Roedhalsen og andre fortaellinger uddrag

Rødhalsen og andre fortællinger SELMA LAGERLÖFS KRISTUSLEGENDER Genfortalt af Werner Fischer-Nielsen

Unitas Forlag

Rødhalsen og andre fortællinger Selma Lagerlöfs Kristuslegender Genfortalt af Werner Fischer-Nielsen Illustrationer: Esben Hanefelt Kristensen Foto: Fotovision Grafisk tilrettelæggelse: Karina Rydendahl © Unitas Forlag 2011 1. udgave, 1. oplag Unitas Forlag Peter Bangs Vej 1d DK-2000 Frederiksberg Tlf. 3616 6481 Fax 3811 6481 info@unitasforlag.dk www.unitasforlag.dk Tryk: ReklameTryk, Herning ISBN: 978-87-7517-884-1 Kopiering er kun tilladt i henhold til gældende lov om ophavsret

Indhold Forord.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7 Den De

hellige nat . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

10

vise mÌnds brønd . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

18

Betlehems Flugten

barn .. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

26

til E gypten .. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .

42

I N azaret. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 52 I templet.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 60 Den

hellige V eronikas svededug .. . . . . . .

76

Rødhalsen. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 96 Efterord.. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 106 Kilder. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 108

Rødhalsen det.var.dengang,.da.vor.herre.skabte.verden. Han havde dannet himlen og jorden, og nu var han i gang med at skabe dyr og planter og give dem navn.

Så skete det en dag, da Vor Herre sad i Paradiset og malede fuglene, at farven i hans malerbøtte slap op. Stillidsen havde slet ikke fået nogen farve, hvis han ikke havde tørret sine pensler af i dens fjer.

Det var også den dag, æslet fik sine lange ører, fordi det ikke kunne huske, hvad det hed. Så snart det var gået et par skridt hen over Paradisets enge, havde det glemt sit navn. Og tre gange vendte æslet tilbage for at spørge, hvad det hed. Til sidst var Vor Herre blevet lidt utålmodig og havde trukket æslet i ørerne og sagt: „Du hedder æsel, æsel, æsel!“ Og nu blev æslets ører så lange, at det bedre kunne høre og huske, hvad der blev sagt.

Men det er en helt anden historie.

Vor Herre sad hele dagen stor og mild og skabte og gav liv. Hen imod aften fik han lyst til at skabe en lille grå fugl.

96

Rødhalsen

„Husk, dit navn er rødhals,“ sagde Vor Herre til fuglen, da den var færdig. Og han velsignede den og gav den gode ord med – og lod den flyve.

Men da fuglen havde fløjet lidt omkring og set på den skønne jord, som nu skulle være dens hjem, fik den også lyst til at se sig selv. Den spejlede sig i en vandpyt og så, at den var fuldstændig grå over det hele. Uanset hvor meget den vendte og drejede sig, kunne den ikke få øje på en eneste rød fjer, ikke engang på halsen.

Så fløj den tilbage til Vor Herre. Den lille fugl turde næsten ikke nærme sig sin skaber. Vor Herre var stadig optaget af sit arbejde med at skabe. Ud af hans hænder fløj farvestrålende sommerfugle, og jorden omkring ham spirede med roser, liljer og tusindfryd.

Endelig tog rødhalsen mod til sig og satte sig på hans hånd. Vor Herre så forbavset på den og spurgte, hvad den ville. „Der er noget, jeg gerne vil spørge dig om,“ hviskede den lille fugl ængsteligt. „Hvad vil du gerne vide?“ sagde Vor Herre. „Jo,“ sagde fuglen med bankende hjerte, „hvorfor skal jeg hedde rødhals, når jeg er grå over det hele? Jeg har jo ikke en eneste rød fjer.“ Med det ene øje så den bedende på Vor Herre, og med det andet øje så den, hvordan det vrimlede med fasaner og papegøjer og påfugle i alle farver.

98

Rødhalsen

Og den tænkte på, hvor lidt der skulle til, bare en eneste dråbe farve på brystet, så ville den være en flot fugl, og dens navn ville passe. Den ventede bare på, at Vor Herre skulle sige: „Åh, hvor er jeg dog glemsom. Det må du undskylde. Vent et øjeblik, så skal dine halsfjer blive lige så røde som de rødeste roser og den dejligste solopgang.“ Men sådan sagde Vor Herre ikke. Han smilede kun for sig selv og sagde: „Rødhals har jeg kaldt dig, og rødhals skal du hedde. Men du må selv gøre dig fortjent til dine røde fjer.“ Og Vor Herre løftede hånden, og rødhalsen fløj ud i verden igen med sit lille hoved fyldt med tunge tanker. For hvordan skulle det dog nogensinde kunne lykkes for den?

Det eneste, den kunne finde på, var at bygge rede i en vild rosenbusk. Måske tænkte den, at et rosenblad ville sætte sig på dens strube og give den farve.

Så gik der mange, mange år efter denne dejlige dag. Dyr og mennesker havde forladt Paradiset og spredt sig ud over hele jorden. Menneskene havde lært at bygge huse og templer og byer. De havde lært at dyrke jorden og sejle over havet. De havde lært at skaffe sig mad og tøj. De kunne skabe musik og kunstværker og smykker. Med deres kundskab om godt og ondt havde

99

Rødhalsen

de drevet det vidt. De havde også lært at føre krig. Gud havde skabt livet, men menneskene formåede at slå ihjel.

En ny dag oprandt, en dag, som også ville blive husket for altid i menneskeslægtens historie. Det var en fredag. Den morgen sad rødhalsen på en høj uden for Jerusalems mure og sang for sine små unger, der lå i en rede i en tæt tornebusk.

Rødhalsen fortalte sine unger om skabelsens vidunderlige dag. Den fortalte om, hvordan den havde fået navn, sådan som alle rødhalseforældre havde fortalt deres unger det, siden den første rødhals havde hørt Guds ord og var fløjet fra hans hånd. „Og nu,“ sluttede den bedrøvet, „nu er der gået så mange år. Roserne har blomstret, og rødhalseunger er kommet ud af æggene lige siden skabelsens dag. Men stadig er vi lige grå. Ingen har kunnet vinde de røde fjer.“ Ungerne spærrede gabene op og spurgte i munden på hinanden, om ikke deres forældre havde prøvet at gøre noget stort, så de kunne gøre sig fortjent til den røde farve. „Jo,“ sukkede rødhalsemoderen, „vi har gjort, hvad vi kunne. Allerede da den første rødhals mødte en anden fugl, der så ud som den selv, flammede kærligheden op i dens hjerte, så den følte, at brystet glødede. Den tænkte, at det var Vor Herres mening, at kærlighedens varme skulle farve brystfje-

100

Rødhalsen

rene røde. Men den blev skuffet, som alle efter den blev skuffede, og som I også vil blive skuffede.“ De små pippede bedrøvet. De sørgede over, at de heller ikke ville få den røde farve. „Vi har også håbet på sangen,“ sagde rødhalsemoderen med vemodige toner. „De første rødhalse sang, så brystet svulmede. De tænkte, at sangens glød kunne farve fjerene røde. Men de blev skuffede, som alle efter dem blev skuffede, og som I også vil blive skuffede.“ Ungerne pippede så højt, de kunne. Men deres falske pippen havde ingen skønhed, som kunne vinde farve til deres halsfjer. „Vi har også håbet på tapperhed og mod. Vi har ofte kæmpet mod andre fugle for at forsvare vores unger. Vi tænkte, at kamplysten, som brændte i vores bryst, ville farve fjerene røde. Men vi blev skuffede, som I også vil blive skuffede.“ De små pippede overmodigt om, at de også ville prøve, når de blev store.

De skulle nok vinde de røde fjer. Men rødhalsemoderen svarede dem bedrøvet, at det var umuligt. Når alle deres forfædre havde prøvet, hvordan skulle det så kunne lykkes for dem? Findes der måske noget større end at elske og synge og kæmpe?

101

Rødhalsen

Rødhalsemoderen blev afbrudt, for ud gennem Jerusalems byport kom der et stort optog. Soldater med rustning og sværd, ryttere højt til hest, bøddelknægte med hammer og søm, præster og dommere med værdig holdning, grædende kvinder, tre mænd, som bar på deres kors, og en vrimmel af tilskuere, som håbede at komme til at se noget spændende.

Den lille grå fugl sad på kanten af sin rede. Den frygtede hvert øjeblik, at tornebusken og reden og ungerne ville blive trampet ned. „Pas på!“ råbte den til ungerne, „forhold jer helt stille og kryb sammen.

Nu kommer der en hest, og soldater, pas på!“ Rødhalsemoderen hoppede ned til sine unger. „Det er forfærdeligt. Det må I ikke se. Det er tre forbrydere, der skal korsfæstes.“ Hun bredte vingerne ud, så de små ikke kunne se noget. Men hammerslag, smerteskrig og hånende tilråb hørte de.

Rødhalsen så det hele med øjne, som blev store af rædsel. Hun kunne ikke lade være med at se. „Hvor er mennesker dog onde,“ mumlede hun. „Ikke nok med at de bliver korsfæstet, men den ene har en krone med torne. Tornene stikker ind i hans pande, så blodet flyder. Han ser endda så god og kærlig ud. Bare jeg dog kunne gøre noget! Hvis jeg var en ørn, ville jeg rive naglerne ud af hans

102

Rødhalsen

hænder og fødder med mine stærke klør og jage alle de onde mennesker væk.“ Rødhalsen så blodet, som dryppede fra den korsfæstedes pande, og så kunne hun ikke blive i sin rede længere. „Jeg er ikke nogen ørn, men måske kan jeg alligevel gøre noget for at hjælpe det stakkels menneske.“ Hun lettede fra reden og kredsede længe om den korsfæstede, for rødhalsen er en sky fugl, der aldrig har haft mod til at nærme sig mennesker. Men til sidst tog hun mod til sig og fløj hen og trak med sit næb en torn ud, som havde boret sig ind i den korsfæstedes pande.

Da faldt der en dråbe blod på rødhalsens bryst. Den bredte sig og farvede alle de fine dun på fuglens bryst.

Og den korsfæstede hviskede: „For din barmhjertigheds skyld har du vundet det, som din slægt har ønsket siden verdens skabelse.“ Da rødhalsen kom tilbage til ungerne i reden, råbte de små begejstret: „Dit bryst er rødt, dine halsfjer er rødere end roser!“ „Det er bare en blodsdråbe fra en stakkels dødsdømt mand,“ sagde rødhalsemoderen. „Den forsvinder snart igen.“

103

Rødhalsen

Men lige meget hvor meget rødhalsen vaskede sig i søen, forsvandt den røde farve ikke. Halsfjerene havde farve som de rødeste roser og som solopgangen. Og da ungerne blev voksne, skinnede den samme blodrøde farve også fra deres halsfjer, ligesom den også stråler fra brystet på hver eneste rødhals endnu den dag i dag.

105