Religionskritik som religionsdiskurs

in memoriam Jens Halfwassen 1958-2020

2

Religionskritik som - Indhold.indd 2

20-09-2021 14:35:54

Gerd Theißen

Re ligions kr itik som re li gionsd iskur s Til for svar for e n p o s t s eku l ær di a l o g

Ove r sat af Han n e o g Ol e Da v i ds en

Ek sistens en Kø b e n h av n 2021

3

Religionskritik som - Indhold.indd 3

20-09-2021 14:35:54

Religionskritik som religionsdiskurs Til forsvar for en postsekulær dialog Gerd Theißen © Forfatteren og Eksistensen, 2021 Bogen er sat med Adobe Garamond Pro på Eksistensen og trykt hos ScandinavianBook ISBN: 978-87-410-0786- 1 Omslag: Eksistensen Oversat fra tysk, Religionskritik als Religionsdiskurs © 2020 Alfred Kröner Verlag GmbH & Co. KG Stuttgart Oversættelse: Hanne og Ole Davidsen

Eksistensen Frederiksberg Allé 10 DK-1820 Frederiksberg C tlf. 3324 9250 www.eksistensen.dk

4

Religionskritik som - Indhold.indd 4

20-09-2021 14:35:54

I nd hold Forord

9

Indledning

13

1. Religionskritik som overvindelse af religion

21

1.1 Emancipatorisk religionskritik i den tidlige oplysningstid

22

1.2 Antropocentrisk religionskritik i det tidlige 19. århundrede

25

1.3 Revolutionær religionskritik i det 19. århundrede

30

1.4 Analytisk religionskritik i begyndelsen af det 20. århundrede

38

1.5 Eksistentialistisk religionskritik

44

1.6 Evolutionær religionskritik

47

1.7 Religiøse motiver i religionskritikken

51

2. Religionskritik som religionshermeneutik

55

2.1 Kritik af religionens sandhedsværdi

55

2.2 Kritik af religionens livsværdi

63

2.3 Kritik af religionens kohærensværdi

70

2.4 Kritik af religionens konsensusværdi

76

3. Religionskritik som begrundelse for religion

79

3.1 Religionens sandhedsværdi

81

3.2 Religionens livsværdi

85

3.3 Religionens kohærensværdi

87

3.4 Religionens konsensusværdi

93

Litteraturliste

Religionskritik som - Indhold.indd 5

97

20-09-2021 14:35:54

Religionskritik som - Indhold.indd 6

20-09-2021 14:35:54

Oversætternes forbemærkninger I 2019 blev bogen her udgivet i serien Heidelberger Akademischen Bibliothek. I denne serie har medlemmer af Die Heidelberger Akademie der Wissenschaften mulighed for at præsentere et tema, som er karakteristisk for deres fagområde. Der er tale om videnskabelige visitkort, som ikke alene indbyder andre fagfolk, men også en bredere offentlighed til at stifte bekendtskab med forskere og deres faglige engagement i et videnskabeligt essay.

Vi er glade for, at forlaget Eksistensen vil udgive dette lille værk, for med Religionskritik som religionsdiskurs viser Gerd Theißen sig atter som en nytænkende teolog, altid konstruktivt optaget af at møde samtidens udfordringer til religion og teologi – i forskning, undervisning og forkyndelse.

Som titlen Religionskritik som religionsdiskurs. Til forsvar for en postsekulær dialog antyder, er bogen en forsvarstale for den påstand, at religionskritikken bør indgå i enhver tale og samtale om religion i vores postsekulære tid.

I forbindelse med oversættelsen har vi medtaget en række tilføjelser, som står anført i [skarpe parenteser]. Det drejer sig dels om oversættelser af latinske udtryk, dels om enkelte opklarende noter. Desuden har vi anført og henvist til danske oversættelser af de værker, som forfatteren henviser til.

Rudkøbing, den 1. juni 2021 Hanne og Ole Davidsen

7

Religionskritik som - Indhold.indd 7

20-09-2021 14:35:54

Religionskritik som - Indhold.indd 8

20-09-2021 14:35:54

Forord Hvorfor skriver en ekseget en afhandling om religionskritik? For mange år siden udlagde jeg Det Nye Testamente socialhistorisk og fortolkede bl.a. Jesusbevægelsen som en “vandreradikalisme”, der havde sin baggrund i en social krise. Det mødte både tilslutning og kritik.

Så vendte jeg mig mod psykologiske analyser: Er religion udtryk for ubevidste konflikter eller motiverende imagination? Også det skabte ambivalenthed. I særlig grad var en evolutionær tydning af religion – med spørgsmål som: “Reducerer sociobiologien ikke religion til et spørgsmål om selektive overlevelsesfordele?” – ude af stand til at stoppe betænkelighederne ved den slags problemstillinger.

På grund af sådanne spørgsmål til mit arbejde har jeg i lang tid beskæftiget mig med religionskritik. I 1978 offentliggjorde jeg et skrift: Argumente für einen kritischen Glauben oder: Was hält der Religionskritik stand? Deri nedskrev jeg, hvad jeg anså for værdifuldt ved den kristne religion: En erfaring af “resonans”, som modsiger verdens absurditet og fylder livet med mening. Senere tilføjede jeg, at Bibelen rummer en “anti-selektionistisk etik”, som giver vildfarne og fortabte en chance. Den urkristne teologi fortolkede jeg som en “semiotisk katedral”, der blev bygget af mennesker til Guds ære. Med den indstilling har jeg som teolog med en reformert baggrund forsket, undervist og prædiket.

Da Videnskabernes Selskab i Heidelberg overdrog til mig at lede kommissionen for forskningsprojektet “Nietzsche-Kommentar”, var jeg klar over, at jeg ikke delte Nietzsches religionskritik. Nietzsche ser i den urkristne etik en “slaveopstand i moralen”; jeg tolker denne som en “overførsel nedad af overklasseværdier”. Nietzsche foragtede Paulus som ressentimentets apostel, mens jeg værdsætter ham, fordi han (ligesom Nietzsche) har lært os: Sandt liv begynder hinsides moralen. For Nietzsche er religion livsfornægtelse, for mig livsbekræftelse.

9

Religionskritik som - Indhold.indd 9

20-09-2021 14:35:54

Trods disse uenigheder er der én ting, der fascinerer mig ved Nietzsche: At han forener det, som indtil i dag ikke har fundet sammen i nogen åndsvidenskab: evolutionsteori, socialhistorie og psykologi, alt det, som jeg har arbejdet med.

Mit samarbejde i kommissionen for udgivelse af Karl Jaspers’ værker gjorde mig samtidig opmærksom på, at man også filosofisk kan tænke anderledes end Nietzsche om religion. Uden Karl Jaspers’ skrifter var jeg nok aldrig nået frem til teologien. Det foreliggende lille skrift er derfor et resultat af en lang beskæftigelse med religionskritik og et interdisciplinært samarbejde de seneste år. Grundtanken i nærværende skrift ville Nietzsche nok have afvist, medens Karl Jaspers måske ville have vurderet den positivt: Religionskritik er nødvendig til forståelse af religion. Med dens hjælp kan vi måske finde ud af, hvad der i religionen er gyldigt og har udviklingspotentiale.

Dette skrift plæderer således for, at religionskritik ikke skal forstås som et angreb på religion. Den er en del af den nødvendige diskurs om religion, som alle i det sekulariserede samfund er indbudt til at deltage i. Denne samtale lider imidlertid under, at samtalepartnerne ikke respekterer hinanden. Som teolog har jeg således ofte fået det, måske ensidige, indtryk, at en sådan respekt falder de sekulære religionskritikere svær. Allerede i det 19. århundrede fik denne samtale om religion for mange en negativ udgang, men dette skrift bestrider nødvendigheden af en sådan negativ udgang.

Hvis man tager religionskritik alvorligt, finder man til hver af dens teser en modtese. Når den spiller uløselige aporier ud imod religionen, har den de samme aporier for øje, som den sekulære tænkning heller ikke kan løse, for eksempel modsætningen mellem frihed og determinisme. Når man samler alle religionskritiske teser, får man et nuanceret billede af religion.

Da jeg i årene 1978-1980 underviste i Det Nye Testamente i København, kom jeg fra et land, der var splittet i en politisk polarisering mellem højre og venstre. I København var det velgørende, at vi efter et politisk valg godt kunne sidde og tale sammen i Afdeling for Bibelsk Eksegese, selv om vi repræsenterede modsatrettede politiske holdninger. Inden for teologien var der ganske vist voldsomme debatter mellem tidehvervsfolk og tilhængere af K.E. Løgstrups skabelsesteologi; men som en af mine danske kollegaer sagde til mig: Spis frokost med 10

Religionskritik som - Indhold.indd 10

20-09-2021 14:35:54

de andre, så forandrer alt sig. I Tyskland anså man skabelsesteologi (W. Elert; P. Althaus) for at være lutherske teologers vildfarelse under Det Tredje Rige. I Danmark var skabelsesteologien i K.E. Løgstrups udgave derimod indbegrebet af modstand mod nazisterne.

Samtale fremmer forståelsen, også mellem religion og religionskritik. Den åbne kritik, teologisk og sekulært, af religiøse og pseudo-religiøse bevægelser er lige så betydningsfuld som religionens og teologiens opstand mod meningsløshed og værdinihilisme. Begge samtalepartnere, religion og religionskritik, er vigtige for vurderingen af, hvilke værdier vi fortsat kan tilkende gyldighed i vores kulturelle selvfortolkning.

Heidelberg, den 1. juni 2021 Gerd Theißen

11

Religionskritik som - Indhold.indd 11

20-09-2021 14:35:54

Religionskritik som - Indhold.indd 12

20-09-2021 14:35:55

Indledning I dag er diskursen om religion i høj grad religionskritisk.1 Kritikken gennemsyrer alle samtaler om religion. Det er en chance. For vores samfund er blevet multireligiøst og postsekulært. Nye religiøse fællesskaber og religionsløse grupperinger har fået betydning. Alle må inddrages i diskursen om religion for at muliggøre deres sameksistens.2 Historisk set er det derfor et held, at vi i vores samfund frit kan diskutere religion. Det var ikke muligt før i tiden, og det er ikke en selvfølge alle vegne: I islam bliver religionskritik undertrykt, i Kina er den en statsdoktrin.3 De følgende overvejelser skal bekræfte, at hvis man tager religionskritikken alvorlig, viser der sig et mere differentieret billede af religionen, end mange religionskritikkere ville have troet. Der er derfor ingen grund til at undertrykke religionskritikken af religiøse årsager og endnu mindre grund til at dogmatisere den politisk. Derimod kan vi ved religionskritikkens hjælp bedre forstå religion. Det er nødvendigt for en postsekulær religionsdialog i vores samfund. Samtidig er det nyttigt for kommunikationen mellem de religiøse fællesskaber, og vi får mulighed for at udrede, hvad der i de forskellige traditioner er gyldigt og ikke gyldigt. Således kan religionskritik bidrage til religionsfornyelse.

For mange er religionskritik noget moderne, mens religionen er urgammel. Historisk set er religion rigtignok meget gammel, evolutionshistorisk er den imidlertid ganske ung. Vi finder håndkiler i tidlig ældre stenalder for 600.000 år siden; religion i form af spor fra begravelser finder vi først i mellemste ældre stenalder mellem 120.0001. Jf. Fastenrath 1993; Weinrich 2012; Kühnlein 2018. Eine kommentierte Textsammlung: Weinrich 1985.

2. Habermas (2001). I sin takketale for De Tyske Boghandleres Fredspris indledte han denne “postsekulære dialog”.

3. Om Kina, jf. Gentz 2012.

13

Religionskritik som - Indhold.indd 13

20-09-2021 14:35:55

37.000 f.Kr. På håndkilens tid anede man ikke, at den var forløber for USB-stikket. Religionen kom så til en halv million år senere og har måske også en lang udvikling foran sig, før den har udviklet sig lige så meget som håndkilen.

Religionskritikken er historisk set meget gammel. Den begyndte i “aksetiden” (ca. 800 f.Kr. - 200 e.Kr.), hvor der skete en omvæltning i tænkningen i Europa, Indien og Kina.4 Profeter og filosoffer udviklede dengang i Israel og Grækenland en religionskritik for at lutre religionen. I Indien opstod buddhismen som en kritik af tidligere religioner.5 Nutidig religionskritik er mere radikal. Ud af intern religiøs kritik opstod antireligiøs kritik, der ikke blot ville overvinde religionens skyggesider, men religionen selv. Alligevel dukker der ofte en transformeret religion frem i kritikkens visioner. Ligesom der i religionen findes en religionskritisk opposition, findes der i religionskritikken en kryptoreligiøs modstrøm.

Allerede i antikken finder vi fire grundtyper af religionskritik. Enten tvivles der på religionens sandhedsværdi, når der spørges: Svarer de religiøse forestillinger til virkeligheden? Eller dens livsværdi bestrides, når der sås tvivl om, hvorvidt religionen tjener til at fremme livet.

Eller dens kohærensværdi bliver et problem: Guddommelig almagt og godhed modsiger hinanden. Der stilles også spørgsmålstegn ved dens konsensusværdi, det vil sige, om alle mennesker kan tilslutte sig de grundlæggende religiøse overbevisninger. Disse fire grundtyper af religionskritik svarer til de ‘klassiske’ sandhedskriterier i filosofien: korrespondens, kohærens og konsensus, såvel som pragmatisk bevarelse af liv.

Religionskritikken begyndte på den tid, da man erkendte, at religionen er historisk. Profeten Amos kritiserede i det 8. århundrede f.Kr. en overklasse, der ærede Gud, men udbyttede sit medmenneske (Am 5,21-24). Da han gjorde tilbedelse af Gud afhængig af etiske kriterier, målte han religionen på dens livsværdi. To århundreder senere forfægtede Deuterojesaja i sit eksil (i 6. årh. f.Kr.) som den første en konsekvent monoteisme og kritiserede kultbilleder, der blev tilbedt af 4. Jf. Jaspers 1949.

5. Den religionskritik, der i det følgende vil blive diskuteret, er begrænset til den i Europa udviklede kritik. Her blev først og fremmest kristendommen kritiseret, og derfor står den i centrum.

14

Religionskritik som - Indhold.indd 14

20-09-2021 14:35:55

menneskene, skønt de selv havde skabt dem. (Es 44,6-20). Han målte religionen på dens sandhedsværdi. Igen to århundreder senere, i eftereksilsk tid, kritiserede Jobs Bog den overbevisning, at Gud belønner de gode og straffer de onde. Job insisterer på sin uskyld trods alle de lidelser, han er blevet prøvet med. Den retfærdiges lidelse modsiger troen på en retfærdig Gud. Teodicé-problemets aporier sætter spørgsmålstegn ved religionens kohærensværdi.

Parallelt hermed udvikledes der i Grækenland en filosofisk religionskritik. I det 6. århundrede f.Kr. formulerede Xenofanes mistanken om projektion, idet han ligesom Deuterojesaja kritiserede kultbillederne: … hvis køer og heste eller løver havde hænder eller kunne male med disse hænder og udføre sådanne kunstværker, som jo menneskene kan, så ville hestene fremstille gudernes udseende i lighed med hestes, og køerne med køers, og de ville give dem legemer af samme art som det, de hver især selv besad.6

Xenofanes fremsætter en inklusiv filosofisk monoteisme, som i de mange guddomme aner en skjult enhed. Deuterojesaja fremsætter på samme tid en eksklusiv monoteisme, der fornægter eksistensen af andre guder. Begge kritiserer de religiøse overbevisningers sandhedsværdi. Det skete også i rationelle redegørelser om tro på guder i Grækenland. Dér mente nogle af Euhemeros’ efterfølgere (ca. 340-260 f.Kr.), at politiske magthavere senere var blevet tilbedt som guder.7 Andre anså guderne for personificeringer af naturens kræfter – således stoikerne, der tolkede myterne allegorisk.8 I den filosofiske religionskritik stod også religionens livsværdi til diskussion. Religion blev ført tilbage til naturens eller samfundets overmagt. Frygten for disse magter har fremkaldt guderne: primus in orbe 6. Mansfeld 1983, nr. 29, s. 222f. (Klemens fra Alexandria, Stromata V 109,3). [Citeret efter Sven Fenger, Religionshistoriske tekster, København 1967, s. 164f; dog i ny retskrivning].

7. Euhemeros skildrer, hvordan grundloven for kongerne Uranos, Kronos og Zeus bliver fundet i et tempel. De blev senere tilbedt som guder, hvoraf man slutter, at guderne oprindeligt var magthavere.

8. I det 6. århundrede skulle Theagenes fra Rhegion som den første have fortolket de homeriske gudeskikkelser allegorisk.

15

Religionskritik som - Indhold.indd 15

20-09-2021 14:35:55