Pinligt! Fire gode julegerninger uddrag

Henrik Nilaus

Fire gode julegerninger

I Pinligt!-serien findes desuden: Pinligt! 1. Dittes familie Pinligt! 2. Ferien i Grønland Pinligt! 3. Ditte på efterskole Pinligt! 4. Væddemålet Pinligt! 5. Dittes valg Læs mere på www.henriknilaus.dk

Julegaver

t n e v d A 1.

J

eg elsker alt, der har med julen at gøre. Især når det hele begynder. Og hjemme hos os be­ gynder det søndagen før 1. advent. Det er en tradition.

Far laver adventskransen. »Det har jeg gjort, lige siden jeg var 6 år.« Jeg ved ikke om det passer, men han siger det i hvert fald hvert eneste år.

Vi andre laver juledekorationer med kalenderlys, pyntet af ting vi har fundet i skoven. Vi andre er min sto­ resøster, Ditte, som kan være sådan ret store­søsteragtig, min storebror, Mikkel, som er blevet alt for klog, efter at han er begyndt i gymnasiet, og så selvfølgelig min mor.

Min mor kan godt lide at bestemme. Hun er formand for skolebestyrelsen og sidder også i byrådet.

Så jeg ved egentlig ikke, hvor heldig jeg er med min familie. Men når vi laver julepynt, plejer vi at hygge, som vi gør lige nu, hvor hele bordet er dækket af ler og gran, mos og kogler, visne blomster og græsstrå, grene med bær og alt sådan noget.

Jeg lavede tre juledekorationer. »Det gælder jo ikke om at lave mange, men om at lave dem pæne!« sagde Ditte. Selv havde hun kun lavet en.

Da vi var færdige, gik vi så småt i gang med at rydde op. Jeg tændte for fjernsynet.

5

Julen er hjerternes fest, men det er ikke alle, der har råd til at holde jul. I Danmark er der cirka 7.000 familier, hvor det ikke bliver jul i år. Aftenshowet har inviteret en af familierne ind i studiet.

»Hvad med lige at slukke og komme og hjælpe os andre,« sagde Ditte. »Jeg skal bare se det her,« sagde jeg. »Christina, sluk så!« Ditte prøvede at få fat i fjern­ betjeningen. »Hvad sker der her?« spurgte mor. »Der er nogen, som slet ikke har råd til at holde jul,« sagde jeg. »Ingen julegaver, intet juletræ, ingen julehygge, ingen verdens juleting.« »Det lyder ikke så godt!« »Ikke så godt!« sagde jeg. »Man må da kunne gøre noget?« »Du kan jo give dem en af dine juledekorationer,« foreslog Ditte. »Det er da en menneskeret at holde jul,« sagde jeg. »Men hvad kan vi gøre?« spurgte mor. »Vi kan jo ikke gøre så meget.« Jeg tog mine juledekorationer med ind på mit væ­

6

relse. Ikke gøre så meget! Selvfølgelig kunne vi det! Og hvis de ikke ville, så ville jeg.

Da vi alle sad samlet ved middagsbordet, havde jeg også allerede en plan klar. »Jeg har tænkt på noget,« sagde jeg. »Det er da rart, og for øvrigt også noget helt nyt, hvis du er begyndt at tænke,« sagde Ditte. »Og hvis det så oven i købet er rigtigt, så tror jeg, vi får en god jul.« Jeg valgte at ignorere hende totalt. »Vi skal hjælpe dem, som ikke har råd til at holde jul. Alle de børn, som slet ikke får nogen julegaver!« »Men det er der altså ret mange, der ikke gør,« sagde Mikkel, »sådan cirka to til tre milliarder fordelt ud over hele kloden.« »Det lyder godt nok som noget af et større projekt, du er ved at kaste dig ud i,« sagde far. »Kun dem i Danmark,« sagde jeg irriteret. »Ja, det gør det jo unægtelig noget mindre,« sagde far, »men alligevel lidt af en opgave.« Mor smilede træt til mig.

Jeg hader, når nogen smiler træt til mig, og det gør de tit. »Vi har så mange ting, som vi aldrig bruger,« fort­ satte jeg. »De ting kan vi give væk som gaver.«

7

»Vil du give din hjerne væk?« spurgte Ditte.

Jeg valgte igen at ignorere hende. »Du har for ek­ sempel en masse legetøj, du ikke bruger mere, det kan du da godt give væk,« sagde jeg. »Og Mikkel har også, og I har.« Jeg så fra far over på mor. »Men nok ikke så alle kan få,« sagde far. Nu smilede både han og mor træt til mig. »Nej, men hvis andre familier også gør det.« »Hvad så med at lade andre familier begynde?« sagde Ditte.

Jeg stirrede irriteret på hende. »Nogen skal jo be­ gynde, og det kan lige så godt være os.« »Ja, men så god arbejdslyst,« sagde Mikkel. »Hvad ønsker I jer for øvrigt selv?« brød far ind. »En helt almindelig familie,« sagde Ditte. »Specielt en helt almindelig lillesøster.« »Min bærbar låser hele tiden,« sagde Mikkel. »Og så kunne jeg for øvrigt godt tænke mig at holde jul hos Mette.« »Hvad med at Mette holder jul her?« spurgte mor.

Mikkel rystede på hovedet. »Skulle hendes forældre så sidde alene tilbage?« »Det må vi altså lige snakke om!« Mor vendte sig mod mig. »Hvad med dig, Christina? Hvad ønsker du dig?«

8

»Jeg ønsker at alle de, der ikke har råd til at holde jul, alligevel kommer til det.« Jeg lagde armene over kors.

Ditte lavede himmelvendte øjne. »Ja, men det er da også et rigtig godt juleønske,« sagde far. »Men er der slet ikke andet, du ønsker dig?« Jeg syntes, det var helt nok.

Da vi havde spist, gik jeg på opdagelse. Først snup­ pede jeg tre af Dittes bamser. Hun var alligevel blevet for stor til at lege med bamser. Hos Mikkel hans Play­ Station 4. Med alle de lektier, han havde for i gymna­ siet, havde han alligevel ikke tid til at spille, så faktisk gjorde jeg ham en tjeneste. Mors gamle dukkehus, som oven i købet var gemt væk oppe på loftet. Hvorfor skulle det stå der? Det samme med far. Han havde et gammelt Märklintog med masser af skinner og skifte­ spor, som han heller aldrig legede med.

Ingen ville opdage, at de ting var væk.

Jeg samlede det hele i bunden af mit klædeskab. Jeg ville pakke gaverne ind med det samme, men vi havde ikke noget juleindpakningspapir, så det måtte vente.

Det kunne det så bare ikke, for af en eller anden grund skulle Ditte lige tjekke, om jeg havde lånt en af hendes bluser, og det havde jeg, og så opdagede hun samtidig bamserne og de andre ting.

9

Jeg synes, at man skal tale pænt til hinanden – specielt i julen. Men det de sagde, var hverken særlig pænt, el­ ler havde ret meget med julestemning at gøre.

Men man skal aldrig give op. Så næste dag ovre i sko­ len fortalte jeg Sebastian og Jonatan om min idé, og den var de straks med på. Sebastian og jeg har engang været kærester, og han ville godt være det igen, og Jonatan havde også spurgt, om jeg ville være kæreste med ham. Nu måtte vi se!

I sidste time havde vi julehygge.

Kalenderlyset var tændt, og vi var i gang med at klippe i hver sit ark glanspapir. Drengenes foretrukne julepynt var guirlander. Vi piger prøvede at flette hjer­ ter. De blev nu heller ikke pæne. Men det var alligevel hyggeligt, og det helt rigtige tidspunkt at slå til på. »Det er slet ikke alle, der har råd til at holde jul,« begyndte jeg. »Og der er nogle, der overhovedet ikke får jule­gaver.« Det var der ingen, der rigtig reagerede på. »Derfor synes jeg,« fortsatte jeg, »at vi skal give alt det gamle legetøj væk, det som vi alligevel aldrig bru­ ger.«

10

Vores lærer smilede og nikkede. Sådan noget var hun ret vild med.

Sebastian støttede mig kraftigt. Det gjorde Jonatan også, men knap så kraftigt. Der var ingen af de andre, der sagde noget, og vores lærer blev bare ved med at smile og nikke. »Så er det en aftale,« sagde jeg. »Alle tager en gave med i morgen, som så skal gives videre til dem, som ellers ikke får nogen.« Det gik jo let nok.

Der var nu ikke så mange, der havde gaver med næste dag, kun to udover Sebastian, Jonatan og mig. Det var for dårligt. »Hvis det ikke bliver bedre i morgen, så må vi ind­ føre bøder,« sagde jeg.

Sebastian nikkede. Jonatan så mere forbeholden ud.

Vores lærer var direkte imod. Hun syntes udelukkende, at det skulle være en frivillig ordning.

Men hvis man ikke havde noget derhjemme, som man ville af med, så måtte man give nogle penge, så man i stedet kunne købe nogle gaver. Det var kun ret og rimeligt. Så jeg holdt fast. Det skulle koste bøder ikke at have noget med.

11

På vej hjem fra skole blev vi enige om, at jeg skulle op­ bevare alle gaverne. Sebastian skulle skrive ned, hvem der skulle have bøder, og Jonatan skulle sørge for at inddrive dem. Jonatan protesterede ganske vist, men vi skulle jo deles om opgaverne.

Næste dag var der heller ikke ret mange, der havde ga­ ver med. Og der var ingen, der ville betale deres bøder. »Vi er nødt til at udvide projektet, så det gælder alle klasser, ellers får vi aldrig samlet nok ind,« sagde jeg, da Sebastian, Jonatan og jeg fulgtes ad hjemad. »Vi skal have hele skolen med.« »Hvordan gør vi det?« spurgte Jonatan mistroisk. »Vi laver en konkurrence,« sagde jeg og lavede en lille pause. »Vi laver en konkurrence mellem alle klas­ ser på skolen om, hvem der kan samle flest gaver ind.« Det var i virkeligheden en ret genial idé, for alle ville jo altid gerne vinde.

De nikkede også begge. Men som altid Sebastian mere ivrigt end Jonatan. »Vi får lokalavisen til at skrive om det,« fortsatte jeg. »Og når først vi har fået vores egen skole med, så er der også andre skoler der vil være med, og til sidst får vi alle skoler i hele landet med.« Jeg smilede til dem. »Det her bliver altså stort. Det kan jeg allerede mærke!«

12

»Hvordan skulle det kunne lade sig gøre?« spurg­ te ­Jonatan. Han så ikke ud til helt at tro på min plan.

Men man skal tro på mine planer, hvis man skal være kæreste med mig. »Vi opretter en Facebookgruppe. Og så skal vi i Aften­showet. Det er da ikke så svært.« Svært eller ikke svært, vi havde i hvert fald travlt, så vi tog hjem til mig og lavede sedlerne med det samme.

De sedler, vi ville hænge op på skolen næste dag.

Stor konkurrence

Hvilken klasse kan samle flest gaver ind til de fattiges jul?

Giv det legetøj eller de ting, du alligevel ikke bruger, videre til dem, der virkelig trænger.

(Men ikke alt det, der er gået i stykker!)

Gaverne afleveres til Christina Larsen 6. a.

13

Bagefter tog vi op til lokalavisen. Lokalaviser elsker at skrive om børn, der gør noget, og specielt børn, der gør noget for andre børn. Så de ville godt skrive om vores projekt, og der blev også taget et billede af os.

Og for at det hele skulle se mere juleagtigt ud, fik vi hver en nissehue på.

Jeg sagde ikke noget om det derhjemme. Og slet ikke til Ditte.

Næste morgen havde vi aftalt at mødes tidligt og sætte sedlerne op på alle døre på hele skolen. Det var mange døre. Og så var det bare at vente på reaktionerne og på at gaverne ville strømme ind.

Den første reaktion kom ret hurtigt. Den var fra Ditte. Hun holdt en af sedlerne op foran sig. »Hvad har du nu gang i?« halvt råbte hun, før hun var nået helt hen til mig.

Jeg kikkede på sedlen. »Er det svært at forstå? Står det ikke ret tydeligt?« »Du gør mig fuldstændig til grin på hele skolen!« sagde hun arrigt. »Det har da ikke noget med dig at gøre,« sagde jeg.

Hun var ikke enig, og hun begyndte systematisk at fjerne alle de sedler, vi lige havde sat op. Det gjorde nu ikke så meget, for det hele ville komme til at stå i

14

lokalavisen, og der fik hun nok lidt svært ved at samle alle eksemplarer ind.

Det vidste hun bare ikke, og det var der en anden, der heller ikke gjorde. Det var skolelederen, og midt i første time blev jeg kaldt op til hende.

Hun så ret sur ud og pegede på det billede, hvor jeg, Sebastian og Jonatan, alle iført nissehuer, ellers smilede sødt til hende. Hun ville vide, hvad det her gik ud på. »At skabe juleglæde,« svarede jeg. »Er det ikke det, julen handler om?« Det mente hun åbenbart ikke. For hun kom med en lang forklaring om, at jeg ikke bare kunne sætte sådan en indsamling i gang på hendes skole uden at spørge hende først. »Hvorfor ikke?« spurgte jeg. »Det har da ikke noget med dig at gøre!« Det skulle jeg måske ikke have sagt, for hendes an­ sigtskulør begyndte at skifte farve, og den, hun nu fik, så ikke sund ud. Hun trak vejret helt ind, men inden hun nåede at puste ud, fortsatte jeg. »Jeg har fået lov af min mor!« Det havde jeg ganske vist ikke, men det vil­ le jeg, når jeg kom hjem. »Din mor!« Hun fnøs nærmest. »Det er ikke noget din mor bestemmer.«

15

»Hun er formand for skolen og sidder også i by­ rådet,« svarede jeg. »Så det gør hun!« Der fik hun den, og jeg fik lov at gå tilbage til klassen.

De sedler, vi havde sat op, og som Ditte ikke allerede havde fjernet, var pedellen nu i gang med at tage ned.

Men med min mors hjælp, skulle de nok komme op igen. Jeg skulle nok vise skolelederen, hvem det var, der bestemte. Jeg glædede mig allerede. Men det skulle jeg måske ikke have gjort, for min mor var temmelig sur. Skolelederen havde ringet. »Hvad er der galt i at skabe juleglæde?« spurgte jeg. »Det er der bestemt ikke noget galt i, men indtil vi­ dere har du kun skabt juleufred,« sagde hun. »Fordi jeg vil samle gaver ind til de fattige?« »Nej, fordi du har sagt til skolelederen, at det er mig, der bestemmer over hende.« Hun så irriteret på mig. »Jeg var nødt til at give hende en undskyldning, og det bryder jeg mig bestemt ikke om.« Det kunne jeg sådan set godt forstå, det gjorde jeg hel­ ler ikke. »Men det er da dig, der bestemmer, når du er for­ mand for skolen og også sidder i byrådet,« holdt jeg fast. »Jeg er formand for skolebestyrelsen – ikke for sko­ len,« sagde mor træt. »Og fordi man sidder i byrådet, er det ikke ensbetydende med, at man bestemmer.«

16

Så kunne jeg ærlig talt ikke se, hvorfor hun skulle sid­ de der.

Der var heller ikke så mange, der havde gaver med næste morgen. I alt havde jeg kun fået samlet 15 gaver ind, og det for en hel skole. Tilmed havde skolelederen skrevet en seddel til alle lærerne om, at det ikke var med skolens accept, at der var iværksat en indsamling af julegaver. Og at sådan en indsamling måtte foregå i fritiden og ikke på skolens grund. Desuden blev jeg kaldt op til hende igen, og denne gang skulle jeg tage Jonatan med. Det var han ikke meget for.

Skolelederen så endnu mere gal ud end i går. »Nogle forældre finder det stærkt ubehageligt, at deres børn er blevet truet til at give deres legetøj væk,« sagde hun. »Og de finder det helt uacceptabelt, at der vanker bøder, hvis de ikke gør det.« Hun så på Jona­ tan. »Der skal ikke betales dummebøder her på min skole, og jeg kan forstå, at det er dig, der opkræver bø­ derne.« Jonatan så ned i gulvet og turde slet ikke sige noget. »Det er da ikke dummebøder …,« begyndte jeg, men hun afbrød mig hurtigt. »Der skal under ingen omstændigheder betales nogen bøder her på min skole, og de gaver, der er ind­

17

samlet, skal gives tilbage. Har I forstået.« Hun viftede os ud med hånden.

1. advent. Det første lys blev tændt, og mor serverede kakao og æbleskiver for os, og så fik vi hver en gave. Til gengæld fik vi ikke nogen kalendergaver. Det var far og mors idé, for så skulle de kun finde på 12 gaver til os i stedet for 72, og det gjorde det unægtelig noget lettere.

Jeg elsker de her adventssøndagseftermiddage. Det var også, som om julefreden igen var ved at sænke sig over familien. Far og mor havde taget julepynten frem, og hængt klokker og hjerter op i vinduerne. Hvis det havde sneet udenfor, havde det ikke kunnet være mere julet.

Jeg besluttede, at jeg ikke ville pakke min gave op, men i stedet give den til en af de fattige. »Det kan du da ikke gøre over for far og mor,« ­sagde Ditte forarget. Det var hun god til, at være forarget.

For ikke at ødelægge den gode stemning, lod jeg være med at svare, men skævede i stedet over på mor. Og måske havde Ditte for en gangs skyld ret. Jeg kunne faktisk også godt lide at få gaver. Jeg kunne jo altid pakke den ind igen og give den videre. Det var en bog.

Første bog i en pigeserie. Den ville jeg læse, og den var også perfekt at give videre bagefter.

18

»Men jeg forstår altså stadig ikke, hvorfor skole­ lederen er imod, at man giver gaver væk,« sagde jeg. »Hvem kan være imod det?« »Mange, f.eks. alle julemændene,« sagde Ditte. »De er jo vant til, at det er dem, og kun dem, der gi­ ver jule­gaver, og så vil du pludselig til at blande dig i ­deres arbejde.« Hun smilede sit overdrevne store­ søstersmil. »Jeg synes bare, at man skal give de ting væk, man alligevel ikke bruger,« sagde jeg. »Alle julegaver kunne da godt være brugte, og ikke kun dem man giver til de fattige.« »Jeg glæder mig allerede til gaven fra dig,« sagde Ditte. »En brugt Barbiedukke uden arme og ben.« Igen de der himmelvendte øjne. »Hvis nu alle gjorde det, du foreslår,« sagde Mikkel, »bare gav deres gamle ting væk som julegaver og holdt op med at købe nyt, så vil alle dem, der producer jule­ gaver jo ikke have noget at lave, og så vil de blive fyret.

Og der vil ikke komme så mange kunder i forretnin­ gerne, så ekspedienterne vil også blive fyret. Og så tje­ ner de ikke nogen penge, og så kan de ikke betale skat, og så får staten færre indtægter og må skære ned på sine udgifter og fyre flere folk, og så vil der blive endnu flere arbejdsløse, som så heller ikke kan betale skat osv.

19

osv. Det er hele vores økonomiske system, som du er ved at få til at bryde sammen.« »Bliver man virkelig så klog af at gå på gymnasiet?« Jeg skævede over til far. »Ikke nødvendigvis,« svarede han. »Det er jeg glad for, for ellers tror jeg ikke, det er noget for mig.« Selvom man aldrig skal give op, besluttede jeg det nu alligevel. Jeg havde kun fået samlet sølle 15 gaver ind.

De lå nu i bunden af mit klædeskab og ventede på, at jeg skulle møde nogle fattige børn. Det var ikke mange gaver, men det var, som om alle prøvede at spænde ben for mit projekt, og hvis det var hele landets økonomi, der stod på spil, så var det måske også tilladt at give op.

20