Issuu

Annette Molin Brautsch og Susanne Fischer

Samtaler i den blå sofa Kvinden & præsten

EKSISTENSEN

Annette Molin Brautsch og Susanne Fischer Samtaler i den blå sofa Kvinden & præsten © Forfatterne og Eksistensen 1. udgave, 1. oplag 2016 ISBN 978 87 410 0137 1 Sats og grafisk tilrettelæggelse: Claus Nielsen Sat med Janson Tryk: Bookmaker, Graasten ‘Bruge og bruges’ venligst med tilladelse fra Anne Dorte Michelsen Eksistensen Frederiksberg Allé 10 DK-1820 Frederiksberg C  3324 9250 www.Eksistensen.dk

Indhold 7 F o r o r d 9 F ø r s t e s a m ta l e • M ø d e t 37 A n d e n s a m ta l e • U d t ø r r e t 65 T r e d j e s a m ta l e • M a n n a k o r n 81 F j e r d e s a m ta l e • B ø n 93 F e m t e s a m ta l e • U n d e r v i s n i n g 107 S j e t t e s a m ta l e • D ø d e n 121 S y v e n d e s a m ta l e • U d h o l d e n h e d 129 O t t e n d e s a m ta l e • T i l g i v e l s e 139 N i e n d e s a m ta l e • F r yg t i k k e ! 151 T i e n d e s a m ta l e • M a n g e b o l i g e r 161 E l l e v t e s a m ta l e • V e j e n 169 To lv t e s a m ta l e • D å b

Forord Denne bog er blevet til over en periode på flere år. Den udtrykker en åndelig og religiøs søgen hos en kvinde midt i livet, der i mødet med en præst finder et nyt ståsted med fundament i folkekirken og kristendommen. Bogen er bygget op over tolv samtaler, som vidner om denne søgen og de svar, kirken imødekommer den med. I en vekslen mellem kvindens og præstens ord og refleksioner bliver menneskeliv, kirkeliv, tro og mangel på samme belyst. Fra pludselig at have tabt meningen med tilværelsen bevæger kvinden sig langsomt gennem sin egen livshistorie og ind i et, for hende, ukendt univers, som kirken og kristendommen præsenterer. Bogen kan derfor læses ud fra to perspektiver: kvindens og præstens. Kvindens fortælling er dybt personlig og ligefrem og lægger den røde tråd for bogens indhold. Præstens ord og refleksioner spiller op ad denne livsfortælling og giver håndgribelige svar fra kristendommens side til, hvordan et menneske i krise igen kan finde fodfæste og komme videre. Nybegyndere indenfor kirke og kristendom kan med fordel læse videre, for denne kvinde vidste ikke ret meget, da hun talte med en præst for første gang i mange år. Så samtalerne mellem kvinden og præsten udviklede sig efterhånden til en indføring i kristendom, som har åbnet nye horisonter. I dag er kvinden en aktiv kirkegænger, der gennem flere år har lagt en hel del frivilligt arbejde i bl.a. præstens konfirmandundervisning. Bogen er på den måde både en skildring af et levet liv på godt og ondt og samtidig en lære om kristendom i praksis.

Du sidder måske selv med spørgsmål som: Hvad betyder nadveren? Hvorfor er det godt at bede? Katolsk og protestantisk kirke, hvad er forskellen? Hvad undervises konfirmander i og kan jeg lære noget af det? Hvad er det med den Bibel, der gør den så anvendelig til alle tider? Igennem samtalerne prøver bogen på sin egen måde på at besvare mange spørgsmål om tro og kristendom ved at tage læseren med på en personlig rejse. En rejse, der handler om et broget liv med og uden alkohol, stofmisbrug, svigt, kærlighed, smerte, tab, personlig krise og vejen til dét guddommelige fundament, der utroligt nok formår at bære det hele. Bogen er blevet til i et håb om at give den historie videre, som kvinden har på hjerte, og de opdagelser, hun har gjort i mødet med sin præst og den kristne tro. Forfatterne, Frederiksberg, efterår 2016

S a m ta l e r i d en b l å s o f a

f ø r ste s a m ta l e

Mødet KVINDEN Langsomt strækker jeg min krop, vågner stille af søvnens favntag. Jeg går ud i køkkenet og sætter vand over til den sædvanlige morgenkaffe. Det er i dag, jeg har en aftale med en præst. Frygtens svedige perler bevæger sig langsomt på mit ansigt og sætter deres spor. Hvad er det jeg frygter? Jeg er nok ikke længere sikker på, at min ukuelige evne til at overleve endnu engang kan vinde over eller undgå døden. Sådan har jeg følt længe! Mine tanker vender tilbage til min barndom og min barndomsveninde, mens jeg forbereder mig mentalt til min aftale med præsten. Alting var sorgløst og enkelt. Vi hang sammen altid. Vi legede med dukker og spiste lækre tomatog agurkesnitter. Altid med en lille prik af mayonnaise. Når vi spiste dem, var vi lykkelige. Hun gik en klasse over mig i folkeskolen – og jeg så naturligvis op til hende. Jeg synes, at der herskede en vis form for respekt for medmennesket dengang, som ikke er så gennemtrængende længere. I dag præger egoisme relationerne. Ups, så blev vi taget for butikstyveri, hendes far var i politiet – endda med stjerner på – så jeg påtog mig skylden. Hun slap med skrækken, jeg tog

balladen. Mens jeg sad på kontoret, grædende, og opgav falsk adresse, sneg min veninde sig ud ad bagdøren, heldigvis uset af ham, der fangede mig. Desværre fulgte det at stjæle mig i mange år, da mit forbrug af alkohol var jævnt stigende fra mine teenageår. Det bedste var, når vi sneg os ind i Tivoli for at prøve rutchebanen. Suset fra min første tur sammen med hende husker jeg stadig. I Zoo klatrede vi ofte over hegnet og så til dyrene, selv udenfor lukketid. Isbjørneburet så jeg indefra med en vis frygt i øjnene, da jeg hoppede direkte ind til de pragtfulde, hvide bjørne. Allerede som ung teenager mærkede jeg suset og glæden i livet hver eneste dag. Da jeg er opdraget godt og borgerligt, havde jeg inderst inde kvaler med uskyldige nødløgne, når vi fortalte vores forældre, at vi var hos hinanden. Jeg ser stadig for mig, hvor sjovt vi havde det, og at det var spændende at tage ud på uskyldige eventyr, fx en gåtur i skoven eller ned til slikmutter og udpege énøres lakrids og vingummi. Hun ville konfirmeres. Så det skulle jeg da også! Vi vandrede til konfirmandundervisning i sognekirken på Frederiksberg, som jeg stadig bor tæt ved. Jeg var tretten år og skulle konfirmeres sammen med min barndomsveninde. Men det gik ikke. Jeg var der kun to gange – det var så kedeligt. Desuden følte jeg mig pinligt berørt, da præsten højlydt konstaterede, at jeg ikke var døbt i Danmark, men kun navngivet i DDR, hvor jeg er født. Min veninde og jeg fandt efterhånden nye veje hver især. Vores samvær ebbede langsomt ud, og jeg begyndte på min håndboldkarriere sammen med pigerne fra min klasse. Jeg har ikke været i kontakt med en præst siden dengang. Kun set dem på afstand ved de traditionelle begivenheder, 10

S a m ta l e r i d en b l å s o f a

hvor de fleste mennesker kommer i kirke: barnedåb, konfirmation, bryllup og begravelse. Her tredive år senere søger jeg igen den vej, der peger mod kirken, men igen uden dåb eller medlemskab. Jeg mærker en stærk følelse af indre uro, og alle tankerne lammer mig. I dag skal jeg tale med en præst. Måske et enkelt halmstrå kan vise en vej, så jeg igen kan bevæge mig? Tænk hvis ikke? Åh nej! Jeg kravler ind under dynen igen, tænker, at jeg bliver liggende, indtil jeg forsvinder ud af livet. Helt ubemærket, uden drama. Min hjernes elektrificerende kraft begynder en tankerække af ubesvarede spørgsmål eller sandheder? Hvorfor har et mørke lagt sig i mit sind? Hvorfor nu? Har jeg ikke fortjent livet? Det er mange år siden, jeg har haft tanker, der indeholdt følelser om nære relationer og døden. Tankerne løber inde i mit hoved, blander sig med erindringen, og ender med at sætte sig på nethinden på vej ud ad døren – hvad kan det skade at gå til samtalen? Jeg kan jo altid tage mit eget liv bagefter … Metroen stopper, det er nu jeg skal af. Ude af takt med mine hurtige hjerteslag bevæger mine fødder sig ligeså langsomt mod præsteboligen – stadig lidt forundret over dagens gøremål: At jeg er på vej hen til en præst! Jeg ser på mit armbåndsur – klokken er kvart i fire. Atter mærker jeg frygten. Den virker som en lammelse og et forsøg på at forhindre mine ben i at bevæge sig. Mine fødder vender om i nogle sekunder for kort efter at standse helt. En M ø d et

bil kører op på siden af mig. Den standser. En ældre dame stiger ud, smiler genkendende til mig. Hvor pudsigt at se hende her. Det viser sig, at hun er flyttet hen i nærheden. Hun er pågående og et temmelig talende menneske. Jeg hører ord, der taler om Guds godhed og et nyt liv i fællesskab med en højere magt. Jeg lytter egentlig ikke til hendes ord. Ingen Gud ved sine fulde fem vil forbinde mig med godhed lige nu – snarere tværtom. Så hvad ved Gud egentlig? Kvinden har en stor betydning i mit liv, så måske er mødet med hende et tegn om at fortsætte hen til præsten? Egentlig tror jeg ikke på, at hverken Gud eller en højere magt blander sig i et menneskes liv, hvor vi selv kan tage et ansvar og gå en ny vej i livet. For mig er der en markant forskel på det og på, hvordan troens kraft virker. For over tyve år siden mødte jeg denne kvinde for første gang i en bus. Den dag var jeg fast besluttet på at gøre en ende på mit liv. Hun sad forrest i bussen og talte til mig, da jeg steg ind. Dengang boede vi hundrede meter fra hinanden. Der skete en vending ved det møde; andre vil måske sige et mirakel. Jeg tog ikke til Christiania, men ændrede kurs til en sundere tilværelse og gik i stedet en lang tur ved havet. Jeg havde givet op! Tankerne kører uafbrudt, efter vi har taget afsked på vejen og mit pudsige møde med fortiden igen har sat sig ind i bilen og er kørt væk. Pludselig står jeg foran præsteboligen og tager en dyb indånding, så mit bryst fyldes med luft. Jeg banker på døren! I døren står en ung kvinde i helt almindeligt tøj og byder mig velkommen, en præst uden præstekjole eller messehagel. Det undrer mig en smule at se hendes farverige afslappede tøj, jeg har kun set hende før i sort præstekjole. Fyldt 12

S a m ta l e r i d en b l å s o f a

med en vis nysgerrighed og skepsis hænger jeg overtøjet i entreen og slukker mobilen. Hun fører mig ind i et lyst værelse, hvor der står et rektangulært bord med to kopper og en blå sofa. Jeg sidder anspændt i sofaen. Mine sanser fyldes med duften af nylavet kaffe. Jeg mærker en dyb uro. Jeg tænker: kan jeg være hudløst ærlig overfor en præst? Lidt undrende over, at jeg i samme åndedrag føler mig helt tryg! Min velopdragenhed gør, at det falder mig svært at lyve, og hver eneste dag forsøger jeg at være ærlig overfor mig selv og andre. Så ordene begynder at flyde uden forbehold. Efter en kort præsentation kommer et af mine første spørgsmål af mere etisk og principiel karakter. Hvordan har du det med bi- og homoseksualitet? Fordømmer kristendommen mennesker med en anderledes seksualitet? Jeg har hørt nogle sige, at det står i Bibelen? Mine spørgsmål står i kø og vælter ud af mig – så, nu er det sagt højt! Kort svarer præsten, at Gud er ikke fordømmende, men tager mennesket som det er og derfor også med den kærlighed, der opstår i det enkelte menneskes liv. Og at de fleste præster – og hendes kirke i øvrigt – er positivt stemt overfor både hetero- og homoseksuelle ægteskaber. Jeg er tilfreds med svaret og begynder på præstens opfordring langsomt og lidt usikkert at tale. Det sker med flere blokeringer undervejs, når jeg pludselig fanger mig selv i den uvante situation, at jeg sidder i en præstebolig. Det er kort tid efter min fødselsdag. Der er kulde og afstand mellem mig og min kæreste. Det er sommer, og jeg har netop talt med en veninde om, hvad der foregår på hjemmefronten – jeg er totalt udmattet. Det skræmmende M ø d et

er, at jeg er kommet til at tro på en sandhed, som ikke er min egen. Min kærestes manipulation gør, at de ord, som ikke er min sandhed, ender med at blive min og minder mig om mit tidligere ægteskab. Et ægteskab, jeg sluttede på grund af utroskab. Min kæreste er ikke utro, men fremkalder den samme følelse i mig! En virkelig ubehagelig følelse af afmagt overfor et andet menneskes handlinger, hvor jeg ikke længere er i stand til at skelne sandheden fra løgnen. Kun ved hjælp af mine venners tålmodighed og lytten formår jeg lige akkurat at holde fast i min egen sandhed om livet – at ethvert menneske er ansvarligt for egne ord og gerninger, og størst af alt er kærlighedens enkelhed. Min kæreste og jeg har boet sammen i to måneder, vi mødtes i et S-tog for godt et år siden. Jeg blev tiltrukket af denne ukendte kvinde, hvis mystik både betog og skræmte mig. Jeg husker det tydeligt. Hendes pågående adfærd vakte mit begær – også selvom min første indre intuition var: hold dig langt væk! Hun virkede som et meget vredt menneske med et uforløst indre. Men jeg var fanget af dette begær, som skabte en længsel i mig efter mere, og jeg blev fanget i spillet fra første færd og glemte alt om min første intuition og indre følelse. Jeg lod mig rive med af hendes uimodståelige charme, som gemte på noget ukendt og mystisk. På det tidspunkt gik jeg og sleb mine gamle brune døre i min lejlighed, så den kunne fremstå lys og lækker. Det var et større projekt, som løb over hele sommeren, og jeg var lykkelig. Lykkelig over livet, fri af lænker fra fortidens bump og oplevelser. Nu skulle jeg bare leve og elske. Når jeg tænker tilbage her i sofaen, virker det som en helt anden verden, modsat lige nu, hvor alting er vendt på hovedet ... Mens jeg sidder og fortæller, strejfer tanken mig: 14

S a m ta l e r i d en b l å s o f a

Er det nu Guds eller min egen vilje, der har ført mig til en følelse af uendelig ligegyldighed og samtidig til en præst – af alle mennesker? Kvinden fra S-toget blev min skæbne i en lang periode. Forandringerne skete samme dag, som hun besluttede at flytte ind hos mig. Langsomt forvandledes min verden, som jeg selv havde kæmpet for at gøre god og tryg, til en tilværelse fyldt med frygt, afmagt og afvisninger fra hende, min kæreste, uden forklaring. Heldigvis bevarede jeg min sunde fornuft på ét område: Da hun foreslog at blive skrevet på andelsbeviset. Jeg afviste det, så vanvittig var jeg heldigvis ikke blevet endnu. Kærligheden og de nære relationer skal da ikke være sådan, vel? Det ender skidt. Det er et mareridt. Det ender skidt. Hvad bringer i morgen?

P R Æ STEN Det ringer på døren. Klokken er fire om eftermiddagen. Hun er der til tiden. Jeg går ud og lukker op. Det er tydeligvis nogle lange tunge skridt, hun har taget herhen. Det har ikke været let for hende at skulle begive sig hen til præsten. »Er jeg virkelig sunket så lavt?« »Er jeg virkelig kommet så langt ud nu?« De negative tanker står malet i hendes ansigt. Jeg har lavet kaffe. Det vil hun gerne have. Sort. M ø d et

Munden er lille og sammenbidt, øjnene trætte, stirrende, tænksomme. Et alvorligt ansigt. Et ansigt lagt i folder. Hun har prøvet lidt af hvert i sit liv, kan man se, for hendes ansigt bærer et klart vidnesbyrd. Men sorgen og glæden går altid hånd i hånd, sorgen er glædens skygge, og glæden er sorgens lys. Hun har også haft det sjovt, det kan man se, det har ikke været trist det hele. Hun ligner et menneske! Kvinden er kommet til sjælesorg hos præsten. Hun ved bare ikke selv, at denne samtale kaldes sådan. Sjælesorg. Man kan høre på ordet, hvad det handler om. Det handler om sjælen, psyken, det indre. Den anden del af ordet sjælesorg, vidner om to ting. For det første at sjælen sørger over noget, at sjælen har fået sorgen ind på livet, og for det andet, at der nu skal drages omsorg for denne sjæl. Sjælesorg betyder omsorg for sjælen, omsorg for mennesket. Vi indleder med at referere til de tre gange vi har mødtes før og den mail, kvinden skrev til mig. En mail med det klare formål at bede om en samtale, trods det at det virkede som det mest unaturlige for hende at skrive til en præst. Det er cirka en måned siden, jeg mødte kvinden første gang. Det er en åbenbaring, selv for en præst, at man indimellem skal ud af sine vante omgivelser for at møde nyt. Det var en søndag. Der var sommerferie og sygdom i en af nabokirkerne, så ingen af de to fastansatte præster kunne komme på arbejde. Derfor var jeg indkaldt til at holde gudstjenesten kl. 10.30, for jeg havde gudstjenestefri i den kirke på Frederiksberg, hvor jeg til daglig er præst. Solen skinnede den dag. Det var varmt, og jeg kom cyklende til kirken lidt i ti. En yngre kvinde kom gående samtidig. Jeg tænkte, at nabokirken måske havde en ung 16

S a m ta l e r i d en b l å s o f a

menighed, det var nemlig første gang jeg skulle prædike der. Der var en del i kirke den formiddag, blandt andet kvinden, som jeg havde set komme meget tidligt. Det var 9. søndag efter trinitatis, og prædikenen handlede om stress og om når alting bliver for meget. Teksten fra Lukasevangeliet kaldes »Lignelsen om enken og den uretfærdige dommer«: »Jesus fortalte dem en lignelse om, at de altid skulle bede og ikke blive trætte. Han sagde: »I en by var der en dommer, som ikke frygtede Gud og var ligeglad med mennesker. I samme by var der en enke, og hun kom gang på gang til ham og sagde: Hjælp mig til min ret over for min modpart! Længe ville han ikke, men til sidst sagde han til sig selv: Selv om jeg ikke frygter Gud og er ligeglad med mennesker, vil jeg dog hjælpe denne enke til hendes ret, fordi hun volder mig besvær; ellers ender det vel med, at hun kommer og slår mig i ansigtet.« Og Herren sagde: »Hør, hvad den uretfærdige dommer siger! Skulle Gud så ikke skaffe sine udvalgte deres ret, når de råber til ham dag og nat? Lader han dem vente? Jeg siger jer: Han vil skaffe dem ret, og det snart. Men når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden?« Lukasevangeliet, kapitel 18, vers 1-8 Jeg begyndte noget utraditionelt med at synge strofen: »Jeg bærer med smil min byrde, jeg drager med sang mit læs, jeg er som den vilde hyrde, der genner sit kvæg på græs.« Og jeg fortsatte med prædikenen: »Da Jeppe Aakjær i sin tid skrev disse ord, var det nok med tanke på århundredeskiftets optimisme i 1906. Intet skal M ø d et

få det livsdygtige menneske ned med nakken, for han kan klare sig selv, kan han, når blot han håber på det gode, tror på verden og sig selv – og på Gud, naturligvis. Jeg bærer med smil min byrde og drager med sang mit læs … Den gode Jeppe Aakjær havde nok ikke drømt om, at det omkring hundrede år senere for mange skulle komme til at betyde lige det omvendte, at dét med at bære sin byrde selv, kunne fremkalde en folkesygdom, man kalder stress, fordi mange samtidig havde glemt, at der var en Gud, der kunne hjælpe. Men lad os blive i dette billede, at jeg bærer min byrde med smil. Der er tro, håb og viljestyrke over disse ord, ligesom der også er over dagens evangelium, og man siger jo, at håbet er lysegrønt! Og hvis det er rigtigt, så må mismodet være mørkegrønt – ja helt grumset og mørkt som bunden af en sø. Du skal hjælpe mig, trygler hun, enken, du skal hjælpe mig! Du må ikke forvandle mit lysegrønne håb til farven på bunden af en bæk. Jeg vil tro på det gode, jeg vil tro på, at du vil mig det godt, at jeg kan få hjælp af dig, når jeg trænger til det – om jeg så skal trygle dig om det dag og nat, så vil jeg tro på det, for mit håb er lysegrønt! Det er sådan en kvindeskikkelse Jesus præsenterer os for i dag. En kvinde, der har mistet sin mand og lidt et stort tab både menneskeligt og økonomisk. Hun er fattig. Ejer ikke til dagen og vejen, for sådan var det for enker på Jesu tid, de havde ingen rettigheder i samfundet og var henvist til andres hjælp og velvilje. Der er tydeligvis også en, der har snydt hende, og hun bruger den eneste mulighed for oprejsning, hun kender, skønt hun ved den nok er umulig: at gå til en dommer, der i bund og grund er ligeglad med hende, for 18

S a m ta l e r i d en b l å s o f a

som der står: han var ligeglad med alle mennesker og troede heller ikke på Gud. Men det afholder hende ikke fra at prøve, trods det at hun sikkert er slået til jorden mange gange i et liv, der har været benhårdt. Historien om den standhaftige enke, kunne man passende kalde den. En historie, der taler til enhver, der hører den, for hvor har vi dog indimellem brug for at få pudset vores mørkegrønne håb af, så det kan funkle lyst igen. I vores verden burde vi ikke have noget særligt at bede om. Vi har alt. Penge, god privatøkonomi, råd til det sjove og en ferie. Vi kan ønske os en fladskærm i julegave og regne med at få den. Vi har demokrati og et velfærdssamfund, der giver os alt det vi behøver. Og alligevel brokker vi os over, at vi får for lidt! Ofte er det dog med et glimt i øjet, for vi ved godt, at vi har det godt i Danmark i forhold til mange andre steder i verden. Vi er blevet udråbt til verdens lykkeligste land, blandt andet pga. vores lave arbejdsløshed og vores evigt naive optimisme. Man kan måske gå så langt som til at sige, at håbet er lysegrønt i Danmark – men det lader jeg nu den enkelte afgøre. Dagens evangelium viser os styrken ved at håbe og tro på noget – og blive ved! Men vi må spørge os selv: Hvad kan vi dog tillade os at bede om her i Danmark – vi har jo alt! Svaret giver sig selv, for i det øjeblik vi tror vi har alt, så tror vi også at vi kan alt og ikke har brug for hjælp. Ikke behøver at bede om hjælp. Og det får os i knæ og det får Berlingske Tidende til at smække en historie på forsiden af avisen med overskriften: Danskerne får stress af egne forventninger! M ø d et

Artiklen viser, at tres procent af os får stress, fordi vi ikke tør læsse af eller bede om hjælp – vi lægger hele byrden på vores egne skuldre. Jeg bærer med stress min byrde af eget forventningspres. Det er hård kost at leve i et velfungerende land, hvor vi kan have svært ved at give ting fra os i frygt for, at nogle andre vil tabe dem. Så hellere slæbe os selv ihjel. Men vi har netop brug for hjælp med at bære livets byrder! Altså må vi spørge igen: Har vi lov til at bede om hjælp, og hvad kan vi tillade os at bede om? Svaret er: JA – bed om ALT! Bed, så skal der gives jer, søg, så skal I finde! Kvinden, der ender med at få hjælp fra dommeren i dag, er vores bønsforbillede. Hun viser os vejen ved at være et billede på at lægge problemerne i Guds hænder. Gud er ikke inden i os selv, men ligger uden for os som en hjælp, der kommer os til undsætning, når vi tør dele byrden. Og se, tingene løser sig altid på den ene eller den anden måde i det øjeblik, vi tør sænke skuldrene, give op og tænke, han sendte sin søn, for at jeg skulle få en hjælper ved min side både i mørke og lysegrønne tider – og Han bærer med smil min byrde, mens jeg drager med sang mit læs!« Sådan lød prædikenen den søndag.

KVINDEN Det er atter mandag morgen, jeg er på vej til arbejde. Metroens stille kørsel er ikke årsag til mine mavesmerter eller kvalmen, som giver mig åndenød. Jeg mærker tydeligt,

S a m ta l e r i d en b l å s o f a