Søndag

Søndag - Indhold.indd 2

19-12-2019 10:55:15

Niels Grønkjær

Sø nda g P r æd i ken er

E k sistensen K ø b e n h av n 2020

Søndag - Indhold.indd 3

19-12-2019 10:55:15

Niels Grønkjær Søndag Prædikener © Forfatteren og Eksistensen, 2020 Bogen er sat med Plantin på Eksistensen og trykt hos ScandinavianBook ISBN-13: 978-87-7457-0622-2 Omslag: Anna Falcon Svendsen De forelagte prædikener som følger kirkeåret, er holdt i Vartov Kirke og Immanuelskirken 20152019, bortset fra den første som er holdt i Vor Frue Kirke i Aarhus i december 2004.

Med enkelte justeringer følger evangelie­teksterne oversættelsen af 1992.

Bibelteksten bringes med tilladelse fra Det Danske Bibelselskab og er fra den autoriserede oversættelse af Bibelen fra 1992. © Det Danske Bibelselskab 1992 Udgivet med støtte fra Anisfonden Eksistensen Frederiksberg Allé 10 DK-1820 Frederiksberg C tlf. 3324 9250 www.eksistensen.dk

Søndag - Indhold.indd 4

19-12-2019 10:55:15

Indhold Tiden vender 7 Glæden for os 15 Det 21 Alt godt 29 Tillid 37 Et menneske fødes to gange 45 Det umisundelige 51 Tankeløshed 59 Tak 67 Ødselt 75 Skyld og nåde 81 Lidelsen er ikke sandheden om alt 89 Stod han op som ordet går? 97 Afsked 105 Den fuldkomne glæde 111 Kærlighed har ingen årsag 117 Fornærmethed 123 Den gode skam 131 Styrkelse 137 At leve i frihed 143 Levende og døde 149 Vi må bede helt til næste søndag 155

Søndag - Indhold.indd 5

19-12-2019 10:55:15

6

Søndag - Indhold.indd 6

19-12-2019 10:55:16

Tiden vender 3. søndag i advent – Matthæus 11,2-10 Da Johannes i fængslet hørte om Kristi gerninger, sendte han bud med sine disciple og spurgte ham: “Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?” Jesus svarede dem: “Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser: Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige.

Og salig er den, der ikke forarges på mig.”

Da de var gået, begyndte Jesus at tale til folkeskarerne om Johannes: “Hvad gik I ud i ørkenen for at se? Et siv, der svajer for vinden? Nej, hvad gik I ud for at se? Et menneske i fornemme klæder? Se, de, der bærer fornemme klæder, findes i kongeslottene. Nej, hvad gik I ud for at se? En profet? Ja, jeg siger jer, også mere end en profet.

Det er om ham, der står skrevet: Se, jeg sender min engel foran dig, han skal bane din vej for dig.”

Johannes Døber er en mærkelig skikkelse. En randfigur i evangeliernes persongalleri. Ikke bare i den forstand at han holder til i ørkenen, i randen af samfundet hvorfra han revser dets spidser – dårligt klædt som sig hør og bør. Men han er også en randfigur i den forstand at han ikke rigtig er med i Jesu livshistorie, selv om han ved at døbe Jesus er med til at indstifte hele forløbet.

Jesus og Johannes ser kun hinanden to gange. Ja, det er måske så meget sagt, for den første gang er de begge fostre. Maria kommer på besøg hos Elisabeth, og Johannes springer af glæde i sin livmoder da han

7

Søndag - Indhold.indd 7

19-12-2019 10:55:17

hører Maria hilse på sin ældre slægtning. Den anden gang er da Johannes døber Jesus i Jordanfloden. Det var åbenbart ikke meget man så til sin familie dengang, og Jesu dåb fejres da heller ikke med nogen familiefest. Johannes Døber giver således stødet til et helt afgørende udviklingsforløb – men er ikke selv med i det.

Denne randtilværelse er også blevet ham til del senere i historien. Af og til gøres han til martyr, men almindeligvis ikke. Mærkeligt at han ikke altid er det.

For martyr betyder vidne, og Johannes står jo frem for at aflægge vidnesbyrd og vidne om Jesus, som det hedder. Det er det ene kriterium der skal til for at man kan kaldes martyr. Det andet kriterium er – i hvert fald oprindelig – at man bliver slået ihjel for det, vel at mærke på en sådan måde at der flyder blod; det er ikke nok at blive kvalt. Også dette kriterium opfylder Johannes da han så grusomt bliver halshugget, nærmest for åben skærm, ved Herodes’ fødselsdagsfest.

Så hvorfor er Johannes ikke selvskreven som martyr når han nu ligefrem er blodvidne? Og hvorfor tilkommer det i stedet Stefanus at blive kirkens første martyr da han bliver stenet Anden juledag?

Johannes er og bliver åbenbart en randfigur. Det er derfor fortællingerne om ham fylder så meget i adventstiden. Advent betyder ‘komme’, og Johannes baner vejen for Jesu komme. Han peger bort fra sig selv, hen på det kommende, hen på den der kommer. Det hele er ikke rigtig begyndt endnu; men det er ved at begynde. Det må være mærkeligt at være Johannes: at være med i historien, men samtidig udenfor.

8

Søndag - Indhold.indd 8

19-12-2019 10:55:17

Som nu hvor han er kastet i fængsel for sin samfundsrevsende virksomhed og for at have fornærmet kong Herodes. Han sender nogle af sine tilhængere for at stille Jesus det spørgsmål som plager ham dag og nat: ‘Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?’ I vores moderne ører lyder det lidt underligt: ‘Er du den, som kommer?’ Han er jo kommet, Jesus.

Så hvorfor spørge sådan? Hvad mener Johannes med ‘den som kommer’? Hvad forventer han sig af ‘den som kommer’?

Johannes havde tordnet mod embedsmændenes korruption. Han havde skældt de religiøse ledere huden fuld. Han havde prædiket omvendelse – forlangt at jøderne skulle vende sig om, 180 grader. Og nogle af dem havde tilsyneladende elsket det. Men hvad så de når de vendte sig om, der i ørkenen, og stirrede ud i tomheden? Nu havde det bestående fået sin bekomst, men hvad så?

Det havde været så nemt at bryde ned, at gøre op med ‘loven’, det bestående, samfundets autoriteter og institutioner. Det havde blot krævet at han råbte højt og aggressivt, at han klædte sig smagløst, og at han lod være at barbere sig. Men at bygge op og vise en vej ud af ideologiernes rygende ruiner – det havde han ikke formået, men overladt til ‘den som kommer’. Johannes havde nok formået at gøre op med fortiden.

Men hvad med fremtiden? Det er det med fremtiden, der nager ham i fængslet. Fortiden kan vi forholde os til, og vi kan aflaste hinanden for dens tyngde, men ikke afskaffe den. Fremtiden kan vi derimod ikke forholde os til på en særlig bestemt måde. Det bliver meget ubestemt. Vi kan enten forholde os til fremtiden i forventning eller i frygt. Men hvad vi mere præ-

9

Søndag - Indhold.indd 9

19-12-2019 10:55:17

cist forventer, eller hvad vi mere præcist frygter, det ved vi ikke. I forventningen og frygten er det ikke dette eller hint vi forholder os til, men hele vores liv. Vi forventer alt godt, og vi frygter alt ondt. Det er denne åbenhed ved fremtiden som giver os muligheder, og som skræmmer os.

Tiden op til jul, adventstiden, denne kommende tid, er en tid som mere end andre tider er rettet mod det der kommer, mod fremtiden. Og jo mere denne fremtid nærmer sig, jo mere det spidser til, jo mere tiden fyldes af fremtiden, jo større bliver udsvingene mellem frygt og forventning. For hvad skal det hele mon ende med?

Det er ikke så underligt at vi hele tiden spørger hinanden hvordan vi skal fejre julen. I al sin banale konversation drejer spørgsmålet sig om det der uvilkårligt berører os, netop nu hvor så meget betydningsfuldt vælder frem, minder og forventninger. Det er ikke lige meget hvor vi fejrer jul, hvordan vi pynter juletræet, og hvad vi skal spise. Og det er ikke tilfældigt at erindringer og forventninger knytter sig så stærkt til for eksempel dufte. Vi siger at duften sidder i erindringen; men er det nu rigtigt? Er det ikke omvendt sådan at erindringen sidder i duften? Duften påkalder sig erindringen, og uden duften, lyden eller lyset ville erindringen om fortiden opløse sig i tågede forestillinger.

Der hører en vis materialitet til vores forventning – og vores frygt; også selv om vi har svært ved nøje at bestemme det. Det skyldes at vores forventning til fremtiden og vores frygt for den involverer hele vores tilværelse.

10

Søndag - Indhold.indd 10

19-12-2019 10:55:17

Frygten for at alting pludselig skal blive anderledes, er en følelse som man godt kan blive bemægtiget af.

Det er ikke nødvendigvis frygten for at verden som helhed pludselig skal blive til intet, at kloden skal falde ud af sin bane, fortæres af solens brand. Det er også frygten for at vores livsverden skal forgå. Frygten for at der indtræffer det forfærdelige som lægger vores liv i ruiner så intet bliver som før. Frygten for at den selvfølgelighed hvormed vi til daglig hengiver os til hinanden og vores gøremål, pludselig skal tages fra os.

Det er denne frygt som ryster vores gang på jorden, og som kan lamme os.

Og så – på den anden side – forventningen. Forventningen om at der indtræffer det glædelige som river os ud af en måske trøstesløs tilværelse. Forventningen om at vi ikke er henvist til selv at skabe os lidt lykke, men at der sker noget som griber os og gør alting anderledes. Forventningen om at vores små grå liv overstråles af noget andet og mere, noget som vi ikke selv er ophav til. Vi nærer måske dunkle forventninger og forhåbninger om at ‘solopgangen fra det høje vil besøge os for at lyse for os, der sidder i mørke og dødens skygge’, som Zakarias synger i dagens andet evangelium, i den lovsang som vælder ud af ham da han – efter at være blevet slået med stumhed – igen har fået mund og mæle.

Vil forventningen altid være iblandet frygt? Hør frygten i Johannes’ frygtsomme spørgsmål: ‘Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?’ Som om han vægrer sig ved at tro at den forventning, han i sin nidkære moralprædiken har stimuleret hos sig selv og hos andre – som om han gribes af frygt for at denne forventning skuffes. Denne frygt findes ikke hos de

11

Søndag - Indhold.indd 11

19-12-2019 10:55:17

sande martyrer, og det er nok derfor at Johannes ikke slet og ret regnes blandt dem.

Advent betyder at frygten er under afvikling. Forventningen er ved at tage livet af frygten. Som vi synger i Brorsons adventssalme: ‘Mose rige nu ophører, / Kristi friheds Ånd os fører, / borte er den trældoms frygt.’ Den frygt som love og autoriteter indgyder os, er ved at blive brudt. Johannes har bidraget sit til det.

Men var han i sin moralprædiken ikke også selv i færd med at etablere et nyt frygtens rige? Tænk hvis hans budskab var gået hen og blevet normdannende!

Så var det måske gået vores kultur som det en overgang gik i Firenze da den fanatiske munk Savonarola udspyede dødstrusler over byens kunst, kultur og politik. Men det store ved Johannes er at han selv er klar over at det kunne gå sådan. Derfor viser han bort fra sig selv: Jeg er ikke ‘den som kommer’; jeg baner blot vejen for ham. Med sin frygtforventning peger Johannes hen mod den frygtløse forventning. Men han kommer aldrig selv derhen.

Gør vi? Kan vi aflægge frygten for at det ikke går som vi forventer? Der er naturligvis en udvej: Vi kunne lade være at forvente. Lade være med at håbe. Lade være med at se en fremtid for vores liv. Resignation i stedet for frygt. Men hvad enten det er det ene eller det andet, så tager vi fremtiden fra os selv. Det er slemt nok. Men det bliver endnu værre når vi med vores frygt eller resignation tager fremtiden fra andre: ‘Hvis du lader være med at håbe noget, eller hvis du frygter det værste, så er du på sikker grund.’ Men hvad er det for en livsholdning? Det er en dødsholdning.

12

Søndag - Indhold.indd 12

19-12-2019 10:55:17

Det sidste man må tage fra et menneske er dets fremtid. Den kristne bekendelse til kødets opstandelse betyder at ethvert menneske altid har en fremtid, og at denne fremtid indbefatter alle dets livserfaringer. Såvel de sjælelige som de kødelige. Såvel stemningerne som den materialitet der nærer dem. Det er vores liv: hele dette ynkelige sammensurium af uklare omstændigheder og relationer; hele dette vidunderlige spektrum af regnbuens klare farver.

Det er alt dette som har en fremtid. Det er det han kommer til, ‘den som kommer’. ‘Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige.’ Hvem kan så påstå at der ikke er tænkt på hende eller ham? Vi har måske nok at frygte, for der er meget i vores liv som vi ikke vil og kan være bekendt. Men det er faktisk alt det han kommer til da han fødes som et menneske i kød og blod. Han kommer til det, bekender sig til det som vi ikke vil være bekendt. Det indgyder os en forventning som kan tage livet af frygten.

Det er med forventninger som med erindringer.

Erindringen er ikke bare nogen vi bærer inden i os.

Den påkaldes af noget som kommer til os udefra (duften af gran). Det gælder også forventningen: Den producerer vi ikke på vores sjælelivs smalle snedkerbænk.

Forventningen vækkes af at nogen siger til os: ‘Skulle vi ikke …’ eller ‘Jeg tror, at det bliver en dejlig jul.’

Den forventning som omkalfatrer hele vores liv, vores livsforventning, den indgydes vi, fordi ‘han som kommer’, siger til os at alting er godt, og at det er forudsætningen for at alting kan blive bedre. Vi kan nære forventninger til vores fremtid uden at være tvunget

13

Søndag - Indhold.indd 13

19-12-2019 10:55:17

til at glemme vores fortid. Forventningen giver os en fremtid.

Johannes kom aldrig så langt. Han kom aldrig helt ud af ‘lovens’ fangenskab. Han fik aldrig helt hørt ‘evangeliet’. Han blev aldrig en rigtig martyr. Han banede ganske vist vejen i ørkenen. Men han blev aldrig helt sikker på at Jesus ikke var et fatamorgana, og at han var af kød og blod. ‘Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?’ Han døde i fængslet for en lov der var strengere end hans egen.

Men dette lovens afmægtige rige skal ophøre og fremtiden lægges åben. Vi lever ikke længere i randen af Guds historie. Vi er ikke længere Guds frygtsomme undergivne, men hans overgivne og forventningsfulde livsledsagere.

Han kommer! Vi venter ikke nogen anden, for vi vil ikke forkaste vores liv, nu da han er ved at vedkende sig det. Vi er ikke længere undergivet lovens trussel: ‘Du kan bare vente dig!’. Vi lever i evangeliets frihed.

Vi forventer alt.

14

Søndag - Indhold.indd 14

19-12-2019 10:55:17