelser om sjælesorg, som er kommet de seneste år. Alligevel findes der ikke en samlet indføring i sjælesorgens grundlæggende begreber og metoder i dansk sammenhæng. Det skyldes måske, at faget er så stort og vidt forgrenet, at det forekommer lidt dristigt at forsøge sig med en samlet og forholdsvis kortfattet fremstilling. Nærværende bog vover at gøre forsøget med en indføring i sjælesorgsfeltet, som rummer både overvejelser over sjælesorgens teori og konkrete greb til anvendelse i praksis. Begrebet sjælesorg vil
gennem bogens otte kapitler blive belyst både som kirkelig praksis og som pastoralteologisk fag.
Bogen er skrevet til studerende og nye præster, der ønsker en samlet introduktion til faget. Samtidig er den også anvendelig for mere erfarne præster, som enten har en særlig interesse i faget, eller som ønsker at skærpe egen praksis i forbindelse med de mange pastorale opgaver, som på den ene eller anden måde involverer sjælesorg eller kalder på sjælesørgeriske perspektiver.
I otte overordnede kapitler giver bogen en kort indføring i det principielle grundlag for sjælesorg samt enkle anvisninger til brug i pastoral praksis.
Bogens struktur er fastlagt, så der begyndes i det principielle og grundlæggende (kapitel 1 og 2), hvilket efterfølgende leder over i kapitler med et større fokus på sjælesorgens praktiske udførelse og eksempler på konkrete greb, som kan anvendes i den sammenhæng (kapitel 3-7). Afslutningsvis rettes opmærksomheden mod sjælesørgeren og dennes refleksion over egen praksis (kapitel 8). Kapitlerne kan dog fint læses enkeltvis og i vilkårlig rækkefølge. Samlet set kommer bogen omkring sjælesorgsfagets mest relevante temaer, som de er beskrevet i Fagbeskrivelse for faget sjælesorg1 og Kompetenceprofil for præster2 indenfor funktionen som sjælesørger. Hvert kapitel afsluttes med et par udvalgte litteraturforslag til videre læsning.
Bogen er skrevet med afsæt i mange års erfaring som sjælesørger og underviser i sjælesorg blandt andet på Pastoralseminarieuddannelsen, og trækker desuden på relevante perspektiver fra udgivelser af fagfolk, som har tænkt, skrevet og arbejdet i sjælesorgsfeltet og stadig gør det.
1. Fagbeskrivelsen sætter rammen for undervisning på Pastoralseminarieuddannelsen og på Den obligatoriske efteruddannelse for præster.
2. Kompetenceprofilen er udarbejdet af Folkekirken Uddannelses- og Videnscenter og godkendt af Kirkeministeriet. Den beskriver kompetencer, som er nødvendige for enhver præst uanset embedsalder og er retningsgivende for uddannelsesområdet.
I hvert kapitel gøres brug af en mængde litteraturhenvisninger til andres arbejde. Dels for at placere bogen i en større faglig sammenhæng, dels for at give et overblik over feltet og dets udvikling. Derudover fungerer henvisningerne som invitationer, for bogens formål er ikke kun at give en fremstilling af sjælesorgsfeltet, men også at åbne døre. Referencer til andre bøger, artikler og undersøgelser giver mulighed for fordybelse og videre udforskning. Enhver kan dermed selv forfølge de spor, der vækker særlig interesse.

SJÆLESORG SOM GENRE
Der er flere måder at nærme sig begrebet sjælesorg på. Traditionelt set beskriver man det som ‘omsorg for sjælen’ eller oprindeligt for sjælene. Det er således et begreb, som ikke alene bør være reserveret til at handle om en-til-en samtale med et andet menneske. Det bør tværtimod fastholdes som et langt bredere begreb, der ud over at betegne en samtalegenre også betegner en synsvinkel, som kan anlægges på præstearbejdet som helhed og knytte sig til alle kirkens opgaver.
I det følgende tages først det måske lidt hengemte sjæle-begreb op til ny overvejelse, og dernæst tegnes et billede af et nutidigt sjælesorgsfelt, der både rummer sjælesorg som samtale og som perspektiv på det kirkelige arbejde i bredere forstand.
Omsorg for sjælene
Begrebet sjæl har, indenfor store dele af den protestantiske teologi og dermed også indenfor sjælesorgsfaget, i mange år været problematiseret eller helt afvist. Man har i flere sammenhænge således udskiftet begrebet sjæl med det enkelte menneske, det hele menneske eller blot mennesket. 3 At man indtil for nylig har været kritisk overfor sjælebegrebet grunder sig blandt andet i, at det ofte er blevet forbundet med en problematisk krop-sjæl dualisme. Heroverfor har man i stedet stillet et bibelsk begrundet helhedssyn på mennesket. Men hvis man udskifter sjælen i sjælesorg med en omsorg for mennesket, kan det vise sig vanskeligt at skelne mellem denne omsorg og andre former for omsorg for mennesker. Talen om sjælen er da også forblevet dybt forankret i kirkens praksis; i gudstjeneste,
3. Således fx i lærebogen Praktisk Teologi fra 1995, hvor sjælesorg beskrives som “omsorg for det enkelte menneske” (Harbsmeier 1995, 384). Et andet eksempel er det toneangivende tyske poimeniske fagtidsskrift, som i midten af 1900-tallet skiftede navn fra Weg zur Seele til Wege zum Menschen.