Pengeguden

Jakob Brønnum

Pengeguden

Eksistensen

Indhold I

Verdensordenen, visdommen og det udvalgte folk.........9 1 2 3 4

5

Det vigtigste i livet................................................. 11 Lignelsen om Gud og Mammon............................ 20 Huset Buddenbrook og retfÌrdigheden.......................30 Den symbolske gud, den ligegyldige gud og den ligeglade Gud............................................. 35 Pengegudens udvalgte folk................................... 44 Kristne og penge...............................................................44 Jøder og penge i middelalderen.....................................50 Globaliseringen og penge................................................54 Pengenes visdom.. ................................................... 60 Pengenes filosofi...............................................................60 Penge som stimulans........................................................65

II Troen. . ............................................................................. 69 6 7

8

Mammons dogmer.................................................. 71 Mammons moral..................................................... 84 Livet som forretning.........................................................84 Det rationaliserede liv......................................................90 Den protestantiske forretningsmoral.............................92 Livets stemme i det offentlige rum..............................100 Mammons mytologi.............................................. 105 Myten om vĂŚkst.............................................................106 Myten om frihed.............................................................109 Markedets apoteose........................................................113 Det menneskelige fremskridt som tilbageskridt........115

III De troende. . .................................................................. 121 9

10

11

12

13 14

Mammons templer................................................ 123 Indkøbscenteret som kirke............................................125 Ypperstepræsten træder frem.......................................132 Mammons børn..................................................... 134 Mennesket som den gode forbruger............................149 Den kafkaske følelse.......................................................151 Mammons gudstjeneste.. ...................................... 154 At tjene Gud eller Mammon?........................................171 Kroppens religiøse underkastelse................................184 Mammondyrkelsen som verdensreligion.......... 187 Globaliseringens struktur..............................................190 Mammons privilegiesystemer......................................195 Mammons pilgrimme........................................... 204 Mammons kirkeår..........................................................206 Mammons missionærer og deres mission.......... 214 Navnets hellighed...........................................................214 Pengegalakserne.............................................................218 Fjernkommunikation og automatiseret kommunikation...............................................................246

IV Lysende fremtid. . ......................................................... 255 15 Mammons dødedans.. ........................................... 257 Mammons evangelium..................................................257 Evangelium og modernitet............................................268 Dødens ophævelse.........................................................271 16 Mammons bibel.................................................... 274 Evangelium og evighed.................................................278 Reklamens transcendens...............................................280 LITTERATUR........................................................................... 283 NOTER

.............................................................................. 288

I Verdensordenen, visdommen og det udvalgte folk

1 Det vigtigste i livet Stillbillede #1: Togførerens én-krone Jeg stod i et tog, langt ude på en bro mellem to lande og skulle trække en kop kaffe. Men jeg manglede en krone. Midt i det hele står konduktøren og betragter mig, og vi kommer i snak. Efter nogle øjeblikke, bliver han enig med sig selv om, at han kan give mig den én-krone, jeg mangler. I det øjeblik ændrer vores fællesskab karakter. Hans kropsprog ændrer sig, mens han finder mønten frem, og hans blik bliver mangetydigt, det er ikke længere kun den hyggelige udveksling mellem os. Der er kommet noget andet også. Han har ydet mig noget. Jeg vil aldrig betale ham tilbage, og det er heller ikke nødvendigt, men det føles, som om jeg nu skylder ham et eller andet. Men hvad? Hvad er der sket? Et øjeblik var det, som om mønten var det vigtigste i verden. Men hvad er det vigtigste i verden? Hvad er det vigtigste i livet? Egentlig behøver man ikke nogensinde stille sig selv andre spørgsmål. Det vil være muligt at bruge resten af tiden på at undersøge det. Man kan udvide spørgsmålet i forskellige retninger. Man kan til eksempel spørge: Hvad betyder mest for mig? Og er det ikke sådan, at spørgsmålet allerede giver os en meget vigtig indsigt. Svaret kan nemlig aldrig blive ét bestemt svar, som er uafhængigt af alt andet, og som indtager sin plads blandt alle ting, hændelser og begreber som det vigtigste. Svaret på spørgsmålet afhænger af, hvordan det er stillet. 11

Man må præcisere. Mener man, hvad er det vigtigste for alle mennesker? Eller hvad er det objektivt vigtigste i verden i forhold til, hvad der har indflydelse på verdens gang, eller er det, hvad vi sætter højest, vi spørger om? Eller mener vi: Hvad er vores natur? Det må vel være vores natur, der er, eller i hvert fald bestemmer, hvad, der er det vigtigste i livet. Selv her er grænsen flydende. I løbet af denne bog skal vi gang på gang opleve, at vi må spørge om, hvorvidt den måde, vi lever på, som om den var den naturligste ting i verden, nu også er den rigtige? Om det, vi anser for det mest almindelige, nu også er moralsk korrekt. Om det, vi anser for det grundlæggende, nu også er det naturlige? Det vil også være muligt at gå igennem tilværelsen uden nogensinde at stille sig de spørgsmål. Det vil være muligt at lade hele tilværelsen foregå uanfægtet og altid blot handle på det, der byder sig til. Kun i få eller måske ingen tilfælde tage et spring, hvor alting ændrer retning, og livet får en ny kontur. Hvis man går gennem livet uden at stille sig disse spørgsmål, er der én ting, der er helt sikker. Man er underlagt og overgivet til det vigtigste i livet, uden at vide det. For det må jo være det vigtigste i livet, der bestemmer den retning, livet af sig selv tager i en. Det gør muligvis ikke noget. Men hvis det vigtigste i livet viser sig at være noget, der ligger udenfor vores almindelige råderum, og derfra former vores liv på en sådan måde, at vi egentlig helst ikke ville leve sådan, hvis vi havde lagt mærke til det, så er det uheldigt, hvis man går gennem livet uden at standse og spørge om, hvad der er det vigtigste. 12

Uvished og vished Det er også i høj grad muligt, man vitterlig stiller sig spørgsmålet om hvad, der er det vigtigste i verden, men ikke ser sig i stand til at besvare det. Nogle gange er det de kropslige behov som sult og søvn, uden hvilke man ikke fungerer menneskeligt, eller andre kropslige behov som nærvær af et andet menneske, uden hvilken man ikke fungerer sjæleligt eller i hvert fald risikerer at skævvrides eller slides ned. Alligevel vil man kunne få en fornemmelse af, hvad der er det vigtigste for dette menneske ved at undersøge, hvad det lader sit liv præges af, hvad det foretrækker og hvad det ikke foretrækker. Man vil kunne danne et billede, der samles af summen af de forskellige iagttagelser af, hvordan det menneske, måske én selv, handler i bestemte situationer. At et menneske benægter, at noget betyder noget for det, behøver ikke at betyde, at dette ikke betyder noget, blot, at dette menneske lyver eller ikke ved, at det står sådan til. Der kan være kræfter i tilværelsen der spiller en langt større rolle for en, end man er både klar over og vil være ved. Det er blandt andet det, denne bog handler om. Man vil også kunne sige, at det vigtigste i livet er det, der bestemmer ens handlinger, når det virkelig brænder på. Altså det, jeg gør uden at tænke over det, når jeg skal træffe et valg uden at have tid til at overveje det. Når katastrofesituationen indtræder og man gør noget, man ikke kan lade være med, hvad enten det er at redde sig selv på en andens bekostning, at redde sit barn, sin familie, sine skøder, bankbog og rede penge, ofre sig for sit land eller sin familie eller bare løbe skrigende bort. 13

Og så er der det med, hvordan vi kigger på livet for at undersøge, hvad der er det vigtigste. Hvor tit har vi mulighed for at trække os tilbage i tankerne og se tilværelsen lidt fra oven? Selvom vi ind i mellem gør det, er det alligevel inddelt i en form for grader eller niveauer: det, det lykkes os at se. Når vi holder op med at arbejde og ikke har hovedet fuldt af de problemstillinger, der følger med, kan vi se arbejdsdagen udefra og se noget af det, den gør ved os. Gør os stressede eller trætte. Når vi engang i mellem går på ferie og ikke besvarer elektronisk overførte meddelelser, der har med arbejdet at gøre, kan vi nogle gange se arbejdslivet udefra og fornemme, hvilken indvirkning det har på os som mennesker. Hvis vi bliver forældre eller bliver gift eller skilt, eller hvis vi flytter til en anden egn eller rammes af alvorlig sygdom, eller nogen, vi elsker, rammes af alvorlig sygdom eller dør, eller hvis vore børn kommer i vanskeligheder, eller vi selv laver en fejl eller kommer ud for et uheld, der påvirker hele vores liv og vore omgivelsers med, bliver livet selv igen det vigtigste, taknemmeligheden over trods alt at være til. Men livet har ikke været det vigtigste ret længe, før penge sætter sig igennem som noget, der bestemmer folks handlinger. Penge kan rejse snart en hvilken som helst strid mellem mennesker. Særligt i forbindelse med noget af det, der virkelig kan blive katalysator for en forståelse af, hvad der er det vigtigste i verden, nemlig dødsfald, hvor indboet, der nu står uden ejer, hjemløst i verden, fuldstændig overtager forholdet mellem de efterladte. Der er en berømt historie om det tema, Lignelsen om Den fortabte søn i Lukasevangeliet 15,11–32. Det 14

er en episk fortælling, der kunne bære en hel roman. En ung mand beder om at få sin del af arven udleveret, forlader sit barndomshjem, hvor storebroren arbejder som farens forvalter, sikkert med begrundet forhåbning om at overtage det hele en dag. Efter en gevaldig nedtur vender sønnen tilbage uden en øre på lommen og bliver modtaget som en helt af sin far og som en svindler af sin bror. Brorens retfærdige harme består i, at den anden havde fået, hvad der tilkom ham, og nu kommer han hjem og vil have mere. Og han får det. Fortællingen, der er en af de længste i Det ny Testamentes evangelier, slutter sådan her: ”Han svarede sin far: Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud; men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner. Men din søn dér, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger – da han kom, slagtede du fedekalven til ham. Faderen svarede: Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.” For storebroren har den såkaldte fortabte søn forbrudt sig mod livets orden og han kritiserer faren for, at han uden videre ser bort fra det. Det er ikke rimeligt, ud fra en almindelig fornuftsmæssig, retfærdighedsbetonet logik. Denne materielle logik i fortællingen modsiges imidlertid af faren med den kryptiske bemærkning om, at han altid har den forurettede søn hos sig. Det ser ud, som om storebroren har fuldstændig ret, og at dette, at faren ”altid har ham hos sig”, er en forkølet undskyldning, for at han i virkeligheden bryder 15

sig mere om den frie, eksperimenterende, søgende personlighed hos sin yngste søn end den stivstikker til ældste søn, der altid holder sig til det formelle. Hvordan kan han give halvdelen af sin formue væk til en, der ødsler den bort og kommer krybende hjem med røde øren og får mere? Hvordan kan faren tilsidesætte den ældstes rimelige kritik af uretfærdigheden? Den tvivl, denne mærkværdighed medfører, skal vise sig at blive omdrejningspunktet for vores overvejelser. Undervejs skal vi støde på mange andre momenter af tilværelsen og livet omkring os, som kan siges at være kandidat til det vigtigste i livet, på samme måde som fysikkens, biologiens og de andre naturlove hver i sær beskriver naturen sådan, at naturen fuldt og helt kan siges at være livet selv og bestå af netop det, de beskriver. Termodynamikforskeren kan med stor rimelighed hævde, at hans område er det vigtigste, for uden termodynamikken klappede det hele sammen om ørene på os. Biologen ligeså. For nogle står det nationale, det etniske, slægten forrest, når det vigtigste skal indkredses. I flere faser i tiden efter de store demokratier blev indført, har der været et opbrud i det etniske og det slægts- eller klanbaserede. Nationalstaterne har fået en demokratisk orden, der gennemtrænger alle menneskers tilværelse. Den orden er nu udfordret. De senere års samfundsmæssige udvikling med rigdom koncentreret på stadig færre hænder og indvandringen til Europa har medført en folkelig frygt for samfundsmæssig opløsning, og de gamle, førdemokratiske bånd viser sig igen. Men hvilke drivkræfter er på spil i denne udvikling? Det er et vigtigt spørgsmål. 16

Der er en interessant undtagelse, som gennemsyrer alle fællesskabsregler. ”Der skal ikke være penge mellem os,” siger vi. I den sammenhæng vil nogle så formentlig citere filmreplikken fra All The President's Men ”Follow the money”, der stammer fra det amerikanske politiske system i 1970erne som et udtryk for, at hvis man virkelig skal finde ud af, hvad der foregår, skal man ikke se efter, hvad folk siger, eller hvad de gør, eller hvad andre mener om det hele, men følge det spor, som penge trækker efter sig. Der er også dem, der slet og ret vil synge med på den berømte musicalsang fra Cabaret, ”Money makes the world go round”. I Det nye Testamente fortæller Jesus en historie, der kan opfattes på samme måde, men med diametralt modsat fortegn: ”Og Jesus satte sig over for tempelblokken og så på, hvordan folkeskaren lagde penge i blokken [dvs. indsamlingsbøssen]. Der var mange rige, som gav meget. Så kom der en fattig enke, som gav to småmønter af et par øres værdi. Jesus kaldte da disciplene hen til sig og sagde til dem: Sandelig siger jeg jer: Denne fattige enke har givet mere end alle de andre, som lægger penge i tempelblokken. For de har alle givet af deres overflod, men hun har givet af sin fattigdom, alt, hvad hun havde, alt det, hun havde at leve af.” (Mark 12,41–44) Den sært altmodische fortælling, der også er mellem 1950 og 2000 år gammel, men som læses op offentligt i alle kirker i verden i forbindelse med gudstjeneste mindst en gang om året, rummer en radikalisering af det budskab, man identificerer med Jesus af Nazareth, som vi har en tendens til at overse.

17

Fortællingen er som en lignelse, men en lignelse om hvad? Der er tale om en ældre kvinde, man kan se hende for sig. Der kan være en vid række af motiver bag hendes handling, lige fra autoritetstro til senilitet. Og det kan man så sidde og undre sig over. Men, hvad det end er, er motivet ikke pointen i fortællingen. Enken er pointen. I et samfund uden socialvæsen er enker og faderløse stærkt udsatte. De har ingen til at forsørge sig og er fuldstændig overladt til andre menneskers nåde. Fortællingen handler derfor ikke om, at hun giver forholdsmæssigt meget mere end de rige, i forhold til, hvor meget hun selv har at gøre med, sådan som vi umiddelbart opfatter den. Det forstår vi som et udtryk for, hvilken stor tro hun må have – sådan at man kan se hende som et forbillede for andre. Den handler om, at hun ikke anser det for nødvendigt med et materielt sikkerhedsnet overhovedet. Nogle giver noget, men hun giver alt. Hun er nu fuldstændig eksponeret for livet selv og dets tilskikkelser, hun har ingen pensionsordninger og er alene. Hun giver ikke bare alle sine småpenge, men selve det, penge kan og gør, frigør hun sig fra. De rige i fortællingen beholder penge til sig selv som sikkerhedsnet. De to principper kan være svære at forstå ud fra fortællingens ordlyd alene, men hvis vi sætter os i hver enkelts sted, ved vi, hvad der er på færde. De rige går hen til indsamlingsbøssen, stikker betalingskortet ind og taster et klækkeligt beløb. Enken lægger kortet i bøssen og går hjem. Det er altså forkert at se historiens betydning som en let ironisk, udmåling af, hvem der, forholdsmæssigt, giver mest. Det ville lægge et materielt parameter ind i fortællingen, altså give den en form, hvor vi 18

skulle fortolke den udfra pengenes egen logik. Ingen af Jesu fortællinger har et materielt parameter, og når vi forsøger at forstå dem efter et sådant, går vi fejl af pointen. Men hvad er egentlig denne bogs anliggende? Den er at undersøge halvanden linje i Det nye Testamente, et af de mest bemærkelsesværdige udsagn, fordi det referer til et, måske to fænomener, som måske ikke findes. Halvanden linje som siger, at to ting ikke kan være det vigtigste i verden samtidig.

19